Jeg har læst om en ikke kristen organisation i Los Angeles i USA, der driver en telefonservice, der giver mulighed for at man kan få lettet sit hjerte. Folk, der ikke længere har tillid til præster, bekender nu deres synd til en telefonsvarer. Tjenesten modtager 200 anonyme opkald om dagen…
Nogle bekender kriminelle handlinger: Voldtægt, seksuelt misbrug af børn og selv mord. En alkoholiker under afvænning efterlod denne besked: “Jeg vil gerne undskylde over for alle de mennesker, jeg har såret i min atten år som alkoholiker”. Eller: “Jeg vil bare sige, at jeg er ked af det – det er en ung kvinde, der grædende fortæller om at hun har forårsaget en bilulykke, hvor fem mennesker døde. “Jeg vil ønske, at jeg kunne gøre dem levende igen”.
Hvad gør vi med vores skyld og skam? Vi sukker efter tilgivelse – men hvor finder vi den henne? Hvor finder vi tilgivelsen?
Den store forfatter, Ernest Hemingway, havde nogle fromme forældre, der afskyede hans udsvævende liv. Han var til stor sorg for sine forældre, der endda på et tidspunkt nægtede alt kontakt med ham. Han var virkelig familiens sorte får – om det var det, der drev faderen ud i selvmord ved jeg ikke, men moderen gav i hvert fald skylden for selvmordet til Ernest Hemingway. For til den efterfølgende fødselsdag sendte moderen ham en fødselsdagskage sammen med den pistol, hans far havde begået selvmord med.
Jeg ved ikke hvordan Hemingways forhold til sin far var, men han har skrevet en kort novelle, som I sikkert godt kender, men det bliver den jo ikke ringere af. Den handler om en spansk far, som beslutter sig for at forsone sig med sin søn, der er stukket af til hovedstaden Madrid. Faderen, som nu angrer, sætter denne annonce i avisen “Paco, mød mig på Hotel Montana tirsdag kl 12. Alt er tilgivet, Papa”. Paco er et almindeligt navn i Spanien, og da faderen kommer hen til hotellet, møder han 800 unge mænd, der alle hedder Paco og som alle venter på deres far. Som alle venter på tilgivelsen.
Mon ikke Hemmingway var en af de Paco-er, der hungrede efter en udstrakt hånd fra sin far, men at han ikke fandt en nådig far, men at han bare fandt en afvisning og flere beskyldninger? Verden er fyldt med Paco-er – mennesker, der venter på tilgivelsen – verden er fyld med mennesker, der lige som Hemingway har gjort sig fortjent til afvisning, men som ikke desto mindre håber på at finde tilgivelse. Verden er fyldt med mennesker, der tørster efter nåden… mennesker som dig og mig.
Mennesker, som har svigtet vores kald og vores ansvar, sådan som vi hørte profeten Jonas fra alteret, der stak af, da Gud kaldte ham. Mennesker, der ikke kan styre vores tunge, men som snart det ene øjeblik kan lovsynge Gud og det næste øjeblik kan forbande mennesker. Mennesker på godt og især på ondt, mennesker, der derfor har brug for tilgivelsen, som tørster efter nåden.
