Lige så snart ordet gud er til stede i et menneskes tanker, så kommer spørgsmålet også: Hvordan får jeg et ret forhold til den gud? Det er det mest centrale spørgsmål, det vigtigste spørgsmål: Hvordan bliver jeg accepteret af den gud? Eller man kunne også spørge på den måde her: Hvad skal jeg gøre for at komme i himmelen?
Hvis man spørger manden på gaden – ja, hvis man spørger de fleste folk, så vil svaret nok være: ”Du skal opføre dig ordentlig – du skal være et anstændigt menneske”. Og spørger vi alverdens religioner, så er svaret det samme: Du kan komme til Gud ved at være god. Du tilfredsstiller Gud, du behager Gud, du kommer ind i himmelen ved at være god. Vel især religiøs god – leve op til en masse religiøse regler, så er man virkelig med på vognen direkte ind i himmelen.
Ja, hvad skal vi svare på spørgsmålene: Hvordan kommer jeg ind i himmelen? Hvordan blive jeg retfærdig overfor Gud? Det kan være et kompliceret spørgsmål, der kræver et kompliceret svar… men egentlig så er det slet ikke så kompliceret – det er faktisk rimelig enkelt. Det kan skæres ned til en enkelt påstand: Enten kan du gøre dig selv retfærdig overfor Gud eller også kan du ikke. Der er kun de to svarmuligheder. Enten skal du selv aktivt få dig ind i himmelen – eller også bliver det gjort for dig – passivt. Det er den simple inddeling af alle religioner på planeten: Man kan dele dem op i to: Det er enten en religion med menneskelige præstationer eller også med den guddommelige fuldbyrdelse, at Gud har gjort det. Alle verdens religioner er systemer, der viser forskellige menneskelige præstationer som vejen frem: Du kommer til gud ved at være god – moralsk god, religiøs god, ceremoniel god, rituel god.
Og så kigger vi lige ned på det lille ark, som du forhåbentlig sidder med: Hvor har du placeret dig ind henne på godhedsskalaen? For jeg kan godt afsløre for dig, at med mindre du scorer topkarakterer – med mindre at du er helt oppe, så kan du godt droppe at komme ind i himmelen. Jesus sætter standarden: ”vær da I fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!” (Matt. 5,48). Den guddommelige standard er: Absolut perfektion – ellers er vejen ind i himmelen lukket.
Og jeg vil faktisk sige, at hvis du når helt op og scorer topkarakterer, så tror jeg ikke, at du har svaret helt rigtigt. Ikke fordi du er en lystløgner, men fordi du bare har en blind plet. Bibelen fortæller (Matthæus 19,16-26) om en ung mand, der kommer til Jesus og siger: Jeg har overholdt hele loven til mindste detalje og lidt mere – hvad skal jeg mere gøre for at komme i himmelen? Jesus ser på ham med kærlighed – der er åbenbart noget om snakken – men han mangler det sidste: ”Sælg alt hvad du ejer og giv det til de fattige”. Det kunne manden ikke – han var rig, og så gik han bedrøvet bort. Og Jesu disciple stod ganske målløse: Jamen hvem kan så blive frelst. Hvis den mand ikke kan blive frelst, hvem kan så? Og Jesus svarer: ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt” (Matthæus 19,26).
”For mennesker er det umuligt” – og så hører vi alligevel en lignelse i dag, hvor Jesus fortæller om et menneske: ”Jeg siger jer, det var ham, der gik hjem som retfærdig”. Jesus, Gud søn, vores frelser løfter sig op i sin autoritet: ”Jeg siger jer”. Det kan du ikke finde andre steder, det kan du ikke finde i lovbøgerne, det kan du ikke finde hos farisæeren, det kan du ikke finde hos alverdens religioner, det kan du ikke finde i din egen hjemmelavede religion. Jesus kommer med noget fuldstændigt nyt, der vender alt hvad vi kender om tro, gode gerninger og vores forhold til Gud på hovedet – 180 grader omkring. ”Jeg siger jer” – den mand – tolderen – gik retfærdig hjem.
