I begyndelsen af gudstjenesten fortæller jeg denne historie:
Der er en sand historie fra den synkende Titanic. En kvinde sad i en af redningsbådene, der snart skulle til at sænkes ned i det kolde hav. Pludselig kom hun i tanke om noget, som hun bare ville have med sig. Hun fik allernådigst lov til at løbe hen efter det – men hun skulle være tilbage inden 3 minutter, for så ville de sænke redningsbåden ned i vandet også uden hende. Hun løb hen over dækket, der allerede var begyndt at få en faretruende hældning. Hun løb igennem spillehallen, hvor der stadigvæk lå bunker af penge, som folk havde forladt. Hun kom til sit værelse, hvor hun skubbede til sine smykker og diamantringe og så rakte hun ud efter et par små appelsiner. Og så skyndte hun sig tilbage til redningsbåden og steg ind.
Utroligt – for 40 minutter siden, da ville hun aldrig have valgt et par slatne appelsiner i stedet for bare det mindste af sine smykker. Men døden var kommet om bord på Titanic og nu var alle værdier byttet rundt. Uvurderlige ting var nu pludselig værdiløse – og værdiløse ting var blevet uvurderlige. Og i det øjeblik foretrak hun tre små appelsiner frem for sine diamanter. Damen vidste, at hun skulle forberede sig på et liv i redningsbåden og der ville et par diamanter ikke hjælpe hende, men et par appelsiner ville give hende styrke og kræfter til at overleve.
Dagens gudstjeneste handler om at være parat – og leve livet. Leve livet og have den rette prioritering i livet. Det gælder om at finde ud af hvad der egentlig er det værdifuldeste i livet, hvad der egentlig er det, der dur og holder for Jesus kommer igen på et eller andet tidspunkt.
Selve prædikenen
I år havde jeg et bryllup i Asdal Kirke, hvor bruden og brudgommen gerne ville slippe for at deres fest blev for bryllupsagtigt. De ville bare have en ganske almindelig, afslappet og stille og rolig fest – så de inviterede ikke til bryllup, men til en fødselsdagsfest. Alle gæsterne blev overrasket… Men havde broderen gættet, at der var bryllupsfest, for pludselig under festmiddagen delte han en sang ud, som han havde skrevet til deres bryllup. Hvordan kunne det lade sig gøre? Havde han alligevel gennemskuet at fødselsdagsfesten var et dække for et bryllup? Nej, det havde han faktisk ikke.
Nej, han havde skrevet sangen for rigtig mange år siden. Hver eneste gang, hvor de to havde inviteret til en eller andet fest, så havde han taget sine sange med – for det kunne jo være denne gang, at de ville overraske med et bryllup. Og hver eneste gang havde han så taget sangene med tilbage igen – ja, hver eneste gang, undtagen den gang, hvor der så virkelig var et bryllup. Og som den eneste, så havde han forberedt sig til bryllup og lavet en sang til det kære brudepar.
Det synes jeg er helt vildt imponerende – tænk at være så godt forberedt.
Jeg har lige læst en tekst om nogle brudepiger. Jeg vil ikke til at forklare en masse ting om hvordan bryllupper var på Jesu tid og hvad det er for en tradition med brudepiger og fakkeloptog – nej, for vi forstår jo godt hovedbudskabet i lignelsen: Fem brudepiger var kloge og fem var tåbelige. De kloge var forberedte og kom ind til festen – de fem tåbelige var uforberedte og kom ikke ind til festen.
Og så kommer Jesus med hovedpointen: ”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen”. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen for hvornår jeg, Jesus, kommer tilbage på himmelens skyer. I bekender det hver eneste søndag: Opfaret til himmels, siddende ved Gud fader den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme igen for at dømme levende og døde”. I ved det jo godt – jeg kommer på et eller andet tidspunkt – kommer som kongernes konge, og herrernes herrer. Våg derfor, vær parate, vær beredte, så I ikke skal komme til en låst dør – så I ikke skal gå glip af den store fest, som jeg har inviteret jer med til i himmelen. Våg derfor – fald ikke i en åndelig søvn.
Der går en historie om at en mand faldt i søvn i Horne Kirke og det midt under prædikenen. Da præsten nåede sit amen, så vågnede han, rejste sig op søvndrukken og sagde: ”Jamen, så siger jeg tak for kaffe”.
