”I året 1569 har den højvelbårne fyrste og herre, Herr Hans arving til Norge, hertug til Slesvig Holsten, den Almægtige til ære og de fattige til nåde og bedste stiftet og bygget dette hospital fra ny af”
Det kan I læse på væggen herude på væggen ud mod Sønderbro. Kirken her og det tilhørende hospital, blev stiftet ”den Almægtige til ære og de fattige til nåde og bedste”.
De katolske nonner, der ikke var blevet gift enten med præsterne eller med andre mænd, for at bevise, at de gik helt og fuldt ind for den lutherske lærer, dem der ikke var det, blev jaget ud af landet. Væk med jer. Men hvem skulle nu tage sig af de gamle og svagelige?! Da reformationen var blevet indført, så ville man stadigvæk have øje og tanke for de små og svage i samfundet. Nu var det ikke længere kirkens opgave, men fyrstens opgave. Men fyrsten her i byen, Hertug Hans, havde ikke bare syn for at de skulle have et sted, hvor der blev taget af dem fysisk, man byggede også kirken her, for at man kunne tage sig af dem åndeligt.
Da her boede flest var der 45 fattige mænd og kvinder – der var nok mere det, vi vil kalde for et plejehjem, end vi vil kalde for et hospital. Det har kørt frem til 1982 som plejehjem, men til sidst var det ikke tidssvarende, der skulle mere plads til pr. beboer og så videre, så man lukkede plejehjemmet og slukkede for en lang tradition, der gik helt tilbage til Hertug Hans.
Men inden at vi højlover Hertug Hans for meget, så er der lidt tåget i nimbussen om ham, for det var en lidt anden standard end vi er vant til, når vi tænker på plejehjem i dag. Egentlig var det bare et sted, hvor man kunne bo i starten  – man fik ikke mad og drikke, for det skulle ens familie sørge for. Ligesom det var pålagt de omkringboende landmænd, at sørge for frisk halm til sengene. Når man ikke kunne klare sig selv og ikke havde andre, der ville tage hånd om en, så kunne man bo her. I dag er der ikke langt op til den store prangende Domkirke, men den gang var det her ude af byen – på den anden side af byportens beskyttelse. På den anden side af det, som vi i dag kalder for Sønderbro, der boede den nederst klasse i samfundet: Vægterne, nattevagter i byens gader, datidens latrinemænd, der også skulle fjerne døde dyr fra gaden. Og for at gøre det helt perfekt, så boede vægterne sammen med bødlerne. Dér byggede Hertug Hans hospital og kirke ”den Almægtige til ære og de fattige til nåde og bedste”.
Man kunne også have kaldt stedet her for ”Bethesda” – lige som det sted, som Jesus besøgte i dag. ”Bethesda”, der kan oversættes med ”Barmhjertighedens Hus”, eller ”Nådens Hus”. Det var datidens ”Hertug Hans Hospitalskirke”, for det var de syges sted – ja, de var vel dumpet af dér af deres familie og venner, for hvad skulle man ellers gøre af de uhelbredelige syge?  Så kom familien måske forbi fra tid til anden med mad og drikke, men ellers kunne de bare ligge dér og vente på englen, der kom ned og helbredte dem, eller også på døden, der udfriede dem. Så der lå de og ventede – delte samme frustrationer og samme håb.
”Barmhjertighedens hus” har været et forfærdeligt sted – en stank af den anden verden – stanken af sygdom, stanken af urenhed.
”Barmhjertighedens hus” er ikke et sted, hvor du kommer, medmindre du virkelig har et ærinde derinde. Du kommer kort for at aflevere en syg, for at give mad og drikke til den syge – eller for at hente en død, når sygdommen fik overtaget.

Men Jesus trodser urenheden, stanken, bitterheden, håbløsheden og døden og går ind midt i det hele og stopper op foran den lamme mand: Vil du være rask.
Pludselig lever ”Barmhjertighedens hus” op til sit navn og bliver ”Barmhjertighedens hus” for Jesus er i det. Og det er vel netop definitionen på barmhjertighed: At blive hjulpet selv om man overhovedet ikke har fortjent det, for hvad har denne mand gjort, for at gøre sig fortjent til det? Ingen ting! Barmhjertighed – er at blive opsøgt – selv om man er langt væk fra Guds mening med en og ligger i sygdom og dårligdom, synd og ondskab.
Alene det er en fantastisk stor prædiken for: Jesus er dér, hvor Jesus ikke hører hjemme – nemlig sammen med os. Det hellige er midt i synden. For sådan er vores frelser. Han vil tage sig af os, selv når intet andet menneske vil have noget med mig at gøre. Han vil have med os at gøre, når jeg mindst af alt fortjener det. Sådan er Jesus – der opsøger det usympatiske, syndige, skamfulde og elendige menneske – ikke med hævn og straf, men med barmhjertighed.
Det er verdenshistoriens største og gladeste budskab: Jesus er vores Gud som vil være sammen med en synder som mig.