Jesus som den gode hyrde

Jesus har brugt mange ord og mange sammenligninger om sig selv, men der er kun få billeder, der har vakt så meget genklang som billedet af Jesus som den gode hyrde. I den kristne kunst i de først århundrede var det et af de meget brugte billeder. Det så vi, da vi for nogle år siden var en tur i Rom. Noget af det, der gjorde størst indtryk på os, var faktisk at komme ned i nogle af de mange katakomber, der er gravet ned i undergrunden. At komme ned og gå i fodsporet af nogle af de første kristne, og se en hilsen fra dem i form af malerierne på deres gravpladser. Og især var det netop Jesus som hyrden, der var fremtrædende.

Lad os prøve at stoppe op og kigge lidt på billedet af Jesus som den gode hyrde – og os som hans får. Det er på den ene side et billede fyldt af fred og ro – midt i faren. Og så er det på den anden side et billede, der giver et ordentlig tryk-16 til den menneskelige stolthed.

 

Vi som får

For hvis vi tænker os ordentligt om, er det så i virkeligheden sådan vi ser på os selv: Som får. Af alle dyrearter, så er fåret nok det, som man nødigst ville sammenlignes med… det skulle da lige være strudsen. Men mennesket som et får er i sig selv en krænkelse af den menneskelige værdighed.  For vel er får charmerende og dejlige – især, når de er små lam, men det er hjælpeløst, uselvstændigt og uden iøjefaldende intelligens. Er det virkelig det billede, Jesus bruger om os mennesker i dag i år 2009? Tiden er fyldt med en masse ord med selv foran. Selvbevidsthed, selvrealisering, selvudfoldelse, selvstændighed, selvbestemmelse… Vi vil allerhelst ikke have nogen autoritet over os – vi har kastet autoriteterne fra os – hvis der er nogle, der blæser sig op i deres autoritet, så tænker jeg da bare ”rend og hop”. Vi vil selv, vi kan selv og vi gør det selv – eller som Julius Cæsar sagde, da han kom hjem og havde sejret på slagmarken efter kun fem dage: Veni, vidi, vici. ”Jeg kom, jeg så, jeg sejrede” – eller Barack Obamas sejrrige slogan: ”Yes we can” – jo vi kan. Sådan er vores selvbillede – vores lille sæbeboble, der desværre så let går en og sprænger i møde med virkeligheden. For nej, vi kan ikke! For vi er ikke så selvstændige og selvkørende, som vi gerne ser os selv som… nej, vi er som får, der har brug for en hyrde, som kan lede os. Spørgsmålet er bare om vores hyrde er den gode hyrde eller den dårlige slags hyrder, dem, som Jesus kalder for daglejerne. Dem, som leder fårene ikke for fårenes egen blå øjnes skyld, men for deres egen profit og æres skyld.

Følger vi ikke Jesu stemme, så følger vi en anden stemme. Måske den høje og indtrængende stemme fra forbrugersamfundet: Kom og køb! Det her vil gøre dig lykkelig.

Frygtens stemme i nyhederne: Ingen er i sikkerhed i denne økonomi. Eller ingen er i sikkerhed, så længe vi har islamistisk terrorister gående rundt i vore gader. Det er en fare for vores demokrati og for vores måde at leve på. Vær ikke bange – vær meget bange.

Politikeren, meningsdannerens og folkeforførerens stemme: Stem på mig, men som mig og følg mig – og jeg vil give dig hvad du har brug for. Vi har ikke brug for religion i det offentlige rum, det er en privatsag.

Religion og mere eller mindre religiøse grupperinger: Tro det her – og det vil give dig helse både på krop og sjæl.

Humanistiske og ateistiske stemmer: Mennesket er i bund og grund godt. Ingen fadervor i skolerne – dem, der vil bede kan gå i kirke. Det er en krænkelse af vores frihedsrettigheder.

Det er nok af daglejere, der råber op… Fællesnævneren for alle de stemmer er, at de langt fra holder os fast ved Guds ord, men tværtimod løser os fra det og i stedet binder os til meninger og holdninger, der stammer fra mennesket selv. Går vi stemmerne igennem, vil vi finde ud af, at det dybest set er ulvens stemme vi hører – Djævelens stemme. Der er vel kun en ting, der er værre end en ulv i fåreklæder… og det er vel en ulv i hyrdeklæder. Reagerer vi på de stemmer, så er det ikke godt at vide, hvor vi ender henne… men det er ikke hos Gud.

