John Newton er kendt for at have skrevet salmen ”Amazing Grace” – forunderlig nåde. Hele hans livshistorie er virkelig samlet i denne salme. Det er ikke bare fromme ord, om at han var et vrag, at han var fortabt og at han var blind… Hans forvandling gik fra at være kaptajn på et slaveskib, der under de største umenneskeligheder bortførte mennesker fra Afrika, og dem, der overlevede turen til USA blev solgt som slaver til et umenneskeligt liv… han gik fra at være kaptajn på sådan et slaveskib og til at være præst, der forkyndte at alle mennesker var lige, og havde brug for den ”forunderlige nåde”. Resten af sit liv rejste han omkring i England og fortalte om denne ”Amazing Grace” – den forunderlige nåde, der frelste ham. Selv om han i de sidste år skulle have en assistent med sig op på prædikestolen for at kunne gennemføre sin prædiken, så fortsatte han. Han var næsten blind og kunne kun hviske sine ord til sin assistent, der så fortalte det videre, han havde sagt. En af de søndage gentog han sætningen ”Jesus Kristus er dyrebar”. Hans hjælper hviskede tilbage til ham, at det havde han allerede sagt en gang. Newton vendte sig mod sin hjælper og sagde højt og tydeligt: ”Ja, jeg har sagt det før, og jeg vil sige det igen: ”Jesus Kristus er dyrebar”.
”Jesus Kristus er dyrebar” – det er den gamle præsts bekendelse: ”Jesus Kristus er dyrebar”, og hvor har han ret, han er dyrebar. Vi går nu i dag ind i adventen – forberedelsestiden til julen, hvor vi skal forberede os med at høre, hvor dyrebar han er og vi lægger ud med hans beskedne kroningsceremoni.
Noget af det, der slår mig, hver eneste gang jeg nærmer mig julen er, hvordan Jesus altid viste sig i sin modsætning, Vores frelsers ydmyge fødsel i en stald, barselsbesøgende var hyrder og fremmede. Der er intet kongeligt ved hans fødsel i den dybeste armod – og alligevel var det her kongernes konge blev født.
Og på samme måde var hans indmarch til kongebyen Jerusalem og hans kroning, som vi høre om i dag. Hans ledsagere var ikke bevæbnede soldater, klar til at feje al modstand til jorden, nej, det var primært pilgrimsrejsende på vej til påskefesten…. Og Jesu disciple, folk, der er blevet helbredt af Jesus… en hær af udskud, fattige og foragtede. Men de havde alligevel fattet lidt af, hvad der skete her. De havde set en flig af hvad der skete. ”Hosianna” – ”Frels nationen, frels os fra undertrykkelsen, frels os fra vores desperate situation i verden. Hosianna”.
Det er nok den mest simple indmarch og kroning nogensinde i verdens historie, men han var ikke desto mindre Guds sande konge.
Alle kroningsceremonier, der nogensinde er blevet holdt i verdens historie for at ære en konge, dér er der ingen konge, der kommer bare i nærheden af hvad Jesus fortjente af ære og hæder. Der har aldrig være en så høj, så storslået, så magtfuld, så suveræn, så værdig, så herlig en konge som Jesus. Overhovedet ingen kommer tæt på. Ja, selv om vi slår alle konger, majestæter, verdensledere sammen, så når de ikke engang den yderste flig af hans uendelige majestæt. Det fornemmer vi i Jesu himmelske kroningsceremoni, som vi læser om i Johannes Åbenbaring (5,11-13):
” Jeg hørte røsten af mange engle i kreds om tronen og de levende væsener og de ældste – ti tusind titusinder og tusind tusinder i tallet. De sagde med høj røst: Lammet, det slagtede, er værdigt til at få magt og rigdom og visdom og styrke og ære og lov og pris. Og hver skabning i himlen og på jorden og under jorden og på havet, med alt, hvad de rummer, hørte jeg sige: Ham, der sidder på tronen, og Lammet, være pris og ære og lov og magt i evighedernes evigheder”.
