Kristendommens grammatik.
I går sammenlignede jeg Guds menighed med et klaver – et klaver med et væld af forskellige toner og stemmer, så når mesteren satte sig til klaveret, så kom mesterværket til udfoldelse. Så blev hver eneste forskellige tone til det musiske mesterværk, der hedder Guds kirke.
Og vi er forskellige – ikke bare, hvis vi kigger udenfor folkekirken til det have af forskellige kirkeretninger, der er dér… men også indenfor Folkekirken. Ja, havde jeg noget at vædde med, så havde jeg næsten væddet, at også herinde i Horne/Asdal Kirke har vi forskellige opfattelser af hvad kristendom er.
Hvis jeg nu bad jer om at lukke øjnene og forestille jer en elefant, så ville der nok ikke være den store forskel mellem de elefanter I har inde i jeres hoveder. De ligner stort set hinanden, der er måske små forskelle, men i bund og grund er de ens.
Hvis jeg nu igen sagde, at I skulle lukke øjnene, men denne gang skulle I ikke forestille jer en elefant, men I jeres hoveder skal I have kristendommen. Hvad kristendommen er. Så ville der naturligt nok komme nogle større forskelle os imellem… også selv om vi sidder på samme kirkebænk. Men hvorfor er der så stor forskel mellem hvordan vi opfatter kristendommen? Er det da ikke samme Gud vi tror på? Er det da ikke samme Helligånd, der skulle vejlede os til sandheden… ja, vejlede os til hele sandheden?
Jo, men jeg tror, at vores kristendomsopfattelse meget er præget af hvem vi er, hvilke oplevelser vi har haft i livet… og hvilke oplevelser vi har haft sammen med Gud.
Ikke forstået på den måde, at jeg står og siger, at alt er lige godt eller lige rigtigt… for sådan er det ikke. Det er ikke sådan, at hvad der er rigtigt for mig, det er ikke rigtigt for dig. Det vil jeg ikke kalde for kristendom, men for pluralisme.
Pluralismen siger, at der ikke er sådan noget som en objektiv sandhed udenfor os, der er slet ikke nogen universal sandhed – det eneste vi har er mange forskellige meninger, som vi ikke kan dømme på andet end på min egen mening. Jeg har min sandhed, og du har din. Og han har sin og hun har sin og de har deres sandhed. Det er grundtanken i pluralismen, og den ligger jo så langt væk fra kristendommen som man kan forestille sig. For kristendommen taler hele tiden i bestemt form ental, som det hedder, hvis vi skal snakke grammatik. Altså kristendommen taler ikke om en vej, men om vejen. Den taler ikke om en sandheden – men sandheden. Den taler ikke om et liv – men om livet. Og imens den siger de ting, så peger den på en eneste person, som er alle de tre nævnte ting: Nemlig Jesus Kristus. Som vi hørte før: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”.
Og så går Johannes videre og peger på den anden mulighed: Nemlig vantro… det at man ikke tror, på Jesus. ”Den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårnes søns navn”… alene den sætning skyder jo den mening ned, der taler om at alle bliver frelst… uanset tro eller ikke tro. Uanset hvem eller hvad man tror på. For den giver vores evige liv sin retning alt efter hvordan vi stiller os i spørgsmålet om Jesus. Tror du på Jesus, så hedder den retning, som dit evige liv tager, himmelvejen. Tror du ikke på Jesus, så hedder retningen, som dit evige liv tager, fortabelsen.
Tager vi grammatikbogen frem igen, så taler Bibelen altså om bestemt form ental – vejen, sandheden og livet…. men ikke bare det! Den taler også i det, som grammatisk set kaldes for ejestedord… det er ord som: min, mit, din, dit, hans, hendes… osv. Kristendommen er ikke kristendom uden de her ejestedord, min, mit, din, dit.
Hvad jeg mener er, at et er f.eks. at sige, at ”Jesus Kristus er Herren” – det er noget helt andet at sige, at ”Jesus Kristus er min Herre”. Et er at sige, at ”Jesus Kristus er frelseren”, noget andet er at sige, at ”Jesus Kristus er min frelser”. Selv Djævelen kan siger det første, at ”Jesus Kristus er Herren og frelseren”… men der skal en sand kristen til for at sige, det andet… ”Han er min Herre og min frelser”.
