EN NY BEGYNDELSE

I min studietid var jeg en gang engageret i en missionsuge, hvor der virkelig var kælet for alle detaljerne. Vi havde fået nogle rigtig gode forkyndere ind, og lavet hyggeligt cafémiljø i missionshuset… og havde folk til at gå rundt med invitationer til mødet. Og netop invitationerne…. jeg har en invitation liggende hjemme i en mappe. Hold da op, hvor var det grimt. Man kunne virkelig ikke se hvad det forestillede – og selv når man vidste hvad det forestillede, så var det stadigvæk grimt. Hold da op, hvor var jeg skuffet… og også ked af det. Nu havde vi virkelig knoklet, og så ansigtet udadtil skulle så være sådan noget sjusket stads. Nå, på vej hjem fra et af møderne cyklede jeg så med en af mine venner, og så måtte jeg altså lige dele mine frustrationer med ham. Og han fik hele smøren…. ”Og så bliver der lavet sådan en tegning foran”.

Det varede lidt inden ham jeg cyklede med så svarede: ”ja, nu er det godt nok mig, der har tegnet tegningen”. UPS UPS UPS UPS!!! “Ja, den står vist ikke til at redde” – kan jeg huske jeg svarede.

I har sikkert også prøvet at sige et eller andet, som I bagefter tænker: ”Bare jeg ikke havde sagt det”. Eller: ”Bare jeg ikke havde gjort det”. Bare man kunne starte forfra – hviske tavlen ren og så bare begynde igen.

Lidt lige som de stykker legetøj, som man i hvert fald havde da jeg var barn. Det var intet med elektronik og lyde og lys, men bare en plastik plade, hvor man med nogle små knapper til højre og venstre, så man kunne styre et eller andet inde bagved, der lavede en tegning i sandet bag en plastik-plade. Kender I sådan en? Det er lidt svært at beskrive, men når man så har lavet en tegning, som man måske ikke lige synes om, så rystede man bare legetøjet, og så var tegningen i sandet klar til en ny tegning.

Ville det ikke være rart, hvis livet var som sådan et stykke legetøj, hvor man kan ryste det, og så bare begynde forfra – helt på en frisk. For uanset hvor meget vi anstrenger os i vores liv, så vil vi altid på en eller anden måde komme ud i bøvl og ødelægge vores forhold til Gud og til vores medmennesker. Så ville det være rart bare at kunne ryste lidt og begynde helt forfra. Vi har alle på et eller andet tidspunkt brug for at starte på en frisk.

Jubelår og nådeåret
I Det gamle Testamente findes der et begreb, der taler om sådan en  ny start. Der hedder jubelåret. Det var for hvert halvtresindstyve år, hvor folket fik lov til at starte på en frisk. Når der blev blæst i hornet på den store forsoningsdag det år, så skulle alt gæld blive nulstillet og slaver blev frigivet og kunne igen vende tilbage til deres familier. Gæld skulle streges over. Jord, der var blevet solgt i løbet af den periode, skulle leveres tilbage til sin oprindelige ejer. På den måde viste Gud, at landet i virkeligheden ikke var deres, men at det var et land, som de havde fået givet som lån.

Sådan står der i Bibelen som et påbud, men der er ikke noget, der tyder på, at jøderne rent faktisk gjorde som det var blevet pålagt dem. For hvem ville bare sætte sig hen og slette alt hvad man havde ude og hænge rent økonomisk? Hvem ville slippe sin slaver fri? Men ikke desto mindre: Det var Guds vilje med folket, at sådan skulle det være.

Det er lidt lige som de mange andre ting, som ser mærkelig ud i vores bibel, så er dette jubelår også et billede og symbol på noget større. Jubelåret er Bibelens store illustration på hvordan Guds nåde og godhed fungerer. At den fungere ved at slette ud og starte på en frisk. Jubelåret som er nådeåret, som Esajas skriver om:

»Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.«

I kan nok huske I har hørt det før, for jeg har faktisk lige læst det op fra dagens evangelium. Det var det, Jesus skulle prædike over den dag, da han stod i synagogen i sin hjemby. Stemningen var sikkert spændt til bristepunktet, når nu deres store byssøn kom for at prædike for dem. Der står lige fremme: ”alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham”. Og Jesus satte sig og begyndte at prædike: ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.” I dag er nådeåret kommet til jer – lad os ryste posen og begynde forfra.