Det var ham, der kom ridende ind i Jerusalem. Jesu mål, da han sad på æslet og red ind i Jerusalem, var ikke Kong Herodes Antipas´ trone eller eller Kejser Tiberius´ trone i Rom – det er småtterier. Nej, Jesu mål var højere – derfor var hans mål magtens modsætning: At ofre sit liv. Kongen var kommet for at dø.
Hans mål var korset, hans mål var at dø på korset som Guds udvalgte lam for synden. Han kom som det syndfrie menneske, for at tage Guds vrede over syndere, for at bære straffen over synd og derved opfylde den guddommelige lov, den guddommelige retfærdighed og suge den guddommelige vrede til sig og derved åbne vejen til tilgivelse og liv for millioner.
Folk havde før stræbt Jesus efter livet – men før var det hverken det rette sted eller det rette tidspunkt. Det skulle være i Jerusalem og det skulle være denne påske. Det skulle være Jerusalem for det er der alle ofre skulle foregå. Der, hvor den hellige by var, Guds by, der hvor templet var, der hvor alteret var. Stedet, hvor Gud mødte sit folk og hvor der blev bragt soning. Og tidspunktet var det rigtige – indtoget i Jerusalem skete efter alt at dømme på den dag, hvor man efter loven skulle udvælge sig det lam, der skulle ofres for en selv og ens familie. På den dag drog Jesus ind under stor opmærksomhed i Jerusalem – og havde ypperstepræsten ikke allerede fuldstændig sat sig for at Jesus skulle dø, så var det her nok dråben. Hvad han og de øvrige præster og lærde gjorde ud af had, var det, som Gud havde besluttet ud af kærlighed.
Han kom for at dø og derefter for at opstå, og derved ikke bare vinde over synden, men overvinde døden for alle os, der kom til tro op ham. Han for til himmels og efterlader himmelens port på vid gab for alle dem, der tror på ham og følger efter ham. Jesus Kristus er dyrebar.
Hans mål med at ride ind i Jerusalem var at skabe en frelsens tidsperiode i verdenshistorien, der varer endnu den dag i dag. Man kunne ikke se det, den dag, da han red ind i Jerusalem, hvor stor Jesus egentlig var. Man kunne slet ikke se det, da han blev kronet med en tornekrone – på en kongetrone, men på et kors. Man kunne ikke se det den gang, man kan ikke se det i dag. Det virker så simpelt, tro på Jesus – i en verden, hvor alt skal bevises og det er ikke nok bare at mangle et modbevis. Som en sagde til mig: ”Ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære beviser”. Sådan taler kun et menneske, der ikke har fattet, hvor dyrebar og hvor stor Jesus er. De kræver beviser, men selv det største fysiske bevis vil ikke overbevise dem – der er altid en logisk bortforklaring. Men en dag kommer det ekstraordinære bevis, men da vil det være for sent at tro. Det er den dag, hvor Jesus udskifter sit lånte æsel med en hvid krigshest. Johannes så det i sin åbenbaring (19,11-16) ”Og jeg så himlen åben, og se, der var en hvid hest, og han, der rider på den, hedder Tro og Sanddru, og han dømmer og strider med retfærdighed. Hans øjne er som luende ild, på hovedet har han mange kroner…. hans navn er Guds Ord. … På sin kappe og på sin hofte har han et navn skrevet: Kongernes Konge og Herrernes Herre”.
Der vi ingen være i tvivl om at Jesus Kristus er dyrebar – ethvert knæ skal bøje sig og erklærer: Jesus Kristus er Herren. For nogle vil det være første gang de siger det, for andre vil det være grundmelodien, grundlovsangen i deres liv, ”Jesus Kristus er Herren”.
Sådan kommer han ikke i dag – han kommer som den sagtmodige til dig og mig. Han vil være sammen med os – han vil leve med os – han vil leve i os. Han vil ride ind i vores liv, vores inderste, ikke som Kongernes konge og Herrernes herre, men som vores ven og frelser. Så lad os åbne vores hjerter og lade ham ride ind i vores liv – som vi skal synge:
Jeg hjertets dør vil åbne dig,
o Jesus, drag dog ind til mig!
Ja, ved din nåde lad det ske,
at jeg din kærlighed må se!
Jesus Kristus er dyrebar.
