Satan gør krav på dig – Satan sigter dig
Jeg læste denne bøn den anden dag, som jeg gerne vil dele med jer:
Den begynder sådan:
Kære Gud, indtil videre har jeg faktisk klaret mig godt i dag. Jeg har hverken løjet eller kritiseret. Jeg har ikke mistet mit temperament eller gjort nogen til grin. Jeg har heller ikke været negativ eller bagtalt nogen. Egentlig er det gået rigtig godt. Men, – lige om lidt, så står jeg op – og så får jeg virkelig brug for din hjælp resten af dagen. Amen!

Jeg ved ikke med jer, men det er en bøn, jeg faktisk godt kan nikke genkendende til – at så længe jeg bliver liggende i min seng, så kan jeg nok leve op til alle mine fine ord og mine fromme hensigter, men lige så snart at jeg står op, så begynder det at gå galt. Og det er ikke fordi jeg ikke kender forskel på godt og ondt – men det er som om at det gode jeg vil, det gør jeg ikke – og det onde, jeg ikke vil, det gør jeg. Kort sagt – jeg laver fejl, jeg svigter, jeg synder… hver dag.

I selve det at være et menneske her på denne side af syndefaldet er der at lave fejl – at begå fejl. ”Det er menneskelig at fejle” siger vi – ja, det er sådan, at hvis vi ikke lavede fejl, så ville vi slet ikke være mennesker, så ville vi være som Gud… og det er vi ikke.
I dagens tekst får vi et indblik ind bag ved enhver fristelse. Disciplene er lige røget i med begge ben – de har skændes over en misforståelse – de har fejlet. Og så er det, at Jesus hiver sløret væk fra den her fristelse og vi ser mekanismen bag enhver fristelse – baggrunden for enhver fejl og baggrunden for enhver synd. Jesus siger: ”Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte”.
Bag enhver fristelse gemmer sig ikke bare en lille detalje, en tilfældighed eller et ondt princip. Bag ved enhver fristelse gemmer sig en person, Satan. Satan, der ønsker at få os ned med nakken, få os til at fejle, få os til at synde – og i sidste ende ryste os så meget, at vi til sidst mister vores tro. Egentlig er Satan fuldstændig ligeglad med hvad omkostninger vores fejl og synd har – om det betyder, at vi mister vores hustru eller mand, om vi mister forbindelsen til vore børn og venner, om vi mister vores penge, hus og hjem eller helbred. Det er han fuldstændig ligeglad med – det dér interesserer ham er at vi bliver rystet så meget, at vi mister troen på Gud. Om vi mister troen på Gud som rig eller fattig, som gift eller fraskilt, som rask eller syg – det er fuldstændig lige meget for ham: Bare vi mister troen på Gud. Og mister vi troen, så er vores liv spildt – så er vores liv skudt ved siden af målet. Det må aldrig ske.

Det er det, der ligger i billedet med at Satan sigter os som hvede. Det er et gammelt landbrugsbillede. I gamle dage, så skulle man bruge en sigte for at rense skidt og avner væk fra kornet, så det kun var det rene korn tilbage. Kornet blev derfor rystet i en si eller en sigte – og så blev al kornet siddende i nettet, imens avnerne og støvet blev kastet væk. Eller havde man ikke sådan en sigte kunne man også bruge et stort klæde, hvor man kastede hveden op i luften, og så kom vinden og blæste al de lette avner og skidt væk, og lod så det tunge korn falde ned på klædet. Nu var kornet renset.

På samme måde ønsker Satan at sigte os – han ønsker at tage vores tro fra os ved at ryste den af os. Ved at prøve os og vores tro, ved at vende alt op og ned i vores verden og kaste rundt med os. Og det gør han ved at placere prøvelser og fristelser foran os for at ryste os, og for at se om der er noget som helst tro i os, om vi holder fast i troen, om vi kan rystes væk fra troen. Om vi kun er avner og støv, der blæser væk i vinden eller om vi holder fast i troen – som så bliver tilbage i sigten.
Det er dét, der ligger bag ved enhver fristelse, ved enhver prøvelse, ved enhver fejl – Satan, der ønsker at ryste os så meget, at vi til sidst mister vores tro. Falder vi i fælden, der bliver lagt foran os? Fejler vi, synder vi? Og får det os til at miste troen på Gud? Stod det til os selv, så faldt vi pladask hver eneste gang, og allerede første gang vi røg i Satans sigte, så ville vi også miste troen. Men det står ikke til os selv– Jesus siger til Simon: ”Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte”. Jesus bad for disciplen Simon for at han ikke skulle falde fra hinanden i prøvelsen og faldet, men at hans tro måtte holde ham oppe. Det er faktisk en rigtig speciel bøn. Jesus beder ikke: Bevar Simon i fristelsen – men han beder bevar Simons tro i fristelsen. For Simon kommer til at lave fejl, han kommer til at synde. Jesus beder ikke om at Simon ikke må fejle og ikke må synde, det Jesus beder om er, at Simons tro ikke må svigte i faldet og synden. At Simon ikke må give slip på sin tro og at troen ikke må give slip på Simon – så Simon blæser væk som avner og støv. Det er dér Jesus beder om.
Det, der kendetegner en kristen, er ikke, at vi aldrig begår fejl og aldrig synder. Nej, en kristen fejler også – en kristen synder også – men Jesus beder for enhver af os, at vores tro ikke må svigte i vores fald, vores fejl og vores synd. For vores tro gør, at vi ikke bliver liggende, når vi falder og fejler, men at vi tværtimod rejser os igen. Og at vi faktisk står stærkere efter faldet end før faldet – fordi vi endnu en gang er blevet bekræftet i vores mistanke om at vi stadigvæk har brug for en frelser. At vi endnu en gang er blevet bekræftet i, at vi altså ikke kan klare os igennem livet, ja at vi faktisk ikke kan klare os igennem resten af dagen, uden at efterlade et spor af synd, fejl og nederlag bag os.

