Ydmyghed

Når jeg læser den her tekst, så kan jeg ikke andet end beundre Jesu tålmodighed, at han ikke løfter hænderne i afmagt: ”Så fat det dog. Hvor mange gange skal jeg sige det til jer, at den største i Guds rige er den, der tjener”. For Jesus har sagt det igen og igen og igen. Men igen og igen og igen viser disciplene, at de ikke har fattet noget som helst af det. De kommer hele tiden ud i en diskussion eller en konkurrence om hvem der dog var den største af dem. Ja, selv den aften, hvor Jesus lige har indstiftet nadveren, hvor han fortæller om, at han snart vil ofre sig for verden… jamen også dér sidder de altså og diskuterer om hvem der er den største. Men i stedet for at løfte hænderne i afmagt: ”Så fat det dog”, så tager han igen fat på undervisningen af dem: ”Hør her ”Folkenes konger hersker over dem…. sådan skal det ikke være blandt jer”.

Igen må Jesus altså hive hovmodigheden ud af dem, og forsøge at få den erstattet med ydmyghed – den ydmyghed, der sætter sig selv nederst som tjeneren. Men jeg tror virkelig ikke at det lykkedes fuldt ud for Jesus at erstatte hovmodet med ydmyghed… for hovmodet er groet dybt ind i os. Vi vil gerne være lidt mere end andre. Mennesket var kun lige kommet ud af Paradiset, og så meldte kampen sig: Hvem er størst? – og straks endte det galt. Vi hørte fra alteret, hvordan det første mord i verden blev begået, fordi Kain ville være mere end sin bror Abel – fordi Kain var misundelig på sin bror. ”Kan jeg ikke være lige så god som Abel, jamen så må Abel bare dø”. Og sådan blev verdenshistoriens første mord et brodermord. Og det er ikke blevet meget bedre i dag. Der ser vi i forretningsverdenen, i politiske partier, i klassen, på sportspladsen, på arbejdspladsen… ja, endda i kirken. Hvem er den største? Hvem er den bedste? Hvem er den klogeste? Ja… eller den mere kristne variant af det, at man bliver stolt over sin ydmyghed. ”Hvem er den største tjener? Det må da være mig!”.

Vi falder i hele tiden, fordi ydmyghed ligger så fjernt fra vores natur, at man næsten burde lave en medalje og give det til dem, der rigtig var ydmyge. Det fortælles at en præst fik sådan en medalje for sin store ydmyghed. Men der var bare lige den hage ved det, at første gang han satte den på sin skjorte, så tog man den fra ham igen, for så var han ikke længere ydmyg.

Ydmyghed er nemlig en meget flygtig kvalitet, når du tror du har den, så mister du den. Men skal vi bare give los og sidde med hænderne i skødet, for der er alligevel ikke noget vi kan gøre? Gør vi det, så vil det ende i en katastrofe for os selv og vores medmennesker. Det vil føre til fald, for så vil hovmodet tage over, og som vi siger: Hovmod står for fald.

Jeg har læst, at der skete en skibsulykke i Sorte Havet i sommeren 1986 – hundredvis af mennesker døde. Det var et stort mysterium hvad der egentlig skete, for hvorfor stødte to skibe sammen midt på åbent hav? Der var ikke nogle mekaniske fejl, der kunne forklare uheldet – f.eks. hvis der var noget galt med deres radar. Og der var skyfrit.. så hvad var der sket? Jo årsagen var menneskelig stædighed. Begge kaptajner havde set det andet skib, begge kunne have styret udenom, så der ikke skete noget, men ingen af kaptajnerne ville give plads for den anden. Begge to var for stolte til at vige for den anden – da de endelig kom til fornuft var det for sent. ”Hovmod står for fald”.

Men vi kender jo alt til hovmod, så lad os hellere kigge på ydmygheden. Ydmygheden har to dimensioner: En vertikal og en horisontal dimension.

Lad os først se på den vertikale dimension.

For det første, så er er det ved at ydmyge sig over for Gud, at vi i det hele taget bliver frelst – det er ved at blive små overfor ham, at vi kan blive store med ham. Vi hører det hver eneste gang der er barnedåb her i kirken. Det er Jesus, der understreger det kraftigt: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer, den som ikke modtager Guds rige lige som et lille barn kommer slet ikke ind i det”. Vi skal altså blive små før vi kan komme ind i Guds rige. Det er begyndelsen på kristenlivet, at vi ser, at vi er små. At vi ser, at vi er så små, at det eneste, der kan frelse os er, at vi har en stor Gud. At vi ser, at det eneste vi kan bidrage med i det himmelske regnskab det ville være store røde minusser, hvis vi ikke tager imod det store overskud fra Jesus. At måske kan vi hive en masse gode gerninger op og gode holdninger frem til liv og kristendom. Men alt det betyder nul og niks – vi frelses ikke på grund af vores gerninger, men vi frelses af noget så småt og så spinkelt som vores tro. Alt bliver givet til os…. ja, selv vores tro er blive givet til os. Troen er ikke noget, som vi selv kan stampe frem ved fromhed, selvbeherskelse eller nogen anden kraftpræstation. Nej, for så ville frelsen jo kun være 99% Guds værk, og så 1% af vores tro. Og så afhænger vores frelse alligevel af os selv, nemlig på den ene procent. Det er det, jeg bidrager med. Det er godt nok småt, men vi har alligevel et eller andet at hænge vores stolthed op på. Nej, sådan er det ikke – ”soli Deo Gloria”, som det hedder på kirkelatin. Gud alene ære.

At være ydmyg overfor Gud, er at stole på Gud. Det er at bede den sværeste bøn, som man overhovedet kan bede… men som Jesus selv bad ud i Getshemane: ”Ske din vilje”. Det er en modig bøn, for vi aner ikke hvad den vil bringe med sig. Men alligevel, så beder vi den hver eneste gang vi beder Fadervor… måske endda uden at vi tænker over hvad det kan betyde for os, hvis Gud rent faktisk tog os på ordet. Hvis han begyndte at slibe os til hist og her – skære alt det væk, som han så var forkert i os, så vi mere og mere kommer til at passe ind i hans vilje. Så vi passede ind i den opgave og i den kirke, som vi er en del af.

For vi har nemlig en opgave og en plads i kirken og i resten af verden. Det er det, som vi kan kalde

 

den horisontale dimension af ydmygheden.

Når Bibelen også taler om ydmyghed overfor andre mennesker, så er det ikke en from udgave af janteloven, at ”du skal ikke tro, at du er noget”. Kristen ydmyghed er ikke et andet ord for selvforglemmelse og selvfornægtelse – det er ikke et mindreværdskompleks, der er guddommelig autoriseret. Nej, tværtimod, så er det netop at se sig selv som værdifuld. Se sige selv som elsket med en evig og uforanderlig kærlighed. Det er at prøve at se sig selv med Guds øjne. Kristen ydmyghed er at se alle de gaver, de evner, de rigdomme, som vi har fået af Gud, netop som noget vi har fået af Gud. I en anden sammenhæng siger Paulus: ”Af Guds nåde er jeg hvad jeg er”. Vi har fået alt med to mål. Vi har fået det for at berige vores eget liv, men også for at bruge det på vores medmennesker. For at tjene – for at elske sin næste som sig selv.