Om at reagere på Jesus

Nu er sommeren vist ved at synge på sit sidste vers – om det så har været en god eller dårlig sommer… ja, det kommer jo an på om man kan lide sol og varme. I Kristeligt Dagblad begyndte et læserbrev sådan:

Jeg bryder mig ikke om sommer, sol og varme. Jeg gider ikke ligge på stranden og blive stegt, jeg afskyr grill, og alt hvad dertil hører, og diverse sommer- og badelande er i mine øjne helvedes forgårde”.

Vi danskere er nogle sjove fisk, hvad vejret angår – er det for vådt klager vi over det. Er det for koldt klager vi over det… og er det for varmt klager vi også over det.

Jesus fortæller i dag om nogle folk, der reagerer på samme måde, som vi gør, når det drejer sig om vejret. De er ikke tilfredse med det de har. Først kom Johannes Døberen – som levede asketisk ude i ørkenen, men ”han var besat”, sagde de.

Det vi nok vil sige i dag var, at han er sindssyg eller måske hvis vi er flinkere, så vil vi sige, at han er for radikal. I kender nok Moses Hansen, der med sit kors på ryggen forsøger at prikke til folks dårlige samvittighed – f.eks. ved sexmesser rundt omkring i landet. Jo, han er for radikal… sikkert lige som Johannes Døberen.

Men man skulle så tro, at tingene ville blive anderledes, når Jesus så kom, for han rendte ikke rundt ud i ørkenen og råbte og  skreg, nej han var hvor mennesker var. Her var der et budskab, som de måtte tage imod!

Men nej – sådan var det bare ikke. ”Prøv se Jesus – han er en dranker og frådser… og så er han ven med åbenlyst syndere, folk som vi bare ikke vil røre med en ildtang”.

Hvordan reagere vi overfor narkomaner, drankere, folk, der er deres ægtefæller utro – f.eks. en præst, der er sin kone utro? Eller en præst, der låner et par flasker vin til uanmeldte gæster?

Hvordan reagerer vi overfor et budskab om tilgivelse, der rækker ud til andre end til os og vores lille skabssynd, som indtil videre er så forholdsvist skjult og ”uskyldig” at ingen har set dem?

Hvordan reagere vi? Det er det, der er i centrum i dagens tekst: Hvordan reagere vi på Jesus og hans budskab? Hans budskab har nemlig stadigvæk to sider: Lov og evangelium – risiko for dom og mulighed for frikendelse.

Hvordan reagere vi – for vi skal reagere. Med mindre, at vi er som de børn i teksten som simpelthen ikke gider at lege, når de andre børn lægger op til leg. De gider hverken at lege begravelse eller lege bryllup. De er et billede på folk, der ikke reagere på Jesu budskab, hverken, når præsten slår i prædikestolen eller når præsten med blide ord forsøger at tegne alternativet til helvedet. Sidder vi bare og stener og lader som ingenting eller reagere vi? Det vil sige – reagerer vi på den måde, at vi omvender os? For det er det eneste, der betyder noget i denne sammenhæng.

Det er et guddommeligt privilegium at vi i Danmark får lov til at høre Guds ord. Jesus nævner en række byer og siger, at de ikke vil kunne undgå dommen. Det var ikke fordi de byer havde afvist Jesu ord – det var ikke fordi de havde været mere fjendtligt sindet end andre steder… nej, de havde bare ikke reageret. De havde været indifferente, de havde været ligegyldige. De reagerede ikke overfor hans ord – de omvendte sig ikke.

Der er vel heller ikke ret mange danskere, der er direkte fjendtlig sindet overfor kirken og kristendommen, men de er bare  indifferente, ligegyldige. Det siger dem ikke noget.

”Vi kommer ikke så meget i kirke, men vi har ikke rigtig tid, vi har ikke rigtig lyst, det siger os ikke noget – men vi er da ikke imod. Vi er da ikke fjendtligt stemt – det er da i orden, at der er nogle, der går i kirke, men det er bare ikke lige os… i hvert fald ikke lige nu, måske når vi bliver gamle – og får tid”.

Men de byer Jesus råbte en dom over, var heller ikke fjendtlige indstillet og afviste heller ikke Jesus – næ – de var bare ligegyldige.

Det var da i orden, at der var nogle, der tog Jesu ord alvorligt –

det var da i orden, at kigge på Jesu undere måske som underholdning.

Det var da i orden, at nogle forpligter sig…

fred med dem, men det er bare ikke lige mig det der med Jesus.

Byerne bliver dømt ikke fordi de var fjendtlige, men fordi de var ligegyldige: ”Ve dig, Dorazin! ve dig, Betsajda….”.

Det at vi lever i et land med kirker i hvert eneste lokalområde er ikke bare et privilegium, men er også et ansvar, som kan bruges i mod os, hvis vi ikke gør ordentligt brug af det. Jo større privilegium desto større ansvar.

