I dag er det 2. juledag – eller som dagen også hedder: Sankt Stefans Dag, dagen, hvor vi hører om den første kristne martyr helgenen, Sankt Stefan. Han var en helgen, men selv om det ikke er alle helgen i dag vil jeg alligevel begynde ved ordet ”Helgen”, for hvad ligger der i det?
En italiensk præst på Sicilien fik en dag besøg af en af de værste mafia-bosser i byen, Giovani. Han og hans bror var modbydelige, hård og ekstremt rige. Ingen havde noget godt at sige om de to brødre, ja, det lød til at de fleste i byen kunne fortælle en eller flere historier om hvordan de var blevet narret af de to brødre. Men en dag stod den ene bror Giovanni hos præsten, for den anden bror, Dan, var død. Og man var jo gode katolikker, så der skulle jo også holdes en begravelse og der skulle holdes en begravelsestale. ”Men” sagde Giovanni, ”du skal sige, at han var en helgen. Gør du det, så får du hundredtusind til kirkekassen, hvis du ikke gør det, så får du problemer med mig”. Præsten havde altså fået et tilbud, han ikke kunne modstå, så han sagde ja.
Det rygtes hurtigt ude i byen, så folk væltede ind i kirken for at høre hvad deres præst nu ville sige. Da man havde sunget et par salmer, gik præsten frem og holdt sin prædiken. Alles øjne, også broderen Giovannis øjne sad som klistret på præsten, der begyndte med at fortælle om hvordan de to brødre havde terroriseret hele byen. Han fortalte om hvordan afdøde havde snydt alle og enhver, også hvordan han havde været sin kone utro. han fortalte om hvordan Dan havde løget og ikke havde nogen tanke for andre end sig selv. Ja, Dan havde været noget af en slyngel. Sådan fortsatte præsten i hele ti minutter, og da han var ved at være færdig med sin prædiken sluttede han: Men i sammenligning med sin bror, så var Dan en helgen.
Det er nemt at være en helgen – man skal bare finde en person, der er slem nok. Teksten til i dag handler om hvordan man bliver en helgen. Det bliver man ikke ved at paven i Rom kendes ved en, som et helligt menneske, men ved at Jesus kendes ved en. En helgen betyder egentlig bare en hellig person – en person, som er afsondret af Gud, taget til side af ham og for sig. Altså med andre ord er en helgen en discipel af Jesus, for de disciple, Jesus havde var netop udvalgt. Og teksten til i dag handler altså om de krav, der stilles til de disciple og hvilke løfter, der gives dem i samme åndedrag…. og det er der jo i og for sig ikke ret meget jul over. Der er ingen englebasser, der skvatter ned i skjul, der er ingen krybbe, som vi kan stige ind til med H.C. Andersen og blive børn i sjæl og sind. Nej, der er bare en mand, der stiller krav til os: ”Lev med mig, bekend mig og dø med mig”. Der er der jo ikke meget jul over!
Julen består af to dage: Juledag og 2. juledag. Som en medalje har to sider, en forside og en bagside, sådan har julen også to sider. Den ene side er om Guds gerninger til vores frelse, og det vil vi jo meget gerne høre om, for det er så festligt. Den anden side er om vores brug af Guds gerninger, og det koster strid og besvær. Det kan godt være, at vi kun vil have den ene side af den medalje, men de kan ikke skilles fra hinanden.
Man kan også betragtes 2. juledag som trappen ned fra julens festligheder, og så ud i hverdagen igen – vi har brug for sådanne højtider, hvor vi bliver løftet op fra hverdagen, og bliver mindet om det store vi har fået, men vi har også brug for en trappe til at komme nedad til hverdagen igen.
Juledag fortæller os, hvad vi har fået, nemlig en frelser, og i dag skal vi så høre om hvad det betyder for os, at vi har fået denne frelser. Og i første omgang kan man jo nok sige, at det er noget, man nok helst vil have sig frabedt, for Jesus taler om ufred, sværd, splid og han taler om at miste sit liv og tage sit kors op og følge efter ham.
Følger vi det spor, som julen giver os, så vil det fører ind i alt det, så vil det føre ind i at vi bliver en discipel af Jesus, at vi bliver en helgen, og det koster. Sådan en som Stefanus kostede det livet – og det er da imponerende læsning at læse om Stefanus eller om nogle af de første martyrer. I latin på universitetet sad vi og oversatte de gamle martyr-fortællinger og foruden de kunne være ret så blodige, så var det da imponerende at læse om en så stærk tro, at de holdt fast på den til det sidste. En romersk præfekt, der hed Plinius skriver i år 112 til kejser Trajan for at få godkendt sin fremgangsmåde overfor de kristne. Han skriver ”Foreløbig har jeg brugt denne fremgangsmåde overfor dem, der bragtes til mig, anklaget for at være kristne. Jeg har spurgt dem personligt om de var kristne. Tilstod de det, spurgte jeg dem for anden og tredje gang under trussel om straf: Fastholdt de det, lod jeg dem føre bort til afstraffelse”. Senere skriver han, at det eneste man skulle gøre for at gå fri var at bede til de romerske guder og så forbande Kristus. Og Plinius skriver så ”de, som virkelig er kristne, siges ikke at kunne tvinges til noget af dette”.