Lad os begynde forfra
Det er ordene, som vi begynder det nye kirkeår med – ordene som man kan se som Jesu åndelige regeringsgrundlag. Vi begynder et nyt kirkeår i dag – og som Jesus bruger denne tekst som en slags programerklæring for sit virke, sådan kan vi også se det som en programerklæring for alle de gudstjenester, som vi samles til her i kirken. At det, der skal forkyndes er nåd, frelse og frihed. Det, der skal forkyndes, er at Jesus er Guds største nådeår og jubelår. Her er det ikke bare økonomi og jordejendomme, der bliver nulstillet – nej, det er endnu større, nemlig vores skyld overfor Gud, der bliver nulstillet. Og det er det, der først og fremmest skal forkyndes her fra kirken.

Som de fattige længtes efter nådeåret, sådan skal vi som skylder Gud og vores medmennesker også længes efter at høre budskabet om, at vi starter på en frisk. Men også et budskab om at alt det, der holder os fanget fra nu af ikke behøver at holde os fanget længere. Vi skal prædike frigivelse for fanger og vi skal fortælle, hvor undertrykte kan blive sat i frihed. Og det er altså kun et sted – hos Jesus.

Det lyder da meget godt ikke… ”men nu er det jo bare det, at jeg har aldrig nogensinde været i fængsel. Så jeg må melde hus forbi her – lyder smukt… men det rammer ikke lige”.

Men hvad med det fængsel, der hedder frygt for fremtiden? Hvad med det fængsel, der hedder alkohol misbrug, seksuelle lyster, spillelidenskab? Hvad med det fængsel, der hedder, at jeg er skuffet over Gud, og nu vil jeg ikke længere leve som en kristen? Hvad med den undertrykkelse, der hedder at leve et liv, hvor man ikke kan glemme fortiden. Fordi jeg har gjort det eller det… eller fordi han eller hun har gjort det eller det imod mig… og det kan jeg simpelthen ikke glemme. ”Jeg vil godt, men det er som om hun eller han ikke vil erkende, at der er noget galt, så vi begge kan komme videre”. Og i stedet for at leve i den frihed, som vi er kaldet til, så lever vi i skyggen af skylden. Eller i skyggen af gammelt nag og gammel vrede.

Der er så mange ting, som kan gøre, at vi ikke lever et frit liv, fordi vi er bundet på den ene eller den anden måde. Jesus ønsker at hjælpe os ud af det fængsel og væk fra den undertrykkelse, så vi må kunne leve. Jesus er kommet for at befri dig fra alt det – og sætte dig i frihed. Ikke bare en overfladisk frihed, men en fuldstændig frihed. Den Jesus gør fri, han er virkelig fri.

Jeg håber, at du vil tage imod den frihed. At du ikke er for stolt til at tage imod Jesu tilgivelse. At du ikke er for såret og for skuffet til at tage imod. Verden vi lever i kan nogle gange være så modbydelig og så ondskabsfuld, at den overfalder os på en måde, så vi i stedet for at flygte ind til Gud i stedet for vender ham ryggen. Hvis I spørger mig, så er det noget af det værste et menneske kan komme ud i. ”Ja, vi har jo alle vores kors at gå med… men hvordan kan det være, at nogens kors er lavet af papmache, hvor mit er lavet af tungere materialer. Uanset hvad jeg rører ved, så kommer der noget træls ud af det – og oven i det hele kommer der endda sygdom og lægger sin klamme hånd på dem, jeg elsker aller mest. Og Gud han hjælper ikke. Så jeg tror jeg springer over her – hvis det er sådan Gud behandler sine børn, så tror jeg hellere jeg vil være forældreløs”.

Jeg håber ikke, at nogen af os kommer i sådan en situation. Og er du der allerede, så kan jeg ikke sige andet til dig, end at netop det, er det aller mest forkerte du overhovedet kan gøre. Det, der venter dig, er måske frihed fra Gud, men du kaster dig til gengæld ind i en skyld og ind i et fangenskab, som vil følge dig resten af livet…. og længere endnu. Og jo længere du bevæger dig væk fra ham desto sværere er det at komme tilbage igen. Det kan godt være, at du vil straffe Gud, men i virkeligheden straffer du dig selv. Og sagt lidt hård: Det kan godt være, at du godt tør leve dit liv uden Gud, men tør du dø din død uden ham? Og ved du hvad: Det er også en af de ting, som Jesus ønsker at befri os fra: Vores selvvalgt straf.

Han ønsker at vi skal tage imod forkyndelsen om nådeåret – og ikke som jøderne jage ham ud af deres by og af deres liv. Og de fik deres vilje – teksten til i dag slutter med ordene: ”Og han banede sig vej imellem dem og gik”.

Det er jo nok dér det hele slutter med spørgsmålet: Vil du tage imod budskabet om nådeåret og jubelåret? Eller vil du lade Jesus gå væk fra dig?