Sidste søndag indledte jeg mine adventsprædikener med en prædiken om Jesu komme til Jerusalem. Det skete ikke med pomp og pragt, men stille og roligt, som den sagtmodige konge, der ridder på et æsel. Vi fandt frem til, at en af grundene til at Jesus var stille og sagtmodig – og ikke kom som den han var: Himmelens og jordens hersker.. jo det var fordi han ikke ønskede at have underkuede slaver, men at han ønskede at have brødre og søskende. Vores sjæl, vores vilje, vores liv, vores glæde, vores kærlighed. Han ville kunne have fået nogle slaver, der bare bøjede sig for overmagten, men han havde ikke fået det, han allerhelst ville have: Os som sine søskende. Os som Guds børn. Det han ville høre fra os var ikke frygt og bæven, men det var tro – derfor kom han som den mægtigste ikke som den mægtigste, men som den sagtmodige.
Noget andet er tilfældet i dagens tekst. Her er der ikke noget med at komme som den sagtmodige – her er der ikke noget med ”på det jævne – på det jævne”. Her kommer Jesus som den store og mægtige verdenshersker.
”Der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen”. Det er næsten som taget ud af manuskriptet til en af de mange katastrofefilm, der har trukket en masse mennesker i biografen i de forgangne år. Men hvor filmene ender med, at verden alligevel klarer skærene og at menneskheden fortsætter bare med en vigtig lektie rigere, så er det her virkelig slutningen. Det her er verdens undergang – her smelter alt det vi kender væk og noget andet kommer frem – det er tidernes ende – det er Jesu genkomst – det er dommedag.
”Jeg kan ikke tro på Gud, når der er så meget ondt i verden – hvorfor griber Gud ikke ind?” det er et spørgsmål, som man af og til hører.
Men Gud kommer til at gribe ind – men gad vide om de folk, der siger det helt forstår hvordan det vil være, når det sker? Det vil være afslutningen på jorden… det er lige som et teaterstykke – når forfatteren træder ind på scenen, så er skuespillet slut. Når Jesus træder ind på verdensscenen, så stopper den forestilling, som vi kalder verdenshistorien.
Vi siger det i vores trosbekendelse hver søndag, at vi tror på Jesus, der lige nu sidder ved Guds højre hånd, hvorfra han skal komme igen at dømme levende og døde. Vi siger det som en selvfølge… og det er også en selvfølge – Jesus kommer igen. Og så vidt jeg kan se, så er der fire grunde til at hans kommer igen:
For det første: Jesus skal komme igen, fordi der er nogle løfter i det gamle testamente, der endnu ikke er opfyldt. Der var en del af løfterne i det gamle testamente, der blev opfyldt, da Jesus kom første gang, men der er stadigvæk uopfyldte profetier. Hvis vi f.eks. tager den profeti, som vi hører juleaften, så lyder den sådan:
”For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham underfuld rådgiver, vældig Gud, Evigheds Fader, freds fyrste. Stort er herredømmet. Freden uden ophør over Davids trone og over hans rige.. så han kan grundfæste det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid”.
Der er født os et barn, der er givet os en søn, men herredømmet ligger endnu ikke på hans skuldre. Han har ikke brag fred til verden ved hans første komme og han bragte heller ikke ret og retfærdighed til verden. Han har ikke skabt den verden, hvor spædbarnet leger ved slangens hule og hvor panteren ligger sammen med kiddet, som jeg læste for lidt siden fra alteret. Han har ikke skabt en verden, hvor der ikke er vold vold, ondt eller ødelæggelser.
Der er mange profetier, der endnu ikke er opfyldt. Det kan få os til at sige to ting. Enten er Bibelen ikke til at stole på, for den udsteder løfter, den ikke kan holde. Eller også er tiden for deres opfyldelse endnu ikke kommet – og tiden for deres opfyldelse er, når Jesus kommer igen.
For det andet – Jesus kommer igen, fordi han selv gentagene gange sagde det i sine prædikener og i sin undervisning f.eks. det vi har læst i dag: ”Menneskesønnen – altså Jesus – skal komme i en sky med megen magt og herlighed”. Og har han lovet os at komme igen, så vil han også komme igen.
For det tredje – Jesus kommer igen på grund af Satans nuværende position. Bortset fra Gud er Satan den stærkste skabning i verden i dag. Paulus kalder Satan for ”denne verdens Gud” (2 kor 4,4). Der er kun en sand Gud – ham som vi bekender som vores skaber og far – men så er der denne verdens gud, der styrer verdens falske religioner, filosofier, tankegang. Han trækker i trådene ved hver ondskabsfuld handling, om det så er i forholdet mellem enkeltpersoner eller forholdet mellem nationer. Alt, der ikke har Guds stempel, har hans stempel. Satans ondskab og magt stiger og stiger i takt med at bladene i jordens historiebog vendes og slutningen nærmer sig.
Intet menneske kan stille noget op mod Satan – selv vores største anstrengelser kan vise sig at være hans måde at lokke os væk fra Gud på. Intet menneske kan stille noget op mod Satan – kun en er stærkere end ham, og han kommer tilbage for at tage sig af ham. Han har endda skabt et sted for ham og hans dæmoner – til os mennesker har han skabt himmelen og for Satan har han skabt helvedet. Det er ikke hans kongerige, men hans fængsel og toturkammer.
