I torsdags var jeg henne i missionshuset for at tale over emnet ”At tude stilheden”. Og en pointe i min tale var, at vi skal være stille for at kunne høre Gud, vi skal være klar for at høre Gud.
I dag læser vi om en mand, der ikke kunne høre og han havde derfor svært ved at tale. Og Jesus gør en masse ting, spytter, rør ved hans tunge… og en masse ting, som jeg ikke lige kan forstå han gør. Men det ender med at Jesus kigger op mod himmelen og siger ”Effatha”, som betyder ”luk dig op” og manden kan pludselig høre.
Det er altså ikke fordi jeg vil krybe uden om at skulle prædike helbredelser… for jeg tror fuldt og fast på, at Jesus naturligvis kunne gøre et under som det han vi læser om her. Hvis han ikke kunne det, så ville han ikke have været Guds søn. Og hvis han ikke er Guds søn, så ville der jo slet ikke være nogen ingen mening i at sidde i dag i hans kirke, for så ville han bare have været et ganske almindeligt menneske som dig og mig. Men nu er han Guds søn, og derfor kunne han gøre undere. Ja, derfor kan han også gøre fysiske undere i dag. Som at åbne ørene rent fysisk på en døv… men altså også åbne ørene åndeligt på os, så vi kan høre hvad han vil sige til os. Så vi kan høre hvad han vil lære os i dag. For han vil os noget… han vil dig noget. Og det er det fantastiske ved at være præst i den levende Guds kirke. Vel knokler jeg hver eneste uge med at få skrevet min prædiken, men når alt kommer til alt, så er det slet ikke mig, der står bag, men ham der bærer det hele. Vi hørte oppe fra alteret, at det var noget selv Paulus kendte til: ”Ikke at vi af os selv duer til at udtænke noget, som kom det fra os selv; at vi duer til noget, skyldes Gud” (fra 2 Kor 3,4-9). Eller som Salomo har skrevet i Salmernes Bog: ”Hvis ikke Herren bygger huset, så arbejder bygmestrene forgæves”. Skal der komme noget ud af mit arbejde med min prædiken, så skal Helligånden virke, så skal vore ører åbnes… ikke ved vores egne anstrengelser, men ved hans nåde. Ved at han gør et under. Og det er ikke altid at det går som præsten prædiker… nogle gange går det faktisk meget bedre, fordi det er helt ude for hans rækkevidde, hvad Gud vil give hver eneste af os.
Der var engang en kvinde et andet sted, der på vej ud af kirken, trykkede mig i hånden og sagde: ”Jeg kunne høre, at du havde mig i tankerne, da du sagde det og det. Tak for det”. Og jeg nikkede – og havde slet ikke hjerte til at sige til hende, at jeg ikke havde haft hende i tankerne… og at jeg faktisk heller ikke synes at jeg havde sagt det hun havde hørte. Det er naturligvis en behagelig oplevelse som prædikant – mindre personligt behageligt er det, når det budskab, der høres af en person, rammer på en ubehagelig måde. Når der er en, der hørte en løftet pegefinger i en prædiken om Guds godhed. En pegefinger, som jeg selv med mine bedste evner ikke kunne se var der.
Hvordan kan det være, at f.eks. en prædiken kan blive hørt så forskelligt, sådan at den ene går ud af kirken glad og den anden går ud med kvalme? Jeg tror ikke bare det er sådan, at smag og behag er forskellig. Jeg tror virkelig, at der er noget andet på færder. Det sker, fordi det at høre ikke bare er den proces, der sker inde i øret, når lyden rammer trommehinden og sætter den i svingninger. Nej, du lytter ikke bare med dit øre, du lytter med dit hjerte med alt det du har med dig dér af erfaringer og oplevelser.
Du hører ved at Gud åbner vore ører for forskellige ting efterhånden som vi selv er klar til at høre det. Hvordan han åbner forskellige ting efterhånden, som vi har brug for at høre det. Men det sker kun, hvis Gud tillader det.
Mange gange i Bibelen læser vi, hvordan det at høre og forstå ikke bare er noget vi kan vælge og vrage som vi lige ønsker. Det er noget Gud skal tillade. Lige to eksempler: Moses ridser alt det gode op, som Gud har gjort mod Israel og siger: ”Men indtil den dag i dag har Herren ikke givet jer hjerte til at forstå, øjne til at se og ører til at høre” (5 Mos 29,3). De har gået rundt i 40 år og hver eneste dag konkret oplevet hvordan Gud har sørget for dem… og alligevel har de hverken set, hørt eller forstået noget som helst. De havde ikke fået ører til at høre.
