Kunne I forestille jer en 20 minutter lang film, som viser en tømt McDonnaldsforretning, der lige så langsomt bliver fyldt med vand. Vandet strømmer lige så stille ind og stolene vælter, maden skylder op af affaldsposerne, den store klovn Ronald McDonnald vælter… Jeg så et lille klip af de 20 minutter her for et stykke tid siden… og ærligt talt: Jeg synes det var flot og sjovt lavet, men lidt langtrukken og lidt mærkelig og i hvert fald ikke kunst.

Men nu er det så, at en af mine gode venner er vildt og inderligt interesseret i moderne kunst – hvor jeg ser et eller andet dybt latterligt, så ser han det som en skæv replik til det moderne samfund. Når jeg ser en lidt mærkelig film om et McDonnald-forretning, der oversvømmes, så ser han det som en protest mod at Danmark bliver oversvømmet af amerikansk popkultur og industri-interesser.

Hvad man ser afhænger af øjnene
Man må virkelig sige, at det man ser i høj grad afhænger af øjnene, der ser det. For det han havde med sig i sin bagage var anderledes end det jeg havde med mig.

Sådan er det også i den åndelige verden – det man ser afhænger af øjnene der ser det. Grundtvig udtrykker det på den måde::

                      ”Han, skønt verden ser ham ikke

troen dog for øje står”.

Det er måske det samme man ser, men verden ser intet, troen ser Jesus. Den store kirkefar, Augustin, siger det på en lidt mere kringlet måde: Tro er at tro på det, du ikke ser. Troens belønning er at se det, du tror. Kringlet, men kortere kan troens mysterium og hemmelighed vel ikke udtrykkes – for det at se et eller andet kraftigt bevis på kristendommens sandhed – det intellektuelt at blive overbevist om kristendommens sandhed, det er ikke det samme som at tro. Det er faktisk modsat, at det er sådan, at tror man, så vil man også se de kraftige beviser – tror man, så vil de mange brikker, som hjernen kan kræve at få lagt på plads, de vil også lettere falde på plads for os. Tilgangen til det er ikke at man ser, men hvordan man ser.

På samme måde er der med troen, at man ikke kan komme til tro ved at se beviser, men modsat, at man ser beviserne efter at man er kommet til tro. Og det er virkelig et problem for vi vil dybest set først tro med vores hjerne, før vi kan tro med vort hjerte. At vi vil se beviser af den ene eller den anden slags – vi vil overbevises… vi vil føle, men det er bare sådan at det er den helt forkerte vej at gå, hvis man vil være en kristen. For vi kan se lige så meget som vi overhovedet vil – vi kan have beviserne lige for øjnene af os… og så alligevel ikke se en dyt.

Grundtvig skriver det på den måde – og vi skal synge salmen efter prædikenen:

ӯjne, I var lykkelige

I som så Guds søn på jord”.

Og er det ikke sådan vi tænker – havde vi bare levet samtidig med Jesus, så ville det have været meget nemmere at tro, for så kunne vi snakke med Jesus og se Jesu mirakler. Så ville vi have en stærkere tro. Men sådan var det jo slet ikke – bare se de jøder, der slår kreds om Jesus i dagens tekst. De har set Jesus, set hans mirakler og hørt ham tale… men de tror ikke. Nu er de blevet lidt trætte af at de mener, at Jesus kun indirekte kommer med antydninger om at han skulle være noget specielt – ja, at han faktisk skulle være Kristus – Messias – frelser – som man kunne læse om i deres gamle hellige skrifter. Ja, de lyder faktisk lidt irriteret på Jesus: ”Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud!”. Det lyder lidt som Anders Fogh Rasmussen i de sidste måneder som Danmarks statsminister, hvor alle og enhver forsøgte at pumpe ham for et svar: Er du kandidat til posten som NATOs generalsekretær? Sig os det rent ud og lad være med at hold os hen… det er nøjagtig det samme, som jøderne siger til Jesus: Fortæl os nu, om du kandiderer ikke til stillingen som generalsekretær, men til stillingen som vores konge, og nationens frelser. Sig det! Og hvor Anders Fogh måtte lyve for at komme ud af den suppedas, så er Jesus mere direkte i sit svar, dog uden at sige det med rene ord, for det vil de jo alligevel ikke tro.

”Egentlig har jeg sagt det til jer, men det har I ikke hørt. Jeg har også gjort mægtige gerninger lige for øjnene af jer – men de kunne heller ikke overbevise jer. I har alle beviserne lige for øjet af jer, men I tror alligevel ikke”.

Så at se er ikke det samme som at tro. Det er ikke den vej, vi bliver troende… af at se beviser, for beviser kan til enhver tid modbevises eller der kan stilles spørgsmål ved deres rigtighed. Og vi kan komme lidt på afstand af det… og begynder så at tvivle på om det nu er rigtigt alligevel.

Jeg har et konkret eksempel: Her for et par år siden fulgte man en mand, der gik til et kristent helbredelsesmøde, ikke fordi han troede, men fordi han  var syg – havde en sygdom, der gjorde, at han ikke kunne se ordentligt. Det kunne jo ikke skade, tænkte han. Men dér imens DRs kammaramand og journalist så det, blev manden helbredt. Det var fantastisk – manden var enormt glad, og også rystet… for hvad var det her for noget. Han vidste slet ikke hvad han skulle sige. Men han var rask.

