Hør prædikenen:
Læs prædikenen:
Lad os prøve forestille os, at det var os, der lå på den bårer, der blev bragt til Jesus. Du har ligget dér så længe, at du knap nok kan huske om du nogensinde har kunnet gå. Du har prøvet stort set alt hvad der var af medikamenter og øvelser og forbøn. Naboerne har ondt af dig – vennerne ønsker dig god bedring, men det hjælper dig intet – ja, måske gør det kun ondt værre. ”Du må ikke miste modet”. Modet og håbet er borte – for det er ikke nemt at holde modet oppe, når man ikke længere har noget håb. Jo, måske håb på at den store frelser kommer, der kan udfri fra alle dine pinsler – nemlig døden. Den frelser, som man som uhelbredelig syg både længes efter og frygter.
Og så kommer nyheden om en anden frelser: Jesus fra Nazareth. Rygtet om ham bliver stærkere og stærkere alt efter hvor tæt han kommer på din hjemby. Venner kom og overtalte dig til at prøve – ”og de siger det er gratis, så hvad kan det skade”. Og nu ligger du dér foran ham – med støv og småsten på dig, efter hullet i loftet, som var nødvendigt at lave for at du kunne komme ned. I får øjenkontakt – og han åbner munden. Det er nu at det skal vise sig om det er snyd og humburg – det er nu at det skal bære eller briste – det er nu at det skal afgøres om du har ødelagt en anden mands tag for ingen verdens nytte. Nu nu nu spidser det til. Jesus åbner munden og siger: ”Søn, dine synder tilgives dig”.
Der er mange måder at beskrive den følelse, der breder sig i dig – men rammer ordet ”skuffelse” ikke meget godt de følelser? Har den store læge da fuldstændig misforstået situationen? Dit største problem er da ikke synden – men at du ligger bundet til din båre som lam.
Hvorfor tilslutte sig kristendommen?
Sådan er det nok med mange af os mennesker i dag – at det ikke så meget er synden, der plager os, men at det er kroppens små eller store skavanker. Mon ikke at mange af de mennesker, der kommer til helbredelsesmøder, at de ikke drives af dårlig samvittighed, men de drives derhen af en fysisk dårligdom?!
Og er man rask, kan det være, at man ser hen til kirken på grund af den gode etik, der springer ud af kristendommen, ”du skal gøre mod andre, som du vil have at andre skal gøre mod dig”. Lignelsen om den barmhjertige samaritaner kan endda bruges politisk om socialt ansvar. Eller man kan finde en ubeskrivelig ro og fred i at sidde i kirken og lade Bibelens ord fylde en. Man kan føle balance over at være kommet i pagt med en større magt. Man kan finde lykke, tilfredsstillelse og fællesskab. Man kan tilslutte sig kristendommen, fordi den sætter kærligheden og familieværdier på dagsordenen.
Det kan endda være forkerte motiver, der driver os til kristendommen. En, der har besøgt den kristne kirke i Kina, havde det indtryk, at det, der drev mange af dem i den menighed, ikke så meget var det befriende åndelige budskab, men at det var det, vi kalder fremgangsteologien. At ved at være kristen, så var man økonomisk og helbredsmæssigt under Guds velsignelse, altså det man også kan kalde ”fremgangsteologi”.
Ja, der er mange motiver, der kan drive os til kristendommen – kristendommen er bare mere end de ting. Uanset hvor højt vi sætter dem, så er de bare sekundære i forhold til det allervigtigste, der er i kristendommen. Mange af disse ting – endda også helbredelser – kan man lige så godt finde udenfor kristendommen også. Ja, vi er tilbøjelige til at se helbredelser af syge mennesker som det ultimative bevis på, at det må da være sandheden. En tro, en idé, der manifesterer sig på en eller anden fysisk måde MÅ da være sand. Men er det sådan? Nej. Vi er også tilbøjelige til at sætte det fysiske så højt, helbredet så højt, at vi glemmer at alt det fysiske stopper på et eller andet tidspunkt. At vi glemmer, at menneskets største behov ikke ligger i at være rask, sund, glad, være lykkelig, være en del af et fællesskab.