Og et andet eksempel: Da Israel senere igen og igen blev ved med at være genstridige og oprørske og aldrig gjorde som Gud ville, så sagde Gud pludselig: Nok er nok.. nu kommer straffen og der er ingen vej tilbage. Han kalder profeten Esajas: ”Dæk dette folks hjerte med fedt, gør deres ører tunge, luk deres øjne til, for at de ikke skal se med øjnene, høre med ørerne og fatte med hjertet og vende om, så han må helbrede dem.” (Es 6,10). Enormt hårde ord, som vi ikke bryder os om at høre, for det passer ikke ind i vores Gud-er-kærlighed-billede. Og det passer heller ikke ind i vores syn på vore egne muligheder, at vi selv kan bestemme hvad og hvornår vi vil høre. For det kan vi ikke. Skal vi høre, så skal der et under til. Det er noget Gud skal tillade – så derfor rent konkret, så er det faktisk et under, hvis I får noget som helst ud af mine prædikener. Der skal et guddommeligt ”effatha” til, ”Åben dig op”.
Men er der da ikke noget vi selv kan gøre? Hvis det hele er i Guds hænder, er det da så ikke fuldstændig lige meget hvordan jeg opfører mig? Nej, der er i hvert fald en ting vi kan gøre i denne sammenhæng: Vi kan stole på Gud. Vi kan vende vores forventninger og vores håb til ham.
Vi hørte for lidt siden Salmernes Bog fra alteret, da ridsede forfatteren forskellen op mellem den eneste sande Gud og de mange afguder (Sl 115,1-9). I kan måske huske det, at ”nok har de mund, men de kan ikke tale… og der er en lang liste, som også indeholder: At gudebillederne ”nok har de ører, men de kan ikke høre”. Og så slutter forfatteren af med at sige, at ”sådan bliver også de, der har lavet dem, alle de der, stoler på dem”.
En sikker måde at blive åndeligt stum, blind og ikke mindst døv på, er altså ved at stole på andre guder end den eneste levende Gud. Som modsætning til de ikke eksisterende afguder står den levende Gud og opfordringen kommer til sidst i salmen: ”Israel, stol på Herren”. Stol på ham, der ”er i himlen og gør alt hvad han vil?”.
Så jo, vi kan gøre noget. Vi kan stole på Gud og forvente noget af ham, når vi træder ind i kirken.
Den bedste måde at forberede sig til at gå i kirke, det er at bede Gud om at han må åbne min øre, så jeg må kunne høre hvad han vil sige til mig i dag. Netop: Hvad Gud vil sige… ikke hvad fjolset til en præst vil sige… men hvad Gud vil sige… og hvad vil han sige til mig i dag? Ikke sådan med et lille blik over på den anden række: ”Det havde han godt nok godt af at høre”… nej, hvad vil Gud sige til mig?
Den bedste måde at forberede sig til at gå i kirke, det er ved at forvente at Gud taler til mig. Den bedste måde at læse i Bibelen derhjemme er ved at forvente, at Gud vil tale til mig gennem det jeg læser. At jeg læser i Bibelen ivrigt, opmærksomt, tillidsfuldt, forventningsfuldt, ydmygt, tålmodigt, glad, med bøn og med en hensigt: Jeg vil høre hvad Gud vil sige til mig. ”Effatha” til, ”Åben dig op”.
Det næste der sker efter at manden kan høre, er at han begynder at tale og fortælle andre om hvad Jesus har gjort. Han kan slet ikke lade være! Det kan være at du har svært ved at fortælle andre om Jesus – du har måske svært ved at fortælle andre om hvad det betyder at være en kristen. Men for at du har noget at fortælle, må du selv have hørt, må de selv have læst. Jeg tror, at når Gud har åbnet vore øre, så ved vi nok, hvad vi skal sige, for så vil vi slet ikke kunne lade være. Ja så lover Bibelen os faktisk, at vi slet ikke skal bekymre os om hvad vi skal sige – for det bliver givet os i det øjeblik vi står i situationen (se Matt 10, 19-20).
Men det hele begynder med tillid til Gud, med forventning til ham. Det er til ham,
Vi rækker vore hænder frem
Som tomme skåle.
Kom til os, Gud, og giv os liv,
Fra kilder udenfor os selv”.