Det lyder mærkeligt – men de to erkendelser er, hvad man kan kalde for åndelig vækst. For jeg tror, at vi godt kan falde og fejle, og alligevel ikke miste vores tro. For alle os, der er herinde i kirken, vi har fejlet og syndet – måske endda op til flere gange alene bare i dag – og klokken er ikke engang 12. Men ved du hvad: Åndelig vækst er den kristne, der falder og rejser sig, falder og rejser sig, falder og rejser sig, falder og rejser sig hele vejen ind i himmelen.  Som vi læste fra alteret for lidt siden: ”Salig er den, som holder ud i prøvelser, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham” (Jakob 1,12). At bestå prøvelsen er ikke at holde sin sti ren, at undgå at synde, at undgå at fejle – men det er at holde fast i troen, og rejse sig efter faldet og fortsætte livsvandringen med Gud.

Jeg har desværre mødt en del mennesker, der siger: Jamen jeg har gjort noget, der er utilgiveligt. Jeg har fejlet så mange gange – jeg har gjort den samme synd igen og igen og igen – så nu må Gud da blive træt af mig. Nu må jeg da have nået enden på Guds tålmodighed. Jeg kan da aldrig nogensinde blive det menneske, som Gud ønsker, at jeg skal være. Men ved du hvad: Det er en løgn direkte fra Satan. Der er ikke noget i din fortid – om det så er mange år tilbage eller her for nylig – der er ikke noget, som du ikke kan finde tilgivelse for og så komme tilbage på sporet igen. Intet.
Se på Simon – ham, som Jesus bad for – et par timer efter at Jesus sagde de ord her med at Satan sigter hveden, da svigter Simon ham big time – virkelig stort. Da Jesus havde allermest brug for Simon, så benægtede Simon at han overhovedet kendte Jesus – han forbandede endda Jesus. Et par timer efter at Jesus siger de her ord, da rammer Simon sit livs lavpunkt – og han går ud og græder bitterligt. Men selv dér i sit livs lavpunkt dér bad Jesus for Simon, at hans tro ikke måtte svigte. Og ved du hvad: Lidt over 40 dage efter stod den samme Simon og prædikede på pinsedagen, og efter at han havde prædiket var der næsten 3000 mennesker, der blev døbt. Gud kunne bruge et menneske, der havde fejlet og syndet stort. Jesu bøn var gået i opfyldelse – Simons tro svigtede ikke, men det skyldes ikke at Simon Peter er stor, det skyldes Jesus som er en stor frelser.

Jeg har faktisk mere på hjertet her – for Jesu sætning her rummer så meget fantastisk, men det budskab som jeg allerhelst vil have at I går hjem med i dag, det er, at Gud er ”endnu-en-chances-Gud”. Når vi har været igennem Satans sigte, og vi er blevet rystet godt og grundigt. Og vi er måske kommet ud i den anden ende og har fejlet, syndet og efterladt et spor bag os, som vi bestemt ikke er stolt af – når vi måske er så langt nede, at vi som Simon Peter græder bitterligt over os selv og vores svigt og fejl. Når vi har været igennem det, så hør efter: Jesus beder for dig, for at din tro ikke må svigte. Selv om du mister troen på dig selv – mist ikke troen på Gud. Guds specialitet er at tage et synderbrudt, synderrystet og syndfuldt liv og give det endnu en chance. Det, jeg vil have at du tager med dig hjem i dag er den simple sætning: ”Gud er endnu-en-chances-Gud – om så alle andre opgiver dig, Gud opgiver dig ikke. Gud er ”endnu-en-chances-Gud”. Og hvad mener jeg med det?
Prøv hør den her historie om opfinderen Thomas Edison. Da han og hele hans team af opfindere havde lavet verdens første glødepærer så havde de brugt 24 timer på det. Nu skulle den transporteres fra laboratoriet og op på Edisons kontor.  Edison gav pæren til en unge medhjælper, der blev temmelig nervøs over at skulle bære denne kostbare pære op ad trappen. Han gik og kiggede nervøst på sine hænder – I kan garanteret nok gætte hvad der skete. Ja, han tabte pæren – og den splintredes, arbejdet havde været forgæves. Det to endnu 24 timer for holdet at få lavet endnu en glædepære – nu stod de med den trætte og havde virkelig brug for hvile. Nu skulle pæren igen op af trapperne og væk fra laboratoriet. Og så var det, at Edison gav pæren til den samme dreng, der havde tabt pæren første gang. Han fik endnu en chance.
Gud er endnu-en-chances-Gud.

9.00: Horne Kirke
747: Lysets engel
337: Behold os, Herre, ved dit ord.
336: Vor Gud han er så fast en borg
Prædiken
658: Når jeg er træt og trist (Lasse Lunderskovs melodi)
efter altergangen: 656,5: Ængstede hjerte
624: Gud er Gud, før jorden skabtes

10.30: Asdal Kirke – med barnedåb 
747: Lysets engel
449, (Vor Herre tar de små i favn) 1-3 før dåben og 4-6 efter dåben
336: Vor Gud han er så fast en borg
Prædiken
658: Når jeg er træt og trist (Lasse Lunderskovs melodi)
efter altergangen: 656,5: Ængstede hjerte
624: Gud er Gud, før jorden skabtes

40,17