I min fars hus
Kan I mærke det? Det er som om at der bliver gnedet godt og grundigt salt i den kristnes Corona-sår i de tekster, jeg har læst til i dag. Fra Salmernes Bog hørte vi: ”Hvor er din bolig vidunderlig, Hærskarers Herre! Min sjæl fortæres af længsel efter Herrens forgårde” (Sal 84, 2-3). Og lige før læste jeg det første ord, som Bibelen fortæller os, at Jesus sagde: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader? ”. Eller alle os, der er opvokset med den gamle oversættelse af Bibelen, vi hører inde i baghovedet: ”Vidste I ikke, at jeg bør være i min fars hus?”.
Vi er nok mange, der nemt kan leve sig ind i salmistens ord: ”Min sjæl fortæres af længsel efter Herrens forgårde”. Vi savner gudstjenesten – vi savner kirken – de gudstjenester, der for os udgør startskuddet til julefejringen, blev aflyst få timer inden det hele skulle begynde. Ja, der var andagter, kirken var på vågeblus i julen, hvor den ellers plejer at være et orgie af lys og salmesang, et ekko af englenes sang ude på marken. Og vores gudstjeneste i dag og fremadrettet virker til stadigvæk at være kirken på vågeblus, sidste skridt, inden den nedlukning, som vi for alt i verden vil undgå. Vi er i kirke i dag, men vi kender også til mange, der ikke tør gå udenfor en dør, ikke tør gå i kirke, fordi at hvis de bliver ramt af sygdommen, så vil det ikke bare føles som en let influenza. I har sikkert allerede en eller to i tankerne – tag en hilsen med her fra kirken til dem. De er i vores tanker og bøn. De sidder derhjemme og længes lige som vi gør – længes efter at alt bliver normalt igen. Vi har brug for hinanden, vi har brug for at sidde sammen, være tæt på hinanden, vi har brug for salmesangen, vi har brug for altergangen. Ja, ”Min sjæl fortæres af længsel efter Herrens forgårde”.
Det er ikke tilfældigt, at når Jesus siger ordene ”Jeg bør være hos min far”, så sidder han midt i templet, midt i Guds hus. Selv om kirken kun er en bygning, så er det ikke ligegyldigt, det, der sker her. Det, der er her, det, der sker her, hjælper os til at styrke det fællesskab med Gud, som vi har alle andre steder. Det fællesskab, som vi har, når vi isolerer os selv fra andre mennesker derhjemme, fællesskabet med Gud.
Og så ved vi ikke om der bliver gudstjeneste på søndag – vi ved ikke om det her er sidste gang inden påske, at vi mødes. Så lad os suge til os – og dele suget med dem, der ikke er her i dag. Og lad det I tager med jer hjem være lovsang. – derfor skal vi om lidt høre ”Nu takker alle Gud”. Skrevet af den tyske præst Martin Rinckart under pandemien pesten, der blev holdt i live af flygtningestrømme i forbindelse med 30-årskrigen. Da det stod slemmest til døde 8000 mennesker om året i hans by – en af disse var hans egen hustru. Og da alle de andre præster også døde, så stod han for at skulle lede begravelserne for op til 40-50 døde hver dag. Og alligevel skrev han ”Nu takker alle Gud”, som familiens bordvers. Ufatteligt.
Hvordan skal vi kristne udtrykke vores tro, når vi lever i en tid, hvor en virus ligger landet øde – og også lægger forhindringer i vejen for at vi kan komme i kirke? Vi vender os til Gud i bøn, tak og lovsang og har tillid til ham, der er Herre, selv over sygdomme. Lad os leve vores liv – også vores åndelige liv – indenfor de begrænsninger, der sættes for os, og så vide, at Gud er suveræn og almægtig og nok kan klare sådan en sygdom, der er så meget mindre skadelig end mange af de andre sygdomme, der har ramt menneskeheden. Lad os lære af denne tid, at vi kan planlægge så tosset vi vil, men det er ikke os, der bestemmer om planerne leves ud i livet. Lad os lære at livet er kort og at vi heller ikke under Corona er garanteret at vi vågner i morgen.
Jesu bror, Jakob, skriver i sit brev i Det nye Testamente at alle vore planer er praleri og hovmod: ”I, som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen; I er jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort.  I skulle hellere sige: »Hvis Herren vil, så skal vi leve og kan gøre det eller det. (Jakob 4,14).
Jakobs råd til os er: ”Hold jer nær til Gud, så vil han holde sig nær til jer” (Jakob 4,8). Det falder godt i tråd med Jesu ord: ”Vidste I ikke at jeg bør være hos mig far?”. Ved I ikke, at uanset hvad der sker, uanset om alt lukkes ned, også kirken, så bør vi være hos vores far – og vi kan være hos vores far. Det er ikke altid at vi kan være sammen i menighedens forsamling – men det er altid at vi kan være hos vores far. For ”Hold jer nær til Gud, så vil han holde sig nær til jer”. ”Nu takker alle Gud”.