Jeg har hørt en sød historie med en mand, der ringede til en familie og fik fat i husets lille datter, der hviskede til manden… nå, det var nok en leg hun legede.
”Er din far hjemme?” spurgte manden høfligt.
”Ja” hviskede pigen.
”Må jeg taler med ham”.
Og til mandens store undren svarede hun ”nej – det må du ikke”.
”Nå…. men er din mor så hjemme?”
Pigen hviskede igen ”Ja” –
”Må jeg så snakke med hende?” spurgte manden igen høfligt.
Og igen svarede pigen ”nej, det må du ikke”.
Nu blev det lidt mærkeligt: ”Er der andre hjemme, som jeg kunne tale med?”.
”Ja”, hviskede pigen ”der er en politimand”.
”Må jeg tale med ham, så?”
”Nej, han har travlt”.
”Hvad har han travlt med?” spurgte manden
”Han snakker med far og mor og brandmanden,” lød det hviskende svar.
Manden blev pludselig noget bekymret især, da han hørte nogle hunde, der gøede i baggrunden ”Hvad er det for nogle hundelyde – hvad sker der?”
”Redningsholdet er lige kommet!”.
Forskrækket, bekymret og efterhånden noget frustreret spurgte manden, ”Hvorfor er de der? Hvad laver de?” .
Stadig hviskende, svarede den unge stemme med et kækt lille grin, ”de leder efter mig”.
Selv om der nok bliver talt med MEGET store bogstaver over for den lille pige, så er der ikke nogen tvivl om at forældrene bliver meget glade for at få deres datter igen.
Vi kender sikkert alle glæden ved at finde et eller andet, som man har ledt efter – som har været væk. Det gør jeg i hvert fald… nu er jeg også et værre rodehoved som nærmest hver dag har et eller andet, jeg leder efter – så jeg kender godt glæden ved at finde. Puhaaa… der var det! (Om ikke andet så er det rare at man selv finder det, så ens kone ikke pludselig hiver en check på et par tusind op fra skraldespanden ”var det den, du ledte efter?”. Det kan jeg godt fortælle dig – det er ikke nogen rar oplevelse…. selv om det naturligvis stadigvæk er glædeligt at finde pengene.)
På sammen måde i det to historier, som Jesus fortæller for os i dag – der er to, der glæder sig over at finde noget, der var værdifuldt for dem, men som var blevet væk. En mand, der mister et af sine 100 får – et får var en dyr affære for ham at miste. Derfor går han ud for at lede efter det og han finder det. Glæde.
Vi hører om en dame, der mister en drakme og så støver hele huset igennem for at finde den…en drakme svarer til 5-7000 kroner, så det var ikke småpenge, der var tale om. Hun finder drakmen og dér er der også glæde.
Det er historier, som egentlig er lette at forstå – de er gennemskuelige og billederne suser lige ind. Vi ser det for os. De er lette at lige indtil vi begynder at stille spørgsmålet: Hvorfor fortæller Jesus de historier? Hvad er det for et budskab han vil ud med? Så bliver det svært!
For det første bliver det svært at sammenligne den almægtige Gud – ham, som har skabt himmelen og jorden. Alt det synlige og usynlige…. det er svært at sammenligne ham med en kvinde, der hopper op og ned i ren begejstring over at have fundet en enkelt mønt. Havde det ikke været Jesus selv, der havde tilladt sig at sammenligne Gud med sådan en overglad kvinde, så tror jeg, at vi havde stemplet det som blasfemi. For sådan kan man da ikke fremstille den ærefrygtindgydende Gud? Jo, man kan – det er den eneste rigtige måde at beskrive Gud, når det gælder hans forhold til os.
