For tre måneder siden købte jeg nogle blomsterfrø, for det kunne være hyggeligt at overraske min kone, Judith, med blomster fra egen have…. andet end de mælkebøtter, der kommer af sig selv. Og det var her ved denne tid, at de skulle begynde at vise livstegn… men nej, der er ikke kommet nogle blomster. Mon det kan hænge sammen med at jeg aldrig fik dem plantet, men at de stadigvæk ligger i mørket i min lomme? De har vist ikke haft de mest optimale vækstbetingelser.

Det, der skal til, er vand. Lige så snart at frøet kommer i berøring med vand, så sker der et eller andet inden i frøet – liv. Det gamle frø forsvinder, og går til grunde, og erstattes af en levende plante.

På mange måder ligner vi mennesker sådant et frø – godt nok kan vi gøre os store tanker og filosofere om religion, filosofi og etik, men det vil aldrig blive til liv, hvis vi prøver ved vores egne kræfter. Mennesket uden Gud er som et dødt frø – vi kan ikke udfolde de tanker Gud har med os, og de muligheder vi har foran os, hvis ikke vi får kontakt med Gud. Hvis vi ikke kommer i kontakt med Gud, og den kraft og forandring, som kun Helligånden kan skabe i os – så vil vi bare ligge frugtesløse hen ligesom frøene i min lomme. Frøet kan hverken gøre til eller fra – men er blot nødt til at vente på at vandet kommer.

Jesus siger ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham”. Det er den vej tingene går: Fra ham til os – ikke fra os til ham. Vi er kun et frø, der ligger og venter på vand

Vi fejrer pinse i dag, og en af de store ting, der er resultatet af pinsen er at vi ganske almindelige mennesker bliver et tempel for Guds hellige ånd. Som frøet forvandles og til sidst forsvinder, sådan sker der også en forvandling af os, når vi kommer i kontakt med Helligånden – når Gud drager os. Det er ikke sådan, at vi først skal vokse og forandre os, før Gud vil kendes ved os. Det er desværre en nem fejltagelse at tro, at vi skal forandres og vokse og være gode mennesker, før vi kan blive elsket af Gud. Vi skal ikke vente til vi er gode nok, for at komme til Gud, for den dag kommer aldrig. Nej, det er modsat: Vi er elsket og vi modtager Gud nåde, og så kan vi forandres og vokse og være gode mennesker. Hvor Gud vinder frem – der sker der altid nyt!

– Det gør at selv kristne palæstinensere og kristne jøder kan omfavne hinanden, og træde ud af det had og den dødsspiral, der borer sig længere og længere ned i deres folkesjæl.

Hvor Gud vinder frem – der sker der altid nyt! Jeg mødte for en del år siden, en mand, der havde slået sin kone ihjel.  Men i fængslet fandt Gud ham, og i dag er han frivillig i en masse kristent arbejde – og fortæller glad og gerne om Jesus.

Hvor Gud vinder frem – der sker der altid nyt! For ikke så længe siden genså jeg filmen”Korset og springkniven” – en sand, men ikke desto mindre fantastisk beretning om den unge landsbypræst David Wilkerson, der kommer til New York, og begynder at opsøge de mange gadebander. Med livet som indsats går han rundt og taler med dem, alle ellers har opgivet… og Gud forandrede selv den sejeste bandeleder, så han skiftede springkniven ud med en bibel.

Hvor Gud vinder frem – der sker der altid nyt! Og det sker med dig – ikke med de andre, men med dig.

Det var lidt tanker, der ramte mig, da jeg læste teksten til 2. pinsedag. Om at vi har brug for at Gud drager os ind til Jesus. ”Ingen kan komme til mig (altså Jesus), hvis ikke Faderen som har sendt mig, drager ham”. Vi har brug for at Gud griber ind i vores liv og forandre os, for uden hans indgriben vil vi bare være som et tørt frø, der ligger og sukker efter vand. Men når vandet kommer, når Helligånden tonser igennem vores liv som en anden bulldozer, så forvandles selv det hårdeste hjerte til et hjerte af kød. Så får selv den mest åndsforladte en ny ånd, Helligånden. Og med ham som vores medrejsende i livet går vi imod større og større vækst, større og større sejrer, større og større velsignelser.