Lyt til prædikenen:
Læs prædikenen:
Går udøbte babyer fortabt?
Vi hører teksten ved hver eneste dåb – ”Lad de små børn komme til mig”. Vi er vant til at høre dåben med i ordene, selv om teksten ikke handler om dåben. Der står at Jesu velsignede dem – ikke at han døbte dem. I radioen hørte jeg samme tekst blive brugt forud for en børnevelsignelse i en baptistkirke – hvor teksten skulle belyse hvorfor man velsignede børnene og altså ikke døbte dem. ”Og han tog dem i favn, lagde hænderne på dem og velsignede dem”.
Vi i vores kirke døber babyer – dåben er vigtig, så derfor er jeg blevet kaldt ud på fødeafdelinger for at døbe nyfødte børn, der kæmper for at overleve. Og kan man ikke nå at tilkalde en præst, så kan enhver træde til og døbe barnet. Dåben er vigtig. I Den augsburgske Bekendelse, er en del af Folkekirkens bekendelsesgrundlag står der:
”Om dåben lærer de, at den er nødvendig til frelse, og at Guds nåde tilbydes gennem dåben, og at børn skal døbes, for at de ved at frembæres ved dåben for Gud kan blive taget til nåde af Gud. De fordømmer gendøberne, som misbilliger barnedåben og påstår, at børn frelses uden dåb” (Art 10).
Dette bekendelsesskrift er et historisk dokument, som er skrevet for at nærme sig den katolske moderkirke så meget som overhovedet muligt – vi blev afvist, så det hjalp ikke så meget.
Er det det vi tror? Dåben ”er nødvendig til frelse”, ”Guds nåde tilbydes gennem dåben”. Jeg vil sige: Ja, det er det, jeg tror… og så tror jeg også noget mere, for den augsburgske bekendelse drager ingen negative konsekvenser – og forfatteren Melanchthon vil ingen andre steder sige: Udøbte børn går fortabt.
Hvad med de udøbte spædbørn?
Jeg har kun begravet et eneste spædbarn, der ikke var blevet døbt – pigen døde i hendes mor på den dag, hvor hun egentlig skulle fødes. Men noget gik galt – og dåbsgudstjenesten blev en begravelse. I min prædiken netop over teksten til i dag, sagde jeg blandt andet:
” Hun har en himmelsk far, der skabte hende, dannede hende og der var med hende hele vejen, også i det øjeblik, da hendes lille krop måtte give op i sin tapre kamp for livet. Også dér var Gud, og tog hende og skænkede hende et evigt liv”.
Tog jeg munden for fuld? Blev jeg grebet af forældrenes sorg og udstedte løfter uden dækning?
Ja, hvad sker der med de udøbte babyer, der dør? I 2018 døde 226 børn før de nåede det første leveår – hvor mange af dem, der nåede at blive døbt kan jeg ikke se ud af statistikken. Men til dem kom de lidt under 20000 spontane aborter og de lidt under 15000 provokerede aborter. Hvad sker der med de små børn?
Det skulle undre mig, at der ikke er nogle stykker herinde, der har mistet en baby, eller har mistet et barnebarn eller oldebarn – eller en af jeres venners børn. Uanset hvad, så tror jeg, at ingen af os vil sige, at de babyer, der ikke bliver døbt, vil gå fortabt. Men med hvad ret siger vi det? Hvordan kan vi sige det?
Første begrundelse: “Jeg har meget svært ved at tro…”
Jeg har meget svært ved at tro, at den Gud, der vil, at alle skal frelses og meget mere end vi vil, at han ikke skulle finde frelse for nogen børn, der af en eller anden grund ikke bliver døbt. Men er det nok, at ”jeg har svært ved at tro på det?”. Kan det trøste? Er der ikke noget mere konkret at holde sig til i Bibelen?