Men det er ikke det billede vi automatisk får af ham – men det er måske derfor, at Jesus fortælle os de her lignelser, fordi det ikke giver sig selv. Det skal fortælles til os. Jeg tager nok ikke fejl, når jeg siger, at det første billede vi får af Gud det er en, vi skal komme til ærbødigt, bøje os for ham, være lidt nervøs for hvad han kan finde på. Lidt ligesom at blive sendt op til skoleinspektøren, fordi man har gjort et eller andet dumt i timen. ”Så er det op til skoleinspektøren”.
Men sådan er Gud ikke – jo, Gud er Gud. Ham skal vi gå hen til med ærefrygt. Ham skal vi nærme os som en synder, der nærmer sig en hellig Gud… for Gud er stadigvæk Gud, men Gud er også vores far. I har sikkert set mange af de billeder, der er taget af præsident John F. Kennedy, når han sad i Det ovale Kontor i Det hvide Hus og havde vigtige samtaler med ministre og nationale sikkerhedsrådgivere – og pludselig mellem de slipseklædte herrer, sad der en lille dreng. Det var præsidentens dreng John-John, der pludselig var kravlet op på kontorbordet – uden at vide, at sådan nærmede man sig da ikke præsidenten, og man forstyrrer ham da heller ikke under vigtige samtaler. John-John ville bare besøge sin far, og nogle gange ville han – til sin far store fryd – bare vade ind i Det ovale Kontor uden at banke på.
Gud er universets almægtige hersker, men uvist af hvilken grund elsker han os. Uvist af hvilken grund har kan givet os barneret hos ham – har kaldt os sine børn i kærlighed – så vi lige som John-John kan gå lige ind til den magtfulde og kalde ham far.
Det kan være, at I kender teologen Karl Bart – efter at have skrevet tykke bøger om kristendommen… og jeg mener, virkelig tykke bøger, så kom han frem til den enkle definition af Gud: Den, der elsker.
Den, der elsker – ikke bare med en billig kærlighed, men en dyrekøbt kærlighed. En kærlighed, der gjorde at han sendte sin eneste søn i gennem alverdens kvaler for at frelse os – for at finde os. Og bliver vi fundet – tager vi imod, så er der enorm glæde i himmelen. Så er Gud som den kvinde, der hopper og danser rundt, for så er du fundet.
Gud tæller ikke de store mængder, men tæller den ene – ser til denne ene. Han ønsker ikke at frelse syndere bare for at frelse syndere, men han ønsker at frelse syndere, fordi han ønsker at frelse den ene synder, fordi han ønsker at frelse dig.
Og det er det andet problem, som lignelsen stiller op for os: Det er svært at indse, at jeg er blevet væk, også selv om jeg ikke plejer at gå i kirke. Og selv om jeg ikke er specielt kristen, så føler jeg ikke at jeg er blevet væk – for det går jo egentlig rigtig godt. Jeg klare mig fint uden at bede, jeg klare mig fint uden at læse i Bibelen, ja… det er egentlig lige til det hele… og så skulle jeg være væk? Jeg er jo lige her.. jo, svarer lignelsen. Er du ikke sammen med Gud, så er du væk. Er du kommet hurtigt eller langsomt væk fra Gud er lige meget – væk fra Gud er væk fra Gud.
Om det så sker lige så langsomt, som fåret der først bliver lokket af græsset, der ser lidt grønnere ud længere ned af vejen, og så kommer længere og længere væk fra hyrden og først for sent opdager at det er faret vild. Eller om det er sket lynhurtigt som kvindens mønt, der faldt fra kvinden og trillede væk indtil den lå i en mørk krog. Oversat til vores livshistorie: Det begyndte med et fald, og før man vidste af det, trillede og trillede man videre og vi ligger nu i en beskidt krog… og bebrejder Gud, at vi ligger dér.
