De fleste af jer har nok set, Kundskabens træ. Det er efterhånden rigtig mange år siden, at jeg har set den… ja, jeg tror faktisk, at det er er en 16-17 år siden jeg sidst så den… og ærligt talt, så kan jeg kun huske småbidder af den. Men en af de scener, der har bidt sig meget fast, er også en af de mest forfærdelige scener i hele filmen. Elin – mobbeobjekt nummer 1 – har inviteret til fest hjemme hos sig. Telefonen ringer, og Elin tager telefonen, fordi hendes mor er i fuld gang med at lave mad til festen. Lidt efter står hun slukøret i døren ind til køkkenet: ” De kan ikke komme. … De havde glemt, at de skulle til fest hos Mona”. Moderen står stadigvæk ved gryderne, men lader grydeskeen falde, og slukker for gassen.
Jeg kan virkelig mærke et sug i mig over denne scene – for det kan man virkelig ikke tillade sig. Jeg kan mærke et sug af skuffelse. ” De kan ikke komme. … De havde glemt, at de skulle til fest hos Mona”
Det er næsten som at høre nogle af de undskyldninger, som vi har hørt Jesus fortælle i historien til i dag. De havde sagt ja til at komme til fest, men da festen skulle begynde, så sendte den veloplagte vært bud efter gæsterne… men ingen af de indbudte have lyst til at være med til festen. ”Jeg har lige købt en mark”. ”Jeg har lige købt et par okser”. ”Jeg har lige fået mig en ny kone”. ”Jeg har lige…” Det eneste vi mangler er en undskyldning om at de skulle til en fest et andet sted, og havde glemt det, og så var det jo lige en scene fra Kundskabens træ.
Undskyldninger, undskyldninger og atter undskyldninger – og det endda nogle dårlige af slagsen. De kunne lige så godt have sagt: ”Vi gider ikke. Rend og hop. Vi har andre planer”.
… og det var lige nøjagtig sådan, at jøderne sagde til Jesus, da han var her på jorden. Måske lidt mere forfinet og mere voldelig, men meningen var den samme: ”Vi har andre planer. Vi gider slet ikke høre på dig, så vi slår dig ihjel”. Og det gjorde de, også selv om han kom og fortalte, at nu var det tid til at komme til fest. Nu var Himmeriget kommet nær. Nu var det tiden at alle de løfter, der var i Det gamle Testamtente… nu var det tid til, at de skulle opfyldes. F.eks. det jeg læste fra alteret for lidt siden om en festmiddag – en fest, hvor døden skulle opsluges og enhver tårer skal tørres af vores øjne. ”Kom og følg mig! Jeg er indfrielsen af alle Guds invitationer i hele Det gamle testamente”. Og jøderne svarede ”Nej tak… vi vil noget andet”.
Man skal ikke læse ret meget i Det gamle Testemente, før man får fornemmelsen af, at rigtige mange af teksterne peger fremad. Fremad mod noget et eller andet sted langt ude i fremtiden, hvor der vil komme en, hvor der vil sket noget vanvittigt stort. Noget, som aldrig er set lignende før. Der er profetier om snart sagt enhver del af Jesu liv – så det næsten er som en drejebog for Jesu liv. Ned til uhyggeligt små detaljer gik i opfyldelse i de omstændigheder, der var omkring Jesu liv. Det er så tydeligt, at man skal være ualmindeligt blind for ikke at se det… eller også er det så tæt på, at man ikke kan se det. Min kone gør altid grin med mig, når jeg er færdig med at vaske op, og der så står to store skærebrætter og et glaskande lige foran mig, som jeg ikke har set. ”Nå, men de faldt i med væggen” lyder min sædvanlige undskyldning.
Måske var det for tydeligt – måske kiggede jøderne ikke ordentligt efter – måske ville jøderne ikke se det – måske kunne de ikke… men resultatet var det samme, uanset hvad der skete: Jøderne så ikke, at Jesus var Guds søn. Jøderne så ikke, at Jesus var opfyldelsen af hele deres hellige skrift. Jøderne sagde: ”Vi har andre planer. Vi gider slet ikke høre på dig, så vi slår dig ihjel”. Og det gjorde de så…
Og hvad kunne Gud så gøre? Nu havde han i flere tusind år gjort klar til fest hjemme i himmelen, men da det så blev tid til at komme, så ville de folk, der blev inviteret… de ville ikke. Han kunne jo have gjort lige som Elins mor, lade skeen falde ned i gryden og slukke for gassen… og så lade Elin gå en tur grædende i parken… eller han kunne gøre noget helt andet. Og Gud er som regel ham, der gør noget helt andet end det, vi lige tror.
For nogle år siden gik et ungt par ind på et dyrt hotel i Boston i USA for at bestille en god bryllupsmiddag. Det tog sin tid at finde frem til den helt rigtige måde at holde festen på, men det lykkedes… det skulle blive en perfekt fest, men også en rigtig dyr fest. Regningen lød på næsten 100 tusinde kroner. De betalte halvdelen af pengene som udbetaling, og gik hjem for at fortsætte bryllupsforberedelserne. Men den samme dag, hvor invitationerne skulle sendes ud, da fik gommen kolde fødder: ”Jeg er ikke sikker. Det er en stor forpligtelse… lad os tænke over det lidt længere”.
