En af mine venner, der blev ordineret til sognepræst i sommers har i disse minutter sin første konfirmation. Spændende! Her den anden dag skrev han en mail om man SKULLE bruge søndagens evangeliettekst, til konfirmationerne. For som han skrev ” Teksten til på søndag er nemlig en smule svær, synes jeg…”. Det er jo det sjove ved pludselig at have nogle år på bagen som præst: Man kan øse af sin erfaring og med autoritet rådgive en af sine yngre kollegaer (bliver sagt til menigheden på en måde, så man – forhåbentlig – kan høre ironien i det). Rådet var: Tag dog en anden!
Da jeg så selv skulle sidde og arbejde med min prædiken havde jeg virkelig lyst til det samme, nemlig tage en anden tekst. For den her er jo vanvittig svær at prædike over, og Johannes gør det ikke meget nemmere af at gentage sig selv i det uendelige. ”En kort tid så skal I ikke se mig og atter en kort tid, så skal I se mig” – og disciplene er helt rundt på gulvet, ”hvad mener han når han siger: ”En kort tid….” og så kommer hele smøren endnu en gang til, og Johannes føler sig så også lige kaldet til at tage det hele en gang til for prins Knud: ”En kort tid…”. Havde man været dansklærer og skulle rette det her, så havde man nok fået den røde kuglepen frem og skrevet ”Sproglig tomgang”. Kaj Munk mener endda i en prædiken om teksten her, at evangelisten Johannes var gammel og vrøvlevoren, da han skrev sit evangelium og her virkelig har givet efter for gammelmandssnaksomheden. Men at det faktisk gør evangeliet ægte og menneskeligt – og forfatteren mere levende, at man kan se sådan et menneskeligt træk
Men mon ikke dybest set, at vi nok forstår disciplene her i dagens tekst: Vi forstår ikke hvad du siger, når du siger, at vi ikke skal se dig en kort stund. Du taler jo ligesom en dødende mand, der ved, at han snart skal til at væk herfra, og nu tager afsked. Skulle de da ikke være konger sammen med Jesus – skulle de da ikke dømme Israels tolv stammer, sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob og alle de andre, som de kendte fra deres bibel? Og så begynder Jesus at snakke bedemands-snak! Vi forstår ikke hvad Jesus siger.
Men det Jesus gør her er at forberede dem på det, der skal komme. Og det, der skal komme er langfredag med pine og død. Det, der skulle ske langfredag var, at ham, som nogle af dem var begyndt at se som Guds søn, at han skulle dø. Jesus elsker sine disciple – elsker dem så meget, at han vil gøre alt for at de må være så klar som overhovedet muligt, når langfredag skylder ind over dem – når hans lidelse og død rammer dem som en mur af meningsløshed og håbløshed.
Vi læser alt det her med vores viden om påskedag og om opstandelsen, men disciplene ville stå langfredag og ikke have andet end tortur, forræderi og død omkring sig. Og først påskedag vil de have samme viden som vi har, nemlig, at ud fra deres gråd vil der vokse en glæde – lige som en kvindes fødselssmerte ikke er omsonst, men er nødvendig for at et barn kan blive født – for at glæden over en fødsel kan skyde frem. Ud af disciplenes sorg vil der komme den største glæde.
Og netop ud af sorgen vil der komme en stor glæde – det er ikke på den måde, at sorgen bliver erstattet, men det er på den måde, at sorgen bliver forvandlet til glæde. Korset, som på det her tidspunkt, hvor Jesus siger ordene, er et torturinstrument og en måde at henrette folk på – det bliver symbol på frelse og ære. Egentlig ligner det lidt de gamle alkymisters løfter og drømme, at de ville skabe bly om til guld. Gud er den store alkymist, der skaber sorg om til glæde.
Billedet med kvindens fødselssmerter siger det samme: Enhver mor ved nøjagtig hvad Jesus mener, når han taler om fødselssmerten. Jeg er blevet fortalt af folk, der burde vidde det, at fødselssmerten er noget af det mest intense form for smerte, der findes. Men når barnet er født, så fyldes kvindens ansigt med en glæde, som er større end nogen anden glæde på jorden. Men læg lige mærke til det her: Hvad er skyld i kvindens smerter? Det er barnet. Og hvad er skyld i kvindens glæde? Det er nøjagtig det samme barn.
Det er et fantastisk billede på det disciplene skal til at opleve. Korsets drejer sig om tortur og mord på deres herre og mester. Men på den anden side, så er offeret af Jesus på det samme kors det, der skulle til for at give verden opstandelsen, frelsen og den evige glæde. Og det en glæde, som ingen kan tage fra os.
