” Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?”
Det er de første ord, vi har fået gengivet i evangelierne fra frem til han omkring 18 år senere, bliver døbt af Johannes Døberen for at begynde sit offentlige virke. Så det må være vigtige ord, siden vi ikke hører andet. Her møder vi det specielle barn, som i virkeligheden også er Gud. Vi møder et barn, som vokser fysisk og mentalt, lige som andre børn – en dreng, som er fyldt med visdom, som er stærk, for han fulgte i sin far Josefs fodspor og blev tømre. Men netop her ved denne begivenhed viser Jesus, at det ikke er meningen at han skal følge i far Josefs fodspor, det er meningen at han skal følge i sin far Guds fodspor. Ham, hvis hus han sidder i. Som en god jødisk elev stiller han spørgsmål til lærerne, selv om det var ham, der burde undervise dem. Det er det eneste tidspunkt i Jesu liv, hvor Jesus opfører sig som eleven, der stiller spørgsmål og lytter til svarene. 18 år efter træder Jesus frem som læreren, mesteren, der også stiller lærerne spørgsmål. Men til den tid, kan de ikke besvare de spørgsmål, for han er den eneste, der kan besvare dem i samme visdom, som han allerede har nu som 12 årig.
Når Jesus 18 år efter møder disse lovkyndige og skriftkloge, så vækker han ikke deres undren som i dag, men han vækker deres vrede, så de siger nej. Så de siger korsfæst ham. Heller ikke 18 år efter genkender de ham – ligesom de ikke genkendte ham, da han stod for dem som 12 årig. De så et vidunderbarn, der vækker undren – næste gang ser de en gudsbespotter, der vækker vrede.
Begivenheden med Jesus som 12 årig i templet er fantastisk – hele Jesu liv indtil denne dato har han fulgt sine forældres ord til punkt og prikke. Han stod under far Josefs beskyttelse og myndighed, hans ord var lov. Jesus ærede og elskede sine forældre, sådan som han skulle.
Den gamle profet Simeon havde udtalt en profeti over Maria, da Jesus var et par uger gammel:”din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge” (Luk 2,35).
Indtil nu har der ikke været noget sværd, men nu på tærsklen ind til voksentiden kommer det første sværd: ”Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader”. Der står, at de ikke forstod ham, også selv om de kender hele hans baggrund og englenes budskab.
I denne sætning er der det sværd, der med årene helt skal skære blodets bånd over. ”Vores forhold skal ikke bygge på, at du er min far, Josef, og du er min mor, Maria”. Jesus vil fortsætte med at elske dem med en perfekt kærlighed – men deres forhold skulle ikke være et forældre-søn-forhold. ”I har brug for at se mig, ikke som jeres søn, der skal gøre som I kræver, men som jeres frelser, der skal gøre, hvad Gud kræver”. Det Jesus siger i denne sætning, og som de ikke forstår, er: ”I er midlertidig, Gud er min sande far. Hjemmet i Nazareth er meget midlertidigt, for jeg hører hjemme i Guds hus med Guds folk.” Her er sværdet, der ryger ned igennem deres forhold til hinanden: Dette barn var Guds søn i den sandeste forstand, ikke hendes barn, ikke Josefs barn. Jeg tror det er det, Maria tager med sig og gemmer i sit hjerte.
Vi er inde ved det mest fundamentale i kristendommen, nemlig Jesus som Guds søn – og at Jesus vidste det. Efterhånden som hans fysiske hjerne og hans åndelige kapacitet udviklede sig som hos ethvert menneske, sådan voksede den erkendelse og visdom hos ham: Jeg er Guds søn. Jeg er Gud som menneske.
- Det er ikke først noget, der kommer frem senere – ved dåben, hvor han tiltræder sin jordiske gerning.
- Det er ikke noget, der vokser op og først senere bliver den guddommelige gnist vakt i ham.
- Eller: Det er bestemt ikke noget, der blev til flere århundrede efter, da kirken begyndte at dyrke teologi.
Nej!!
Jesu vej frem i barndommen, hvor han levede et liv uden synd, selv om han blev fristet lige som os andre, den vej var en vej, hvor han blev fyldt af visdom og Guds nåde drypvis, indtil han nu på tærsklen ind til voksentiden stod i templet som 12 årig.
Jesus var i virkeligheden ikke Josefs søn.
Jesus var i virkeligheden ikke Marias søn,
han var Guds søn og han vidste det.