Da den skuffede brud vendte tilbage til hotellet i Boston for at aflyse festen, fik hun at vide, at pengene, som hun havde betalt… ja, dem kunne hun ikke få. Det var en bindende kontrakt – ”enten vinker du farvel til pengene eller også holder du festen, beklager” sagde de på hotellet.
Og det gjorde hun så – holdt en fest, ikke en bryllupsfest, men alligevel en fest. Men hvem skulle hun lige invitere? Jo, hun gik ned til et herberg for hjemløse og andre hjælpeorganisationer og inviterede dem til fest.. de skulle have en festlig aften.
Så juni 1990 dannede det fine hotel Hyatt Hotel i Boston rammerne om en helt udsædvanlig fest. Menuen bestod af kylling – til minde om brudgommen, som værten sagde. De mennesker, der var vant til at leve af pizzarester på henkastede pizzabakker, sad nu og spiste kylling Gordon bleu. De smokingklædte tjenere serverede for pensionister på krykker, posedamer, hjemløse og narkomaner. De havde en fantastisk aften med champagne, chokoladekage… og så blev der danset til big-band-musik til langt ud på natten.
… og det var lige nøjagtig, sådan Gud gjorde. Gud valgte en anden løsning. Han kunne have smidt det hele fra sig, og droppet alt om sin store og vidunderlig frelsesplan for sit udvalgte folk, Israel og sendt dem lige lukt i fortabelsen. Eller han kunne have udvidet invitationen til at gælde ikke bare jøder… men alle mennesker. ”Gå ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind”. Gå ud og inviter dem med, der ikke var inviteret med før – og giv dem mulighed for at komme med til fest.
Det var lige nøjagtig det Gud gjorde – han sendte invitationen videre fra Israel og jøderne til de mest uværdige – til alle nationer. Til dem, der aldrig har fået løftet om en himmelsk fest, en frelse fra synd, død og djævel… men som alligevel nu skulle have den. Det er ikke nogen menneskeret, at vi mennesker skal hjem til Gud i himmelen, men ikke desto mindre er det det, der sker i dag. I dag lyder invitationen til at komme i himmelen – og den lyder til dig. Dig, som ikke er værdig til at komme i himmelen. Dig, som snyder i skat. Dig, som lyver. Dig, som stjæler. Dig, som kører for stærkt. Dig, som slår dine børn. Dig, som drikker for at komme væk fra dine problemer. Dig, som har en affære. Dig, som … laver fejltagelser, fordi det er nu engang det vi mennesker er bedst til. Du er inviteret ind i Himmelen. Du er inviteret ind til Guds fest. Du er inviteret til at få evigt liv. Og det er sted, som overstiger vores vildeste forventninger. Himmelen vil få Jesperhus blomsterpark til at ligne en forsømt villahave!! Når Bibelen skal tale om evigheden hos Gud, så taler den om guld på gaderne… og andet vildt og uforståeligt. Men uanset hvad vi forestiller os, så overgås det af hvad der venter os.
Og det bedste af det hele er ikke alene det, der venter os, men også det, der er væk. Jeg har læst en statistik over antallet af mennesker, der dør hvert år dør på grund af AIDS. Det svarer til, at der hvert 10 sekund dør et menneske af AIDS et eller andet sted i verden. Og hver gang der går 3 sekunder, så dør der et barn af kurerbare sygdomme – altså sygdomme, som vi her i vesten kunne have hjulpet med, hvis vi ellers prioriterede det nok. Jeg er feltpræst – og i denne uge var vi i Bruxelles for blandt andet at besøge NATOs hovedkvarter. Vi fik en gennemgang af de forskellige missioner, der foregår i NATO-regi, om al den elendighed, der forsøges at blive gjort god. Om alle de mange mennesker, der bliver undertrykt, og som man vil forsøge at hjælp. Og imens vi hørte om det, så kom der besked ind, at nu havde Danmark lige mistet tre soldater i Afghanistan. Igen – elendighed. Det er nok det, jeg glæder mig allermest til. Alt det med gader af guld og jeg skal komme efter dig… det er egentlig lige meget… når bare vi kommer til en verden, hvor der ikke er brug for NATO, eller feltpræster, eller nødhjælp. Hvor der ikke er nogle børn, der dør… ja, hvor der heller ikke er nogle voksne der dør. Hvor der ikke er ondskab, hvor der ikke er splid, hvor der ikke misforståelser. Hvor jeg ikke kan komme til at gøre min aller kæreste kede af det, fordi jeg er egoistisk og laver fejl. Ja, et sted, hvor der egentlig ikke er andet end Gud, der gennemstrømmer os alle med sit liv, sin kraft, sin kærlighed… sikke dog en fest. Det glæder jeg mig til – og det er ikke bare en fantasi fra en religiøs tosse i en sort gammel præstekjole, nej, det er Guds store løfte til dig. Og du er inviteret… også selv om du ikke fortjener det, for det gør du ikke. Det er der ingen af os, der gør… men ikke desto mindre, så er vi alligevel inviteret. Ikke desto mindre, så er du inviteret. Gud ønsker at være sammen med dig… vil du være med til fest. Vil du frelses? Vil du blive en kristen? Vil du komme til tro på Jesus som din frelser?… eller har du andre planer?
