Kampen mod os selv

Lige op og ned af parkeringspladsen oppe ved præstegården, er der et stykke jord med nogle frugttræer. Judith og jeg…. ja, måske er det nok mest mig… men jeg har store planer med det stykke jord, for kunne det ikke være dejligt at have nogle fjerkræ, nogle ænder eller måske nogle høns til at gå rundt dér. Om det bliver til noget ved jeg ikke, men det er da meget spændende at gå rundt og spørge folk om deres erfaring med fjerkræ.
Vidste I, at hvis man tager 10 tilfældige høns og sætter dem ind i en hønsegård, så skal man kun kaste lidt mad ind til dem… og inden ret længe så kan man se, at hønsene har dannet sig et hierarki ind i hønsegården.
En hakkeorden med høne-1 i toppen og så den uheldige høne-10 nederst.
Høne-1 hakker på og skræmmer høne-2 uden at høne-2 gengælder det.
Nej, høne-2 vil vende sig mod
høne3, som vil lade sin frustration gå ud over
høne-4 og sådan vil det fortsætte hele vejen ned til
høne-10, som har et ret elendigt liv. Den bliver hakket på, men kan ikke hakke på nogen selv.

Menneskers hakkeorden
Men desværre er det ikke kun inde i et hønsehus, at der er sådan en hakkeorden – det kan vi også finde i menneskenes verden. I forretningsverdenen, i politiske partier, i klassen, på sportspladsen, på arbejdspladsen… ja, endda i kirken. Vi har alle tendens til at se på andre i forhold til deres arbejde, uddannelse, garderobe, bil, hus og sætter så folk ind i dette hierarki. Det er naturligt – denne hakkeorden.

Vi hørte fra alteret, hvordan det første mord i verden blev begået, fordi Kain ville være mere end sin bror Abel – fordi Kain var misundelig på sin bror. ”Kan jeg ikke være lige så god som Abel, jamen så må Abel bare dø”. Og sådan blev verdenshistoriens første mord et brodermord.

Det ligger i os mennesker… ønsket om at være først, være øverst i hakkeordenen. Det sker helt af sig selv… Vi hører i dag om hvordan disciplene aftenen før Jesus skal korsfæstes er i gang med at bygge et sådant hierarki op i discipel-flokken ”hvem er den største?”. Det er ikke første gang disciplene forsøger det, og hver gang forsøger Jesus at sætte bremsen i. ”Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener”. Der skal ikke være noget hierarki eller hakkeorden i mellem kristne – her skal man tjene sin næste… ikke hakke på sin næste.

Men det er ikke bare noget, der kommer af sig selv, for det er jo naturligt for os at opstille folk i hakkeorden og naturligvis prøve at placere sig selv øverst. Det ligger i blodet på os. Der skal en kamp til – og på den måde bliver fastetids tema slået an: Kamp.

Faste
Faste betyder at give afkald – give afkald på noget af al den mad, vi normalt sætter til livs, for at kunne koncentrerer os mere om vores forhold til Gud. Der er nok ikke så mange her i Danmark, der faster i fastetiden, men derfor synes jeg alligevel, at vi skal forberede os til påsken. En åndelig forberedelse. Og det tema, som jeg vil forsøge at holde op de 3 fastesøndage er kampen. Den kæmpende tro næste søndag, kampen mod det onde næste søndag igen… Og altså i dag: Kampen mod os selv… mod egoisten i os alle sammen. Kampen mod det i os, der siger ligesom Dynamit-Harry i filmen Olsenbanden går amok: ”Alle mennesker tænker kun på sig selv. Den eneste, der tænker på mig – det  er mig”.

Siden Kain slog Abel ihjel har tanken om ”mig først”, ”jeg vil være først” hele tiden kastet verden ud i den ene katastrofe efter den anden. Nationer kæmper om at være først, befolkningsgrupper kæmper om at være først og i vores samfund ser vi vold mod ægtefællen, for jeg vil være den, der bestemmer her i det her ægteskab. Vi har aborter, for jeg vil bestemme over mit liv. Vi har politisk mudderkastning og skandaler for det er mit parti med mig i spidsen, der skal sidde til højbords. Vi ser hvordan familier falder fra hinanden, fordi mig, min frihed og mine behov er foran alle andres… jeg kunne desværre fortsætte listen med ting, som kan føres tilbage til ”Alle tænker kun på sig selv. Den eneste, der tænker på mig – det  er mig”.

I så mange andre sager, så har vi også her Jesus som vores forbillede, for han tænkte netop ikke på sig selv, men på os andre. Han var egentlig den, der burde have siddet til bords… men han var blandt os som den, der tjente. Han kunne så nemt som ingenting have vundet over alle – men han valgte at tabe. Og det endelige nederlag kom langfredag, hvor Jesus udånede hånet og foragtet som en forbryder.

Jesus valgte at tabe
Jesus valgte at tabe – man kan næsten sige, at han valgte at tabe til Gud. Vi har skrevet det på altertavlen (her) i Horne Kirke. ”Ske din vilje” – eller som det lyder i sin helhed ”ske ikke min vilje, men ske din vilje”. Det er en af de våben vi får med os i vores kamp mod os selv, nemlig bønnen: ”Ske ikke min vilje, men ske din vilje”. Vi skal lære at bede bønnen ”ikke på min måde at gribe tingene an på, ikke på verdens måde, men på Guds måde… hans vilje.” Vi skal lære at tabe til Gud – han skal være først. Han er den, der skal være øverst på sejrsskamlen i vores liv – og er han øverst… er han virkelig øverst, så har vi taget det første skridt i at bekæmpe os selv og vores ødelæggende egoisme.

