Billedet, I sidder med, viser jer “Nick” Vujicic. Som I kan se, så har han ingen arme og ingen ben – han har to små fødder hvor den ene har to tæer. Kan sådan en mand leve et liv? Hvor mange ville have valgt at have fået en abort, hvis de på scanningerne ved graviditeten forgæves havde kigget efter arme og ben på det lille foster? For hvad er det for et liv at give sådan en dreng? – det er da meget mere humant at gøre en ende på det, før det rigtig begynder.
Og ja, hans liv har været op ad bakke – selv det, som vi tager for givet, er et nærmest ubestigeligt bjerg for ham. Men utroligt nok lærte han at skrive, lærte at gribe ting ved hjælp af forskellige hjælpemidler, lærte at bruge en computer, lærte at kaste tennisbolde, bruge en telefon, barbere sig – alt det, som skal til for at få et liv til at fungere.
I sine teenageår var han ofte deprimeret, og overvejede han selvmord. For hvad var der i livet for ham Efter at have bedt til Gud begyndte han at forstå at hans tilstand kunne inspirere andre og at også hans liv derfor havde en mening, hvilket igen medførte, at han  kunne takke Gud for at være i live.
Hvis I har adgang til internettet, så vil I kunne finde en masse videoer med ham – han er utrolig inspirerende at lytte til. Selvfølgelig har han haft perioder af sit liv, hvor han blev ramt af mørke tanker: Jeg kan ikke gøre det her, og jeg kan ikke det her – han så sig blind på alle de ting, som han ikke kunne, så han ikke så det han dog kunne. Som 18 årig ramte det ham: ”Jeg vil aldrig kunne få et ordentligt liv – jeg vil aldrig kunne få en kone. Hvad slags ægtemand vil jeg være? Jeg vil jo ikke engang kunne holde hendes hænder”. Men som han senere fandt ud af: ”Jeg behøver ikke have hænder for at kunne holde hendes hjerte. ”
Når jeg bliver ramt af mismod over at jeg kan ikke det eller det, og jeg har ikke fået de og de evner – og hvis jeg nu bare… så går jeg ind og finder en film med Nick her. Han har ikke mange ting at gøre godt med – han er bagefter i point ved stort set alle ting … men han bruger de ting han kan, de evner han har.
”Så lær mig da, Herre, at dig til behag
jeg bruger det pund, mig blev givet”.
Hvor er det svært at bruge det pund mig blev givet! Det ene lille bitte pund, som blev givet til mig. Jeg tager mig selv nogle gange i at sige eller tænke. ”Hold da op, det er da også nogle, der har fået alle gaverne”. Jeg har en grandfætter – giv ham et musikinstrument, og han spiller det. Giv ham en tekst og han laver en fantastisk melodi. Giv ham en flok uregerlige børn – og han laver et sangkor. En af mine bedste venner får den ene fantastiske kreative idé efter den anden – laver kunstværker, laver videoer med dyb byd indhold… og hvad kan jeg så? Og hvad kan jeg? Det ser så legende let ud, men det jeg kan, det skal jeg knokle med. ”Der er nogle, der får alle gaverne”.
Vi har garanteret alle samme haft tanken: Livet er ikke fair. Måske siger vi: Gud er ikke fair. Jeg har modgang i livet som andre aldrig ville kunne overleve, jeg har fået det mindste stykke kage her i livet. Jeg trak det korteste strå. Jeg blev overset – jeg blev udelukket. Jeg mistede mine kære, mit helbred, mit arbejde. Og så synker vi ned i selvmedlidenhed og dårlige undskyldninger. Hvad forventer du af mig – forventer du, at jeg skal være et ansvarligt menneske? Hvorfor overhovedet forsøge? Og det kan du jo nemt sige: Du har alting. Tingene er legende let for dig. Det var dig, der fik det arbejde, som jeg skulle have. Det var dig, der giftede dig med skønhedsdronningen. Livet er ikke fair – og du har fået en meget større del af livets goder end mig. Og du forventer at jeg skal være ansvarlige og gå den ekstra bid vej? Hvorfor overhovedet forsøge? Og så går vi bitre hen og graver et hul og gør lige som den sidste tjener, der smider sit talent ned i hullet og dækker det til. Slut! Så kan det da også bare være det samme!
Hvem bliver ramt eller straffet, når vi gør sådan? Det gør dem, der regner med dig, har brug for dig. Og det gør vi selv – vi bliver ramt af bitterhed, vi bliver ramt af vrede – vi kommer ned i ond og negativ spiral af flere og flere undskyldninger for ikke at gøre vort bedste, for ikke at bruge det, som vi dog kan og dog har. Og det er nærmest ikke til at komme op igen, når vi først begynder med vores undskyldninger.
Jeg stødte på et rigtig fedt citat i denne uge her, som jeg med det samme smækkede op på Facebook. Det er den amerikanske præsident Benjamin Franklin, der er citereret for at sige: ”Den, der er god til at finde på undskyldninger, er sjældent god til noget andet”. For så hænger man fast i fortiden, fortidens fejl, fortidens mangler, fortidens dårlige behandling af mig… og så ser du ikke, at der er brug for dig i dag, brug for dine gaver i dag. Se ikke tilbage – for ser du tilbage, så begynder du at lave undskyldninger. Det kan godt være, at du har alle gode grunde til at finde på undskyldninger – og at folk nikker med hovedet, når de hører din historie. Livet er ikke fair – det ved vi godt. Livet er ikke lige for os!
