Så kom den igen – denne mærkelige tekst, hvor Jesus siger de ord, som vi synes er fuldstændig hen i vejret: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel”.
Jamen hvad mener han med det? Hade?
Hvordan skal jeg forholde mig til den?
Hvorfor skal vi hade vores nærmeste?
– Kærlighed skal ifølge evangelisten Johannes være et kendetegn på at vi er Jesu disciple.
– Hvad med lovens 4. bud – det er vel ikke sat ud af kraft – du skal ære din far og din mor. I det ligger også at elske dem. Jesus selv elskede sin mor, og sørgede for at Johannes tog sig af hende efter Jesu død. Og vi er oplært til at elske vore børn…. Og elske vore ægtefæller.
Hvorfor hade?
Vi kan jo forsøge at redde den ved at sige, at Jesus ikke mener ”hade”, men ”elske mindre”. At han som hebræer udtrykte sig i disse absolutte modsætninger, men at han ikke mente det så voldsomt som vi som danskere hører det.
Det tænker jeg er for nemt at slippe om med – at ”det Jesus mener er at elske mindre”.
Det, jeg er faldet til ro i, og jeg ved ikke om det er rigtigt, men jeg tænker, at grunden til at det stejler i os, er at vi med vores forstand tror, at det er det onde had, Jesus kræver – det had, som mennesker kan have til hinanden og som ødelægger.
Det må altså være et helligt had overfor vores forældre, overfor vores børn, overfor vores venner… ja, overfor os selv, hvis de eller vi selv på en eller anden måde ufrivilligt stiller sig i Djævelens tjeneste og stiller sig i vejen for at vi kan følge Jesus helhjertet.
Er der en, der vil lokke og friste dig væk fra Jesus, så skær båndene til ham.
Er der noget i vores liv, der ikke stemmer overens med troen og livet med Kristus, så væk med det. Som Jesus siger et andet sted: Forarger dit øje dig, så riv det ud og kast det fra dig, for det er bedre at gå ind i Guds rige med et øje, end med begge øjne i behold at kastes i Helvedets luer.
Det, der skal hades, er synden og vantroen i enhver form, også når den kommer til os i vores nærmeste… når den kommer i os selv.
Hvem er vi så loyal overfor?
Gud… eller noget andet? Jesus siger: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind” (Matt 22, 37).
Hvor har jeg hørt mange prædikanter sige – ja, jeg har selv sagt det en masse gange: Gud skal øverst. Gud skal være nummer et i vores liv. Det er jeg faktisk i tvivl om hvorvidt det passer Det er jeg faktisk i tvivl om hvorvidt det passer.
Tanken er sådan, at Gud og vores forhold til Gud er øverst, og så kommer alt det andet, vores familie, vores venner, vores arbejde, vores… ja, alt det, der også betyder noget i vores liv.
Problemet med at forsøge at lave sådan et hierarki, man kunne kalde det en pyramide, problemet er, at hvornår er det nok, det vi skal give Gud? Hvor meget er nok? F.eks. hvor meget tid skal vi give Gud?
Gustav Wied fortæller i ”Livsens Ondskab”, hvordan folk kommer fra gudstjeneste alvorstunge, men glad over at nu var ugens gudstjeneste overstået. Nu havde de givet Guds hvad Guds er dér på de hårde kirkebænke, så kan de kaste sig over noget andet, som de selv havde valgt og synes om.
Hvornår har vi givet Gud nok, sådan at vi kan tage det, der er på andenpladsen i vores liv, sådan at vi kan fortætte med resten af dagen, den del, der måske interesserer mig meget mere? Jeg tænker ikke, at Gud vil nøjes med at være en del af vores liv, også selv om det er på første pladsen. Hvis vi kun vil give Gud den største del, og det tror jeg faktisk ikke engang at vi kan, så vil det alligevel ikke være nok. For Gud vil have hele os, og hver en del af os og hver en del af vores dag. Gud vil ikke være først på vores liste med værdier, han vil være i centrum i alting. I stedet for at se det som en pyramide med Gud øverst, så er det måske bedre at se Gud som centrum i en uro, hvor alt vores liv, vores venner, vores familie, vores arbejde, vores tanker, vores aktiviteter er forbundet til Gud. Og som en uro bevæger vores liv sig ud og ind og frem og tilbage i livets fantastiske dans med Gud som centrum. Derfor er det Gud og vores relation til ham, der giver vores liv mening, at det er ham, der giver vores liv skønhed, kærlighed, liv og glæde. Paulus ser tilbage på det fantastiske liv han havde før, han var en kristen. Et liv fyldt med privilegier og anseelse. Og så skriver han ” jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus (Fil 3, 8). Eller som det står i Bibelen 2020: ”Jeg vil faktisk kalde hele mit gamle liv for værdiløst, for nu, hvor Kristus er blevet min herre, er det det eneste, der betyder noget. Op grund af ham har jeg ikke bare lagt det hel bag mig, jeg væmmes ved det”.