Anden begrundelse: Forældrenes tro
Der er nogen, der siger, at det lille barn ridder på forældrenes tro – at det ikke er fordi forældrene ringeagtede dåben, at spædbarnet ikke blev døbt, men de var fysisk forhindret i det. Barnet var måske endda med til gudstjeneste i mors mave og blev derved udsat for Guds ord og velsignelse. Der blev bedt for barnet og på den måde blev barnet bragt til Kristus. Men hvad så med de mange spædbørn, der ikke har kristne forældre?
Og teksten til i dag siger intet om forældrenes tro eller vantro – den siger heller ikke at Jesus sagde: ”Fordi I kommer til mig, så er Guds rige deres”.
Nej, Guds rige er deres, derfor må I komme til mig. Der står ikke noget om forældrenes tro. Der står ikke noget om en speciel pagt. Der står ikke noget om dåben. Der står bare: Kom!
Tredje begrundelse: Spædbørnene er uskyldige
Måske siger vi, at grunden til at babyen kommer i himmelen er, at de det lille barn var uskyldigt – det havde gjort noget – babyen er et syndfrit menneske, moralsk neutralt. Det passer ikke. De er moralske korrupt lige så meget som du og jeg, og de er bøjet imod synden, bort fra Gud. Lige fra undfangelsen. Babyerne er små syndere, sammenfoldet i dette lille dyrebare spædbarn er den faldne menneskeheds fulde fordærv i sin helhed, der bare venter på at blive manifesteret, når det menneske kan træffe valg, der afspejler dets indre.
Alene det at babyer dør, er et tegn på at de er syndere – Paulus siger, at syndens løn er døden. Var babyer syndfrie, så ville de ikke dø – men som I ved: Babyer dør.
Guds rige er deres
Så jeg har faktisk haft det svært med spørgsmålet: Går udøbte babyer fortabt? Jeg ville sige: Nej, men jeg kan ikke se noget klart svar på hvorfor – ikke andet end ”jeg håber det er sådan” – og så billeder uden bibelsk belæg. Og så ligger svaret jo faktisk lige for.
Og det er så vigtigt for Jesus, at disciplene fatter det her, at han bliver vred på dem: Lad dem komme til mig, for ”Guds rige er deres”.
Jeg vil gerne sige til dig, der har fået foretaget en abort.
Jeg vil gerne sig til dig, der har mistet en baby, som du så hen til at indlemme i familien.
Jeg vil gerne sige til dig, der er stået ved siden af bedrøvet som bror, søster, bedsteforældre, onkel eller tante – eller hvad du nu er: Det barn er i himmelen.
Og hvorfor kan jeg sige det – jo, det er det Jesus siger klart her:
”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i” … og så kommer det ”… for Guds rige er deres”.
Ingen steder hævdes børns værdi så meget som det vers. Det lille barn, du ikke længere har: Det hører til i Guds rige, ja, Guds rige tilhøres af dette barn. Der er ingen forudsætninger, der er ingen krav: De er spædbørn – derfor tilhører de Guds rige.
Beretningen her er så skelsættende, så både Matthæus, Markus og Lukas har fortællingen – Markus kalder dem ”små børn”, Lukas kalder dem for ”spædbørn”, det vil vel sige børn under 12 måneder. Og at de er små kan vi også se i dagens tekst: Jesus ”tog dem i sin favn”.
Lade dem komme til mig, FOR himmeriget er deres. De har en plads i himmeriget. De tilhører Guds rige og Guds rige tilhører dem.
De små børn i Det gamle Testamente
Nu skal vi ikke gå ned i detaljer med det her, men Det gamle Testamente viser os, at Gud har et specielt forhold til de små spædbørn.
– Da den oprørske flok af jøder under ørkenvandringen får at vide, at de aldrig ville komme ind i det forjættede land, så får ”småbørnene” og ”jeres sønner, som endnu ikke kender forskel på godt og ondt” (5. Mos 1,39), de fik lov at komme ind.
