”Jesus komme i dag” (Lukas 4, 16-30)
Advent er en forkortelse af latinske ”adventus domini” som betyder ”Herrens komme” – og adventents tekster handler om hvordan han kom julenat, hvordan han kommer i dag, når vi bliver troende og hvordan han kommer igen på et tidspunkt og gøre en ende på alt ondskab.
I dag hører vi hvordan Jesus kommer til Nazareth, til den by, hvor han var vokset op. Han rejser sig i synagogen og begynder at læse op af den tekst, han vil prædike over. Og sikke dog en kraftfuld tekst, han griber fat i – en profeti om ham selv. ”Herren har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren”. Og Jesus holder en prædiken og begynder med ordene: ”I dag er dette skriftord gået i opfyldelse”.
Jesus udlægger altså skrifterne og viser dem, hvordan hele Det gamle Testamente finder deres opfyldelse i ham – hvordan alle Guds løfter, finder deres ja i ham.
Det Jesus siger er: ”I dag er der godt nyt – evangelium til fattige syndere. I dag bliver I sat fri fra den ondes herredømme. I dag bliver I gjort seende, så I kan se Gud og hans vilje. For jer bliver der udråbt et nådeår fra Herren. I dag”.
Men hvordan reagerer folk i synagogen på Jesu ord? Der står, at de giver ham deres bifald, undrer sig over hans nådefulde ord og alt synes at være godt lige indtil en siger: ”Er det ikke Josefs søn?”.
Hver eneste gang jeg har hørt teksten her, så har jeg hørt det som en god omgang jantelov: ”Er det ikke Josefs søn? Hvordan kan han tillade sig at sige det? Han skal ikke tro, han er noget! Han skal ikke bilde sig noget ind – hvem har gjort ham til profet?
Men at de siger: ”Er det ikke Josefs søn” behøver ikke at være nedsættende ment – det ser vi ved at kigge lidt udenfor teksten, som er skåret ud og placeret i vores salmebog. For gør man det, så vil vi se, at der står ”Jesus vendte i Åndens kraft tilbage til Gallilæa, og rygtet om ham spredtes over hele egnen. Han underviste i deres synagoger og blev berømmet af alle”.
Det var altså ikke en hr. hvem som helst, der kom hjem i dag og prædikede i deres synagoge – det var en religiøs stjerne. Det var som hvis kronprinsesse Mary var født ude på en gård i Kjul og nu kom hjem for at besøge sin fødeegn. Eller hvis den nye pave Benedikt den 16 var født i et almindeligt hus på Allingdamvej, og så lige kom forbi på et visit.
Jesus var virkelig en stjerne. Rygtet om ham var spredt – nok også til sin hjemby Nazareth. Så det var virkelig lagt op til en festgudstjeneste i synagogen – byens berømte søn, Jesus af Nazareth, kom hjem og ville prædike for dem. Og han prædikede for dem – han løftede sløret for hvem han virkelig var: Opfyldelsen af løfterne om frelse.
Men i stedet for at sige: ”Nej sikke dog et fantastisk budskab” siger de ”sikke dog en fantastisk prædikant”. Her er virkelig en kontrast af dimensioner.
Jesu har netop fortalt dem, at lige nu, imens de lytter, så er det største og værdifuldste håb blevet til virkelighed, men opdager de det? Nej! De går op i noget helt andet! De er lokal-patriotiske: Er det ikke Josefs Søn? Sikke dog noget! Sikke flot han taler hebræisk. Hans stemme er virkelig behagelig at høre på – og man havde slet ikke besvær med at høre ham helt nede bagi i synagogen. Sikke dog en fin mand, gammel Josefs dreng. Han har virkelig ordet i sin magt og prædiker helt uden manuskript… og han er født her i byen. Vi har hørt at han gør vidunderlige mirakler rundt omkring, så må han da virkelig gøre mirakler her i sin hjemby… det var da bare hvad man kunne forvente”.
