Af døbte vrimler stad og land, men hvor er troens brand?
Det er farligt at synge en salme, som den, vi lige har sunget. Jeg læste et læserbrev skrevet i forbindelse med en diskussion om hvorvidt man kunne bruge Kim Larsens sang ”Om lidt bliver her stille” til begravelser. I læserbrevet skrev præsten om salmer og sange, der er meget værre end Kim Larsens sang, han skrev f.eks. at han ikke brød sig om – citat –
”Brorsons evindeligt emsige bekymring for dem, han ikke mener er fromme nok” […] ,”» Af døbte vrimler stad og land, men hvor er troens brand?« Det er jo tydeligvis ikke sin egen tros brand, Brorson efterlyser, men derimod de andres. Det gør efter min mening salmen uanvendelig til en gudstjeneste.” Citat slut.

Jeg tror faktisk ikke Brorson var en åndsarrogant person, der svingede pisken over andre uden også at ramme sig selv med sine ord.
Når jeg læser om Brorson, så møder der mig et kæmpende menneske, et prøvet menneske – livet havde været hårdt mod ham. Voksede op under fattige kår. Havde en ungdom, hvor han var en fiasko i forhold til sine succesfulde søskende, han lå sin familie til last, indtil han endelig fik sig uddannet til præst. Det lyder måske fint, at han blev biskop i Ribe, men det var det ikke den gang. En del af aftalen var også, at han skulle overtage forgængerens store gæld og han kunne ikke bo længe i bispegården, da den var faldefærdig, så han måtte købe sig et andet mindre faldefærdigt hus.  Da han var afsted for at blive bispeviet døde hans kone i barselssengen med deres 13. barn. 13 børn, hvor flere af dem var dødfødte og et barn var lam og måtte holdes indespærret i deres hjem på grund af en psykisk sygdom. Sikke et liv. Som biskop var han også ramt af sjælekvaler og anfægtet tro, kropslig svag og magtede måske ikke de lange rejser rundt i det store stift. En bispe-kollega beskrev overfor øvrigheden, Brorson, med ordene at han var ”en god, men eenfoldig, og ved Svaghed og Hypocondrie fast [næsten] uduelig Mand”.

Så nej – jeg tænker ikke at Brorson havde psyke til at efterlyse troens brand kun hos andre, uden også at spejde efter den hos sig selv.
Men derfor er salmen her ikke helt ufarlig alligevel, for den kan netop godt puste til selvretfærdigheden, at man kigger rundt på de andre i kirken, ”Ja, hvor er troens brand da lige dér?”. Og på samme måde, så kan en prædiken over dagens tekst også meget hurtigt puste til selvretfærdigheden med et kig ud i ”verden udenfor”. Ja, hvad skal Jesus sammenligne vores slægt med? De er lige som de børn, der hverken er til at få til at lege bryllup eller begravelse, for de er bare fløjtende ligeglad og vil ingenting. Ja, det er lige før, at de er lige som den generation, der var på Jesu tid: De er ligeglad med Jesu ord. De afviser Jesus.
Og det er rigtigt, Jesus kræver reaktioner. Jesus kræver respons – man kan ikke bare stille sig på et neutralt grundlag overfor Jesus. Jeg kan huske, at jeg som barn efter at have hørt utallige prædikener om kampen mellem Gud og Satan, begyndte at tænke, at det måtte de altså selv ligge og rode med – Gud og Satan. Jeg holder mig udenfor den kamp. Men der er ingen neutralitet i kampen mellem det gode og det onde, for det er os kampen drejer sig om. For det er dig, der skal befries. Det er mig, det kræves af, at jeg enten lader mig befri eller bliver i den ondes magt.
Vi har ofte sådan en forestilling, at de mennesker, der skal styrtes ned i dødsriget, for at blive i ordene fra dagens tekst. At det er mennesker, der gør onde gerninger – men det kan lige så godt være mennesker, der ikke gør noget. Man kan forestille sig mennesker foran den store trone til sin tid, at de vil forsvare sig med: Jeg gjorde ingenting. Og det vil netop være grunden til deres dom: De gjorde ingenting. Det vil måske være min dom: JEG gjorde ingenting.
Lad os prøve at gå tilbage til Brorson. Han var en del af en ny strømning, der kom fra Tyskland: Pietismen. Vi teologer er rigtig gode til at sætte ting i system, skrive dem ned i paragrafer, så Guds nåde og væsen bedre kan fattes. Så Luthers fantastiske tanker var blevet bøjet ind i det, der kaldes den lutherske ortodoksi, hvor fokus blev på den rette lære, den rene lære. Der kom pietismen og sagde: Det er ikke nok at vide alt om kristendommen og have den rette lære – troen skulle også leves i handlinger. Hvad hjælper det, at sakramenterne, dåb og nadver, praktiseres lige efter bogen, hvis man bagefter ikke lever det liv, som dåb og nadver hænger sammen med?  Den sovende kristenhed skulle vækkes til en personlig og aktiv tro.
En af dem, der blev vakt og en af dem, der aldrig fandt ro, så han kunne svinge pisken uden først at ramme sig selv, var Brorson. ”Hvor er troens brand?”.
Jeg tror, at vi som kirke og kristne i hver eneste generation skal spørge os selv: Hvor er troens brand? Kirkehistorien viser, at kirken hele tiden bevæger sig mellem to yderligheder:  Ny vækkelse og nyt liv på den ene side, og død liturgi eller gold lærdom på den anden side. Mellem kirken som bevægelse eller kirken som institution. Vi kan se det her med reformation, der stagnerede i luthersk ortodoksi, der blev blødt op med pietismen.

