I denne tid blæser splidens, hadets og voldens ånd over Europa. Det har den gjort længe – jeg
har selv registreret det fra 2020 – hvor vi mærkede, hvordan Coronaen delte os
op i et ”dem” og et ”os”. Man vågede over hinanden, der var mistænkeliggørelse
og konspirationsteoretikere overalt, imens Corona-politet flittigt patruljerede
i REMA1000 og folk på Facebook optog alt i den værst tænkelige mening. Og lige
da vi skulle til at ånde frisk frihedsluft ned i vore lunger uden mundbind, så
blev det torsdag den 24. februar 2022, hvor Putins stormagts fatamorgana
begyndte at trækker et blodrødt spor i Ukraine.

 Ifølge min bedste julegave, Lykke Friis´ bog ”Tårernes Europa”, så er 2022 dødsåret
for det Europa, der dukkede op efter murens fald i 1989. Bogens titel læner sig
op ad hendes forrige bog, der hed ”Håbets Europa” og var udgivet af i
anledningen af 30 året for Berlinmurens fald og opløsningen af Østblokken. For
hende er 2022 et omvendt 1989. Tiden efter 1989 var ikke en efterkrigstid, men
en mellemkrigstid fra murens fald til Putins krige, med Ukraine som det seneste.

 ”Håbets Europa”. Måske var vi naive i ”Håbets Europa” – jeg kan selv huske den
optimisme, der var efter murens fald. Nu kunne vi få lov til at udvikle et
åbent, fredfyldt og velstående kontinent vel at mærke sammen med Rusland. Statsminister
Lars Løkke Rasmussen havde endda Putin med i Tivoli, og sad efter Tivolis
lukketid fortroligt og drak en øl med ham. Nybrud og fred.

 Nu klinger sætningen ”fred i vores tid” historisk hult, men for mig var
sætningen ikke bare et håb, men en reel følelse, det var nu. Jeg var opvokset
med at stormagterne når som helst kunne trykke på den røde knap, og at vi
skulle besøge USA, imens det stadigvæk eksisterede. Nu var der ikke længere
nogen fare fra øst, for vi hang alt for tæt sammen, vi skrev os mere og mere
ind i hinandens historie. Troede vi.

MEN Putin ville ikke.
I stedet for fred fik vi krig.
I stedet for at finde sammen, så skilles vores veje mere og mere.

Det lille bord i Restaurant Grøften med Løkke og Putin blev erstattet af et tomt 10 meter langt bord med en krigerisk Putin for bordenden.

Jesus siger i dagens tekst: ”Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en
høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke”.

Putin ville ikke.

Bibelsk set, så vil vi sådan set heller ikke. Jeg tror nemlig, at vi plages af den
samme ånd, som driver Putin. Den ånd som driver alt det, der splitter,
ødelægger og dræber, det er en ånd, som vi også kender til på det niveau, hvor
vi er, i daglivet i familien, blandt naboer og kollegaer. Ånden, der ikke vil.
Ånden, der har sine egne genstridige veje, en ånd, der ikke vil hvad Gud vil.
Ånden, der ikke vil det gode, men som fordrejer alt godt til ukendelighed. Som
stejler, hver eneste gang, at Guds navn, Guds ord og Guds børn viser sig på
scenen.

Splidens, hadets og voldens ånd blæste også over verden, da Jesus blev født. Herskeren
hed den gang Kejser Augustus, han herskede over hele verden ved at dele dem op
i dem og os. Han flyttede rundt på folk som var de skakbrikker, så da Jesus
blev født i Betlehem i en stald og ikke hjemme i Nazareth, så skyldtes det Augustus´
storhedsvanvid. Splidens, hadets og voldens ånd blæste siden Jesus afsted som
flygtning, da han var spæd, og blæste ham siden op på korset. Og samme ånd blæste
Stefanus udenfor Jerusalem for at blive stenet til døde, som den første kristne
martyr.