Det er den vigtigste kendsgerning i kristendommen, så fjernes den, så har du med et strøg ødelagt hele kristendommen, der falder til jorden. Så er der ingenting. I hvert fald, intet som du ikke vil kunne finde alle mulige andre steder, som du ikke vil kunne tænke dig frem selv ved at gennemtænke Guds lov. Og det er derfor, at det netop er her at mange sekter og filosofier af mere eller mindre ny dato, at de sætter det.
- Jesus er en engel,
- Jesus er en profet,
- Jesus er stor lærer,
- Jesus er en stor etiker.
Anser man kun Jesus som alt andet end Guds søn, så ødelægger man det kristne evangelium. Det kan godt være at det er med fine ord om at der er så meget andet i kristendommen, der er godt.
”Vi tror ikke selv bogstaveligt på denne historie.”…
”Gud gjorde ingenting. Jesus var ikke Guds søn. Han genopstod ikke fra de døde. Og det kommer vi heller ikke til. Derimod kan man meget vel tro og mene at det, som historien skal fortælle os om menneskelivet, er bogstaveligt sandt og af den allerstørste betydning” (KD 20/12.22: ”Hvad er kristen tro i klimakrisens tidsalder?”).
Sådan skrev to pensionerede professorer i en kronik før jul.
Paulus har nogle voldsomme ord: ”Der er bare nogle, som forvirrer jer og søger at forvrænge Kristi evangelium. Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt for jer, forbandet være han” (Gal 1,7-8).
Det er voldsomme ord – men konsekvenserne er også voldsomme, hvis man fjerner Jesu guddommelighed. Ikke bare det Jesus gjorde holdes oppe af Jesu identitet, men også det, han sagde. Uden Jesus som Guds søn, så er kristendommen bare etik, moral, medmenneskelighed, dybe tanker – uden anden autoritet end det, vi selv tillægger det. Og det hele slutter ved graven.
For er Jesus ikke Guds søn, så ville han ikke kunne være syndfri,
og derfor ville hans opstandelse kun gælde ham selv.
For os andre er det ”Game over”!
For os andre vil der ikke være noget håb, der kan trøste os i sorgen.
Vi vil stå med de gode minder – men kristendommen lover os mere.
En kristendom uden en historisk Jesus, uden en Jesus, der både er Gud og menneske på en gang… – som min underviser i troslærer, Aksel Valen-Sendstad ville udtrykke det på sit klingende norske, som viste al mulig tegn på foragt: ”Det kan man jo hverken leve eller dø på”. Jeg kan ikke tale norsk.
Den lille dreng, 12 år, Jesus – han vidste, at han var Guds søn. Josef havde taget sin familie med for at deltage i den jødiske påske. Jesus så påskelammet blive ofret for synd – og han har sikkert vidst, at han var det sande påskelam. Han så de mange ofre i templet, og så dem, ikke bare som en almindelig dreng, men han så dem som Gud ser ofrene. Og han vidste, en dag ville de samme præster kaste sig over ham, og forlange ham korsfæstet. En påske om 20 års tid, vil han ofres ikke som et påskelam ud af mange, men som det ultimative og endegyldige offer for din og min synd. Som hans fætter Johannes senere vil sige, imens han peger på Jesus: ”Se, det er Guds lam, som bærer verdens synd”.
Derfor er det ikke ingenting, man piller ved, hvis man piller Jesu guddommelighed væk: Det er din og min evighed, der står på spil.
De lærde den dag så ikke hvem, de havde for sig: Guds søn. De undrede sig bare over de svar, han gav dem, men de så ikke at Jesus var Guds søn, og de gik glip af det evangelium, han kunne give dem.
Vi står 2000 år efter og står i den samme risiko for at gå glip af det evangelium, hvis vi ikke tror på at ham, ære ham, som Guds søn. At hans ord er mere en filosofi og vise ord om kærlighed, men at hans ord er liv – og bringer evigt liv og evig tilgivelse. At Jesus, ”Ham, der ikke kendte til synd, har [Gud] gjort til synd for os” (2 Kor 5,21). Gud så på den syndfrie Jesus, og så ham som om han havde levet dit og mit liv. Det er en stor sandhed: På korset behandlede Gud Jesus, som om han havde levet dit liv og dømte Jesus som om han var dig. Og i troen behandler han dig, som om du har levet Jesu liv. Han ser på Jesus og ser os, og han ser på os og ser Jesus.
Jesus, den dreng, der stod i templet som 12-årig. Sikke en dreng, sikke et menneske. Kongerne konge. Som koret skal synge om et øjeblik:
Konning er du blandt konger bedst;
ånders konge blev støvets gæst,
fører os op fra skyggedal
hjem til sin lyse kongesal.
O, Gud ske lov!