Hvor er vi som kirke og som kristne henne i dag? Ja, hvad vil Jesus svare, hvis han stillede samme spørgsmål om os, som han gjorde over sig egen samtid: ” Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med?”
I stedet for at bruge teksten til i dag som en pisk over de andre, lad os da bruge den som et spejl: Hvor er troens brand hos mig? Og det kan så føre os over i den modsatte grøft af selvretfærdigheden, nemlig selvforkastelsen, selvødelæggelsen. ”Jeg er den store synder. Jeg duer ikke til noget. Jeg står for Gud som alting ved og slår mit øje skamfuldt ned”. Og så vrider vi vore hænder, og har det så skidt med os selv, for jeg har da ingen troens brand.
Jeg tror vi kan bruge vore hænder til noget meget bedre end at vride dem: Nemlig til folde dem for at bede. Sidste søndag handlede teksten om at vi skulle ved med at bede og ikke blive trætte. Og den kan vi jo lige så godt føre videre i dag: Lad os bede.
Jesu ord som vi i dag finder dem i Bibelen, skal ikke bare forklares, udlægges og studeres. Selvfølgelig skal vi også studere Jesu ord for at finde endnu større rigdom frem, men Jesu ord skal først og fremmest bare læses, tros og derefter adlydes. Og jeg tænker at den stærkeste måde at adlyde på er at bede. At bede er at praktisere det, vi læser i Bibelen. Og ikke en bestemt slags bøn, der er ens for alle: Takkebøn, bøn om tilgivelse, bøn om vejledning, bøn om vækkelse… Pietismen tog fejl, da den tegnede en bestemt vej, en bestemt måde at reagere på – man kaldte det for Frelsens orden. Det blev endda sådan, at man skulle kunne sige en bestemt dag og et bestemt tidspunkt, her blev jeg en kristen, ellers var det ikke rigtig nok.
Nej, hvad du beder om, hvad jeg beder om, er en reaktion på Jesu ord til dig – til mig. At bede er at lade det, som Jesu ord skaber i mig, bryde ud. Bøn er min reaktion på Jesu ord til mig og Jesu gerning for mig. Ja, bøn er at jeg er bevæget af Jesu ord og gerning. Bøn er min reaktion, bøn er mit liv, for bøn, der ikke fører til et kristent liv, vil hurtigt blive kvalt.
Jesus spørger: ”Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med?” – lad os danse, når Jesus spiller for os. Lad os sørge, når Jesus lægger os det på sinde. Lad os omvende os, når Jesus kalder os tilbage på vejen væk fra ham.
Og igen – det er ikke os, men ham, det drejer sig om. Der er ikke brug for hverken selvhævdelse eller selvødelæggelse – der er brug for Jesus. Der er brug for et liv med ham. Der er brug for at smykke os med ham.
Han er, som vi skal synge om lidt: ”Jesus, Jesus, troens smykke,
hjertets perle og juvel!”