Lyt til prædikenen:

Læs prædikenen:
Dagens lignelsen bliver kaldt for ”Lignelsen om den rige bonde”  – den kunne lige så godt have heddet ”Lignelsen om dommen over de materialistiske”.

Den handler om en mand med i dilemma: Han er for succesfuld og ved ikke hvad han skal gøre af al sin rigdom. Hans høst var større end han havde opbevaringsplads til – og han ville ikke bygge nye lader, for så optager det jo bare dyrebar landbrugsjord. ”Hvad skal jeg gøre” – sidder han og siger til sig selv. Her kommer vi ind i maskinrummet hos et materialistisk menneske – for han overvejer ikke at lytte til Gud for at finde inspiration til at sende noget til folk med behov.

• Var der ikke enker og faderløse i byen?
• Var der ikke fattige i landsbyen, der kunne få glæde af det store overskud?
• Var der ikke en synagoge var der ikke et tempel?

Nu havde Gud givet ham et så stort overskud – var det ikke på sin plads at give noget af det tilbage til hans arbejde på jorden? Kunne han ikke sige:

“Gud, du er den, der har fået det til at regne, du får solen til at skinne og kornet til at vokse. Jeg har brug for at tage noget af det, som du har givet mig, og give det tilbage til dig, fordi jeg ved at jeg skal elske dig af hele mit hjerte, sjæl, sind og styrke – og jeg skal ikke holde noget af det tilbage, fordi jeg ved at min kærlighed til dig tvinger mig til at være generøs overfor dig, som du har været overfor mig i et en større målestok. Og jeg er nødt til at elske min næste som mig selv. Jeg elsker dem og er nødt til at give til dem”.

Nej, bonden ser kun sig selv – og det kommer også frem i den måde Jesus fortæller lignelsen – helt fra starten er der kun ham selv: ”Han tænkte ved sig selv…. Og så kommer det som perler på en snor: Jeg, jeg, min, jeg, jeg, mine, jeg, mit, mit, jeg, mig selv… det eneste tidspunkt, han bruger ordet du – der er det en tiltale til sig selv: Så min ven, du har meget… der er ikke engang det lille positive vindue ind i hans liv, hvis han havde sagt: ”Jeg vil sige til min hustru” – ”jeg vil sige til min familie”. Nej, jeg vil sige til mig selv, eller som der står: ”Jeg vil sige til min sjæl”. Filminstruktøren og gøgleren Erik Clausen, der normalt ikke står som den store fortaler for kristendommen, siger i et interview:

” Selv om jeg ser mange andre gode grunde til at lange ud efter kirken, så er den største ulykke for os moderne mennesker, at vi lever uden Gud. Da troen på Gud forsvandt, blev vi i stedet vores eget midtpunkt, og helt ærligt, det er der ikke kommet noget godt ud af.” (Læs interviewet her)

Den rige bonde havde en plan, der ikke  involvere andre end sig selv, sig selv og sig selv – for løsningen på hans store rigdom er at bygge nye større lader på de gamles plads. Og dér vil han have ikke bare sit korn, men al sit gods. Han ser ud til at være en klog mand, men om natten kommer Gud: ”Din tåbe”. Bonden var død længe før han kunne realisere en eneste af sine grådige planer. Han var en tåbe, for han havde glemt tre vigtige ting: Han glemte Gud, han glemte sine medmennesker og han glemte sin egen dødelighed. Manden dør og må efterlade alt sammen. ”Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud”.

Dér, hvor manden misser det hele er ikke fordi han er rig, men måden han ser sin rigdom på. Hans idé om det gode liv, det behagelige liv bygger på det, der er i hans lader.

Vi skal ikke bygge vores liv på det, vi kan have i vores lade, i vores bankboks eller på vores konto. Vi skal ikke bruge pengene på os selv, os selv og os selv… Vi skal ikke glemme Gud, vores næste og vores egen dødelighed. I det øjeblik vi er døde, så må vi efterlade al vor rigdom bag os – det er væk, hvis vi ikke på en eller anden måde får sendt rigdommen foran os f.eks. ved at give penge til mission, så andre må blive frelst, så er vi tåber. Sidste lørdag hørte jeg et oplæg om det kristne mindretal i Indien. En indisk kvinde, der var ansat i missionsselskabet

Åbne Døre i Indien fortalte om hvordan de kristne er noget af det laveste i landet. De kunne have svært ved at få en uddannelse og blive ansat – i landsbyerne kunne de blive nægtet at hente vand i landsbyens brønd. Ja, de kunne endda blive slået ihjel både ældre og helt små børn. De bliver betragtet som landsforrædere med deres beskidte tro, der håner land, folk og traditioner. En måde de kristne blev hjulpet på var ved at give dem mikrolån, så de kunne skabe sig en lille kiosk, et sted, hvor man fik taget kopier eller fik repareret sin telefon. Eller man kunne lave mursten og gødning… Sådan kunne de kristne tjene til livets opretholdelse om dagen, og om aftenen gå ud og fortælle deres indiske landsmænd om Jesus.  Hvis det ikke er at skabe sig en skat i himmelen, så ved jeg ikke hvad… Der skulle ikke mere til end et par hundrede kroner – hvad kunne der så ikke komme ud af 5000 eller endda 20000…

Hvis vi ikke bruger det Gud har givet os, på at ære ham og på at gavne andre og hvis vi ikke har taget hånd om vores egen dødelighed og forberedt os på evigheden, så er vi tåber.
Hvis vi giver vores rigdom til Gud, så vil vores skat være i himmelen, når vi dør, og ikke på jorden. Jesus siger et andet sted: Hvor din skat er, vil dit hjerte også være. Er du i tvivl om hvad du sætter højest i dit liv, så er der en enkelt øvelse: Følg strømmen af penge. Hvad bruger du dine penge på? Følg strømmen og se, hvor dit hjerte er. Invester i din familie, i kirkens arbejde, i andre mennesker – for så vil dit hjerte også være dér. Det handler ikke om hvor meget du har, men hvad du gør med det.

Lad os, der har mere end vi har brug for, lad os investere vores penge, dér, hvor vores investering er nødt til at være. Jeg håber ikke, at vores første tanke er at bygge større lader – men at vores første tanke må gå i retningen af Gud og vores medmenneske. Og lad os ikke glemme vores egen dødelighed. For sagen er nok den, at de fleste af os, at vi vil dø længe før vi har brugt al vores rigdom. Og er det tilfældet, så lad os i stedet være rig hos Gud. Lad os bede Gud om at han vil vise os vores rigdom og vores ejendele som en gave fra ham. At det ikke er vores, men noget Gud har givet os til at administrere på den bedste måde til Guds ære og til gavn for vores medmennesker. Lad os bede ham om, at vores skat ikke må være på jorden, men i himlen i al evighed.