Lyt til prædikenen her:
De fleste af os kender lignelsen om den barmhjertige samaritaner – den handler om en mand, der hjælper, hvor dem, der burde havde hjulpet, ikke hjalp. Den fortæller os, at vi skal hjælpe den, der har brug for hjælp, uanset hvem det så er.
Man har brugt lignelsen som argument for alt fra lovgivning over modtagelse af flygtninge til kamp for social retfærdighed. Og det selv om lignelsen ikke handler om de ting. Lignelsen handler ikke om social retfærdighed og handler ikke om at være barmhjertig. Gud vil have vi skal være barmhjertige, men det er ikke det denne lignelse handler om. Den handler om det, som alle Jesu lignelser handler om: Frelsen.
Lignelsen er svaret på en fælde, der bliver lagt ud for Jesus: ”Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?”. Loven er ret tydelig på det område – for at komme i himmelen skal man to ting: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv”. Loven kræver fuldkommen kærligt til Gud og grænseløs kærlighed til din næste.
Den lovkyndige, der sætter fælden for Jesus, vil så have Jesus til at definere, hvem der så er hans næste. Groft sagt spørger han: ”Hvem er min næste, som jeg skal elske, så jeg kan glemme de andre? Min næste kan da ikke være alle?”.
Jesu lignelse svarer: Jo – det er alle! Det er ikke kun dine nærmeste, det er ikke kun din omgangskreds, det er ikke kun dem, du kan lide – det er også din fjende. Og med mindre at du elsker din næste som du elsker dig selv, alle og hele tiden, så elsker du heller ikke Herren din Gud. For så overholder du ikke hans bud. Så er du lige som de to religiøse mænd, præsten og levitten, der går forbi. Du skal gøre lige som lignelsens samaritaner.
Kort sagt: Jøder og samaritanere var fjender. I disse dage ville Jesus måske have brugt en taliban-kriger eller en fra Islamisk Stat. Ja, prøv selv at tænk på en gruppe mennesker, som du overhovedet ikke forestiller dig er i stand til at gøre en eneste god gerning – selv ved en fejltagelse. Sådan så jøder på samaritanerne. De var dødsfjender.
Men lignelsens samaritaner demonstrerer i hvert fald i dette øjeblik, den kvalitet, som det er at elske sin næste som sig selv.
Selv om det er en dødsfjende, så stopper samaritaneren op, får medynk med ham, behandler ham, renser hans sår, forbinder sårene, lægger ham op på sit eget æsel, tager ham til et herberg, sørger for ham i løbet af natten og næste dag giver han 2 denarer til ejeren af herberget. Det svarer til at manden kan blive der i 2 måneder. Og som om det ikke var nok, så siger han til ejeren: Hvad du ellers har af udgifter, hvad du synes er nødvendigt, det betaler jeg for, når jeg kommer tilbage. Det her er overdådig kærlighed – det er endeløs kærlighed, kærlighed uden grænser overfor en fremmed, overfor en fjende. Det er hele pointen med lignelsen.
Det er overdådig generøsitet overfor en fremmed – sådan elsker du din næste som sig selv. Har du nogensinde gjort det for nogen andre? Nej, for det er reserveret for os selv, eller måske vores børn, ægtefælle, vores nærmeste … men hvem gør det overfor en fremmed? Og hvem gør det ikke bare en gang, ikke 10 gange, men hvem har det her, som den måde de lever på altid og allevegne? Jeg gør i hvert fald ikke – og jeg tror heller ikke du gør det. Så hvem overholder loven?
Jesus spørger: ”Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?”. Jesus ændrer spørgsmålet fra ”hvem er min næste?” til ”er du en næste?”. Det handler ikke om hvem, der er min næste, det handler om hvorvidt du er en næste. Det handler ikke om hvem, der er min næste, der er kvalificeret til at blive elsket. Nej, det handler om ”er jeg en næste, der elsker på en grænseløs måde?”.
Glem at prøve at finde ud af hvad der skal til for at du skal elske andre, og vis i stedet den kærlighed, der ikke kender til nogen kvalifikationer. Alle dem, du kommer i nærheden af, dem på din vej. Hvem elsker sådan?
Den lovkyndige svarer: ”Han, som viste ham barmhjertighed”. Og så siger Jesus: ”Gå du hen og gør ligeså”. Så slutter samtalen brat, for sådan er der ingen, der gør. Ingen elsker Herren vores Gud af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke og af hele sit sind – hele tiden. Ingen elsker sin næste som sig selv – hele tiden. INGEN! Det er hvad denne lignelse handler om – samaritaneren gjorde det, som ingen gør. Og Jesus fortæller: Medmindre vi elsker på den måde, så vil vi ikke få evigt liv ved hjælp af loven.
Den lovkyndige går sikkert væk slukøret, såret på sit religiøse selvværd. Ærgerlig over at heller ikke han kunne få Jesus ned med nakken. Havde han haft reelle hensigter om at finde ud af, hvad man skal gøre for at komme i himmelen, så havde han slået sig for brystet og sagt: ” Gud, vær mig synder nådig!” (Lukas 18, 13). ”Jeg kan ikke elske sådan”.
Det kan du heller ikke – det kan jeg heller ikke og derfor har vi brug for Jesus, verdens eneste gode samaritaner. Vi har brug for nåde. Vi har brug for tilgivelse. Vi har lige hørt fra Galaterbrevet ”vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Kristus Jesus” (Gal 2,16). Hvad skal man gøre for at arve evigt liv? Tro på Jesus.
Den lovkyndige står foran Jesus den eneste person i hele verdenshistorien, der kan tilgive ham, tilgive at han ikke elsker som han burde elske. Og han beder ikke engang Jesus om tilgivelse. Der står Jesus – personificeringen af guddommelig nåde og tilgivelse; ham som er klar til at dele rundhåndet ud til den lovkyndige, hvis han bare ville erkende sin manglende kærlighed. Hvis han bare erkender, at han kommer til kort.
Du og jeg kommer også til kort overfor dette krav. Du og jeg har også brug for nåde og tilgivelse – og når du har taget imod det, så er det utroligt som Jesus dele sin kærlighed med os. Sådan at vi må begynde at elske Gud med vores hjerte, sjæl og sind… ikke perfekt, men vores hengivenhed er i den retning. Vi kan begynde at elske vores næste som os selv – igen ikke perfekt, men vi har den retning.
Lignelsen skal en ting: Den skal give dig og mig dårlig samvittighed over at vi ikke elsker Gud og næsten perfekt, og så skal vi løbe hen til ham, der alene kan skaffe tilgivelse for den synd, og derfor give os evigt liv.