Det er rimeligt uskyldigt at falde i søvn i kirken, noget mere farligt er det, hvis man falder i søvn, når man sidder bag rattet i en bil, for så kan det ende med en stor ulykke, hvis man ikke vågner op i tide. Og søvnen komme lige så langsomt snigende ind – det begynder med at man bliver blinker kort med øjnene, det kan være man åbner dem selv om man faktisk ikke kan huske at man lukkede dem. Det sker lige så langsomt og selv om man kæmper en brav kamp for at holde søvnen på afstand, så er det virkelig dødskørsel man er ude i. Og det kan ende virkelig galt.
Åndelig søvn er lige som den fysiske søvn noget, der kommer snigende ind lige så langsomt – pludselig er den over os og vi sover hen i en dyb åndelig søvn. Og hvem ved om vi først vågner op, når Jesus kommer igen, og vi så vågner op og opdager: ”Hov – jeg har ikke olie på lampen! Hov, jeg er alligevel ikke klar”?
Hvor vil det bare være surt, hvis vi ikke er klar til at Jesus kom igen… hvor ville det bare være bittert, hvis vi ikke er klar, når Jesus kom igen… ja – hvor ville det være katastrofalt, hvis vi ikke er klar, når Jesus kommer igen, for det er det samme som det ord, der smager af død og ødelæggelse, nemlig fortabelsen.
VI havde sådan set alt på plads – ligesom de fem tåbelige piger, der havde olie på kanden og sad og ventede på at brudgommen skulle komme. Vi havde alt på plads, vi var døbt, vi var konfirmeret, vi var medlem af Folkekirken, vi gik også i kirke en gange imellem, og når vi mistede en af vore kære, så tog vi også hen i kirken for at tage afsked dér. Vi havde sådan set alt på plads – men vi alligevel ikke kristendommen sådan i hverdagen. Vi tog det for givet, at jeg da altid kan blive en kristen. Jeg kan da altid tro. Jeg kan da altid prioritere det… men det passer så dårligt ind i mit liv lige nu… og pludselig sker det, vi falder i søvn… og vågner først, da det er for sent. ”Jeg kender jer ikke”.
Det vi ikke bruger og værdsætter, det mister vi – sådan er det. Vi skal bruge vores kristendom. Vi skal bruge vores bibel. Vi skal bruge vores kirke. Vi skal bruge vores tro… det vi ikke bruger, det vi ikke værdsætter det mister vi. Og så ender det med at vi ikke er klar – enten når Jesus kommer igen eller når blodproppen eller færdselsuheldet sætter en stopper for vores liv, og vi pludselig står foran den almægtige Gud. ”Jeg kender jer ikke”.
At være åndeligt parat er ikke at sidde med hænderne foldet og vente og så ikke leve livet – men det er netop at leve livet fuldt ud med at leve det med troen på Jesus. Der går en historie om reformatoren Martin Luther, der ikke passer, men som alligevel er god. Ifølge den historie, så blev han spurgt om hvad han ville gøre, hvis han vidste, at Jesus kom igen i morgen? Jo, han ville gå ud og plante et træ i dag. For ham ville livet altså bare gå videre på trods af den viden – det sker i morgen.
At være åndeligt parat, at holde sig åndeligt vågen vil nok sige, at have den rette prioritering i livet, nemlig ”Søg først Guds rige, og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift”, som der står i Bibelen. At være åndelig parat, at holde sig åndeligt vågen er at tage det til sig, som man ved virkelig betyder noget – og så lad alt det andet komme i anden række.
At være åndeligt parat, at være åndeligt vågen er at leve livet, og vide at det her liv er bare så fedt. At det her liv er så fyldt med gode og vidunderlige ting. Det er fyldt med spændende samtaler, sjov og ballade, fest og hverdag. Det er fyldt med kærlige mennesker – og nogle af dem elsker endda mig. At være åndeligt vågen er at gribe livet – leve livet – og vide: Ja, det her liv er fantastisk, men der kommer et liv efter det her, der kun kan sammenlignes med en bryllupsfest. Hvis det her liv er et liv, hvor vi venter på Jesu komme – så må det vi venter på være meget bedre end det her. Det må være lige som opvarmningssangeren til en koncert før den store stjerne kommer ind på scenen. Hvis du elsker livet nu, så vil du elske det, der venter dig… våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.
