Den her tekst er rigtig rigtig træls. Ja, jeg vil faktisk sige, at hvis den her tekst ikke stod i Bibelen, men i en af de andre skrifter, der er dukket op i tidens løb, der er skrevet længe efter de fire evangelier… ja, så vil jeg sige, at det var løgn. Ja, jeg vil faktisk sige hive den her historie frem som et bevis på at det ville være et forkert evangelium: ”Prøv bare se – sådan ville Jesus da aldrig finde på at gøre eller sige”.
Her er ikke noget som helst af den Jesus, som vi lige har hørt om, der breder armene ud overfor børnene og siger: ”Lad de små børn komme til mig”. Der er ikke noget som helst af det billede af Jesus som vi sikkert alle sammen har, næsten som Thorvaldsens Jesus-figur i Københavns Domkirke: ”Kom til mig, alle I som er trætte og bære tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”.
Her kommer der en kvinde, der beder for noget, der er mere dyrebart end hendes eget liv: Nemlig hendes barns sundhed og liv. Og Jesus ignorerer hende – og da Jesus endelig siger noget til hende, så bliver hun kaldt en lille hund.
Jesus opfører sig ikke sådan som vi gerne vil have ham til at opføre sig – han passer simpelthen ikke ind i vort glansbillede af Jesus. Ja, den irske nobelprismodtager i litteratur, George Bernhard Shaw sagde om den episode her:” Ja, det var den dag, hvor Jesus ikke var kristen”.
I den forgangne uge har jeg læst stakkevis af prædikener om denne tekst – og hjemmesider – og nærmest alle som en forsøger at rette til, fortolke og lægge til, sådan at vi alligevel ser Jesus sådan som vi gerne vil have ham til at se ud, koste hvad det vil. … I ved som Thorvaldsens Kristus-figur, Kom til mig. 
– Nå, men Jesus havde bare en dårlig dag.
– Han var træt efter den lange rejse og så forstår man jo godt, hvis der lige røg en lille finke af panden.
– Ja, eller Jesus vil bare teste kvinden for at se om hun bliver ved med at tro selv om hun får den ene afvisning efter den anden.
– Og de mere lærde præster peger på, at Jesus handler jo netop ud fra den frelsesteologiske plan, der er lagt helt fra skabelsens første tid…
– Eller også er det …
man bliver bare så træt så træt så træt!!
For ærligt talt, jeg gider ikke være Jesu advokat, være hans talsmand, der skal står og forklare ham – især ikke når det er omvendt, at han har lovet at være min advokat, og min talsmand. Vi vil alligevel aldrig finde ud af hvad der foregik ind i hovedet og hjertet på Jesus den dag for snart 2000 år siden… men vi kan læse os til hvad der sker i og med den kvinde, der til sidst ligger foran Jesu fødder, ”Herre, hjælp mig”.
Troen. En fantastisk tro – en stor tro, ja, for det er hvad Jesus siger om hendes tro: ”Din tro er stor”. Det er godt nok meget moderne at sige, at man ikke kan gradbøje troen – man kan ikke sige, at der er en stor tro og en lille tro… men nu har Jesus jo aldrig pralet af at han var moderne, han har bare sagt sandheden… og det vil nok aldrig være moderne.
Men kvinden har en stor tro – ikke en stor viden, ikke en stor og perfekt religiøs praksis, ikke en masse ritualer, ikke en masse teorier om hvordan Gud er og bør være – men bare en tro.
En tro på, at den mand, der prøver på at komme væk fra mig lige nu, der prøver på at ignorere mig, der kalder mig en lille hund, at han ikke desto mindre er mit eneste håb. At han er den eneste, der kan hjælpe. En tro forstået på den måde: ”Jeg kan ikke selv, jeg er ikke noget selv, jeg har ikke ret til noget som helst, for jeg ved hvem jeg er, og hvad jeg har gjort, men netop derfor har jeg brug for Gud”.  ”Jeg bliver ved med at råbe efter ham, om det så bliver det sidste jeg gør her i verden”.
Sikke en tro – hvor mange af os vil ikke have vendt Gud ryggen allerede efter ganske få bønner om hjælp. ”Nå, det hjælper nok ikke alligevel. Nu må Gud da se at hjælpe lidt til her – nu må han da lige vise sig for mig, når jeg nu står jer og venter og beder til ham”.
Dagens historie er en god illustration af hvad troen er og hvad den er bedst til, nemlig at blive ved og blive ved og blive ved – også selv om alt andet er ved at falde ned om ørene på os, så bare blive ved. Også selv om Gud bliver ved med at være tavs – så bare blive ved med at bede til ham. For ved du hvad – der er ikke anden dør at banke på end den her… derfor bliv ved med at banke.
Jeg kan ikke lade være med at fortælle om en oplevelse, mig kone og jeg havde. Vi havde fået adressen på et hus i Sarajevo, hvor vi havde aftalt, at vi skulle bo et par dage. Vores fly have forsinket os, så da vi kom frem, var der ikke nogen til at tage imod os, sådan som vi var blevet lovet. Vi bankede på samtlige døre og vinduer i huset – og det var et stort hus – men ingen reagerede. Det begyndte at blive mørkt – de vilde hunde begyndte at hyle i nærheden, vi var blevet glemt… hvad skulle vi gøre midt i en fremmed by? Og vores økonomi var ikke lige til at kaste os ind i et hotelværelse – så det her var det eneste sted, hvor vi kunne finde husly. Men i mørket kunne vi se, at der var lys oppe på tredje salen i det store hus, og vi blev ved med at banke på, og råbe… og til sidst blev døren åben.
Nogle gange kan bøn føles sådan – nogen gange kan det at være en kristen føles sådan: At vi bare står og banker og råber udenfor et stort hus uden at vi bliver hørt, uden at døren bliver åbnet. Men ved du hvad: Bliv ved med at banke, for det her er det eneste hus, som vi kan komme ind i. Blive ved med at banke, for der er en, der lytter – stol på det… og der er en, der reagerer på vores banken. Derfor bliv ved med at bede og banke. Lad dig ikke slå ud – men bliv ved. Det er troens største kendetegn, som vi skal synge om lidt: ”Bede, banke, råbe, græde, er de kristnes største kunst” (DDS 583,3)
For ved du, den Gud, jeg tror på… den Gud vi tror på … han frelser. Navnet på vores eneste redning er Jesus, og det betyder ”Herren frelser”. Navnet på den eneste døre, vi kan banke på ind til evigheden, er Jesus. Han er med os selv når vi føler os gudsforladte. Han hører vores bøn til ham også når vi står midt i alt det meningsløse og mærker at tvivlen rusker i os, fordi vi kun møder stilhed. Selv midt i en verden uden Gud – dér er Gud også.
Blive ved – tro og vent – hjælpen kommer, Herren kommer, frelsen kommer.
Som vi hørte fra salmen i Det gamle Testamente:
”Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl?
Hvorfor skælver du i mig?
Ven på Gud!
For jeg skal takke ham på ny,
min frelser og min Gud