Lyden af en røgalarm er virkelig ubehagelig. Den er høj, den er forstyrrende og vi vil egentlig helst være fri for at høre den. Men hvor om alting er, så kan denne lyd redde dit liv, fordi den kommer fra en røgalarm, som er beregnet til at lave en klar advarsel om overhængende farer, så du vil kunne handle og redde dit liv.
Dagens tekst er sådan en advarselslyd – den handler om helvedet. Den er også ubehagelig og forstyrrende at høre på, men det er ligesom røgalarmen. Den undervisning, Jesus giver os, har til hensigt at advare os for en overhængende fare, så vi kan handle anderledes og redde vores evige liv.
Jeg tror ikke, at den rige mand i dagens tekst er speciel ond – jeg tror ikke det er sådan en, som man vil se skævt til her i kirken, måske endda tværtimod. Han er godt nok rig, men han har vel knoklet sig til rigdommen og alle synes vel egentlig, at han har fortjent at leve godt og gå flot klædt og holde nogle flotte fester, hvor alle vennerne bliver inviteret. Og det ser også ud til, at den rige mand også har tænkt på sin sjæl, for Abraham som han ser efter at han er død, er ikke ukendt for manden, nej den rige mand kalder ham endda ”Fader Abraham”. Han er også en omsorgfuld mand, der midt i pinslen ikke bare tænker på sig selv, men også tænker på sine børn, at de må undgå pinslerne i helvedet.
Nekrologen og lovordene over den døde
Jeg kunne godt forestille mig, at nekrologerne i avisen højlovede den rige mand, og at præsten sagde lovord over den dødes kiste ved begravelsen og måske allerede har åbnet himmelens port for den rige mand. Men det går ikke altid som præsten prædiker – vi kan normalt ikke se længere end til nekrologerne og præstens begravelsestale, men Jesus løfter her sløret for os: Fortabt!
Det har intet at gøre med at han var rig, at han gik fortabt!
Det har intet direkte at gøre med hans kærlighed til Gud, at han gik fortabt –
det har noget at gøre med hans kærlighed til hans næste, den næste, der var blevet betroet ham at være noget for… at elsker. Han havde svigtet den opgave, som Gud havde givet ham – og derfor gik han fortabt.
Der står: ”Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port” læser vi i evangeliet. Lazarus var lagt for den rige mands dør, og han lod ham ligge dér. Han lukkede ikke døren op, og gik ud til ham og tog sig af ham. Det kan være, at han tænkte
”Der er så mange fattige i verden, og jeg kan jo ikke tage mig af dem alle. Man kan jo ikke besvære sig med al verdens nød – det er beklageligt, at der er nød i verden, men jeg kan dog alligevel ikke afskaffe verdens fattigdom”.
Der kom engang en fattig kone ind i en butik og bad om en skilling. Manden i butikken svarede ”Jeg giver dig ikke noget – der var også en her lige før og tigge og hun fik hellere ikke noget; man kan jo ikke give alle”. Måske tænkte den rige mand lidt på samme måde.
Men der var noget særligt ved Lazarus: Han lå ved hans port – netop ved hans. Hvordan det nu var gået til at han var kommet derhen, det ved vi ikke, men han var der nu engang. Han var så at sige blevet hans forpligtelse – han var blevet tildelt den rige mand som en gave og som en opgave. Den rige mand havde ingen forpligtelse til at afhjælpe hele verdens nød eller blot alle byens fattige. Der var også andre mennesker til med evner og formue, og for deres dør var også lagt andre afmægtige og trængende mennesker, som det var meningen, at de skulle gøre noget for. Men Lazarus var lagt for hans dør – og hans synd var ikke, at han ikke hjalp alle, men at han ikke hjalp netop ham.
Vi skal ikke til at pege hånligt på den rige mand – ”hvordan kunne han dog lade være med at hjælpe Lazarus?”. Et gammelt ordsprog siger, at man ikke skal kaste med sten, når man selv bor i et glashus – eller sagt med Jesu egne ord ”Den, der er uden synd, kan kaste den første sten”. Hvor mange Lazarusser har ligget foran vores dør uden at vi har skønnet på det – det må vi selv afgøre med vores egen samvittighed. Det kan måske blive et tungt regnskab!
Det er rigtigt – vi ikke kan hjælpe alle, men Jesus vil lære os, at der er forskel på det, der lægges for vores dør, og der, der lægges andre steder. Jesus forventer ikke, at vi skal tage os af alt muligt. Det er ikke meningen, at vi skal fare rundt og forsøge at være læge for al elendighed, der findes i verden om os, men der er meningen, at hver af os får sit at gøre. Mother Theresa sagde: ”Ingen kan redde hele verden, men kan man bare redde én, har man udrettet meget”.
Kristendom er ikke (bare) holdninger, men handlinger
Kristendommen er ikke bare holdninger – det er ikke at forsage – at sige nej til en masse ting, sige nej til en masse mennesker, men det er at sige ja til den næste, som det er blevet vores lod i livet at tage os af. Gud har lagt et eller flere mennesker i vores hånd og det er op til os at vise vores kærlighed til Gud overfor det menneske. Kærlighed til Gud er intet uden kærlighed til vor næste.
Jeg læste lidt op fra Johannes 1. brev oppe fra alteret – og dér sluttede Johannes af med at sige ”Den, der elsker Gud, skal også elske sin bror” (1 Johs 4,16-21). For hvordan kan vi elske Gud, som vi ikke har set, når vi ikke kan elske ham, vi har set – vores bror, vores medkristne. Kærlighed begynder med det vi kan se og mærke – for kærlighed er nemlig heller ikke bare en holdning, men den skal udtrykkes i handlinger. Så det første skridt i at elske Gud er at elske personen ved siden af dig – og derefter den person over på den anden bænk, ham ved orgelet, ham oppe på prædikenstolen. Dem, som kalder sig en del af denne menighed.
At træde til og hjælpe dem i deres nød,
dække deres behov,
tale godt om dem,
opmuntre dem, trøst dem,
besøg dem i deres sygdom og ved dødsfald
hjælp til for at aflaste dem (det kunne jo være at gå i haven, hvis der var sygdom i huset)…
Det gælder også om at bede for dem – oprigtigt bede for dem For har vi erfaret en så stor kærlighed fra Guds side, at han tilgiver os – hvordan kan vi som kristne så gå rundt uden at vise kærlighed til vores næste?
Hvordan går det med kærligheden til din næste – til din medkristne, til det menneske, der er lagt foran din port?
Det er ubehageligt at tale om fortabelsen – lige som det er ubehageligt at hører røgalarmen – men kan røgalarmen redde os fra døden, så vil vi vel gerne høre den. Og på samme måde med talen om fortabelsen her i denne tekst – den er et kærligt ”vagt i geværerne” for alle os, der ikke elsker som vi burde – det er her på jorden tingene skal afgøres. Lad os bruge denne tekst til at tænke spørgsmålet igennem: Hvem er personen foran min dør? Hvordan behandler jeg mine medkristne? – og hvad har jeg tænkt mig at gøre ved det?