– Eller da Jonas sidder og er sur over at Gud forbarmer sig over byen Nineve og ikke smadre den, så siger Gud: ”Skulle jeg så ikke have ondt af den store by Nineve, hvor der er mere end hundrede og tyve tusind mennesker, som ikke kan kende forskel på højre og venstre” (Jonas 4,11).
– Eller i Ezekiels Bog læser vi om hvordan Gud fordømmer de religioner, hvor der bliver ofret babyer til afguden. ”De sønner og døtre, du havde født mig, ofrede du…. Behøvede du også at slagte og ofre min sønner til dem” (Ezekiel 16,20-21). Det er sagt om børn tilhørende hedenske forældre…. Babyer uanset geografisk, kulturel eller religiøs baggrund er Guds babyer. De er de sønner og døtre, du havde født til mig – de er mine sønner.
Babyer er under Guds særlige beskyttelse, varetægt.
– Ikke at de som babyer er Guds børn, det bliver vi først i dåben,
– ikke at de allerede har det evige liv, for så ville de ikke kunne miste det igen,
men som spæde har de en særlig plads i himmelen, som træder i kraft, hvis de dør som spæde. Vi skal ikke spekulere i hvornår den specielle status hører op, for der skal vi ikke spekulere, men adlyde det Jesus også siger, nemlig: ”Døb dem, for Himmeriget er deres”.
Vi skal stadigvæk stræbe efter at døbe – vi skal ikke negliere dåbens fantastiske gave og holde gaven tilbage fra det dødende barn. For det er stadigvæk det nye pagtstegn, der kæder os døbte ind i Guds familie. Vi har brug for det synlige tegn, som vi har fået i vandet og ordet
– er der nogen bedre afskedsgave til et spædbarn end at putte til ind i Guds arme i dåben?
– At gøre som forældrene gjorde: Kom til Jesus med dem.
Men Guds ånd, der blæser hvorhen den vil, og handler som Gud selv vil, vil tage dette barn med sig uanset dåb eller ikke dåb – men hvor er det fantastisk at vi alligevel kan få lov til at høre dåbens løfter konkret over dette barn. Vi er bundet til dåben – det er Gud ikke.
Det er en trøst og det er en opmuntring. Så det er en trøst, til dig, der har mistet et udøbt barn: Dit lille barn er under Guds specielle omsorg.
Det er en opmuntring, for der er ikke en bedre illustration af Guds suveræne nåde, end frelsen af det lille barn, for det barn kan ikke biddrage med noget som helst. Det barn kan blot tage imod. Jesus fortsætter med at sige: ”Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”. Børnene er den perfekte illustration af hvordan vi frelses – vi skal komme som et spædbarn, enkelt, åbent, tillidsfuldt, uhøjtidelig, afhængig, svag, uden nogen præstationer, ydmyg. Og hvis du ikke kommer sådan, så kommer du aldrig ind i Guds rige. Lige efter at Jesus har sagt farvel til børnene, så kommer der en rig ung mand, der har holdt loven fra barns ben af og han får at vide: Nej, du kan ikke komme ind, imens der altså er plads for de små spædbørn, der ingenting kan, ikke engang komme til Jesus, det skal de hjælpes til.
Frelsen gør du dig ikke mere fortjent til end spædbarnet kan gøre sig fortjent til det. Det er en nådesgave, givet kvit og frit. Dagens tekst giver borgerskab i Guds rige både for spædbørn og for dem, der er som spædbørn. Nåde – og ikke andet end nåde – det er den eneste vej ind i himmelen. Du er døbt ind i et folk, der frelses af tro – frelses uden at biddrage – vores frelse, din og min frelse, ren nåde.
Luk da op til Himmerige,
søde Fader, nådens port,
at jeg ret derind kan kige
og besé, hvor højt og stort
nådens rige er og går,
at mit navn i Himlen står,
i din kærlighed mig øve
og dig aldrig mer bedrøve!
