Lyt til prædikenen her:
Læs prædikenen her:
To kirke-edderkopper mødtes til et erfa-møde i våbenhuset. Den ene edderkop så ganske forfærdeligt ud, for den havde ikke kunne sove ordentligt de sidste mange uger. ”Jeg bor oppe ved klokken – og hvert kvarter døgnet rundt ringer klokken. Jeg bliver forstyrret hele tiden”. ”Jamen kom ned til mig og bo” svarede den anden edderkop. ”Hvor jeg bor bliver jeg aldrig forstyrret”. ”Jamen hvor bor du da?” – ”jo, jeg bor i indsamlingsbøssen”.
Nej, teksten til i dag handler ikke om at give i indsamlingsbøssen – teksten til i dag handler ikke om kristen giversind, at vi skal gøre som enken og give vores penge til Guds rige i tillid til Gud og i tillid til at han nok skal sørge for os. se på denne enke, hun gav alt til Gud, nu har hun kun Gud at stole på. Så stol på Gud – og giv med hjertet. Enken er et godt eksempel. Amen!
Nej! Enken giver ikke et eksempel til efterfølgelse – med mindre du tænker at kristent giversind er at give alt hvad du har, aflæg et løfte om fattigdom og så gå hjem og dø af sult eller gå hjem og nas på andre resten af dit liv.
Jeg har en prædikenvejledning derhjemme, som giver gode idéer til prædikener. Denne gang foreslog den, at når den enke kom hjem, så havde Jesus måske sendt Judas hen med nogle penge til hende. Eller den rige tolder Zakæus, der ville give halvdelen af sine penge til de fattige. Måske vil Jesus lede hans skridt hen til denne enkes hjem. Ja, tænker jeg, eller også sker der det, som sker med enker, der giver deres sidste penge til templet i stedet for at købe mad til dem selv: Den enke går hjem og dør.
Måske er enken slet ikke noget eksempel til efterfølgelse – måske er hun et eksempel på et offer. Jesus har lige peget på de skriftkloge og advaret imod dem: ”De æder enker ud af huset”. Kvinden er ikke et eksempel til efterfølgelse, men hun er et eksempel på et offer for et korrupt religiøst system, hvis præster sidder og æder enker ud af deres huse. Se denne enke.
Teksten til i dag er en domstekst – der er ikke et eneste ord, der peger hen på evangeliet, det glade budskab. Jo, der er et eneste evangeliske ord i dagens tekst og det er navnet Jesus. Havde Jesus ikke udtalt ordene, så var der kun dom – men når domsordene er sagt af Jesus, så ligger der i domsordene det store ønske om at frelse også de skriftkloge, der selv er fanget af det korrupte religiøse system.
Jesus ønsker at bombe alle religiøse systemer sønder og sammen, for at befri de mennesker, enker som skriftkloge, der er fanget i systemet. Jesus ønsker at befri os fra alle de systemer og magtstrukturer, der findes. Vi skal være frie til at leve livet i fællesskab med Gud og med hinanden. Men vi vil gerne have noget konkret, nogle strukturer, nogle bygninger at holde os til.
På Bibelens første sider bygger mennesket babelstårnet for at holde sammen på menneskeheden, for at de ikke skal sprede sig. Mennesket uden Gud som samlingspunkt har brug for en eller anden struktur, et eller andet synligt, der kan holde sammen på det hele, så det vi bygger på, ikke falder fra hinanden. Vi ønsker sikkerhed og kontrol og i stedet for at se hen til den treenige Gud, så skaber mennesket sin egen treenighed: Religion, politik og økonomi. Det er en menneskeskabt treenighed af plager, der raserer jorden og bedrager os. Der er vel ikke nogen uro eller bekymring, som møder os, der ikke er forbundet med en af de tre. Religion, politik og økonomi. Vi bygger hierarkier, der påtvinger love og regler og magtstrukturer, der skal håndhæve reglerne og så går vi glip af fællesskabets velsignelse, som vi ellers var skabt til.
Og eftersom kirken er i verden, så siver den treenighed også ind i kirken og kan forvandle den kristne tro til en religion. Kristendommen bliver en religion, når den bygger på det ydre og glemmer at det handler om Jesus, handler om vort forhold til Jesus og fællesskab med hinanden. Går vi mere op i musiksmag og –kvalitet, liturgiske finesser, går vi mere op i titler og kirkeligt hierarki og medaljer, går vi mere op i det ydre at jeg må hellere bede noget mere og nogle længere bønner, jeg må hellere give noget mere – og dermed vise, at jeg som enken sætter min lid til Gud. Ja, går man i den grad op i det ydre, så sidder jeg altid med en mistanke om, at så er det på bekostning af det indre. Jo mindre åndelighed vi har – desto mere facade, symboler, optog og liturgi er vi nødt til at pynte os med og være optaget af for at holde os oppe.
”Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange gevandter og lade sig hilse på torvet og sidde øverst i synagogen og til højbords ved fester. De æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld”.
