Hjemme på mit kontor har jeg en plakat af mit sande jeg – dem, der kender både ham på plakaten og mig, vil sikkert give mig ret, for det er nemlig tegneseriefiguren Homer Simpsons. På plakaten står et af hans livsvisdomsord, nemlig: ”Hvis der er noget, der er hårdt at gøre, så er det ikke værd at gøre det”. Typisk Homer Simpsons.

Det ligger i blodet på os… eller i hvert fald de fleste af os: Lad os hoppe over, hvor gærdet er lavest. Lad os tage den nemmeste udvej, for at opnå det vi gerne vil. Lad os tage smutvejen hen mod det gode liv i de perfekte omgivelser – hen til et liv i lykke. Vi vil gerne leve et liv, der på en eller anden måde sprænger de menneskelige begrænsninger. Hvis vi skal være ærlige, så er mange af de tanker vi har om vores liv, så springer de egentlig det, som vi i virkeligheden kan tillade os at tænke om livet, og så være realistiske. Vi vil være det ekstraordinære og løfte os op over livets skrøbelighed: Vi vil dybest set finde det, der tager ensomheden, sårbarheden og døden fra os. Vi vil væk fra vores eksistens middelmådighed. Kort sagt: Der er noget i os, der vil være som Gud. Og det er en lyst, der har været i os mennesker nærmest helt fra begyndelsen. Jeg læste om det oppe fra alteret: Syndefaldet. Mennesket, der havde alt, ville have mere. Og Djævelen, den gamle slange, fandt menneskets svage punkt: Her spis – ”så bliver I som Gud”. Men det er kun Gud, der er er som Gud – og gør vi Gud kunsten efter, falder vi for fristelsen til at tage den nemme smutvej og sætte os selv op til at være Gud, så går det rent galt. Det gjorde det for Adam og Eva – Edens have, paradiset blev til en vildmark, en ørken. Og sådan går det også for os, hver gang vi vil sprænge de menneskelige begrænsninger og være som Gud: Knejsende, uopnåelig og uafhængig. Men smutvejen ligger lige for, for det er nemmere.
– Vi har en sorggruppe her i kirken – og jeg kan mærke, at det åbenbart er sværere for folk at tage sig sammen til at gå i en sorggruppe og få talt ud om tab, sorg og savn end det er at fortrænge tab, sorg og savn og prøve at ”komme videre”.
– Det er sværere at komme med en seriøs religionskritik end det er at tegne en blasfemisk satiretegning.
– Det er svære at gå i dialog og ændre samfundsdebatten og påvirke samfundet end det er at lade et gevær og skyde ind i en cafe.
For 20 år siden kunne man i biograferne se skuespillerne Brad Pitt og Morgan Freeman i filmen ”Seven”. Filmen handler kort fortalt om to politibetjente, der skal opklare en række bizarre mord i en verden, hvor ligegyldighed nærmest stortrives og endda direkte opelskes. Og så kommer Morgan Freeman med filmens eneste sproglige guldkorn: ”Det er meget nemmere at synke til bunds i stoffer end at se virkeligheden i øjnene. Nemmere at stjæle noget end at tjene til det. Nemmere at tæve et barn end at opdrage det, fordi det kræver så meget arbejde at elske, at holde af” (s. 172 i ”Syv”).

Livet er hårdt – livet er fyldt med tjørn og tidsler, der hver dag skal bearbejdes for at få det sande menneskeliv til at fungere. Men der er en smutvej til det lette, gode og lykkelige liv – og det er den simple opskrift: Lad vær med at bryde dig om nogen eller noget. Vær Gud i dit eget univers – og lad være med at bygge bro til andre. Du vil være glad, ingen vil skuffe dig, for du havde alligevel ikke tiltro til dem. Du vil ikke mærke smerten over at miste nogle af dem du holder af, for du har bare dig selv. Ingenting vil komme ind og såre dig i din guddommelige urørlighed. Men prisen er, at paradiset bliver en ødemark. Prisen er, at du mister din sjæl – men det er så meget nemmere. Adam og Eva i den bedste af alle verdner, ville mere – nemlig være som Gud. De så, de rakte ud, de spiste og de faldt. Sådan bliver det hver gang vi vil forsøge den lette vej til det gode liv – kan vi mennesker bryde den menneskelige begrænsning? Nej, så knækker vi halsen. Verdenshistorien er en lang historie om mennesket, der ønskede at være Gud, og hver eneste gang er det endt med død og ødelæggelse til følge. Men så skete der noget, der var så fantastisk, at vi nulstillede historien og startede forfra med vores tidsregning. Efter at have set hvordan mennesket forsøgte sig med at blive gud, så skete det modsatte: Gud forsøgte at blive et menneske – og det lykkedes. Han valgte at gå ind i under den menneskelige begrænsning, han gik bort fra at være det ekstraordnære – og selv om han kunne slippe for at ensomheden, sårbarheden og døden, så gik han igennem de ting, selv om han havde muligheden for at undgå det. Han kunne have snuppet den nemmeste smutvej – men det gjorde han ikke. Mennesket faldt for fristelsen og gjorde Paradiset, Edens have, til en ørken. Jesus stod for fristelsen – og ørkenen blev et paradis, teksten ender med at engle kommer og tjener ham. Jesus stod med muligheden: Skal jeg forvandle denne sten, så det må blive til brød til mig – eller skal jeg tage den lange vej og blive livets brød for alle mennesker? Skal jeg springe ud fra templets tinde, og vise, at Gud er med mig – eller skal jeg synke så dybt ned til de syge, de svage, de forladte og vise, at Gud er med dem? Skal jeg bøje mig og modtage al magt over verdens riger eller skal jeg bøje mig og vaske fødderne på mennesker, der i næste øjeblik vil forråde, forlade og fornægte mig? Mennesker, der som du og jeg uden at tøve vil vælge den letteste smutvej? Det ligger der også i fristelsen ude i ørkenen: ”Hvis du viser din styrke og giver efter for de fristelser som jeg udsætter dig for, så ville du ikke behøve at dø for at tiltrække folk, så ville de komme af sig selv fordi de vil beundre dig. Du behøver ikke at følge Guds vilje, for du ved den vil indeholde smerte”
Skal jeg tage den lange vej igennem ensomhed, sårbarhed og død som er menneskelivet – eller skal jeg tage den guddommelige smutvej?  Jesus valgte den lange vej, der førte ikke uden om langfredag, men lige igennem langfredag, men efter langfredag lyser påskedag. Og efter påskedag himmelfarten, der indledes med ordene: ”Mig er givet al magt i himmelen og på jorden”.  Jesu virke startede med Satans fristelse: Få magten af mig – Jesu virke på jorden krones med ordene: at han får magten, ikke bare over verdens riger, men over himmelen og jorden.
Jesus valgte den lange vej – viste os, at det det er muligt at bevæge os igennem og ikke udenom det onde og hårde i livet, og dér finde et sted fyld med nåde over nåde – og herlighed og ære. Han har givet os eksemplet – og han kalder os ind i livet: Ikke ind i smutvejs livet uden om smerten og det grimme, men ned i livet også når det er smertefuldt og grimt. Både, når det er vores liv, der bærer de ord, og når det er vores næstes liv, der bærer de ord.
”Du sender os ned i de nederstes sted.
Du sætter os op mod de stores fortræd.
DU lever i os i de inderste lag
vi lever i dig på den yderste dag”.