Jeg plejer ved eftermiddagsgudstjenesterne ikke bare at genbruge morgenens prædiken – dels fordi jeg synes det er kedeligt at høre mig selv sige det samme igen, men så også fordi jeg gerne vil præsentere noget andet, hvor jeg har lidt mere fokus på en lille detalje i dagens tekst. Den lille detaljer jeg gerne vil stille fokus på er ordet, som vi finder i slutningen af dagens evangelium: ”Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter.”

Teksterne til gudstjenesten har temaet: Menneskets afvisning af Gud og Guds barmhjertighed og tålmodighed overfor os – men også at den tålmodighed ikke varer ved. En dag vil straffen over vores nej til Gud i handling og i ord ramme os. Den vil ramme os, lige som den ramte det jødiske folk hårdt, da deres store privilegium, vingården, Guds rige, blev taget fra dem, da de efter mange afvisninger til sidst afviste Guds søn, og henrettede ham på et kors. Og så kommer sætningen, Jesus, der siger: ”Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter.”
Guds rige skal tages fra Israel som folk og nation og gives til et folk, de kristne, der bærer rigets frugter. Og i første omgang er det jo et fantastisk budskab, for det var det der skete, da Paulus rejste rundt fra by til by i det nuværende Tyrkiet, Grækenland og til sidste endte sine dage i Rom – han var ellers på vej til Spanien for at forkynde evangeliet i Spanien, sprede Guds rige i den del af Europa. Alle de steder havde Paulus en fremgangsmåde: Først gik han til sit eget folk, og når de afviste ham – for det gjorde de ret hurtigt – så fortalte han det til hedningerne… altså sådan nogen som os, der ikke er jøder. Så gik riget og evangeliet om riget fra ejendomsfolket til folkeslagene. Så gik det fra Israel og til det, der skulle blive kirken, kristne, dig og mig.

En af grundene til at jøderne og de skriftkloge faldt på grund af, var at de satsede på automatikken. De regnede med at de havde Abraham til far og derfor var det nok, de regnede med at de havde verdens bedste og mest forfinede religiøse liturgi, så derfor behøvede de ikke have hjertet med sig. Det endte med at de blev sig selv nok og derfor afviste alle de mange profeter, der kom til dem sendt fra Gud med et andet budskab end det, de ønskede sig. Ofte var det budskab: ”Omvend jeres hjerter – jeg har ikke glæde af jeres mange slagtofre”. Og den sidste af disse profeter var Johannes Døberen og ham afviste de også.

Omvend jer! Nej, det budskab er ikke til os, for vi er religiøse, vi er Guds ejendomsfolk. De sagde ja og amen i synagogen og så sad de ellers på deres hænder resten af tiden med hjertet vendt fra Gud. De var det, som alle religioner er, nemlig frugtesløse og døde.
Og hvad så med os? Står det bedre til med os? Hviler vi på traditionen, siger vi ja og amen i kirken, ja til dåben, ja til konfirmationen, ja til at vi lever i en kristen nation – siger vi bare ja, men sætter os så bare på hænderne overbevist om at vi har verdens bedste folkekirke?  Nej, kristendommen er ikke bare at have de rigtige holdninger – men også at have de rigtige handlinger. ” Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag”, siger faderen.
Jesus siger: ”Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter.” Hvilke frugter bærer vi – eller sidder vi bare på vore hænder? I teksten fra Det gamle Testamente læser vi, at Gud plantede folket Israel og kom og ledte efter gode frugter: ”Han ventede ret, men der kom retsløshed. Han ventede retfærdighed, men der kom nødskrig”. Frugterne fra Israel skulle altså være en god etik – men i stedet groede der undertrykkelse, ubarmhjertighed, udnyttelse og ligegyldighed over for andre. Mon ikke det er det samme, Gud forventer af os? Paulus taler om åndens frugt og han kommer med en lang liste: ”Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse” (Gal 5,22).

Frugterne er med andre ord: Kristus-lighed – at vi ligner Kristus. Det er vores frugt. Ikke bare med vores mund at sige “Ja, Herre, jeg skal nok gå ud i vingården” – men også med vores liv at gå ud i vingården og ligne ham – at være som ham.

Det er ikke en svær opgave – jo, hvis vi tager den på os som vores opgave, men det er det slet ikke. Vi skal ikke producere åndens frugter af os selv – vi skal bærer åndens frugt. Vi skal lade Gud fylde os mere og mere og så lade ham skabe frugterne, som vi så kan bære. Bære de frugter, som Helligånden giver os. Vi skal holde os i tæt kontakt med vores Gud og lade hans kærlighed strømme igennem os og ud til vores medmennesker. Og det er ikke en sødsuppe-kærlighed, men en praktisk kærlighed – hjælpsom kærlighed – omsorgsfuld kærlighed. Ja, det er Jesu kærlighed.
Vi skal bare give det videre, som vi selv har fået. Vi skal bare tage imod det, som Gud ønsker at vi skal have – som vi skal synge:
Vi rækker vore hænder frem
som tomme skåle.
Kom til os, Gud, og giv os liv
fra kilder uden for os selv!

Din nådes skaberværk skal ske
i tomme hænder.
O Gud, al godheds giver: Kom,
tag bolig i vor fattigdom!