Og midt i en verden, der tørster efter tilgivelse, som har brug for tilgivelse, dér har Gud plantet kirken. Her i kirken regner vi ikke med at to og to er lige – vi regner ikke med et regnestykke, der skal gå op i den sidste ende. For vi regner med den ubekendte faktor X, der hedder tilgivelsen for al synd. Derfor når jeg i dag ikke længere end til den første linje i vores evangelietekst ”Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker”. Er det det ord du hænger fast i – det du håber på – det du klamrer dig til, at Jesus havde ret, da han sagde ”al synd”, så tror jeg ikke, at du skal være bange for at du er røget ind under den eneste undtagelsesparagraf, der sættes for tilgivelsen – synden mod Helligånden. ”Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelse af Ånden skal ikke tilgives”. For et sikkert tegn på den synd, er det hårde hjerte. Et sikkert tegn er det selvsikre menneske, der ikke vil indrømme, at han eller hun har brug for tilgivelsen. Det stolte menneske, der forkaster den nåde, der rækkes til dem. Det menneske, der nok ser, at det ikke er fuldkomment – men bare trækker på skulderne, for ingen er jo fuldkommen. Det menneske, der har leget så meget med synden, blevet ved med at gå på kompromis med det, hun har set som sandheden, at hun til sidst ikke ser nogen synd i det hun gør af forkert. Det menneske, der hører ordet ”Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker”, og tænker, ”ja, og hvad så!”. Det sikre tegn er et hårdt hjerte, der ikke kan omvendes. Den store engelske prædikant Charles Spurgeon skriver i sin udlægning af dette sted: ”Den, der er skyldig i den forbrydelse har syndet sig selv ud i en tilstand, hvor hans åndelige følelse er død og omvendelse er en moralsk umulighed”.
Men for dem, der ikke bare siger ”ja, og hvad så”, for dem der ikke vil kunne se fremtiden i møde uden tilgivelsen, for dem er der tilgivelse. Ikke bare tilgivelse for det tilgivelige – men tilgivelse for det utilgivelige. Havde vi kun kunne få tilgivelse for det tilgivelige, så havde det jo ikke været tilgivelse, men nu rækker Gud tilgivelsen ud til alle dem, der ønsker den. Og Gud tilgiver – ”Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker”. Vi kan se det i Bibelen – mord kan tilgives. Kong David i Det gamle Testamente var en morder (2 Sam 12,9), men blev tilgivet (Salme 51). Der er tilgivelse for afgudsdyrkelse – menigheden i Thessaloniki ”vendte [sig] om til Gud fra afguderne for at tjene den levende og sande Gud” som Paulus skriver (1 Thes 1,9). Der er tilgivelse for at lyve (Titus 1,12). Hykleri vil blive tilgivet. Det at svigte og falde, hvor man burde være blevet stående – det er der tilgivelse for. Det at benægte Jesus er der tilgivelse for – i husker Peter, der fornægtede Jesus tre gange inden halen galede. Han mødte også tilgivelse. Selv det at spotte Gud, er der tilgivelse for. Paulus skriver i sit brev til den unge præst, Timotheus: Jeg var tidligere ”en spotter og forfølger og fór frem med vold. Men jeg fandt barmhjertighed, for i min vantro vidste jeg ikke, hvad jeg gjorde, og vor Herres nåde har været ud over alle grænser med tro og kærlighed i Kristus Jesus… For Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største” (1 Tim 1, 13-16). Tyveri, drukkenskab, ægteskabsbrud, hor, mord – intet af det, kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus. Alt det er netop grunden til at Jesus kom – ”Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største” skrev Paulus.
Det fortælles om Martin Luther, at han havde en drøm, hvor han blev angrebet af Djævelen. Djævelen rullede en lang bogrulle med en liste over alle Luthers synder, og han læste den op for ham. Da Djævelen var færdig med at læse, spurgte Luther om det var alt? ”Næ-nej” svarede Djævelen og hentede endnu en bogrulle frem og begyndte at læse den. Efter at Djævelen havde læst den rulle op, havde han ikke flere, men det var også nok til at tage pusten fra de fleste. ”Du mangler en ting. Skynd dig at skrive over hver eneste af dem: ”Jesu Kristi blod renser os for al vores synd”.
Og derfor kan Martin Luther skrive de vers, som vi skal synge lige om lidt:
Hos dig jo nåde gælder kun,
af den du synd tilgiver,
…
Og er vort syndemål end stort,
dog større er Guds nåde,
hans stærke hånd, som alt har gjort,
kan vel os fri af våde;
han er den gode hyrde, som
sin hjord fra synd, fra død og dom
i nåde vil forløse
Jesus siger. ”Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker”.