Hvis du spiller du kort, så ved du, at kortene bliver ikke fordelt ligeligt. Nogle får en god hånd og nogle får en dårlig hånd – men spørgsmålet er, hvordan du bruger den hånd, der blev givet dig. Det, der bliver spurgt efter er ikke hvor meget du havde som udgangspunkt, men hvordan du brugte det, du havde.
Et af de vigtige vers i lignelsen her er vers 19: ”Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem”. Og denne herre kommer ikke tilbage for at gøre livet mere fair – tværtimod ser det ud til – men han kommer tilbage for at se hvordan hver enkelt har handlet med sine talenter, sit guld. Og den sidste tjener har en masse undskyldninger – ”Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået….”. Lige som vi også har en masse undskyldninger. Og da vi ofte er inde ved noget eksistentielt i vores undskyldninger, så bliver undskyldningerne også hurtigt forvandlet til bebrejdelser af Gud. Det er ikke min skyld, jeg kan ikke gøre for det – jeg er et offer. Hvis bare livet havde givet mig bedre forhold – hvis bare Gud ikke havde taget – hvis bare du, Gud…
Men Gud godtager ikke de dårlige undskyldninger: ”Du dårlige og dovne tjener”. Lignelsen ender ordene: ”kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Der skal der være gråd og tænderskæren”. Det ender med frustration – ender med spildte muligheder og spildt liv.
Hvordan bruger du det, livet har givet dig, de muligheder, livet har givet dig. Eller, jeg vil nok hellere sige: Hvordan bruger du det, Gud har givet dig. Hvordan bruger du det?
Dem, der har fået lidt, bliver afkrævet lidt – dem, der har fået meget bliver afkrævet meget. Det er ikke kun dem, der har fået lidt, der kan være sløjet, doven og dårlig – det kan dem, med meget også. Det handler denne lignelse så bare ikke om – men dem med de to og de fem talenter kan lige så godt være sløjet og dovne. Vi har sikkert set det – måske sidder vi dér selv: Folk med ekstra penge, med ekstra muligheder, med ekstra tid, ekstra muligheder. Faren ved ”ekstra” er at man hurtig kan blive uansvarlig med det ekstra. Jo flere penge, du tjener, desto flere penge spilder du. Jo mere tid, du har, desto mere tid spilder du. Jo dygtigere jeg er til noget – desto større er risikoen for at jeg så bruger min dygtighed som en undskyldning til at være doven.
Jeg fik en guitar af min kære hustru – og begyndte på aftenskole i Hjørring. Og jeg fandt ud af at jeg havde rigtig let ved det – så let, at jeg ikke behøvede at øve mig derhjemme. Men selv om jeg ikke øvede mig derhjemme, så var jeg den bedste på holdet. Wau – det var et fedt halv år, hver onsdag afsted til Hjørring. Da vi skulle sidde og hold afskedskoncert spillede jeg ”Hvem kan segle foruden sejl” – ikke bare med akkorder, men ja… jeg ved ikke hvad det hedder. Og de andre havde stadigvæk svært ved ”Hjulene på bussen, drejer rundt, rundt rundt”. Jeg fortsatte som den eneste på hold 2 – og pludselig rykkede jeg op på et niveau, hvor jeg skulle øve mig. Hvor jeg ikke bare kunne bruge mit musikalske øre – jeg kunne ikke bare møde op og så være den bedste på holdet… og nu står min guitar hjemme på kontoret ubrugt, og jeg kan ikke engang spille ”hjulene på bussen”.
Ja, jeg har let ved musik og rytme – og jeg bruger det som en undskyldning for at være doven!

Kort sagt: Jeg er lige så ansvarsløs og doven overfor mine talenter og muligheder, som dem, der sidder på den anden side og siger: Hvorfor overhovedet forsøge, for jeg har intet fået.
Lad os være mennesker, der bruger de muligheder, Gud sender i vores retning. Vi skal ikke tage dem for givet. Vi skal ikke stirre os blinde på det vi ikke får, og finde på undskyldninger. Og vi skal ikke sammenligne os med andre.
Livet er ikke fair – Gud er ikke fair. Gud giver rundhåndet til os alle, men han giver ikke ligeligt til alle. Lignelsen løfter sløret for herrens fordelingsnøgle: ”enhver [får] efter hans evne”. Som vi skal synge om lidt:
Sorg og glæde mig tilmåler
han, som ved
god besked
om, hvad bedst jeg tåler;
Gud er fair på et punkt, for enhver bliver spurgt efter en ting: Hvordan bruger du det, du har fået givet? Det store spørgsmål i dag er: Tager du ansvar for dit liv, tager du ansvar for det, du har fået givet… om det så er meget eller lidt.  Det er ikke et spørgsmål om hvordan vi gør livet fair og lige – men hvordan vi håndtere den hånd, som Gud har givet mig. Hvordan bruger jeg det pund mig blev givet? Hvordan bruger jeg de muligheder, som livet/Gud har givet mig?  Og hvordan bruger jeg dem – ikke på mig selv, men på andre, for det store fælles gode – eller som der står her i lignelsen: For himmeriget. Vi har fået et liv, der skal bære frugt. Ikke alle skal gøre alt, men enhver, skal gøre det, som er ham eller hende betroet.