Og fordi vi her er inde at røre ved noget af det dybeste i vores personlighed, ”Mit og mit”, så vil der også være en så stor forskel på hvad vi som kristne lægger vægt på i kristendommen. Det er også præget af hvem vi er, hvilke oplevelser vi har haft i livet… og hvilke oplevelser vi har haft sammen med Gud. Også hvilke sider af kristendommen, som Helligånden netop har lagt os på sinde, så vi må kunne spille vores hel unikke tone i Guds klaver. Netop fordi kristendommen er knyttet så meget til vores inderste person, så er det vi lægger vægt på forskelligt.
Selvfølgelig vil det jo være så meget nemmere, hvis der bare var enighed over hele linien… og naturligvis helst, hvis folk ser på tingene ligesom jeg gør. Men sådan er det altså bare ikke – og det er en stor udfordring. Og det stiller krav – ikke bare krav om tolerance, for man kan let tolerere meget… Guds rige er ikke bygget på tolerance, men på kærlighed… og i mødet med det anderledes bliver der stillet krav netop om kærlighed. Så forskelligheden er en udfordring…. men midt i den store udfordring som mangfoldigheden og forskelligheden giver, så er der altså også en velsignelse i det, hvis vi tillader at hinanden at være forskellige. For på den måde når vi længere ud – som kirke når vi ud til så mange forskellige menneskegrupper som overhovedet muligt. For det er altså ikke bare os som kristne, der er forskellige… vi som mennesker er også forskellige. Så på den måde er det jo genialt tænkt af Gud at han ikke lavede en kirke, som bare er sådan og sådan… men at han lavede en kirke med nærmest hele farvespekteret af forskelle. Men med et fokus, som er det, der holder os sammen. Nemlig troen på Jesus Kristus… ikke bare som frelseren og Herren, men som min frelser og min herre.
Og grunden til at vi skal høre det her en anden pinsedag som i dag, er at hvor vi ikke kan finde hoved og hale i hele den redelighed, der hedder kirken, så når Helligånden rundt og favner alle og gennemtrænger alle. Så peger han hen på den fællesnævner, som der dog er midt i virvaret af kirkeholdninger: Nemlig Jesus Kristus – min frelser og min Herre.
Den kristne sandhed er ikke relateret til hvilken af vores kirkelige retninger i Danmark vi tilhører, eller om vi er katolikker, baptister, lutheranere, pinsefolk, reformerte eller hvad man ellers kalder sig selv eller hinanden. Men den kristne enestående sandhed er alene relateret til Jesus Kristus. Det er ham, der er sandheden.
Jeg ved ikke om I kender navnet sadhu Sundar Singh? Han var en indisk sikh, der blev omvendt til kristendommen, da han som 15 årig havde et syn, hvor Jesus talte til ham. Og i resten af sit liv vandrede han rundt og prædikede og fortalte om kristendommen. En dag talte han med en professor i religion, der spurgte ham, hvad han dog havde fundet i kristendommen, som der ikke var i hans gamle religion?”. Svaret kom promte: ”Jeg har Kristus”. ”Åh, det ved jeg godt” svarede professoren” men hvilket specielt princip har du fundet, hvilket dogme har du fundet, som du ikke havde før?”. ”Den specielle ting jeg har fundet” svarede sadhu Sundar Sing ” er Kristus”. Det er det enestående og endegyldige som vi finder i Jesus Kristus – det er det, der gør kristendommen til noget særligt.
Og det er jo rigtigt: Vi snakker jo aldrig om Jesus den store. Vi snakker om Alexander den Store, Napoleon den Store og der er endda folk i den katolske kirke, der taler om at kalde den afdøde pave for Johannes Paul den Store… men vi siger aldrig Jesus den Store. Han er ikke den Store – han er den eneste, og der er ikke nogle som ham. Han har ingen efterfølger, der har overtaget embedet efter ham, han har ingen konkurrerende, han har ingen rivaler, ingen ligemænd – der er ingen som Jesus Kristus.
Han er sand Gud og sandt menneske – blev menneske og levede et enestående liv. Døde en død som forbryder, som det enestående offer for vore synder og stod op fra de døde og lever i dag. Det var ikke bare en eller anden fantasi, men en historisk kendsgerning, der er bekræftet fra flere sider og som enhver kristen i dag vil vidne om: Jesus Kristus er levende. Han er vores levende frelser – og derfor er han enestående, for han er den eneste frelser.
Må Helligånden styrke os i vores tro på ham, og lede os tættere og tættere ind til ham… og jeg tror, jo tættere og tættere vi kommer Jesus, desto mindre og mindre betyder de forskelligheder, som vores medkristne har. Så vi til sidst må finde sammen foran Guds trone og der takke og prise Gud, for hans store frelse. For hans store kærlighed. ”Således elskede Gud verden. at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”.
