Den politiker, der fik Jesus som taleskriver eller som spinddoktor ville nok aldrig komme ud i nogle problemer. For Jesus var jo simpelthen genial til at sætte sine modstandere til vægs i enhver diskussion. Vi har lige hørt, hvordan Jesus sætter en flok farisæer til vægs… og endda på sådan en spidsfindig måde, at man virkelig skal have tungen lige i munden for at følge med.
Farisæerne har besluttet sig for at fange Jesus ved at stille farlige spørgsmål, som har aktuel betydning. Hvis han svarer forkert vil hele det politiske eller religiøse miljø koge over af vrede eller skuffelse…. eller begge dele. Lidt ligesom politikerne for leden dansede om den varme grød i forhold spøgsmålet om der skulle være lighed i det danske samfund. Her var spørgsmålet bare om man ifølge loven måtte betale skat til kejseren i Rom, altså til besættelsesmagten. Det de havde forventet var nok et ”ja” eller ”nej” svar – ganske enkelt: Må man betale skat til besættelsesmagten eller ej… ja eller nej.
Svarer Jesus ”ja, man må gerne betale skat”, ville farisæerne gå ud til folk og fortælle, at Jesus støtter romerne, hvad er han for en, at han vil støtte en hedenske besættelsesmagt? Han er en kujon – han skal væk.
Svarer Jesus ”Nej, man må ikke betale skat”, så ville farisæerne straks smutte hen til romerne og indgive en klage over Jesus, at han opfordrede folk til at lade være med at betale skat. Han er farlig – han skal væk.
Men Jesus svarer noget helt andet – han får en af farisæernes mønter i hånden og spørger: ”Hvis billed er der på denne mønt?”. Der var jo lige til – det var naturligvis kejserens billede – ”jamen, svarede Jesus ”Giv så kejserens, hvad der er kejserens og Guds hvad der er Guds”.
Farisæerne måtte indse, at de var slået – det svar havde de ikke regnet med – de undrede sig og forlod ham og gik deres vej. Og ærlig talt, det er også et rigtig tricky svar Jesus kommer med.
Jeg kan huske jeg trak denne tekst til en eksamen på universitetet – det var en bestået/ikke-bestået-eksamen og læreren sagde at det var på et hængende hår, at jeg havde bestået. Og jeg synes det er meget svært svar, for der kan ligge så meget forskelligt i det.
Det som man først kaster sig over, er at Jesus siger, at der er to lige store riger, der hver for sig har ret til vores opmærksomhed. Der er kejseren, der er verden og så er der Gud. For vi skal ikke bare give Gud det der er hans, men vi skal også give verden, staten, det, der er dens. Måske halvt om halvt?! Hvem ved?
Sådan tror jeg ærligt talt ikke det skal forstås – jeg tror faktisk, at Jesus har holdt en pause i sætningen: ”Giv så kejserens, hvad der er kejserens (pause) og Guds hvad der er Guds”. For at holde på spændingen. For den første sætning bliver jo egentlig tømt af den anden sætning. For kejseren er jo kun kejser så længe Gud vil det. Og så længe Gud, som har den største autoritet i et menneskeliv… eller sådan burde det være… så længe han siger god for at give skat, så længe skal der gives skat. For Gud er MAGTEN… den sidste sætning: ”giv Guds hvad der er Guds” annullerer egentlig den første sætning med kejseren ved at tømme den for indhold.
Og sådan er det også i dag – hvis vi tager en mønt op, hvad har vi dér – vi har Dronning Margrethe. Det er selvfølgelig ikke hende, der har magten (så burde vi jo nok have haft Pia Kjærsgaards portræt (dette siger jeg ikke på prædikestolen)) men det er hendes billede.
Hvad ser vi, når vi vender blikket indad mod os selv – hvad er det for et billede, der er dér? Bibelen fortæller os, at vi er skabt i Guds billede. Så det billede, der er præget ind i os – som Dronning Margrethes portræt bliver præget i en mønt – det billede, der er præget ind i os er Guds billede. Som pengene tilhører den stat, der har lavet dem, sådan tilhører vi Gud, for vi er skabt i Guds billede. Og vi er nødt til at give Gud det tilbage, der er hans – vi er nødt til at give os over i hans hænder, hele vores liv. Så hvis kejseren forlanger et par mønter af dig, jamen så giv ham det bare, for så vil du bare blive påmindet om at dit liv ikke afhænger af hvad vi ejer, selv om vi har overflod ((Lukas 12,115). Hvad der gælder over alt andet er at leve så man følger Guds vilje. Den vilje, som vi kan læse i Guds ord, Bibelen.
Og hvad skal vi så bruge det til i dag, hvor vi ikke har nogen kejser? Vi har ikke nogen kejser, men vi har en masse ting, som på en eller anden måde ønsker at være kejser i vores liv. Som ønsker at være det, som bestemmer over vores liv og være det vi bruger vores liv på.
For mange af os er det måske arbejdet, der er kejseren i vores liv. Det er arbejdet vi indretter vores liv efter. Vi gør måske som jeg gjorde, at vi flytter efter vores arbejde. Vi indretter vores døgnrytme efter vores arbejde – en døgnrytme, som sætter vores børn på en delt anden plads i sammen med vores ægtefælle. En døgnrytme, som helt tilfældigt gør, at vi aldrig nogensinde kommer i kirke, for søndag er den eneste dag, hvor vi har tid til at være sammen med familien… det bestemmer arbejdet. Selv om vi tilhører Gud kan vi åbenbart ikke spendere en time på ham om søndagen.
For nogen af os er det hvad andre mener. Jeg lever ikke på den måde, som jeg egentlig gerne vil, men retter mig ind efter hvad andre mener… så det er de andre, der er kejser i mit liv.
For nogen af os, er vi selv kejseren. Vi ønsker selv at være kejser i vores liv – den, som alt i vores liv drejer sig om. Og målet med mit liv er at jeg er lykkelig. Målet med mit liv er at jeg har succes…. osv.
Der er mange ting, der siger: Gør mig til kejser over dit liv…. men lige meget hvad eller hvem vi har sat ind som kejser i vores liv, så er det en fremmed besættelsesmagt som Kejseren i Rom var det i Israel, hvis det ikke er Gud. Lige meget hvem eller hvad der er kejser i vores liv, så vil billedet, der er præget ind i os være Gud. For vi er skabt i hans billede – vi er skabt til at tilhøre ham. Og vi når først målet med vores liv, når han kommer til ære og værdighed i vores liv. Han vil give os et rigt liv, et velsignet liv – et fuldkomment liv. Så giv kejseren hvad der er kejserens – altså noget… og giv Guds hvad der er Guds – nemlig det hele.