Men det er jo så fint alt sammen – en dejlig fortælling om nogle disciple, der ikke forstår noget, men som alligevel forsøger at blive trøstet forud. Hvad kan vi bruge teksten til i dag – os, der har langfredag bag os som en fjern historisk begivenhed. Jo, jeg tror også, at vi kan tage Jesu løfter til disciplene til os – os, som står i det, der måske kunne ligne vores personlige langfredag. Når vi rammer en mur af meningsløshed og håbløshed – vores glæde dør. Det vil kun vare en kort tid – og så vil vores sorg blive til glæde – siger Jesus.
Jesu ord til disciplene gælder også os – sorgen og glæden hører sammen. Ikke bare forstået på den måde, at min sorg efter en kort tid bliver afløst af glæden – det kan der være trøst i, når jeg sørger. Det er dejligt at vide, at Jesus på et tidspunkt vil give os glæde i stedet for sorgen – at han vil drive den væk. Men Jesu ord er dybere end det – for Jesu glæde eksisterer på trods af sygdom, på trods af trængsler, på trods af at tingene går imod en, på trods af død.
Jesus siger, at det er igennem vores sygdom, vores trængsler og vores modgangstimer, at det er igennem dem, at vi møder glæden. Jesus siger: Din sorg bliver til glæde. Man vil jo ellers sige, at sorg og glæde hader hinanden, at de er hinandens fjender, der ikke kan være i stue sammen. Men sorgen kan bane vejen for glæden… den kan berede plads til den, så glæden, når den kommer og går ind må sige: ”Jeg havde aldrig fundet døren åben, hvis sorgen ikke havde været der og lukket op”.
Sorgen kan blive glædens tjener – den lyse gæsts tungsindige og mørke tjener, der går foran den. Ja, dens ven, der kan gå hånd i hånd med den og gøre glæden dybere og rigere.
Kristendommen er ikke: Glem det grimme, se at kom videre, læg det grimme bag dig og grib nuet, carpe diem”. Kristendommen er, at du kan glædes med din smerte, med dit savn. Kristendommen er ikke verdensflugt, at lukke øje og øre for det onde, at det høre ham til, der har overvundet verden. ”I Verden har I trængsel, men vær frimodig, for jeg har overvundet verden”.
Den amerikanske forfatter Hellen Keller mistede 19 mdr gammel synet og hørelsen, men fik gennem hårdt arbejde tillært sig talens evne, så hun kunne tage sig en universitetsuddannelse og fik tillært sig tre sprog. Hendes arbejde bestod i, at hun tog rundt i hele vreden og talte de handicappedes sag. Det var ikke sjovt at være Hellen Keller – fanget i hendes eget mørke, men alligevel sagde hun: ”Jeg takker Gud for mit handicap, for gennem det har jeg fundet mig selv, mit arbejde og min Gud”.
Vi behøver ikke at søge til Amerika for at finde sådanne eksempler, vores egen Kaj Munk fortæller, at hans plejemor led utroligt af benedder. Det er en knoglebetændelse, der langsomt fortærer ens ben. Hun sagde på et tidspunkt: Jeg takker Gud for mit syge ben, jeg havde været ringere end jeg er, hvis jeg ikke havde haft det”.
Gud er så stor, at han ikke bare kan skabe glæde på trods af vore lidelser og modgang, men han er så stor, at han kan skabe glæde gennem lidelsen og modgangen. Kunne man forestille sig noget større mørke end langfredag – men alligevel ud af langfredagens mørke og hån skabte Gud påskemorgens lys og glæde. Det er troens på Guds almægtighed: Lad det onde udfolde sig i al sin syge magt, Gud er så mægtig, at han kan få selv den største ondskab til at tjene hans evige mål. Gud er så mægtig, at han selv ud af den største forbandelse kan presse den største velsignelse. Det er det, som vi har sunget om i alle de salmer i dag – Gud kan forvandle sorg til glæde. Ved vi mennesker hvordan? Nej, slet ikke. Ved vi hvornår? Ja, om en kort tid. Om det så er her på jorden, eller på den nye jord, det ved vi ikke, men da vil den tid, hvor vi er i smerte og håbløshed føles som ”en kort tid”, den tid, der nu i smerten og savnet føles som en evighed. Men vi har Jesu løfter, at det vil sek. Havde det været en anden, der havde givet sådanne løfter, så havde det bare prellet af på os, men er det ham, så tør vi være frimodige og tro at Gud har velsignelsen foran os – og han har lånt os troens kikkert, så vi kan se flere træk ud og vide, at det her er bare fødselssmerter… det er starten på noget nyt og noget godt.
Det synes jeg er dejligt at vide, ikke fordi det giver mere glæde her og nu i sorgen. Ikke fordi det giver mindre smerte nu, nej… men fordi det giver frimodighed til at leve der på det sted og i den tilstande, hvor jeg er nu i mit liv, og vide at jeg også her er i Herrens hænder