Han gik hjem som retfærdig. Han gik hjem med et ret forhold til Gud. Han gik hjem med en adgangsbillet til himmelen. Og det var ikke ham, der kunne sige: ”Jeg er god – jeg er moralsk god, jeg er religiøs god og jeg giver endda Gud æren for det alt sammen”. Nej, det er ham, der helt ægte helt ind i sit hjerte vidste: ”Jeg er ikke god. Har du et skema over ting, man skal gøre for at komme ind i himmelen, så vil jeg vædde med, at jeg kan finde rigtig mange, som jeg har brudt. Jeg er ikke god. Vær mig arme synder nådig”.
Der i templet står to mennesker fra hver sin ende af godhedsskalaen. På den ene side har vi den selverklærede retfærdige – og på den anden side har vi den selverklærede synder. Forskellen mellem de to er den samme forskel, der deler hele menneskeheden: Den ene tror, at han kan tilfredsstille Gud i sig selv og den anden ved, at han ikke kan. Farisæren mener ikke, at han har brug for nåde – tolderen tør ikke engang håbe på det, men kun bede om det afsides, væk fra det hellige, væk fra de fromme og retfærdige.
Jesus samler hele lignelsen i et ord, der rummer kristendommens sandhed: ”Enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes”. Enhver, der forsøger at ophøje sig helt op til Guds niveau – som forsøger at retfærdiggøre sig selv, han vil ydmyges. Det vil gå modsat for det menneske, den største af alle ydmygelser: Fortabelsen. MEN enhver, der ydmyger sig selv. Enhver, der bekender sin synd, bekender, at han eller hun ikke kan gøre noget for at frelse sig selv, vil bliver ophøjet – hele vejen ind til den himmelske herlighed.
Gud forventer fuldstændig og perfekt retfærdighed – og da ingen af os kan præstere det, så giver han os den, når vi beder om den. Det er kristendommen i en sætning. At vi må se vores fejl, vores nederlag – se at vi ikke er spor bedre end de andre – og så bede om tilgivelse, nåde… og så få det. Og det bygger ikke på os selv, vores egen præstation og godhed – at vi skal ophøje os selv – for det kan vi ikke. men som vi hørte fra alteret – det bygger på at Kristus døde for vore synder (1 Kor 15,3).
”Enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes”. De forbandede tror de er gode. De frelste ved, at de ikke er gode. De forbandede tror, at Guds rige er for dem, der er det værd. De frelste ved, at Guds rige er for dem, der ikke er det værd. De forbandede tror, at det evige liv skal fortjenes. De frelste ved, at det er en gave. De forbandede søger Guds ros. De frelste søger hans tilgivelse.
Jeg ved ikke, hvor du placerer dig selv på godhedsskalaen her – jeg ved godt, hvor jeg er og jeg kender min historie og jeg ved, at den vil gentage sig. Men hvad med dig? Jeg tror, at vi alle sammen har vores kælder, hvor vi lukker alt det ned, som vi bare ikke bryder os om, at andre ser. Vores dårlige samvittighed – oplevelsen, hvor vi så ”vort sande jeg”, som vi siger det, hvor vi svigtede. Vi lukker det væk, ned i kælderen – ude af øje ude af sind. Ingen ser det – og vi er jo heller ikke så slemme. Der er andre, der er dårligere end os – og i forhold til ham eller hende er jeg jo en helgen. Men fra tid til anden kan vi høre det rumle nede fra kælderen. Og jo mere det rumler nede fra kælderen desto mere har vi brug for at være som farisæeren – fremhæve det vi kan. ”Tak at jeg ikke er som andre mennesker – og især ikke ham, der er dér”. Jo mere det rumler jo mere har vi brug for at ophøje os selv – men enhver, der ophøjer sig selv skal ydmyges.
Jeg vil gerne sige til dig, der har en rumlende kælder og har mere og mere svært ved at lukke skabet for at holde skeletterne ind. Alle jer andre, kan bare lukke ørene et øjeblik. Men jeg vil gerne sige til dig: Kom op nede bagfra i kirken og knæl oppe ved alteret og tag første skridt – bed bønnen sammen med alle os toldere og gamle farisæer: ”Gud vær mig arme synder nådig”. Bed den – ikke som automatik – men som en hjertebøn: ”Gud vær mig arme synder nådig” – og lykkeligt det menneske, som Jesus med autoritet kan sige om: Det menneske går hjem retfærdigt. ”For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes”.
