Kaj Munk siger i en prædiken om denne tekst: ” Det at elske sin Næste — det er en vanskelig, en højst ubehagelig, ja, en uoverkommelig Sag. Vi Mennesker kan ikke fordrage hinanden. Og saa kommer Jesus og siger “Elske”. Ikke synes om, for hans Kærlighedsbud er uafhængigt af Sympati. Det er ikke dem, vi godt kan lide, vi skal elske. Nej, det er vor Næste. Og vor Næste har intet Forhold til Ordet om, at Lige Børn leger bedst” (Kaj Munk Mindeudgave, prædikener side 184).
Ja, det er lige før jeg vil sige, at du godt kan hade din næste og så alligevel elske i bibelsk forstand, hvis du fortsætter med at handle til deres bedste, hvis du ikke fortæller løgne om dem og hvis du nægter at afbryde forbindelsen til dem. Hvis du bruger tid, penge og energi på dem og deres velær. Og hvorfor gør vi så ikke det?
Fordi det kan vi ikke! Vi vil altid komme til kort, vi magter ikke at opfylde buddet om at elske de andre. Men derfor skal vi ikke opgive med at prøve. Vi skal ikke opgive af den grund, for midt i vores mangel på kærlighed, så er vi elsket af Gud. Og det er den kærlighed, som vi skal skinne videre. Jeg kan huske fra min studietid, at jeg læste en dialog med Katharina af Sienna fra 1300-tallet. Om det kristne liv sagde hun, at det vigtigste ikke er, hvad vi gør for at elske Gud, men det vigtigste er at vi opdager Guds kærlighed til os.
Det er stærkt sagt. Guds kærlighed afhænger ikke af om vi fortjener den eller ej. Vi skal opdage den kærlighed og spejle den tilbage til Gud som små reflekser.
John Caputo, en amerikansk filosof og professor i religion fører denne pointe op på et højere niveau. Han mener det provokerende, at det modsatte af en religiøs person er en kærlighedsløs person. Han begrunder det ud fra sin forståelse af Johannes første brev: ”enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.” (1 Johs 4,20). Johannes skriver i sit evangelium.”Bliv i min kærlighed” (Johs 15, 9).
Lad os følge Jesu opfordring: Bliv i min kærlighed. Bliv i Jesu kærlighed, for det er netop den kærlighed der samler os op, når vi falder. Den kærlighed betyder, at vi ikke bliver opgivet, når vi ikke formår at elske, som vi burde elske. Den kærlighed heler de sår, som vores manglende kærlighed skaber. Og tilgiver vores kærlighedsløse handlinger, holdninger og følelser.
Budene er ikke givet for at vi skal bruge dem som en smutvej til himmelen. De er heller ikke givet til os, for at vi skal bygge en utopisk god verden, ja, lave en himmel på jorden. Det er en dødssejler, for vi formår ikke at elske Gud af hele vores hjerte og de andre som os selv. Det kan lykkes glimtvist, men ikke som det er krævet, nemlig altid, allevegne og overfor alle. Kærlighed. Og derfor har vi brug for at blive i Jesu kærlighed, for det er kun dér, der er tilgivelse, når vi overtræder kravet om at elske. Bliv i Jesu kærlighed, for det er kun ham, der kan bygge den utopiske verden, som vi higer efter og skabe os om, så vi mere og mere må reflektere hans kærlighed til de andre.
Jesus er den Herre, som David i ånden talte om helt tilbage i Det gamle Testamente: ”Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder”. Det er løftet til os: Han vil lægge alle hindringer, der er i vejen. De hindringer som vores medmennesker, os selv, vores omstændigheder og vi selv udgør, han vil lægge dem under vore fødder. Fjender som sygdom, synd, død og helvede, alt det, der forhindrer mine utopiske verdensdrømme i at blive opfyldt. Jesus har besejret dem alle ved som den eneste at opfylde buddet om at elske Gud og de andre. Og ved troen lægger han dem under vore fødder. Og troen løfter vores blik ud mod verden – afsted med jer.
Kaj Munk slutter sin prædiken på en måde, som jeg vil gøre til min: ”Vi Kristne tør ikke mure os inde. Gud er saa god ved os, at vi maa ud til andre og have læsset noget af. Vi maa begynde med at elske vore Medmennesker; saa kan det maaske ende med, at vi ogsaa holder af dem”.