Det eneste de skulle gøre for at redde deres liv var at ofre noget vin til kejseren og så ellers forbande Gud. Men de gjorde det ikke – mon det var fordi de var skolet i Jesu lære, at ”Dem, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene”? Var det derfor, eller var det måske også fordi de havde et så nært og kært forhold til Jesus, at det ikke kunne falde dem ind, at gøre det, så meget betød Jesus for dem? Jesus, der havde givet alt for dem, skulle de ikke kunne give ham deres bekendelse overfor en romersk præfekt?
Det er imponerende læsning, og det er lige før man tænker, at de må da blive frelst, når de går i døden for deres tro på den måde. De må da komme i himmelen, når de viser, at de har så stor en tro. Men nej, så er det fordi vi har fokus et helt forkert sted hen, hvis vi siger det. Det jeg tror vi skal have fokus på her i de tekster, det er at Jesus kendes ved os. Vi skal læse om Sankt Stefanus og hans stærke eksempel, men det store evangelium er slutningen, hvor der står: ”Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side”. Jesus kendes ved Stefanus – Jesus kendes ved en synder. Det er det fantastiske! Det fantastiske er ikke ”Enhver, som kendes ved mig over for mennesker”, nej det fantastiske er ”fortsættelsen: ”dem vil jeg også kendes ved overfor min far, som er i himlene”.
Jesus vil kendes ved os – han har kaldet os som hellige, som helgener til at leve et liv på jorden, som hans kære udvalgte. Ja, som hans børn og disciple, som lys midt i mørket. Men det vil bringe splid og ufred for løgne og halve sandheder kan ikke tåle sandheden. Så længe sandheden er ilde hørt, vil det ikke være rart at være en discipel af Jesus. Jo, så længe vi holder os inden for det område, hvor humanismen og kristendommen er enige, men ellers ikke. Overalt lyder kravet om tolerance, ja, tidens krav er tolerance, også fra kristne kræves tolerance, man må for alt i verden ikke krænke nogen… ikke andet end muslimer, dem må man gerne krænke ved at tegne paroditegninger af ved at lave voldsomme film om dem.
Men det er en anden sag – ellers skal vi være tollerante. Sandheden skal være tolerant og ikke krænke – men det det kan sandheden ikke uden at vi holder den for os selv. Det kristne budskab krænker, for det sætter skel, det bringer ufred, det bringer splid. Det kristne budskab kan ikke være tolerant, for sandheden kan ikke være tolerant overfor løgnen, den kan være kærlig overfor løgneren, men aldrig tolerant overfor løgnen. Men det er så nemt bare at bøje sig for kravet om tolerance –og så gør vi det… og så forråder vi hellere det, vi egentlig har som vores største glæde i livet: Jesus Kristus. Ham, der vil kendes ved os, selv om vi har hang til at vende ham ryggen, fornægte ham og leve på vores egen hjemmestrikkede sandhed.
Julebudskabet 2. juledag er: Jesus vil kendes ved os – den Jesus, som vi har fejret her i julens festligheder, han vil fortsætte med os ud i hverdagen. Og hver eneste dag vil han kunne pege ned på dig, og sige: ”Det er min”.
Jesus vil kendes ved os – Jesus har blik for os… det er et fantastisk budskab at gå ud i hverdagen på. Julebudskabet at vi har en Gud, der vil kendes ved os – kan bære igennem også når vi fristes til at fornægte det, vi egentlig tror og lever på. Når Djævelen, den gamle slange angriber os, så husk på: Jesus vil kendes ved dig! Vær ligeglad med det, som Djævelen ellers kan byde på, og favn det, som Gud har givet dig og glæd dig. Ja,
Glæd dig da kun, du menneskesjæl
stinger end ormen endnu din hæl!
Favn kun trøstig hvad Gud har givet.
løft dit hoved, og tak for livet!
Glæd dig over, at han har udvalgt dig til at være hans hellige, hans vidne, hans helgen. Ikke bare en helgen, fordi du sammenligner dig med en, der i hvert fald er slemmere end dig, men fordi Gud har givet dig livet, lyset og håbet. Og med de ting indenbords vil han give dig styrke, så du har kraft til at sige sandheden, når løgnen ellers vil triumfere. Så du har mod til i et og alt at bekende din tro på Jesus. ”Ja, jeg tror på Jesus… for han vil kendes ved mig”.