 

Jesu stemme genkendes af sine

Men midt imellem de mange stemmer fra daglejerne, så er der en anden stemme, der gør sig gældende, nemlig stemmen fra den gode hyrde, Jesus. Og sammenligner vi Jesu stemme og Jesu fremtoning med alle de andre stemmer og tilbud, som vi møder, så er det næsten ikke til at høre hans stemme. Men det er livets stemme – kærlighedens stemme, men dem, der tilhører ham, dem, der er hans får, de kan med det samme høre, at her er hans stemme. Her er deres hyrdes stemme – og så er det bare med at følge efter ham. Lidt før den her tekst, siger Jesus: ”Fårene hører hans røst… og han fører dem ud. Når han har fået alle sine får ud, går han foran dem, og de følger ham, fordi de kender hans røst” (Johs 10, 3-4).

Og sådan er får – vel er de ikke de mest intellektuelle dyr, men de kan huske deres ejers stemme. Forleden læste jeg denne beretning – ikke om en hyrdes stemme, men om en hyrdes fløjte. I en palæstinensisk opstand i slutningen af 1980’erne besluttede den israelske hær at straffe en landsby nær Bethlehem. Den øverstbefalende fik samlet alle landsbyens dyr sammen en stor indhegning – der var hundredvis af dyr. Officeren pegede på indhegningen, der indeholdte hundredvis af dyr – det ville være umuligt at finde netop hendes dyr. Hun spurgte så, hvis hun nu faktisk kunne adskille sine får fra de andre, måtte hun så tage dem? Det var en aftale. En soldat åbnede porten og til indhegningen og kvindens søn tog en lille fløjte frem. Han spillede en enkel melodi igen og igen – – og snart begyndte der at stikke fårerhoveder op på rundtomkring i indhegningen. Drengen fortsatte musikken, og gik hjem, efterfulgt af hans flok på femogtyve får.

Kristendommen er at lukke alle de andre stemmer ude, og kun følge Jesu stemme. Jesu stemme og Jesu ord, som vi først og fremmest finder i vores bibel, som er vores troværdige guide her i livet. Jesu stemme, som vi hører, når Helligånden taler i os og til vores samvittighed. Jesu stemme er den eneste vi som kristne vil følge, fordi vi kender hans stemme. Ja, man kan egentlig sige, at vores tro i bund og grund er en måde hvorpå vi nægter nogen som helst autoritet til resten af verden omkring os. Intet bevæger os som Jesu stemme. Intet giver vores liv den eneste gode retning uden den. Guds plan og Guds tanker med os er skabt ud af ren kærlighed. Hvorfor skulle vi ikke styre vores liv efter en plan, der er skabt ud af ren kærlighed? Hvorfor ikke følge en, der har skabt hver eneste af os og som kender os bedre end vi kender os selv? Hvorfor ikke adlyd Gud og overlad alle konsekvenserne til ham?

 

Jesus som den gode hyrde

Som kristne kender vi Jesu stemme – men vi kender også hans hensigt med os. Vi kender hans forhistorie og ved, hvad han allerede har gjort for os. Vi ved, at han er drevet af kærlighed til os. Som vi læste alteret for lidt siden: ” De vildfarne vil jeg lede efter, de bortkomne vil jeg føre tilbage, de kvæstede vil jeg forbinde, de syge vil jeg styrke, de fede og stærke vil jeg passe på. Jeg vil vogte dem på rette måde” (Ez 34, 16). Hvor vi kan have vores mistanke overfor alle de andre stemmer, så ved vi, at Jesus, han er værd at stole på. Vi ved, at han allerede har givet os sig selv fuldt ud på Golgatha. Hyrden, der sætter sit liv til for fårene – her springer billedet, for der er ingen hyrde, der vil sætte sit liv til for sine får – så meget er et får ikke værd. Det er egentlig et vanvittigt billede – kun overgået af virkeligheden bag billedet: Gud, der sætter sit liv til for sin skabning.

Jesus er den gode hyrde. Selvfølgelig er vores tanker om hyrden nok milevidt fra den måde en hyrde var på Jesu tid – de første tanker jeg i hvert fald har, når jeg tænker på hyrden, er nok noget overromantiske. Det var et hårdt liv at være en hyrde – der luede farer overalt: Ulve, bjørne, løver og afgrunde. Men at det er et hårdt arbejde at være hyrde gør ikke billedet ringere, når Jesus siger om sig selv: Jeg er den gode hyrde. Hyrden er vores Gud og vores frelser. En Gud, der gør den største indsats for at passe på os, og for at redde os ud af døden. For at frelse os – og han kalder.

 

Jesus er den gode hyrde og vi er hans får. Jo mere jeg kigger på det, og tænker over det, jo gladere bliver jeg. For vel er det bare et billede, men der gemmer sig en kraftfuld virkelighed bag det. Nemlig en Gud, der gav sin eneste søn til verden, for at enhver, som tror på ham ikke skal fortabes, men have et evigt liv. Og denne søn går og kalder nu – kalder på dig, ønsker at frelse dig og lede dig hjem. Kan du høre hans stemme?