Kirkerne i Danmark er et guddommeligt privilegium – men det er det også, at vi får lov til at sidder her i Asdal Kirke/Horne og lytte til Guds ord, men med det privilegium følger også et ansvar.

Og vi, der sidder her i dag… Vi har ikke bare muligheden for at gå i kirken, men i dag benytter vi os også af muligheden. Jo, større privilegium vi har desto større dom vil der ramme os, hvis vi ikke svare med omvendelse. Hvis vi ikke svare med tro. Det betyder også, at vi bliver stillet til regnskab for at vi mødte op i kirken søndag den 20. august 2006 klokken alt for tidligt om morgenen og hørte Guds ord… hvordan var det nu lige du reagerede på det? Jesus ved hvordan en anden ville reagere, hvis han sad dér, hvor du sidder lige nu – men hvordan reagere du? Målet af dit privilegium er det samme mål, som du vil blive dømt efter.

”Ve dig, Corazin! ve dig, Betsajda….”. Ordet ve er et voldsomt ord. Der er både vrede og sorg over Jesu ve-råb. Jesus råber et andet sted ve over farisæerne, der forfølger Jesus og til sidst får ham korsfæstet. Jesus råber ve over Judas, der udleverer Jesus til romerne. ”Ve-dig!” Det er et voldsomt ord – et ord, der udstråler dom og vrede. Der udstråler sorg over at det er nået så langt.

Du er døbt, du er konfirmeret, du er gift i en kirke – du kommer måske også af og til i kirken, måske hver søndag… du har på en eller anden måde hørt Guds ord, men har det ikke forandret dig, har det ikke ført til omvendelse, så er Jesus vred og bedrøvet, når han tænker på dig. ”Ve dig”

Det kan også være, at du har læst teologi og kender til Bibelen og står hver søndag og prædiker for andre, men er du ikke selv forandret og omvendt, så ”Ve dig”.

Skal vi virkelig stilles ind under den samme dom som farisæerne? Skal vi dømmes på lige fod med forræderen Judas?

Det er selvfølgelige ikke fedt at stå her på første søndag efter en god og lang sommerferie, og så prædike sådan noget. Men på den anden side set, hvornår vil det egentlig være passende, at prædike sådan noget? Det er ikke noget, der er behageligt at høre, men det er noget, der er nødvendigt at høre – og helt ærligt, så er det vel bedre at stå overfor spørgsmålet her i Horne/Asdal Kirke end det er at stå overfor spørgsmålet i Himmelen, hvor det ikke er en forfjamsket præst, der stiller spørgsmålet, men hvor spørgsmålet kommer fra den almægtige Gud, himmelens og jordens, alt det synliges og usynliges skaber.

 

Skal vi virkelig stilles ind under den samme dom som farisæerne?

Skal vi dømmes på lige fod med forræderen Judas? Uha da… nej!

Men så skal vi også reagere… det er ikke nok, at vi måske reagerede en gang for mange år siden, det er nødvendigt at vi igen og igen og igen reagerer på Guds ord, for det er det eneste, der giver levende kristne, der tør bevæges, der tør forandres, der kan fortælle andre om Gud. Og den reaktion, Jesus forventer af os er omvendelsen – den første omvendelse og den daglige omvendelse. Og hvad betyder omvendelsen andet end at vi skal komme til Jesus med alt det vi har og alt det vi er?

Om vi så kommer til ham, fordi vi i Bibelen har hørt veråbene over os og sørger ind til det eneste sted, hvor der er frelse fra den kommende dom.

Eller om vi kommer udmattede, fordi vi har prøvet så meget andet fup og fidus og til sidste finder ud at, at Jesus er det eneste sted, der kan give fred… jamen så er Jesus den samme. Men vi skal netop komme, vi skal reagere.

Det kan være, at det er din dag i dag – at det er din tur til at reagere. For første gang reagere – og reagere på den eneste måde, der er fremtid i: Med omvendelsen.

Det kan være, at du ved med dig selv – ja, jeg kender til Jesus – men jeg har egentlig aldrig reageret på det – jeg har egentlig aldrig fået Jesus de svære 32 cm. der er fra hjernen til hjertet. Den svære afstand, der er mellem at vide og så at tro.

Jeg er måske kulturkristen, men jeg kan ikke sige om mig selv, at jeg er en personlig kristen.    Det er måske din tur i dag til at reagere .

Det har ikke noget at gøre med sort missions-prædiken, med mundvigene presset så langt ned, at man ligner en, der har forsøgt at spise en banan på langs.

Det har noget at gøre med glæde,

med jublende glæde – med liv i overflod. Ja, netop liv – Jesus invitere dig og mig til at leve livet og er der noget, der er bedre end at leve livet sammen med ham, der elsker dig så meget, at han har givet dig alt det du har og er og kan… og som gemmer den største gave til sidst: En evighed i sus og dus sammen med ham.