Paulus væmmes ved sin fortid, han regner det for værdiløst, for det vi har i Kristus, er så meget større end noget som helst andet! Jesus taler i en anden lignelse om at Guds rige er ligesom en mand, der samler kostbare perler – og en dag finder han en perle, som er større end de andre. Så sælger han alle de andre perler for at købe denne ene perle. Sådan er Gudsrige, sådan er det at være en kristen: Sælg alt det andet for at få det, for der er intet, der er større end at være en kristen. Du har fundet noget, der er større end din familie, dine venner – ja, større end dig selv. Alt andet er skarn… skidt.
Som vi sang i starten
Lad os det føle og smage,
Ånden er bedre end kød og blod
Herren er liflig og ejegod,
kristne har kronede dage.
Og derfor skal vi have et helligt had til alt det, der vil skille os fra dette centrum. Vores liv vil falde sammen, hvis vi fjerner det centrum. Vi skal fjerne det som er med til at skabe ubalance i uroen, som vil ødelægge vores liv. Gud er ikke en tyran, Gud er ikke en eller anden lille guddom, der kræver at tingene bliver gjort på hans måde eller også bliver han gal. Gud har Ikke brug for at vi gør visse ting, han lever ikke af vores tilbedelse og underkastelse. Han er allerede helt fuldendt i sig selv og har ikke brug for noget – absolut intet.
Det eneste han higer efter er fællesskabet med os. Det var derfor han skabte os – for at være sammen med os. At være kristen er at blive frelst og løftet ind i fællesskabet med Gud, hvor vi først er fri. Gud ønsker at leve sammen med os – og Gud ønsker et så tæt forhold til os, at det faktisk er ham, der lever i os. Jesus har opfyldt loven og alle reglerne for os, for at reglerne ikke mere skal have magt over os, men vi er sat fri for loven. Loven, der engang bestod af umulige krav – ”du må ikke” – bliver nu et løfte, som Gud opfylder i os.
Vi kan leve et liv i den tættest mulige forbindelse med Gud – det sted, som det altid har været meningen at vi skal være: Nemlig i centrum for Guds kærlighed. Og kærligheden fra Gud gør at vi kan leve i tilliden til ham, for kærlighed skaber tillid. Også tillid til ham, når vi ikke forstår ham, når livet gør ondt. Det forhold er den største af alle perler. Den perle, der får alle andre perler, alt andet værdifuldt i livet til at blegne. Alle de andre perler er -stadigvæk smukke: Familieperlen, jobperlen, succesperlen, selvbestemmelsesperlen, jeg-er-kongen-i-mit-eget-liv-perlen. Spørgsmålet i dagens tekst er, om du tør lægge dem til side, i forhold til den ene største perle? Tør du det? Vil du det – også i det lange løb? Eller stopper du på halvvejen? Godt begyndt er ikke halvt fuldendt.
Jeg tror, man på mange måder kan sige, at det at være kristen, som Jesus beskriver det, det er som at være gift. Ægteskabet er en livslang vandring og relation. Det er en gave, det er en rigdom. Det er noget af det allerbedste, der er sket i mit liv, noget jeg aldrig vil være foruden. Men det kræver samtidig sin kamp, det kræver sit arbejde. Det kræver, at jeg er villig til at sætte mig selv til side. Der er ting, man er nødt til at frasige sig, fordi man er gift og skal prioritere ens ægtefælle. Går man ind i et ægteskab uden at være villig til at lade det koste, så holder det ikke længe. Men det er det hele værd.
Det koster at leve i et ægteskab. Og det koster endnu mere at følge Jesus. Det koster alt! Hele min væren, hele mit liv. Men det er det hele værd. At tro på Jesus er at overgive dig til ham – det er en betingelsesløs overgivelse til Jesus: Her er jeg – tag mig som jeg er. Og han vil tage dig som du er – han vil møde dig med tilgivelse, med styrke og bærer dig i livet og i døden.
