I dag er det Skt. Stefans dag – den første kristne martyr. Vi kunne kalde dagen i dag for: Martyrernes dag. Især efter 11. september har martyrbegrebet fået sig en noget mørk side: En martyr er en, der er villig til at dø for sin tro – han er så villig til at dø, at han binder en bombe om livet på sig selv og går ind i en tæt pakket bus og sprænger sig selv direkte ind i himmelen og alle andre vantro ned i helvedet.
Ordene ”martyr” og ”død” hører sammen – men egentlig burde det være ordene ”martyr” og ”liv”, der hører sammen. Ordet martyr har nemlig ikke noget med død at gøre – det betyder egentlig bare vidne. I kristendommen er en martyr en, der vidner om Jesus. En, der tror på Jesus og ikke vil give slip på sit vidnesbyrd også selv om det skal gå hen og koste ham livet. Men hvad gør det, for den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det” siger Jesus. Martyren har set, at livet kun findes sammen med Jesus og derfor er alt andet ligegyldigt: Familie, venner, penge, ære… ja, endda livet. Og dagens tekst siger, at vi skal være villige til at give afkald på familie, venner, penge, ære og livet… hvis vi får besked på at vælge mellem det og så troen på Jesus.
Sådan for et hurtigt blik kunne det godt se ud til, at der slet ikke er nogen forbindelse mellem 2. juledag og de andre juledage. Hvor er den røde tråd? Der er faktisk en rød tråd i julens tekster, den er måske ikke så tydelig i teksterne til juleaften, men også dér kan man finde den – man skal bare kigge på den rigtige måde. Julens røde tråd er nemlig ikke rød, fordi den skal bruges til en nissehue og hygge, men fordi den er blodig alvor. Den er nemlig farvet rød af de mange menneskers blod, der i modsætning til verden tog imod Jesus og holdt fast på Jesus. Kristendommen er nemlig historien om at verden ikke tager imod Gud – og den tone kan vi også spore i julen.
Den var der juleaften. Vi hørte hvordan Jesus blev født i en stald – for der var ikke plads til dem i herberget. Vi sætter normalt fokus på: Der var ikke plads til dem i herberget. Men sætter vi tryk på et andet af ordene er meningen pludselig en anden: ”Der var ikke plads til dem i herberget”. Der var ikke plads til dem, der gik Guds veje og som senere som de første skulle modtage verdens frelser. I går hørte vi tonen endnu tydeligere: ”Han kom til sine egne, men hans egne tog ikke imod ham”. Tonen stiger i intensitet og topper i dag 2. juledag, hvor vi hører hvordan den kostede Stefanus livet, for folket kunne ikke tage imod Stefanus´ vidnesbyrd.
Men hvorfor er det sådan, at kristendommen nogle gange får det værste frem i folk? Jesus giver selv svaret i dag: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden, jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd”. Men hvad var det så med englene på marken, der sang om fred i mennesker med Guds velbehag? Er Jesus ikke fredsfyrsten? Jo, men han er ikke den fredsfyrste, der lader det onde være i fred. Han er ikke den, der lader dem i fred, der vildleder andre, han er ikke den, der lader dem i fred, der lyver for andre. Han er ikke den, der lader dem i fred, der tager livet af andre. Han er tværtimod vejen, sandheden og livet. Egentlig er kristendommen ret intolerant, for den regner Jesus for at være det han sagde om sig selv, nemlig vejen, sandheden og livet – bestemt form ental. Der er altså egentlig ikke andre veje, andre sandheder og noget andet liv ved siden af det vi kan finde i troen på Jesus.
Da kristendommen begyndte at sprede sig i det store romerrige, så var der ikke rigtig nogen, der lod mærke til dem, for der var da så mange religioner. Der var så mange guder og de fleste kunne jo godt have deres egen guder uden at de kom i karambolage med hinanden. Man var åbne og tolerante… ligesom vi jo også lever i et åbent og tolerant samfund… der er jo ikke grænser for hvad vi kan bære i os.
Men så pludselig gik det op for romerne, at den lille jødiske sekt – de kristne – tilbad Jesus som Herren. Ikke bare som en herre mellem mange andre herrer… men som Herren, som den eneste og som den største. De mente det så alvorligt, at hvis Jesus er Herren, så er kejseren ikke herren. Bekendelsen ”Jesus er Herren” blev endnu mere provokerende, fordi man i romerriget kaldte kejseren for Herren. Han var Herren – alt andet var oprør mod kejseren.
Og samtidig blev de kristne også kaldt for det gudløse, det vil sige, ateister, fordi sagde nej til alle samfundets mange guder. De havde kun en Herre og en Gud – Jesus. Det de kristne igen og igen blev mødt med var ”hvis I ofrer til guderne, kan I fortsætte med jeres kristne gudstjenester så meget I vil”.
”Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd”. Forfølgelse og afsavn på grund af kristendommen er ikke bare historie – men det er en realitet for ufattelige mange kristne i hele verden i dag. Man har regnet ud, at alene i det 19. århundrede er der flere kristne, der er blevet forfulgt og har mistet livet end i hele resten af kristendommens historie. I 60 lande er forfølgelsen en realitet – det svarer til, at over halvdelen af verdens befolkning lever i et land, hvor det er forbundet med stor fare at blive en kristen. Hvor kristne ikke bliver givet et både-og: Både være en kristen og beholde livet, æren eller familien. Men hvor de helt konkret er nødt til at vælge: Enten at være en kristen eller at miste livet, æren eller familien.
Det har skuret mange mennesker i ørene, når Jesus i dag siger ”Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd”.
Missionsorganisationen ”Åbne døre” fortæller i deres december-nummer om en muslimsk afrikaner, der sad i husarrest for sin politiske holdninger. Dér fik han besøg af en kristen, der fortalte ham om Jesus og bad for ham. Manden kom ud af sin husarrest, men kunne ikke rigtig komme ud af de tanker, som besøget af den kristne havde givet ham. Det besøg var begyndelsen på hans søgen efter Jesus og han nåede også frem og blev en kristen. Men han kunne hurtigt mærke et pres fra familie og venner for at komme tilbage og blive en god muslim igen. Ved et familieråd, hvor familie og slægtning var samlet, blev han bedt om at træffe en beslutning. Ville han vende tilbage til islam, eller ville han forlade islam med den konsekvens, at han ville blive udstødt af sin familie. Han udbad sig en uges betænkningstid, hvor han gik ud i bjergene for at bede. Da han kom tilbage var hans svar til familien ”Jeg elsker jer, men jeg har besluttet mig at følge Jesus”. Inden han forlod familien sagde han: Jeg er sikker på, at alle I også vil komme til at følge ham”. Han forlod familien i vanære – ville vi være parat til det, hvis det var det, der blev afkrævet af os?
Denne historie har så den lykkelige slutning, at manden 15 år senere kunne hilse en fra sin familie velkommen i kirken som en kristen… og at han nu i dag ved, at hele hans familie er kristne. Det sætter hans valg for mange år siden i et helt andet lys, for sæt han havde holdt fast på sin familie frem for sin Gud? ”Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd”.
Hos Jesus er det altid enten-eller, ikke både-og. Han søger ikke fredelig sameksistens med denne verdens guder – han udfordrer dem bogstaveligt talt på liv og død. At følge ham er ikke en magelig spadsertur i et åndeligt supermarked, hvor vi kan plukke nogle ”kristne værdier” ned fra hylderne og lægge dem i kurven sammen med de andre forbrugsvarer. Vi er egentlig møg-forkælede – vi vil gerne have det hele, ikke bare sådan rent materielt, men også åndeligt. Vi vil gerne være Guds børn, men vi vil da også gerne tale med vore afdøde for det da så er spændende. Vi vil gerne være Guds børn, men vi vil da også gerne være en god forretningsmand, der måske må være nødt til at snyde den anden lidt… men hvad skidt: ”Den kloge narrer den mindre kloge”. Vi vil gerne været Guds børn, men vi vil da også gerne være et rationelt tænkende væsen, der er højt løftet over den kristnes tros overtro. Vi vil gerne være Guds børn, men vi vil da også gerne være en ganske almindelig dansker, der bander lidt, giver for lidt til godgørende formål, sover længe om søndagen, der godt kan lide at lytte til en spændende sladder og som ser lidt skævt og mistænksomt til de fremmede jongisjukker eller hvad vi ellers kalder dem.
Vi vil gerne det hele – men så er det pludselig Jesus siger: Det er enten-eller. Det er enten alt det andet, eller også er det mig. Det er ikke et både-og, men et enten-eller. Jesus siger: ”Du kan ikke både sige, at jeg er en kristen og så leve som det passer dig. Det er enten mig eller alt det andet – du må ikke have noget, som du sætter højere end mig”
At være en kristen har konsekvenser. Vi kan ikke tro, at vi kan helgardere os… det er enten-eller. Det kan lyde som livsfornægtelse – men det er det ikke, hvis man har set, at et liv uden Jesus slet ikke er noget liv. At det først er i mødet med Jesus, at vi bliver hele mennesker i pagt med vejen, sandheden og livet.
Jesus stiller os i dag på Skt.Stefans dag, martyrernes dag, overfor et enten-eller. Enten følger vi julebarnet hele vejen fra Betlehem til korset på Golgatha eller også gør vi ikke. Enten vælger vi livet med ham – eller også vælger vi livet uden ham. Det er ikke et surt opstød, men det er et generøst tilbud fra selve livets kilde: Kom til mig alle I som er trætte og bære tunge byrder og jeg vil give jer hvile.
Gode gud og himmelske far
Vi takker dig, at du vil kendes ved os – takker dig, at du elskede verden således, at du kom herned til jorden for at være sammen med os.
Vi beder dig, om du vil hjælpe os til at vælge dig – at vi må have frimodighed og styrke til at vælge dig og troen på dig i stedet for alt vort ejet.
tak for julens budskab: I dag er der født os en frelser