De hørte ikke hvad Jesus sagde – de var mere interesseret i hans person og hans baggrund. De forventer store ting, men de bygger deres forventninger på personlige bekendtskaber eller loyalitet overfor hjemstavnen. Alt det står i vejen for at de i det hele taget høre hvad Jesus siger.
Det er også faren i dag, at vi ikke høre hvad der bliver sagt – hvad evangeliet er, fordi det bliver pakket ind i fine ord, tanker og filosofi. Man er stoppet op ved præstens veltalenhed, man er benovet over præstens fine eksamenspapirer fra universitetet – og tilhørerne bliver så hængende i alt det, og når aldrig virkelig ind til evangeliet om befrielsen og frelsen i Jesus. Ordet er kun gået i opfyldelse i deres ører og ikke i deres hjerter, for så langt nåede det aldrig.
Det skete desværre den dag i Nazareth: Det var først, da Jesus virkelig gik dem på klingen, at de fik ørene op – det var først, da han viste dem, at nej, der var ikke noget specielt godt i vente til dem, fordi de helt tilfældigvis boede i samme by, hvor han havde trådt sine barnesko. Der blev ikke udråbt noget nådeår for dem, fordi de boede i Nazareth – eller fordi de var jøder. Der blev udråbt et nådeår for dem, fordi Gud er trofast og barmhjertig. Jesus hev to historier frem fra Det gamle Testamente, der viser, at Gud er god mod dem han selv vil. Det drejer sig ikke om at være en enke i Israel eller spedalsk i Israel, ligesom det heller ikke er nok at påberåbe sig bogerskab i et historisk kristent land eller medlemskab af folkekirken. Det beror alene på Guds nåde og kærlighed mod os og ikke på noget som helst, som vi kan, vil, har og heller ikke på vores nationalitet, selv om vi er stolte af den – som jøderne var det.
Det kunne folk forstå, og det brød de sig ikke om at høre. Og folk vendte nærmest på en tallerken, fra at se ham som den store lokale superstjerne, så de ham pludselig som en, der ikke fortjente at være jøde. Når jøderne driver Jesus udenfor byen, så er det ikke bare et udslag af en almindelig lynchstemning, det kræver loven at man gøre ved en person, der ikke længere er egnet til at være en del af det jødiske folk.
Men de kunne ikke røre ham – og Jesus gik. Evangeliet begyndte så dejligt: Jesus kom til Nazareth”, men slutter bedrøveligt: ”Men han banede sig vej imellem dem og gik”. Det var en forpasset chance – Jesus gik igen.
Er det virkelig Guds ord, der bliver prædiket, så betyder en prædiken et møde med Jesus, at Jesus kommer til os. Når ordet igennem alle de faldgruber, som vi kan stille op, så sker der et af to: Enten kommer mennesket til tro, der sætter livet i en helt anden retning, eller også, som det sker her i teksten til sidst: Man vil afbryde enhver forbindelse med ham og dræbe ham . dvs. tage afstand fra Jesus og blive forarget: ”Det kan da ikke passe”. Og så går Jesus igen.
Da Jesus blev omskåret i templet, blev der udsagt endnu en profeti over ham: ”Dette barn er bestemt til fald og til oprejsning for mange… og til at være et tegn, som modsiges” (Luk 2,34). Jesus skulle blive til fald og til oprejsning for mange – der er ikke nogen tredje mulighed. Det er enten tro eller også afstandstagen.
Sådan er det også , når Jesus kommer i dag – når Jesus kommer og peger på ting i vores liv, der ikke er som det skal være. Jesus komme i dag er ikke et teoretisk budskab som vi kan lytte til uden at det har indflydelse på den måde vi lever vores liv på. eller som vi kan sidde hjemme og studere uden at det har betydning for vores liv. Det har betydning – det har kraft – det giver liv. Jeg håber for os alle, at adventen i år må blive en glædelig forventningstid, men også en forberedelsestid, hvor Jesus må få lov til at komme mere ind og bestemme i vores liv. For det har han lovet han vil.