Dagens antependium – klædet foran alteret – og dagens messehagel, er begge
knaldrøde. Der er noget stærkt i at de bruges tre gange om året – dels i dag på
Skt. Stefanus´ dag og dels på 1. og 2. pinsedag. I dag symboliserer farven martyrernes
blod og til pinse symboliserer farven Helligåndens ild. Og netop Helligånden er
Guds alternativ til splidens, hadets og voldens ånd, der regerer i verden.
Helligånden, der peger på en anden måde at vinde på end spild, had og vold. Da
Jesus vandt over splid, had og vold, så var det ikke ved at bekæmpe ondt med
ondt, men han vandt ved at underkaste sig det ondes magt. Han lod det onde
hovere over sig – lod det vise det værste det onde kunne præstere… lod det danse
på sin grav. Men det blev en kort dans, for tre dage efter sparkede Jesus
gravstenen væk og trådte triumferende ud i morgensolen. Jesus vandt – og han
trådte ud som den tornekronede konge. Og hans rige vil bestå for evigt, for det
er grundlagt på kærlighed og hellig ånd og ikke på magt og vold.

Splidens, hadets og voldens ånd blæser over Europa. Den blæser også ind i os og
forsøger at rive os med. Forsøger at påvirke os, sådan så vi ikke drives af
Helligånd med af denne onde ånd. Jeg kan mærke det i mig selv – og faktisk
bliver jeg nærmest bange for mig selv, for jeg kan mærke denne onde ånd hiver i
mig. Det kommer til udtryk ved at jeg glæder mig over store tabstal på russisk
side, selv om jeg ved, at flertallet af disse soldater er unge mennesker
tvunget i uniformerne. Jeg talte med en mand fra de baltiske lande, og han
sagde: ”Jo flere russere, der dør, desto bedre, for så er der færre soldater
til at angribe os”. Jeg forstod ham. Jeg glæder mig over at den menige russer
også mærker de hårde restriktioner i deres hverdagsliv. Jeg er desværre nok heller
ikke den eneste, der tænker, at nu må den menige russer også snart gerne smage
lidt af krigens realiteter. Bare lige et par missiler i retningen af et
indkøbsmarked, teater eller en busstation. Det er jo ikke sådan, at jeg ønsker
at tænke – og jeg slutter altid tankerækken af med at tænke: ”Men sådan er vi
jo heldigvis ikke”. Men tanken forskrækker mig.
Lad os mane splidens, hadets og voldens ånd tilbage igen i sin flaske. Lad os
bede krybbens ånd om at styre og lede vore tanker, ønsker og handlinger. Den
ånd, som giver mod, kraft og styrke til både at tage kampen op, når uret og
vold smadrer uskyldige, og som giver mod, kraft og styrke til at bøje hovedet,
” Herre, tilregn dem
ikke denne synd!”, når tiden ikke er inde til at kæmpe for sandheden og
kærligheden, men til at lide for den.

Jeg vil om et øjeblik igen iklæde mig den røde messehagel, Helligåndens ild,
der blæser liv, mod og lyst ind i os – og styrke til at mane splidens, hadets
og voldens ånd tilbage til det hul, hvor den hører hjemme.
Lige nu er ånden sluppet ud og blæser over Europa og har vist os vores egen
utilstrækkelighed. ”Håbets Europa” er forlist og lige nu står vi i ”Tårernes
Europa” og ved ikke hvordan fremtidens Europa kommer til at se ud.
Den ånd blæste vores illusion ”fred i vores tid” ud og over alle bjerge. Hvor
er det godt at vi som kristne ikke satte vores håb til ”Håbets Europa”, men til
ham, der blev født i julen. ”Man skal kalde ham, underfuld rådgiver, vældig
Gud, evigheds fader, Fredsfyrste”. Håbets Europa holdt i små 30 år – ”freden
hos Jesus er freden uden ophør”. Det onde kan hovere, men det kan ikke vinde.
Vores håb stod ikke til en politiker og til en nationalstat eller forenede
stater. Jesus grundlagde et nyt evigt rige her på jorden for at tilbyde et
alternativ til rigerne i denne verden, som vi ved aldrig holder. Verdens riger,
verdens ideologier, verdens politiske partier, verdens såkaldte værdikampe vil
æde sig selv op til sidst. Kun Jesu rige består. Og det er hans fødsel vi
fejrer i dag – ikke ved at høre om julekrybben og englesang, men ved at høre om
den ånd, der udgår fra krybben, om sandhedens, kærlighedens og fredens ånd, der
driver os i armene på vores himmelske far. Det er julebudet i dag, som vi skal
synge:
Julebud under storm og torden
melder og giver fred på jorden,
fred til at stride vor strid med mod,
fred til at vente på enden god,
højt under medbør og dybt i sorgen,
fred for både i går og i morgen.