I tirsdags hørte jeg en fantastisk vittighed. Der var en ung mand, der gik og overvejede hvordan hans liv skulle forme sig. Alt var timet og tilrettelagt – og der var bare ikke plads til børn. Nej, han skulle ikke have noget barn. Men på den anden side set, hvem skulle så hente ham et glas vand, når han lå for døden og var tørstig? Så han var nødt til at få børn – alene af den grund. Og det fik han – han fik gode og trofaste kærlige børn. Han blev gammel og dødens time nærmede sig – børnene stod omkring ham og han ærgrede sig, for han var slet ikke tørstig.

Det er en vittighed, der har fulgt mig lidt denne uge.
Dels har jeg fortalt den til alle dem, jeg gider høre en vittighed.
Og jeg har gået og tænkt over den på et lidt dybere plan også.

For dagen før var jeg ham, der kom med glasset med vand. Jeg sad der nok mere som præst end som ven. Der var nok af børn og en ægtefælle, men jeg fik 1 ½ time sammen med en gammel veninde i Odense, der ligger for døden. Jeg væddede hendes læber med en lille svamp på en pind, jeg fik holdt hendes glas med cola, så hun kunne forsøge at drikke lidt.

Det er en grænseoverskridende oplevelse – og samtidig er det en stor ære.

Det er en stor ære at blive kaldt til et dødsleje.

Dér gider man ikke bruge tid på ligegyldigheder – kræfterne er små og dagene er få. Man har lavet undersøgelser over hvad der fylder noget på et dødsleje og det kan faktisk være en øjenåbner for os, der ikke ligger syg. Det, der ellers fylder i vores liv, er arbejde og karriere. Det kan godt være, at vi siger, at det er venner og familie, der betyder mest, men vi er jo nødt til at tjene penge, nødt til at gå på arbejde, nødt til at tage de ekstra timer, for ”du kender jo min chef”.  Og så prioriterer vi i praksis arbejde over andet.

Men de ting fylder absolut ingen ting på folks dødsleje. Der er ingen, der ærgrer sig over ikke at de ikke havde brugt flere timer på arbejdet. Nej, man ærgrer sig over ikke at have brugt flere timer i zoologisk have med børnene eller inviteret de voksne børn på en kop kaffe noget mere.

Det der fylder, er kærlighed, omsorg og gode minder.
Man ønsker at få ordnet ting, som man har forsømt måske på grund af arbejde og karriere.
Man ønsker at høre: Du gjorde det godt, far. Du gjorde det godt, mor.
Måske forlig sig med en gammel bekendt – eller hvorfor er det barn her ikke, som skulle hente vand til mig?

En lektor ved en diakonhøjskole i Norge siger: ”Det, der ligger os på sinde at fortælle om, når vi ligger for døden, er kærligheden og omsorgen knyttet til de mennesker, som har betydet noget – bedsteforældre, forældre, ægtefæller, børn, venner. Ja, selv perifere mennesker, der har sat spor gennem livet”.

I samtalen ser man tilbage til barndommens jordbærbed, der var paradis på jord, og man ser også fremad. Men er der en fremtid på et dødsleje? Lektoren fortsætter: ”Flere af de døende fremstiller i deres fortællinger en søgen efter en sammenhæng gennem håbet om et liv efter dette”.

Den nyeste statistik siger, at det kun er 1/5 del af os danskere, der tror på livet efter døden. Men mon ikke der er forskel på når man sidder og bliver spurgt på en ganske almindelig hverdag, når Gallup ringer og så når man bliver spurgt lige efter at bedstefar er død? Jeg har vist haft omkring 550 begravelser i min tid som præst og jeg har kun mødt 2 gange, hvor tanken om et liv eller eksistens efter døden blev afvist. Langt de fleste har et eller andet håb om gensyn. ”Nu skal han igen være sammen med Grethe”.  Håbet er måske vagt som slutningen på Kim Larsens sang Om lidt blir her stille: ”om lidt er vi borte, vi ses måske igen”. Det er ikke slut – ”måske” ses vi igen. Hvad siger man til barnet, når bedstefar dør? ”Nu er han blevet en stjerne”. Og hvor man gange kan man ikke læse på Facebook: ”Nu er himmelen blevet en stjerne rigere”? Det er en talemåde – ja, men  en talemåde med håb.