TV-holdet kom et par uger efter tilbage til manden for at høre til ham. Han var stadigvæk rask – lægerne havde med undren konstateret, at hans øjne var helt normale. Men af en eller anden grund var den her mand så selv kommet i tvivl. Kan det virkelig passe, at Gud har helbredt mig? Der er naturligvis mere mellem himmel og jord end sådan lige… men Gud? Manden var rask, manden havde oplevet et mirakel på sin egen krop… men nu var der gået et stykke tid, og hverdagen var kommet, også den hverdag, hvor han var den mand, der ikke troede på Gud.

Så nej, det i bogstaveligste forstand at se. Det at kunne mærke – det at have lægevidenskabens ord om, at her var der altså sket noget, de ikke kunne forklare. Det er ikke nok til at kunne tro.

Nej, det er ikke altid, at det at se også fører til tro, ja, måske er det omvendt, at vi faktisk først skal tro, før vi kan se. Og så vil en helbredelse, et under, et vidnesbyrd være til styrkelse af den tro man i forvejen har.

Men hvordan kommer vi så til tro, når selv mirakler på vores egen krop ikke altid er nok. Ja, man kan jo komme med en masse religiøse floskler som vi synes siger alt, men så alligvel ikke siger noget som helst. Som”At tro på Jesus er at lukke Jesus ind i sit hjerte”… det siger meget, hvis man allerede kender symbolerne og sikkert også er inde i den kristne tro, men rent konkret: Hvad betyder det at lukke Jesus ind i sit hjerte? Min far fik på for en del år siden en kikkertundersøgelse af sit hjerte og min dengang lille nevø Peter spurgte ham så bagefter ”Så lægerne så Jesus derinde?”. Ja, hvad skal man svare dér?
Men måske er det med troen så svær at få hold på, fordi det netop er en hemmelighed. Paulus kalder evangeliet for Guds hemmelighed (f.eks. 1 Kor 2,1) – og en hemmelighed skal afsløres for os, hvis vi skal kende hemmeligheden. Der skal ske noget med os, så vi pludselig ser på en anden måde end før. Som vi skal synge i næste salme: ”Blindfødt var det arme hjerte, ser dog nu hans guddomsglans”. Der skal ske et eller andet med os, der ikke kan beskrives som andet end et mirakel… og en anden slags mirakel end et fysisk, nemlig et åndeligt mirakel. Da det er de færreste af os, der af os selv kan lave et mirakel, så er vi nødt til at en anden griber ind. Troen kommer ikke af sig selv. Den kommer ikke ved at vi ønsker og så venter på Helligånden – den kommer heller ikke ved at arbejde med os selv for at få os til at tro. Den kommer ikke ved, at vi som jøderne i dagens tekst, forsøger at presse sandheden ud af Jesus – som en sit-down, sultestrejke, at nu sidder jeg her og venter og rør mig ikke, før jeg er en kristen. Nej, Bibelen peger et sted hen: Troen kommer af det, der høres, troen kommer af at vi bliver så stille, at vi kan høre Guds stemme til os. Og det sker ved at vi læser i Bibelen, ved at lytte til Guds ord, når det bliver forkyndt – for troen kommer skabes af ordet. Det kan være at Bibelen lyder mærkelig og uvedkommende i starten som en dunkel hemmelighed, men jeg tror, at Helligånden vil komme og afsløre Guds hemmelighed for dig – for hver eneste af os. Vantro og manglende tro skyldes ikke manglende beviser, men skyldes at man er et menneske, der selv vil bestemme. Nu har vi brugt billedet om Guds som hyrden og lederen her ved gudstjenesten: Vantro og manglende tro skyldes, at man er et menneske, der ikke vil have Jesus som hyrden og lederen i sit liv… men som selv ønsker at være det.

Ved at vi bliver så hjælpeløse som får – og lader os lede igennem livet, ikke efter hvad vi selv synes er godt for mig og rigtigt for mig, men ved at adlyder hans ord til mig og hans kald af mig, så vil troen komme. Ved at vi opgiver at være vor egen lykkes smed, men lægger vores liv og vores skæbne over til ham – ved at vi adlyder Gud og så derefter bare overlader konsekvenserne til ham.

Pludselig en dag kommer troen – ikke som en viljesanstrengelse, men ved at vi lægger vores egen vilje til side og tager hans vilje til os. Pludselig bliver troen foræret os, når vi holder op med at forsøge at fremmane den hos os selv – og næsten øve tvang imod os selv, for vi VIL VIL VIL VIL tro, koste hvad det vil. Pludselig finder vi ud af, at  troen er en gave, og at det er en gave fra Gud, et mirakel fra Gud:

Blindfødt var det ømme hjerte

ser dog nu hans Guddomsglans.

753: Gud, du som lyset og dagen oplod

664: Frelseren er mig en hyrde god

283: O Herre god og frelser from

Prædiken

164: Øjne, I var lykkelige

Efter nadveren: 236,5: Påskeblomst en dråbe stærk

484: Du, som vejen er og livet