Hvordan skal vi forstå denne lignelse?
Fortæller lignelsen, at hvis det er sådan, at du lever et godt og rigt liv, så ender du i helvedet – men hvis du lever livet i den dybeste fattigdom og armod, så kommer du i himmelen? Det er vel det lignelsen siger – simpelt nok… Sort og hvid skifter… er det ikke det lignelsen fortæller? Som Abraham siger i historien: ”Husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde, nu trøstes han her, mens du pines”.

Så ser man bare på den historie her så må vi sige: Ja, der må være en sådan automatik – rige ryger i helvede, fattige ryger i himmelen.

Og var det sådan, så måtte I gerne få mit dankort samt kode… værsgo at brug løs. MEN sådan er det ikke. Der er ikke sådan en automatik – lige som man heller ikke modsat kan sige, at det, at det går godt her i livet er et tegn på, at så må man virkelig være under Guds velsignelse. Rigdom kan være en velsignelse, men det kan lige så godt være en forbandelse, fordi det får os til at tro, at vi kan klare os selv. Vi har forsikringer, vi har opsparinger, vi kan faktisk godt klare os selv ved vores egen hjælp. Penge har den store potentiale, at de kan ”afgudommeliggøre” Gud, detronisere ham. Få ham ned fra tronen og sætter pengene derop i stedet. Pengene, som vi bruger for at måle vores succes, pengene som vi bruger til at vurdere andre. Vi ofre en masse tid og kræfter på at tjene penge – og føler det er nødvendigt, for hvordan kan vi ellers holde vores høje levestandarder og samtidig betale vores huslån tilbage?! Så på den ene side, så føler vi, at vi er ovenpå, vi kan klare os selv, vi er økonomisk uafhængige – og på den anden side, så er vi bundet. For vi har brug for pengene. Vi ved jo godt at penge ikke kan købe lykke, men vi ved jo også, at det er mere behageligt at græde i en Audi end på en cykel. Så ja, vi har brug for pengene.
Og det er måske den store forskel mellem de to personer i dagens historie. Den rige mand og den fattige krøbling Lazarus.

Den rige mand, som klædte sig i det fineste fine tøj hver eneste dag og for hvem hver eneste dag var en fest. Hans liv er det, der på italiensk kaldes Dolce Vita, det gode liv, det lette liv. Og i den totale kontrast til den rige mand, har vi Lazarus. Han var en fattig mand – eller som der står på græsk ptóchos (πτωχὸς ). Man kan høre folks holdning til de fattige alene i ordet … ptóchos, man kan næsten høre spytklatten ryge ud i retningen af ham, når man går forbi ham. Den dybeste armod – den dybeste nedladende holdning overfor ham: ptóchos. En, der ikke har noget som helst.

Bare sådan lige som en parentes, så er det faktisk det samme ord, der bliver brugt om Jesus i 2. korintherbrev: ” for jeres skyld blev [han] fattig, skønt han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom” (2. Kor 8, 9).

Og den fattige mands navn var Lazarus. Det er da virkelig dagens joke… for navnet Lazarus betyder ”Gud hjælper” – eller ”Gud er min hjælper”. ALTSÅ – her ligger en fattige mand, han er nødt til at blive lagt foran den rige mands port – der står godt nok, at han ”lå ved hans port”, men kigger vi i grundsproget igen, så står der, at han blev lagt dér. Han kunne altså ikke selv gå, men blev lagt foran den riges port, og dér spiste han af det, der faldt fra den riges bord. Nu sidder den rige mand nok ikke nede i porten og spiser, han sidder væk fra porten inde i huset. Så det er nok tale om, at han spiser den mad, der bliver smidt ud, han spiser affaldet fra den rige mands festmiddag. Det, der blev smidt ud så kan hundene æde det, og ja, også de fattige. Den fattige mand ligger og roder affaldet igennem for at finde et eller andet, der kan fylde hans tomme mave. Og da denne mand dør, så står der faktisk ikke noget om at han blev begravet. Det står der om den rige mand: ”Den rige mand døde og blev begravet” – ved Lazarus står der bare, at han døde. Så hans lig er nok bare blevet samlet op og smidt i et hul eller en fælles grav. Lidt ligesom Jens Vejmand:
Hans liv var fuldt af sten,
men på hans grav – i døden, man gav ham aldrig én

Og han hedder ”Gud er min hjælper” – Lazarus. Altså… hvordan hænger det sammen! Er dette ment som en joke? 

