Hvad betyder det for os i dag, at Jesus kommer igen?
Vi skriver i dag den 2. søndag i advent. Adventen er denne tid, hvor vi forbereder os på Jesu komme. Det vil jeg hjælpe til med her i min prædikener at besvare spørgsmålet: “Hvad betyder det for os i dag, at Jesus kommer?”.
Dagens tekst handler om Jesu 2. komme og vi skal derfor spørge: Hvad betyder det for os i dag, at Jesus kommer tilbage på et eller andet tidspunkt? Svaret står egentlig i slutningen af lignelsen: “Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen”. Jesus kommer igen på et eller andet tidspunkt – og det skal gerne holde os vågne, så vi ikke falder i en åndelig søvn.
Det viser Jesus ud fra en situation, som var kendt af Jesu tilhørere: En brudgoms festlige hjembringelse af sin brud. Men her trækker det åbenbart lidt ud – måske med at få forhandlet medgiften på plads. Men velkomstkomiteen finder ventetiden for lang og falder til sidst i søvn. Da brudgommen så endelig kommer er det ikke alle, der er parat til at modtage ham i det oplyste festtog. Nogle af dem må først have ordnet nogle småting, have hentet olie til deres lamper, men da er det alt for sent: Festen er begyndt, døren er låst.
Det er ikke længe siden vi sidst havde sådan en domslignelse som prædikentekst – det var sidste søndag i kirkeåret, hvor vi læste om kongen, der skilte fårene fra bukkene. Det var verdensdommen, der var tale om der. Men denne domslignelse er ikke helt som de andre – den begynder med ordene: “Da skal himmeriget ligne ti brudepiger” – lignelsen er altså på en speciel måde rettet mod os – Guds kirke. Den er en formaning om frafaldets mulighed – også midt i en forsamling, der burde vide bedre.
Jesus deler i sin fortælling menigheden op i to dele: De kloge og de tåbelige brudepiger. Dem, som var parate til at møde Jesus, og dem, som ikke var.
Hvor er så de fem tåbelige brudepiger? Jeg ved det ikke, men er lignelsens pointe ikke netop den, at de er netop der, hvor vi mindst vender dem? – altså midt i menigheden, i menighedsrådet, blandt os præster, blandt provsterne eller biskopperne. Blandt de trofaste, som altid er at finde, når der kaldes til gudstjeneste. Ja, kan hænde, at vi også selv er blandt dem, der skal banke vore hænder til blods på den lukkede og låste dør? Det er en alvorlig og uhyggelig meddelelse at få: Jeg kender dig ikke! Det er højesteretsdommerens stemme og hans dom kan ikke ankes.
De fem var ikke klar – de havde ikke olie på deres lamper. Jeg tror ikke vi kan finde frem til hvad olien betyder i lignelsen, men pointen er, at de ikke var klar da alt kom til alt. De havde ikke deres sag med Gud i orden. De havde i starten af deres kristenliv lukket Kristus ind i deres liv, men det gik galt på et tidspunkt. Måske kunne de ikke holde ud i hverdagens fristelser, kollegaernes nærgående spørgsmål… Men de holdt stadig fast i kirken – måske af gammel tradition? Måske fordi de gerne ville tilbage og græd i deres indre over hvordan det stod til med deres åndelige liv. Men det afgørende spring ind i tilgivelsens varme blev aldrig gjort altid i periferien, men ikke ind. De havde jo også så god tid, tænkte de. En dag vil alting nok ordne sig… og jeg er da heller ikke slemmere end de andre. Og lige så stille blev de vugget i søvn.
Der er en tommelfingerregel, der siger: Hvis du ikke er parat nu, så er du ikke parat til den tid. For pludselig er det for sent: Jesus kommer på himmelens skyer og du er ikke parat.
Jesu lignelse handler ikke kun om frafaldne folk og folk, som ikke var klar. Den handler også om folk, som fører ordet “alt af nåde” helt ud i dens yderste konsekvens: Folk, som sover. Ja, det er det, som virkelig gør denne lignelse uhyggelig. Det er uhyggeligt nok, at nogle ved tidernes ende står udenfor – det mest uhyggelige er at hele den kristne menighed skulle sove nu. Et er at de tåbelige brudepiger sover – det havde ikke undret nogle. Men det er alle 10! Hele den kristne menighed i en dyb søvn. Og det skader…. ikke bare udadtil i menigheden, men også indadtil.
Det skader udadtil, for lignelsen beskriver en menighed, der burde slås mod det mørke, som verden sover i, men som ikke kan kæmpe, fordi den selv er faldet i søvn. Den sover bare ikke i mørket, men i lyset.
At sove er at hjælpe Guds fjende. Der er nemlig to ting, man kan gøre for at hjælpe Guds fjende – og jeg ved ikke hvilken en af dem, der er den farligste. Den ene er at være aktiv i det onde og den anden er at være passiv i det gode – det er at sove.