Det sidste århundredets største geni, Stephen Hawking sagde:

”Jeg anser hjernen som en computer, som vil stoppe med at virke, når dens forskellige dele er gået i stykker. Der er ikke en himmel eller et efterliv for nedbrudte computere”.

Det kan godt være, at vi imens vi lever går og tænker sådan, men jeg tænker ikke, at vi kan holde den tanke ud, når vi sidder ved et dødsleje – eller måske endda selv ligger dér.
Som præst kan jeg se: De fleste har et håb – og det håb ser ud til at hjælpe dem i sorgen. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over grundlaget for folks håb, hvad de bygger dette håb på, jeg ved hvad evangeliet bygger vores håb på: Den tomme grav. Evangeliet handler ikke om at vi bliver forvandlet til en stjerne, men at vi skal følge i samme spor som Jesus: Vores grav skal en dag blive tom. Vores håb bygger på kirkens centrale vidnesbyrd: Kristus er opstanden. Vi har et naglefast håb om at vi kan ses igen – det er ikke et ”måske ses vi igen”, nej vi har et håb som et anker, der holder os fast, det er kastet ind bag dødens forhæng. Som det lyder over enhver dåb og enhver kiste lige inden jordpåkastelsen: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesus Kristi far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb”. (1. Peter 1,3). Jeg elsker ordet ”levende håb”. Et håb, der er levende, fordi det klamrer sig til en levende frelser. Et levende håb, fordi det gør døde levende og fordi det ikke tror på at døden er endelig. Døden er ikke endelig – men begyndelsen på den fortsatte evighed sammen med Jesus.

En af mine præstekollegaer kom til et dødsleje på sygehuset:
”Jamen Ingrid, hvorfor ligger du her?”.
”Jamen jeg skal da dø. Jeg skal hjem til Jesus. Jeg skal hjem til Kaj”.

Påskedag og den tomme grav skaber et levende håb, så vi kan sige: ”Jamen jeg skal da død. Jeg skal da hjem til Jesus”.

Påskedag giver os et håb på vores dødsleje.
Påskedag giver os et håb på vores kæres dødsleje.

Men påskedag handler ikke bare om håb i døden – det handler om håb til livet. Døden har ingen magt over os, så derfor skal den ikke længere kaste sorte skygger ind over vores liv. Uanset hvad der sker os, så kan vi leve. Jesus er opstået fra de døde ¬– og det betyder, at du er sat fri til at leve. Du kan leve et liv, hvor du ved, at du er fri, elsket og fyldt med Guds ånd.

Man hører fra tid til anden, at ”kirken skal være mere relevant – vi kan ikke relatere til kirkens budskab”. Men er der noget mere relevante budskab end at Kristus døde for dig? Han døde i stedet for dig. Han udgød sit blod for dig. Tænk: Du behøver ikke at dø eller at frygte for døden.

Vi er så bange for at dø, at døden er et tabu, som vi ikke bryder os om at berøre og tænke på. For døden er grim, den er mørk. Den er som et sort hul, der suger alt lys til sig. Alt, hvad du sætter højt, alt hvad du kæmper for, alt hvad du elsker, kan forsvinde som med et fingerknips. Det er derfor vi ikke kan lide døden. Men Jesus kan du aldrig miste. Og i troen på ham kan du ”kæmpe for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder”. Så kan du leve. Jesus sagde: jeg lever og I skal leve.

Og hvordan får jeg del i det? Paulus skriver i Romerbrevet ”… hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses” (Rom 10,9).

Så enkelt er det – og så stort er det. Bekend med min mund og tro med dit hjerte – derefter er Jesu opstandelse ikke bare en historisk begivenhed, men det er det, der sletter det grimme i din fortid, det, der bærer dig i din nutid og det, der skaber din fremtid, dit håb og dit evige liv.
Kristus er opstanden – ja, han er sandelig opstanden!
Og derfor kan vi leve – nu og i al evighed.