Da min ældste skulle i børnehave, så skete det tit og ofte, at jeg glemte at få madpakken med, så for at huske det, så satte jeg et lille klistermærke på døren med teksten: ”Husk madpakken”. Det klistermærke har nu hængt på døren rigtig mange år – og de eneste, der lægger mærke til skiltet, det er når vi har gæster og de kommentere det. ”Har du husket madpakken?” – og så står jeg og ser mærkelig ud, for hvad mener de med det? Indtil de peger på klistermærket… og ti-øren falder. Jeg ser simpelthen ikke det skilt længere. Og jeg glemmer stadigvæk at få lagt madpakken i tasken, og det sker som regel altid de dage, hvor skoleboden er lukket.

Rundt om i vores land er der rejst en masse mindesmærker – da man rejste de sten, så var det fordi man havde en hændelse i nærmeste erindring, som man ville markere og sikre for eftertiden. ”Må den dag aldrig blive glemt”.
Men tit og ofte gled disse sten bare ind i bybilledet, hvis den ikke gror næsten helt til, og det er først, når der kommer turister forbi, der spørger ind til stenen, at ”nå ja”, så falder ti-øren. Vi mennesker glemmer. Selv personer, der var store og fyldte alt, imens de levede, kan glide i glemmebogen.
Uffe Ellemann-Jensen siger i et afskedsinterview, at der i denne rapkæftede politiker og statsmand, alligevel var en del ydmyghed. ”Og der er den ydmyghed i det, at jeg ved udmærket godt, at jeg er bare et blad i høst. Et snefung og så videre. Det ved jeg godt. Og det har jeg da vist hele tiden. Men nu er jeg i stand til at erkende det”.
Og han har jo ret – politikere, statsmænd der var store engang, det er kun et fåtal af dem, der virkelig er på folks læber endnu. Et blad i høst, et snefnug.
Vi har for ikke længe siden fejret påske – skærtorsdag, dagen for indstiftelsen af nadveren og dagen før den lange fredag, hvor Jesus døde. Jesus sad imellem sine disciple og har sikkert været så stor, så når de har tænkt tilbage på den aften, så har der kun været ham. Jesus fyldte hele salen – centrum var Jesus.
Jesus vidste hvor dårligt vi mennesker husker, så han gav dem ikke en masse instrukser, men gav dem en klar ordre: Husk mig.
I rockmusicallen Jesus Christ Superstar synger Jesus endda:
”Jeg må vær blevet tosset
hvis jeg tror jeg bliver husket, når jeg er død
se jeres tomme ansigter, mit navn vil blive glemt
samme sekund jeg er død”
Jesus indstiftede nadveren af mange forskellige grund, en af grundene var for at vi må huske ham. ”Dette er mit legeme, som gives for jer, gør dette til ihukommelse for mig” … ”Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, gør dette, hver gang I drikker det til ihukommelse af mig”. Kort sagt: Gå til nadver og husk mig. Og Paulus supplerer, at hver gang vi spiser og drikker til altergangen, så forkynder vi Herrens død, indtil han kommer. Vi husker Jesus og vi forkynder hans død og hvad hans død betyder. Jesus kender os mennesker så godt, at han ved, at vi husker bedst det, som vi har knyttet en eller anden ydre ting til og en eller anden handling til. Historien bliver gentaget – historien bliver nærværende – vi har fokus på hvad Jesu død betyder hver eneste søndag, når vi er til alters. ”Gør dette, så ofte som I drikker det, til ihukommelse af mig”.

På samme måde denne formiddag i Bjerring Kirke med gravstenen ude på kirkegården – og mindesmærket. Det, der skete lige herude, da den tids Slesvigske Fodregiment var på tilbagetog forbi kirken den 30. juni 1848. Først efter våbenhvilen den 26. august 1848 blev han af sognets beboere begravet på Bjerning kirkegård. Stenen blev rejst, for for dem var hændelsen stor og vigtig, men stenen ville sikkert have lidt samme mindestens-skæbnen, som så mange andre mindesten har lidt, at den forsvinder fra vores bevidsthed. Men for at det ikke måtte ske, så blev der knyttet en handling til det, en tradition til stenen, om det så kun er en gang om året, så mødes mand på årsdagen og lægger en krans og husker den unge Mads Christian Olsen, og de andre faldne. Det er gjort siden 1934, hvor hæren, soldaterforeninger og områdets beboere årligt den 30. juni har afholdt en mindehøjtidelighed ved hans grav.

Og var han en speciel mand vigtig mand? Tjah – det var han nok ikke. Det hele bliver holdt nede på jorden, når vi skal høre sangen ”Jeg er en simpel bondemand”. Han var en ud af mange unge mennesker, der døde på grund af denne 1. slesvigske krig, 3 årskrigen. Hans navn bliver nævnt denne dag – det store flertals navne bliver allerhøjest bevidnet af de gamle mindesten. Dem bliver der ikke lagt en krans ved.
Måske kan man ved at lægge denne krans for en mand, lade det dække for alle dem, som gav livet, unge mænd med livet foran sig, der gav livet før det rigtig var begyndt. Og lad også det være svaret til dem, der tænker om det ikke er noget pjat, at man mindes en træfning i en krig, der ikke fylder noget i de flestes bevidsthed.
I ”Det haver så nyeligen regnet”:
For de gamle, der svandt
er der ny over alt.
De vil komme, hver gang, der bliver kaldt.
Det unge menneske, der døde fordi vi som land og folk lagde en opgave på deres skuldre, deres arvtagere er stadigvæk hos os. ”Der er ny over alt”. Det er blandt andet de mere end 300 soldater, vi lige har taget afsked med, men som overværrede kransenedlæggensen. Det er dem og jer, der rejser jer, jer, der tager opgaven på jer, når der bliver kaldt, når Danmark har brug for det.
Så tag hilsenen med videre, hvis de som unge sikkert synes at det er noget mærkeligt noget, at mødes omkring en ung soldats grav, der døde for en sag, som de overhovedet ikke har føling med. Når vi i dag mindes og højtideligholder denne grav, så ærer vi også dem. Vi håber naturligvis aldrig, at deres navn skal pryde en krigergrav – det ønsker vi på ingen måde. Og vi beder oprigtig med på soldatens bøn i slutningen af gudstjenesten: Lad mig få lov at vende tilbage til min hverdag i god behold, når min tjeneste er forbi.

Ved bataljionsdagen og ved Bjerningdagen hylder vi dem for jeres og deres mod og også deres og jeres tjenstvillighed. Husker vi Mads Christian Olsen, så er det en garant for at vi ikke glemmer dem, ikke glemmer jer. Så for en gang skyld er det os, der gør honnør for jer.
Lad os mødes her hvert år, lægge en krans, synge en salme og mindes og glæde os over:
For de gamle, der svandt
er der ny over alt.
De vil komme, hver gang, der bliver kaldt.