Stolthed og hovmod
Så kan vi tage næste skridt, der hedder, at vi ikke skal være stolte eller hovmodige, for kan vi være det, hvis vi virkelig har set, at vi har tabt til Gud? Kan vi være stolte eller hovmodige?

Stolthed og hovmodighed er dræbere – for de åbner op for Satan. Igen kan jeg jo pege på Kain, der så røgen fra sin bror Abels offer stige til vejrs, imens røgen fra hans eget bål krøb langs jorden. Gud tog imod Abels offer, men tog ikke imod Kains. Sikke dog et hak Kains stolthed fik her… så han gik hen og hakkede Abel ihjel.

Stolthed og hovmodighed åbner op for Satan også midt ind i discipelflokken her på denne hellige aften, hvor Jesus indstifter nadveren. Men disciplene fatter ikke storheden i det der sker, men begynder at snakke om hvem der så skal være størst … og mon ikke talsmanden for disciplene, Simon Peter, var en af de værste? Han fik i hvert fald en speciel hilsen ”Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer, for at sigte jer som hvede, men jeg bad for dig, for at din tro ikke skulle svigte”.

Satan havde fundet en vej ind til Peter den aften: Stoltheden og hovmodigheden over at være lederen i discipelflokken – at være den største og den første i flokken.

Stolthed og hovmodighed åbner også i dag for Satan – for hovmodighed er troens modsætning. Troen er netop at have sin stolthed ikke i sig selv, men at være stolt i Gud. Troen er ikke at være hovmodig og at stole på sig selv, men at stole 100% på Gud.

Stolthed og hovmod er farlige – det er en sygdom til døden, som vi alle bærer rundt i os. Og det er en tragedie, at vi ikke selv synes, at det er en sygdom, men at vi ser det som et sundhedstegn – et tegn på at det her er et menneske, der kan klare sig. For vi kan ikke klare os selv. Havde vi kunne klare os selv, havde der jo ikke været nogen grund til at Jesus, Guds søn, havde grund til at tage ned på jorden for at være sammen med os, for at dø på et kors og for bagefter at  blive levende igen.

Vi kan ikke klare os selv – vi kan nok have store ord, vi kan nok pynte os med idealisme…. men vi kan ikke klare os selv.

Simon Peter mente også, at han kunne klare sig selv. ”Herre, sammen med dig går jeg gerne både i fængsel og i døden”. Men heller ikke Simon Peter kunne klare sig selv – han blev fornægteren Peter. Han blev fornægteren Peter, fordi han var hovmodig, men han blev ikke den forkastede Peter, fordi Jesus elskede Peter. Peter var elsket ikke, som den han gerne ville være og heller ikke som den, han troede han var. Peter var elsket, som den han var. Jesus havde en opgave til ham på den anden side af faldet, på den anden side af den svigtede idealisme. ”Når du engang vender om, så styrk brødrene”. Når du har tabt, når du har forrådt dine store ord, når du har set, at du faktisk ikke var så stor i slawet som du tror nu… ja, når du engang vender om fra din stolthed og selvtillid, så har jeg en opgave til dig: Du skal tjene dine brødre.

Du, uelskværdige, er elsket
På sammen måde med os: Du og jeg er elsket, ikke som dem vi gerne vil være, og vi er heller ikke elsket som dem, vi tror vi er, men vi er elsket som dem vi er. Og det er netop som vi er, at Jesus kan bruge os – med de evner og gaver, vi har fået.

Det er derfor det her ikke har noget at gøre med at vi skal være selvudslettende, det her er ikke en anden måde at udtrykke janteloven på, at ”Du skal ikke tro du er noget”…. Jo, selvfølgelig skal du tro du er noget… du er elsket af Gud. Du er skabt af Gud – verdens skaber elsker dig og har brug for dig. Vi behøver ikke at klatre opad i hierarkiet eller hakke ned på andre for at være noget, for vi er allerede noget… vi er allerede mere end vi selv kan gøre os fortjent til: Vi er elsket af Gud.

Vi kommer aldrig til hvile, vi har aldrig ro i os, hvis vi ikke når frem til den erkendelse. Men når vi er dér, så kan Gud bruge os. Så siger han ”styrk dine brødre”. Tjen din næste.

Men det er en kamp, at nå frem til den erkendelse. Vi skal tabe – tabe til Gud. ”Ske ikke min vilje, men ske din vilje”. Det er en hård kamp, for det er også en kamp mod vores naturlige hovmod og stolthed – og det føles som en kamp mod os selv. Men det er ikke kamp vi skal kæmpe alene – for så havde vi tabt den før vi  begyndte på den. Nej, Jesus beder for os, Jesus er med os, Jesus styrker os og det vil han blive ved med alle dage også selv om vi svigter, så svigter han os aldrig.

 

 

Salmer
408: Nu ringer alle klokker mod sky

516: Klynke og klage

276: Dommer over levende og døde

(prædiken)

658: Når jeg er træt og trist, når modet svigter.(gerne på den gamle melodi, som folk kender – her er det teksten, der er vigtigst)

efter nadveren: 208: Skriv dig, Jesus, på mit hjerte

634: Du ved det nok mit hjerte