Dybest set, så er jeg en rigtig nostalgiker… jeg elsker at svæve hen i historier og minder fra min barndom– og jeg er rigtig god til at huske dem, ned til mindste detalje. Så det bliver nok ikke så svært at skrive mine erindringer, hvis den tid engang skulle komme.

Er der et eller andet sentimentalt i fjernsynet, som handler om en, der kigger tilbage i sin fortid, og er det ledsaget af sprøde klavertoner… så skal jeg virkelig kæmpe for ikke at sidde med tårer i øjnene!! En af de sange, der kan få det til at løbe ned af ryggen på mig er sangen ”In my life”. Den er skrevet af John Lennon fra ”The Beatles”. ”In my Life” betyder ”I mit liv”… og er et tilbage-kig over de mennesker og steder han har kendt til:

” Der er steder, jeg vil huske
hele livet, men noget forgår.
Noget er ændret, ej forbedret,
noget er borte, og noget består.
Disse steder lever i mit hjerte
med venner, som jeg erindrer her.

No’en er døde, mens andre lever,
men tro mit ord – jeg holdt af jer.
Og af alle disse venner
er der ingen, som står mål med dig.
Alle minder får en mening,
når jeg ser på livet som en vej.
Og jeg ved, jeg altid har en varme
for dem og for det, som var engang.
Det sker, jeg stopper op og er tilbage
i det liv, som får en lille sang.

”Og af alle disse venner, er der ingen, som står mål med dig”… man kunne naturligvis sige, at det var Jesus han talte om her, men så from var John Lennon heller ikke… og det er heller ikke det, jeg vil bruge sangen her til. For jeg må nok erkende, at mange af de mennesker, som jeg ser tilbage på i min barndom og som har betydet noget for mig, er mennesker, der på en eller andet måde har vist mig Jesus eller på en eller anden måde enten holdt mig fast hos ham eller bragt mig tættere ind til ham. Der er naturligvis mine forældre, men så er der den gamle murerarbejdsmand Krogh, der var leder af søndagsskolen, eller den pensionerede missionær, Lund-Thorsen, der altid fik en cigar med sig hjem, når han havde været på besøg og snakket med os børn i søndagsskolen. Så er der Ingrid, der har fulgt mig og bedt for mig lige siden jeg var en lille prut. Så er der… Ja, jeg kunne fortsætte med en stribe af navne.

Disse steder lever i mit hjerte
med venner, som jeg erindrer her.
No’en er døde, mens andre lever,
men tro mit ord – jeg holdt af jer.

Det var mennesker, som har selv kendte Jesus og som tog mig hen til ham. Og det er mennesker, som jeg er så taknemmelig for. Sikkert lige så taknemmelig som den døvstumme mand, som jeg lige har læst om. Der står ”Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale”.

Som nogle af jer ved, så var jeg i tirsdags inde til teltmøde i Hjørring og talte om at meningen med livet er at kende Gud. Livets mening er at komme til at tro på Jesus – når man ikke det her i livet, så er man gået fejl af meningen med livet, ja, så er ens liv forfejlet uanset om man så ellers har haft succes. Livets mening er at lære ham at kende.

Jeg tror, den største gerning et menneske overhovedet kan være med til, det er at hjælpe andre mennesker til tro – ikke bare vise dem hen til Jesus, pege hen til Jesus og fortælle om Jesus. Når vi nu er i gang med gamle dage, så spurgte min onkel mig, hvad de slikpinde ude i siden af landevejen hedder. I ved nok de hvide pæle, der markerer vejen i begge sider. ”Jo”, sagde han, ”de hedder sognepræster, for de viser vejen, men de går den ikke selv”. 

Den største gerning er ikke både at vise hen til Jesus, men også gå hen til ham med dem. Vise kristentroen i ens eget liv. Og det er noget, som vi alle kan være med til at gøre… det kræver ikke specielle færdigheder, ja, måske er det faktisk dem, der ikke har specielle færdigheder, der når længst. Det kan hurtigt blive alt for professionelt.

Jeg ved ikke om I kender Stengrunden – bogen skrevet af den svenske biskop Bo Giertz. Der er en fantastisk scene, hvor en ung præst kommer ind til en dødende mand, der er bange for at dø, for han har været et så forfærdeligt menneske. Og præsten kommer på besøg og forsøger at give manden en sidste trøst og et sidste skub ind i himmelen… men intet hjælper. ”Nej, jeg er bare en stor synder, der ryger lige lukt i helvede i det øjeblik, hvor jeg lukker øjnene. Jeg har haft mine chancer – nu er det for sent for mig”. Og selv om præsten endda blæser sig op i sin pastorale vældighed: ”Om nogen her i denne bygd skal dø salig, da er det dig”. Intet hjalp! Men da kommer en gammel nabo forbi og sætter sig og snakker – og hjælper den stakkels mand frem til fred.