Ja, hvis der er nogle der er væk, så må det da være Gud, der er blevet væk. Prøv se på mit liv – det er da ikke lutter lagkage! Eller kigger vi ud på verden udenfor: Krig, undertrykkelse, naturkatastrofer, rovmord, brudt ægteskaber, egoisme, kold kærlighed… Det må da være Gud, der er blevet væk! Nej, Gud er dér – og har omsorg for os – det er ikke Gud, der er blevet væk, det er os, der er gledet længere og længere væk fra Gud og vi har brug for at han finder os. At vi lader os finde af ham. Men vi skal først finde ud af den vildfarelse det er, at mene, at det er Gud, der er blevet væk. Det er det nemlig ikke, fejlen… synden ligger hos os: Vi er blevet væk og her brug for ham.
For det tredje er det svært at forestille sig, at det ikke kun er mig, der skal findes, men også dem, der egentlig er lidt ulækre at være sammen med. Ja, godt nok var Jesus sammen med toldere og syndere… men det betyder da ikke, at vi skal være sammen med de udstødte, dem, der lugter. Dem, der larmer. Ja, dem, der synger ”vi er dem de andre ikke må lege med, vi er det dårlige selskab. Vi har en svag karakter og en billig fantasi”. Jo – dér skal vi være som kirke.
En kort beskrivelse af kristendommen siger: ”Vi er alle dumme svin, men Gud elsker os”. Gud elsker alle dumme svin – og ikke bare alkoholikerne, narkomanerne, de usoignerede…. men også voldtægtsforbryderne, morderne, dem, der leder folkemord og etniske udrensninger.
Det, der fik Jesus til at fortælle de to historier var, at farisæerne og de skriftkloge stillede regel nummer et op:
”For at Gud kan elske dig, så må du opføre dig ordentligt”.
Nej… sådan er det ikke, svarede Jesus og fortalte de to lignelser, for at vise os: ”Nej, Gud leder efter jer også selv om I er blevet væk fra ham. Også selv om I er dumme svin, så elsker han jer”. Det er Guds kærlighed – det er kristendom.
Han elsker bødlen lige så meget som offeret.
Han elsker det undertrykte folk lige så meget som han elsker generalen, der skrev under på den etniske udrensning.
Han elskede Hitler lige så meget som han elskede Anna Frank.
Han elsker Osama bin Laden lige så meget som han elsker den amerikaner, der ikke engang opdagede flyet, der fløj ind i hans kontor i World Trade Center.
Det er nok værd at råbe høje protester for – ”Jesus, det kan ikke passe”…. og det gjorde farisæerne også. De protesterede så meget, at de forlangte at Jesus skulle korsfæstes.
Vil vi virkelig protesterer over at Guds kærlighed også gælder dem, der allermindst har fortjent det? For hvordan kan vi så selv være sikker på, at Gud elsker os?
Hvad har vi, der gør os specielle, som de ikke har?
Hvad gør vi, der gør os mere elskværdige end dem?
Udelukker vi nogle fra nåden og tilgivelsen saver vi den gren over, som vi selv sidder på.
Det var de tre ting, der er svært at forstå ved denne lignelse:
1) At Gud skulle vælde over af glæde fordi en enkelt synder omvender sig.
2) At jeg er blevet væk fra Gud – for jeg er da egentlig en fin fyr.
3) At Gud elsker dumme svin.
Det er hvad jeg læser i de to lignelser – de fortæller os, at troen ikke er ”opfør dig ordentligt, rens dine negle og tag søndagstøjet på”, men at troen er høje råb – skiftevis ”HJÆLP” og ”TAK”. Gud har taget det første skridt hen til os. Troen, som vi kristne sætter så højt, er heller ikke noget i sig selv. Troen er at blive fundet af Gud. og ”Gud frydes. Ikke fordi alverdens problemer er løst, ikke fordi al menneskelig lidelse er bragt til ophør, heller ikke fordi tusinder af mennesker er blevet omvendt og nu priser hans godhed. Nej, Gud frydes fordi en af hans børn, som før var væk, er blevet fundet” (Henri Nouwen) Gud frydes over dig!