Jeg har faktisk prædiket over denne tekst en del gange allerede – og jeg må nok erkende, at jeg har aldrig helt forstået den…. dada… før i denne uge. Jeg har prædiket over en masse detaljer i lignelsen, men altid gået uden om spørgsmålet: Hvorfor blev Lazarus frelst? Hvorfor kommer Lazarus i himlen? Der står ikke noget om hans tro, der står ikke noget om nåden – han gør faktisk ikke noget som helst. Og det har faktisk irriteret mig lidt: Hvor er Jesus i den her historie? Og jeg har aldrig gjort mig den umage at slå navnet ”Lazarus” op i min ordbog derhjemme og set, at det betyder: Gud hjælper. Der har vi jo Jesus, der har vi jo nåden. Der har vi jo frelsen… Og egentlig burde jeg havde kigget dér først, for det er faktisk aldrig sket i nogen af Jesu lignelser, at hovedfiguren bliver givet et navn. Alle andre personer i Jesu lignelser er anonyme. ”Der var en rig mand, der havde en godforvalter”, ”En mand havde to sønner”, eller ”En sædemand gik ud for at så sit kort”. Det er alle sammen anonyme – men ikke her, her får vi mandens navn at vide: Lazarus. Jeg burde have tænkt: Nå nu der er noget, der er så specielt, så må Jesus have en speciel grund til at give os hans navn. Og det har netop en speciel grund, for hans navn fortæller noget om hans karakter. Lazarus siger ikke noget, han gør ikke noget –han er navngivet, fordi det beskriver hans karakter: ”Gud er min hjælper”. Lazarus´ navn giver svaret på hvorfor han kommer i himmelen: Han kom i himmelen fordi han havde troen på at Gud hjælper mig. Og han blev frelst, fordi Gud netop var hans hjælper – ikke fordi han var fattig. Lige som den rige mand ikke kommer i helvedet, fordi han var rig.

Men hvad så med sætningen: ”Husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde, nu trøstes han her, mens du pines” – siger den ikke stadigvæk, at rige folk ryger i helvedet og fattige ryger i himmelen? Nej, det er gør den ikke. Det sætningen siger er, at de fortabte, dem, der ikke tror, dem, der ikke er frelste, alt det gode de får, er i dette liv – og når de dør, så er det gode forbi. For de frelste, så er alt det onde de oplever i dette liv, når de dør, så er alt det slut.

Så lignelsen store spørgsmål er: Hvem er din hjælper? Hvor søger du din hjælp henne? Er det i dine penge? Er det i dine forsikringer? Er det i din visdom? Er det i din karriere og omdømme? Din familie? Din sundhed og toptrimmede krop? Din magt og indflydelse? Din religiøse omdømme?

Vi har lige sunget Kingos fantastiske salme: ”Far verden, far vel” – hvor vi får sat på plads hvad at alt det, som vi kan sætte vores lid til her på jorden er ingenting:
”Hvad er det dog alt,
som verden opsminker med fager gestalt?
Det er jo kun skygger og skinnende glar (det er glas)
det er jo kun bobler og skrattende kar, (det er bare tomhed)
det er jo kun iseskrog (det er kun tynd, bristende is), skarn og fortræd (altså plage)”

Så hvem er din hjælper? Det, der er en boble, der kan briste, eller er du Lazarus – Gud er min hjælper? Det har ikke noget at gøre med rigdom eller fattigdom – man kan godt forestille sig en rig Lazarus, en rig, der har Guds som sin hjælper. Men det er en rig, der ikke har rigdommen som sin førsteprioritet. Eller man kan godt forestille sig en magtfuld Lazarus, men det er en Lazarus, der ikke har magten som sin førsteprioritet, men som han Gud som sin førsteprioritet.
Hvem er det Gud hjælper? Det er den rige, der kommer til Gud med tomme hænder. Det er den magtfulde, der knæler for sin Gud. Gud kan kun hjælpe den, der søger hjælpen hos ham. Alt det, som vores kultur og samfund sætter så højt, rigdom, magt, ungdom, sundhed, kan faktisk få os til at blive blinde, så vi ikke ser, at det faktisk ikke kan hjælpe os. Så vi ikke ser, at det faktisk ikke er værd at satse på, fordi det kun er en boble, der en dag vil briste. Alt, det, der ikke er af Gud, har en sidste holdbarhedsdato… der er en, der ikke vil briste, det er ham, som hjælper, nemlig Gud. Og han hjælper kun den, der har fuld tillid til ham – der tror på ham.
Jeg vil gerne være Lazarus – for jeg ved med mig selv, at jeg hverken er rig nok til at betale mig ind i himmelen, jeg er ikke magtfuld nok til at komme ind i himmelen, jeg er ikke from nok til at komme ind i himmelen, jeg er ikke god nok til at komme ind i himmelen. Hvis jeg skal i himmelen, så er jeg nødt til at have hjælp. Og hvem er min hjælper? Lazarus – Gud er min hjælper.