Vi præster kan meget og ved meget, men når det gælder om at snakke med et andet menneske om de dybeste ting i livet, så kræver det ikke blot viden, men hjerte. Da gælder det bare om en ting: Kærlighed! At du har kærlighed til de mennesker, at de betyder meget for dig, at du ikke kan tåle at tænke tanken til ende, at de på et tidspunkt må dø uden at have kendt Jesus. At de må dø uden at tro på Jesus – og at deres død er et ”farvel – og slut!” Og ikke et ”farvel og på gensyn!”. For dør et menneske uden at tro på Jesus, så går det menneske fortabt. Du har garanteret lige nu et billede af en person prentet ind på din nethinde lige nu… en søn, en ven, en nabo, en kollega, et barnebarn, en….ja, jeg tror du tænker på en lige nu.

Så har du kærlighed til det menneske, så er første skridt taget – så mangler du ”bare” at få fjernet menneskefrygten. Mangler at få fjernet at det er pinligt. At ”jeg skal vente til det helt rigtige tidspunkt”, for det kommer som regel aldrig af sig selv, det rigtige tidspunkt. Vi skal overvinde ”jeg vil jo nødig være påtrængende”. Tænk, du har mulighed for at hjælpe det menneske til at kende Jesus. ”Det dur jeg ikke til – jeg ved ikke hvad jeg skal sige – jeg ved ikke… Jamen jeg dur ikke – jeg falder bare over ordene”.

Det er rigtigt – du dur ikke til det. Men Gud har ikke andre at bruge end folk, der ikke duer til det. Jeg læste fra alteret for lidt siden: ”Ikke at vi af os selv duer til at udtænke noget, som kom det fra os selv; at vi duer til noget, skyldes Gud, som også har gjort os duelige til at være tjenere for en ny pagt” (2 Kor 3,4-9).

Han ønsker at bruge dig, og han skal nok også give dig det, der skal til lige nøjagtig i den situation du står i.

”nej, det må være en anden, jeg er for tæt på. Der må være en anden, der kommer udefra”. Men dem, der er længere væk, har ikke samme kærlighed til det menneske som du har. Hvor ville det have været synd for den døvstumme mand, hvis dem, der kendte ham og hans sygdom havde tænkt, at der er nok nogle andre, der hjælper ham. ”Der er nok andre, der får ham hen til Jesus”. ”Ja, og jeg er lidt for usikker, ved ikke rigtig om han bryder sig om at komme hen til sådan en religiøs mand”… og imens folk overvejede frem og tilbage med dem selv om, hvem der skulle hjælpe den døvstumme hen til Jesus, så forsvandt Jesus ude i horisonten. ”Nå, så skulle det altså ikke have været alligevel”.  Heldigvis endte det ikke sådan, for der var nogle folk, der kom med den døvstumme til Jesus.

Og det behøver heller ikke at ende sådan for ham eller hende du tænker på – ende med et ”Nå, så skulle det altså ikke have været alligevel”. For har du kærlighed til det menneske, du tænker på nu, så vil Gud også give dig det, der skal til for at overvinde alle forhindringer i dig.

Hvad der sker, når du så får brudt tavsheden og snakket med ham eller hende om det vigtigste i livet ja, det er også udenfor din indflydelse. Jesus tog den døvstumme mand lidt afsides, væk fra skaren.

Det, der sker, er ikke noget, du skal have fingrene i – da er det Jesus og din ven, din bror, din… da er det de to. Du kan bare stille dig selv til rådighed – så tager han sig af resten.

Jeg kan tænke på en masse mennesker, som har været med til at vise mig hen til Jesus. Det kan være, at der er en, der tænker på dig med glæde, for de du har sagt. For det du har været. For den måde du har været med til at pege hen til Jesus. Hvor andre gode ting du har gjort forsvinder og med tiden også mister deres betydning, så er det her noget, der har betydning for altid. Og når jeg siger altid, så er det for evigt altid. For flytter du et menneskes fødder fra at gå i retningen af mørket og døden og til at gå i retningen af Jesus, så er det en vej, der vil fortsætte i evighedernes evigheder.