Den fjerde grund til at Jesus kommer igen er verdens nuværende situation. Verden er fyldt med kaos, lidelse, undertrykkelse, terror, mord, sult, nød, lyst, had, grådighed, krig, korruption, død – alt det, som gør livet ondt at leve – alt det, som vi bare ønsker at se en ende på… det får sin ende. Det får sin ende, ikke hvis vi bare fik en ny regering, eller hvis regeringen fik magt som den havde agt. Der sker heller ikke ved at den amerikanske præsident nu har politisk flertal… eller hvis der var kommet en anden præsident derovre. Det får først sin ende når Jesus kommer igen. For det, vi skal frelses fra er ikke ”dem”, ”de andre” – ”de onde”… nej, det vi skal frelses fra er os selv. Ondskaben og synden i os selv er vores egen undergang – og jo længere tid der er mennesker på jorden, jo værre bliver det. Men Bibelen har denne hilsen til os: ”Sig til de urolige hjerter: Vær stærke, frygt ikke!… han kommer og frelser jer” (Es. 35,4). Han kommer og frelser os… Frelser os fra os selv og fra det onde, der kommer ud af os.
Når Jesus kommer igen skal det derfor være en glædesdag,
for det første betyder det opfyldelsen af alle profetierne,
det betyder at Jesu ord stod ved magt,
det betyder at Djævelen endelig får sat stolen for døren
og så betyder det, at verden bliver kvit for alt det onde.
Alt det onde. Når vi ser himmel og jord ryste og gå til, så skal vi ikke være bange, men rette ryggen op, løft vores hoveder, for vores forløsning nærmer sig.
Denne gang er det ikke Gud i forklædning, men noget så overvældende at det vil slå os enten med uimodståelig kærlighed eller uimodståelig rædsel. Det vil være for sent at vælge side. Det vil ikke være en valgets time – det vil være det tidspunkt, hvor det bliver åbenbart for alle, hvilken side vi virkelig har valgt – om vi så har været os det bevidst før eller ej.
For det er desværre ikke alle, der den dag vil kunne rette ryggen op og løfte deres hoveder – der står, at der er nogle, der vil gå til af skræk og frygt over det, der kommer, for de ser ikke nogen forløsning i at Jesus kommer igen, for de har satset på at verden fortsatte sin historie. De havde ikke håbet på en forløsning – de havde ikke troet på forløseren, Jesus – og nu pludselig er det for sent.
I dag lyder tilbudet… på den dag, som kan være i morgen, som kan være i overmorgen eller om fem år eller mere.. på den dag lyder der ikke noget tilbud. Jesus tilbyder ikke frelsen på det tidspunkt, han henter dem, der allerede har taget i mod. Det stikker i ørene at høre det, men det er også meningen. Det vil altid gøre ondt at høre det her – men hvordan reagerer man på det? Reagerer man ved at blive hårdhjertet, for det kan da ikke passe – eller reagerer man ved så at tage imod forløsningen. Ved at vende om? Ved at sig ja til Jesus og blive en kristen?
For da er det igen et gladt budskab – forløsningen, der kommer. Og er vi her i adventstiden på jagt efter den sande juleglæde, så skal det her også være en del af vores glæde: Jesus kommer igen.
Jesus blev ikke ved med at være det lille søde nuttede barn i krybben, men bliver kongen, der skal hilses på skyerne som vores befrier. Jesu komme julenat havde det formål, at han skulle komme igen på skyerne som Herrenes herre, hvor hvert knæ skal bøje sig i himmelen og på jorden.
Jeg håber tanken om Jesus og dommedag må gøre os glade – en arbejdsom og smittende glæde, der vil gøre alt for at andre også må få del i den.
– Er du ligeglad, for det passer såmænd ikke alligevel – det er gamle drømme – det er en tro, der ikke er mig… jamen så er jeg bange for at det bliver en brat opvågen, når det viser sig, at Jesu løfter alligevel ikke var en drøm, men en virkelighed. Er du ligeglad i dag, jamen på det tidspunkt er du ikke ligeglad, du er heller ikke glad, du er rædselsslagen. Men det er stadigvæk muligt at vende om.
Er du bange for den dag? Jamen, så er du det rigtige sted – for her i kirken er han, der som den eneste kan tage din frygt fra dig – det er ikke hans ønske at bringe frygt, men hans ønske at frelse… det er hans ønske, at så mange som muligt må kunne tage imod ham – at så mange som muligt må have valgt hans side.
Jeg kalder årets adventsprædikener for ”Jagten på den forsvundne Jesusglæde”. Har du svært ved at etablere en sand Jesus-glæde, så
tænk på alt det onde i verden,
Tænk på alt det onde, der udgår fra dig og for synden, der får dig til at gøre ting, du ved er forkert.
tænk på al den sygdom, der hersker overalt og måske har fat i dig eller en af dine kære.
Tænk på den lille afrikanske dreng, som bliver filmet siddende på jorden og sulten tigge efter mad – sidder dér som en af de mange, der ikke kan hjælpes…. eller i hvert fald ikke bliver hjulpet.
Tænk på al den splid og løgn, der er selv i kirken, som skulle være fredens og kærlighedens sted.
Tænk på den meningesløse ondskab og ringeagt for menneskeliv, der hver eneste aften bliver serveret for os i nyhederne.
Alt det får en ende – alt det bliver der sat en stopper for. Han skal tørrer hver tårer fra vores øjne – og der skal ikke være død, ej heller pine skal der være mere. ”ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmere sig”.