Kaj Munk lavede på et tidspunkt en omdigtning af Luthers “Vor Gud han er så fast en borg” – det blev til “Vor Gud han er så fast en tank”… altså en kampvogn. Han mente ikke at Gud bare var en tryg borg, som vi kan putte os ind i, når det virkelig blev farligt. Nej, Gud var en kampvogn, så vi var midt i faren og tog tyren ved hornene.
Et andet sted siger han “Nogle tror, at det er være en kristen er kirkegang og bøn, salmesang og bibellæsning. Det har ikke spor med kristendom at gøre – ikke mere end at købe skosværte har med en skopudser at gøre. Bøn og bibel, det er vort arsenal. Der henter vi kræfter og indsigt til vor kamp for gudsriget på jord”.
Vi skal ikke vende verden ryggen – vi skal hellere ikke gå ind på verdens præmisser for at vinde verdens velvilje. Nej, vi skal være kristne, turde at stå ved vor Herres side også når det virker flovt, farligt, dumt – eller bare pinligt. Vi er som kristne de eneste repræsentanter for Guds kærlighed på jorden – viser vi ikke hen til Jesus, hvem skulle så? Man kan se hele kirkehistorien som et langt stafetløb, hvor Guds ord er givet videre fra generation til generation. Nu er det vores tur til at give det videre – giver vi det videre eller bruger vi det som sovepude.
Men det skader ikke bare udadtil, hvis vi sover, men også indadtil.
Sover vi her i kirken? Det vil sige: Ser vi ikke de andre, der kommer i kirken? Den nye, som måske kun lige er på visit, den, der kommer noget oftere. Ser vi dem? Ser vi hinanden? – vi skal være opmærksomme på hinanden både rent menneskelig og åndeligt set. Vi skal være noget for hinanden – nemlig kristne brødre og søstre, der er med til at bære, når det går den anden imod og som er med til fest og glæde, når det går godt for den anden. Vi mennesker er sociale væsner – kirken kan om nogen opfylde menneskers sociale behov. Folk søger fællesskab og de vil finde det – men de finder det ikke altid de rigtige steder. Kirken er det fællesskab.
Ikke bare et kammeratligt fællesskab med hinanden, men et åndeligt fællesskab. Vi, som er kristne, har jo borgerskab ikke kun i det jordiske, men også i det himmelske rige. Vi skal derfor være kærligt opmærksom å vores medkristnes åndelige liv. De 5 kloge brudepiger sov – så de opdagede slet ikke, at deres fem veninder ikke var parat, da brudgommen kom. De kloge kom ind, men de måtte lade deres veninder i stikken!
Alt dette kunne have været undgået, hvis de ikke havde sovet i timen – hvis de havde været opmærksomme på de andre. Vækket dem af deres søvn – tale med dem kærligt, forsøge at vejlede dem.
Vi skal ikke fare frem med bål og brand – “vi alene vide”, for hvem siger ikke, at det er os, der har taget fejl? Utrolig mange mennesker er blevet skubbet væk fra kristendommen af folk, som sikkert mente det godt, men som kom til at virke fordømmende og ukærlige. Paulus siger et sted, at vi skal være sandheden tro i kærlighed. Vi skal ikke bare være trofaste mod sandheden, så vi glemmer kærligheden mod vores næste. Men vi skal hellere ikke det modsatte, nemlig glemme sandheden på grund af kærligheden… eller rettere: En misforstået kærlighed. Eller som en her fra menigheden har sagt det “det modsatte af kærlighed er ikke ondskab, men ligegyldighed”. Vi skal se hinanden – vi skal ikke sove i timen.
For vi behøver ikke at falde i søvn – Bibelen fortæller os, at den samme kraft, som opvakte Jesus fra de døde, lever i os. Helligånden, som skaber liv – som vækker sovende kristne og sovende ikke-kristne, så vi kan være vågne, når Jesus kommer igen.
Hvad betyder det for os i dag, at Jesus kommer igen i fremtiden? Det betyder, at vi skal være vågne så vi ser folk omkring os i og udenfor kirken. Og er vi vågne overfor vore medmennesker, så er vi også vågne overfor vores Gud. Vi sang før den smukke salme 269: Jeg venter dig, Herre Jesus” – den er svær at synge, men rammer utroligt godt teksten til i dag:
1) Jeg venter dig Herre Jesus til Dom, hvert øjeblik jeg ser mig om.
2) Hastigt du komme kan og brat i hver en time ved dag og nat.
3) Lad brænde mit hjertes lampe beredt i tro, i håb og kærlighed.
4) Jeg sover eller våger, da være jeg din, jeg lever eller dør, da være du min.
5) Og når du kommer, kom mild og blid, og gør mig salig til evig tid.