Men det er svært – for vi kan jo godt lide det især i en folkekirke, der har så stærke bånd til stat og samfund. Sognepræsten Legarth bliver inviteret til højbords på kasserne efter andagten 9. april og han nyder at sidde mellem de dekorerede soldater. Når Dronningen kommer på besøg så bliver hun ført op til sin eksklusive plads blandt byens spidser i fornem procession. Og det med pengene: Hvis jeg nu laver en sorggruppe og tager nogle kurser, så kan jeg måske være heldig at få et funktionstillæg eller i hvert fald et engangsvederlæg. Men egentlig mener jeg, at jeg bør komme op i løngruppe 2, jeg er jo dog domkirkepræst. Det er svært at kæmpe imod – det er op ad bakke og imod det, der tiltrækker os og det der pirrer os. Vi elsker anseelsen, vi elsker titlerne, vi elsker medaljerne.
Søren Kierkegaard er spids, når han skriver: “I den pragtfulde Domkirke fremtræder den høivelbaarne høiærværdige Geheime-General-Ober-Hof-Prædikant, den fornemme Verdens udvalgte Yndling, han træder frem for en udvalgt Kreds af Udvalgte, og prædiker rørt over den af ham selv udvalgte Text ‘Gud har udvalgt det i Verden Ringe og Foragtede’ – og der er Ingen, som leer”.
Det er svært at kæmpe imod, fordi det er så naturligt for os, lige så naturligt som vand er for fisken – så vi lægger ikke mærke til det. Hvis I har set filmen The Matrix, om en menneskehed, der er fanget i et djævelsk system. Hele menneskeheden ligger og sover og det vi opfatter som liv er bare en drøm styret af computere. De aner ikke at de er fanget og derfor kan de ikke slippe fri. Det er os!
Vi kan ikke selv befri os, vores indre skal befries udefra – ikke nødvendigvis sådan at vi skal forlade det hele og begynder forfra. Mange kristne vækkelser får folk til at tænke at deres nyvundne tro også skal have en ny kirkelig form. Mange frikirker er begyndt ud fra den tanke, at man ønskede at komme tilbage til den oprindelige kirke – man vil tilbage til apostlenes kirke. Væk fra de lange gevandter. ”I vores kirke har vi ikke nogen liturgi – gudstjenesten skal være spontan, og her i kirken er vi spontan på denne måde”. Og lige så langsomt så er de kirker også blevet til foreninger og institutioner og vi mister friheden og glider ned i vandet til fisken, ned i The Matrix og så er vi fanget igen uden at vide det.
Der er ikke frihed i noget system, nogen religion, nogen politik, nogen økonomi – det er kun Gud, der kan sætte os fri. Sandheden skal gøre os frie – sandheden har et navn: Jesus. Alting handler om Jesus. Og frihed er en proces, der foregår i et forhold til ham. At vi må vokse i frihed, så vi kan være indeni eller uden for strukturerne og bevæge os frit imellem dem. Vi kan være i dem uden at være bundet af dem – vi kan være i verden uden at være af verden og slaver af verden. Den verden, som bevæger sig i retningen af den store domsdag, hvor de religiøse, der spiser enker ud af deres hjem og kun har facader og symboler, at de bliver dømt desto hårdere, fordi de vidste bedre. De vidste at der var ånd, men de valgte symboler. Den store domsdag, hvor vi, hans brødre og søstre, bliver dømt frie – og hvor det fællesskab, som vi har med Jesus nu, bare må fortsætte.
Vi mennesker er så gode til at gøre det enkle kompliceret. Tænk, hvis det er det, det hele handler om: Fællesskab med Jesus. Alt det her, kirken, liturgien, højtuddannede mennesker – dedikerede folk – alt det har kun et formål, nemlig at danne rammerne for at du må møde din frelser. Kirken er ikke bygninger og møder – traditioner og kultur, kirken er mennesker og vores liv, et levende, åndende fællesskab af alle os, der elsker Jesus. Jesus har ikke indstiftet nogen institution, han har grundlagt et fællesskab. Det handler ikke om møder, om at give penge, om at lave aktiviteter – det handler om fællesskab. Et fællesskab ikke af helgener, men af syndere, der alle lever af Guds tilgivelse.
Det handler om fællesskab med Jesus. Det handler om frihed. Det handler om økonomisk frihed, så vi må kunne give som vi har hjerte til om det så er ”enkens skærv” eller at vi giver noget af vores overskud. Det handler om politisk frihed, så vi ikke binder os til en menneskeskabt politisk overbevisning, men at vi i de udfordringer, vi står overfor må spørge efter Guds vilje. Det handler om religiøs frihed, ikke frihed til at gøre hvad der passer os, men frie til at leve fællesskabet ud i livet. Det handler om imellem alle de mange stemmer og lyde, som du hører hver eneste dag, at høre Guds stemme hviske: Du er mit elskede barn. Det handler om at løfte vores hoveder midt i denne pandemi og se mod Jesus og finde vores tryghed hos ham – for at det, vi oplever i verden i dag, ikke må være en snublesten, der får os væk fra ham, men en trædesten, der får os tættere på ham.
Teksten til i dag er en domstekst – forsøger du at leve efter den, så vil du dø af sult i din fattigdom. Teksten indeholder et eneste evangelisk ord: Jesus. Følger du efter ham, så vil du blive frelst.