Hvad er menneskets største behov?
For mange år siden talte jeg med en gammel mand – han var tæt på de 100 år. Han kunne se tilbage på et langt og spændende liv. Han havde haft et godt og indbringende arbejde, hvor han havde vundet stor respekt i lokalområdet. Han havde en stor og kærlig familie. Han havde været rask hele sit liv – der var ikke noget at sætte fingrene på. Han havde levet et godt liv. Han burde med tilfredshed se tilbage på sit liv – han sad med frygt og kiggede fremad og sukkede efter tilgivelse. ”Hvorfor skulle jeg komme i himmelen. Det lyder alt for let det med Jesu tilgivelse”. Han havde fået opfyldt alle menneskelige behov – han manglede det største behov vi mennesker har.
Kristendommen svarer direkte på menneskets største behov – og det er her at kristendommen adskiller sig fra alle andre religioner på planeten. Menneskets største behov er at flygte fra Guds vrede, der rammer syndere. Den kristne tro er det eneste sted, hvor vi kan finde tilgivelse for synden. Kun igennem det kristne evangelium kan nogen som helst undslippe den vrede, der ligger over enhver synder. Det er det, Jesus først og fremmest vil give…. det er derfor, at Jesus begynder dér. ”Søn, dine synder tilgives dig”
Det er der nogle, der bliver forarget over, for alle og enhver kan jo komme og sige sådan noget. Der er der ingen, der kan checke. Og – tænker de – det er kun Gud, der kan tilgive synder. Jesus spotter Gud!
Og fordi de tænker sådan, spørger Jesus ud i flokken: ”Hvad er lettest at sige: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå?”. Både de dengang og vi i dag er vel tilbøjelige til at sige, at det er nemmeste at sige det med tilgivelsen af synderne… for det er bare et postulat. Du kan ikke kontrollere om det nu også er rigtigt.
Jesus introducerer helbredelsen med ordene: ”For at I kan vide, at Menneskeskønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden”. Og så kommer helbredelsen. Når Jesus har magten til at helbrede, så er der også dækning bag hans ord om tilgivelse. Hans store under, helbredelsen, er bare en måde for at vise, at han kan gøre et endnu større under: Tilgive din og min synd. Jesus gør underet ”for at I kan vide”. Jesus vil, at de skal vide, at han kan tilgive manden – Jesus ønsker også, at vi skal vide, at han kan tilgive os. Gud vil, at vi skal have vished om, at vi er tilgivet. Det er hele pointen med Jesu virke her på jorden: Vi skal vide os tilgivet.
Den lamme mand fik sit helbred som et ydre tegn på en indre virkelighed – det ydre tegn på at han var tilgivet. Vi har også fået et ydre tegn, der kan gøre det hele mere håndgribeligt for os.
Da Jesus indstiftede nadveren sagde han: ”Dette er mit blod, som udgydes for jer, til syndernes forladelse”. For at vi kan vide, at, at syndernes forladelse og rejsen fra døden til livet er sand og gælder os, så får vi lov til at spise hans legeme og drikke hans blod som en konkret understregning af det indre under, der er sket med os. Vi er tilgivet. Jeg er tilgivet. Du er tilgivet.
Manden kom ikke for at blive tilgivet, men for at blive helbredt. Det kan også være, at du kommer til kirke med helt andre behov end det med tilgivelsen. Men lad dig ikke nøje med nogle af de mindre fordele ved kristendommen – når der bliver tilbudt dig det vigtigste: Dine synders forladelse – at blive flyttet fra døden og over i livet. Bliver skyldfølelsen dér alligevel, det er da for nemt, det er da for billigt, det gælder da ikke mig, for jeg er da sådant et forfærdeligt menneske. Så gå til alters – brødet og vinen er givet til dig, for at du kan vide at menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden.
Kom til Jesus – knæl ved nadverbordet – bekend din synd – åben dit inderste og hør ordene til dig… for det er de samme ord, der lød til den lamme mand: ”Søn, dine synder tilgives dig” – ”datter, dine synder tilgives dig”
