”Jeg kan stadigvæk se det blege ansigt, mærke den kolde lille krop”
– sådan fortæller en af mine rigtig gode venner mig. En skøn i dag Rønbjerg Feriecenter blev pludselig til et mareridt – der var ikke andre mennesker i swimmingpoolen end den lille familie.
Min ven, faderen, gik med deres yngste pige på 4 år og svømmede – eller rettere: De gik og soppede i det lave vand uden svømmevinger, da pigen pludselig havde lyst til at prøve vandrutchebanen. De gik op ad trappen – faderen lod pigen prøve først, for han turde ikke lade hende stå alene på de glatte og våde trin. ”Men du må love mig, at du står og venter på mig nedunder – du må ikke gå væk, før jeg kommer”. ”Ja, ja” svarede pigen og rutchede – men da faderen kom rutchende ned, så var der ingen pige. Nu havde han ikke sine briller på, så han kunne dårligt se noget og det gjorde eftersøgningen mere vanskelig. Han løb det bedste man kan i en våd svømmehal – og hans løb blev mere og mere panisk. ”Hvor er Elisabeth?” – alle de steder, hvor pigen plejede at være var mennesketomme. Hjertet begyndte at galoperer mere og mere, da han så et eller komme drejende rundt om hjørnet nede i vandet. Var det hende? Uden briller kunne han ikke se om det var hende eller en anden – skulle han satse og hoppe i vandet? Det gjorde han – det kunne jo være hende. Og det var hende ——– eftersøgningen var overstået. Og som jeg indledte med at citere faderen for: ”Jeg kan stadigvæk se det blege ansigt, mærke den kolde lille krop”
– men hun var i live. Klamrede sig til en svømmeplade, der blev revet med rundt af det brusende vand. Hun var rutchet ned og på en eller anden måde var hun snublet og faldet ned i poolen ved siden af og revet med af strømmen rundt sikkert et par gange.
”Jeg blev ved med at få vand i munden” – som den bange pige sagde, da hun blev puttet om aftenen.
Kan I forestille jer hvordan det var for min ven at rende rundt dér i svømmehallen og lede efter sin datter? Hvordan vreden over at pigen alligevel var gået, blev afløst af bekymring – og til sidst panik efterhånden som pigen ikke lod sig finde? Og kan I forestille jer den store lettelse og store store glæde det var for min ven, da han så endelig fandt pigen og holdt hende ind til sig – levende?
Jeg har en lille dreng på samme alder, der sidder nede bag ved, så jeg kan virkelig leve mig ind i denne historie og mærke den lettelse og den glæde, man må føle, når man står med sit barn i hænderne, der lige så godt kunne være gået til.
Forestil jer den forfærdelse under eftersøgningen i svømmehallen og forestil jer lettelsen og glæden! Sådan har Gud det overfor mig – sådan har Gud det overfor dig.
Dig, som har søgt hen i en anden religion – Gud leder desperat efter dig, efter måder at få dig ind i sandheden.
Dig for hvem kristendommen aldrig rigtig har sagt noget – Gud er ved at gå til af ængstelse over at miste dig for altid.
Dig, som er bedøvende ligeglad med noget som helst, der har med tro at gøre – og som ikke engang er klar over, at du er ligeglad: Gud er på jagt efter dig.
Dig, som endnu ikke er andet end en kulturkristen – Gud ønsker at være endnu mere sammen med dig – vil gøre alt for at få fat på dig, for han ved, at det er ikke nok.
Dig, der er blevet lidt sløv i dit forhold til Gud, sat dit forhold til Gud på automatpilot og ikke har opdaget, at du er kommet væk fra ham…. lige så stille. Han leder efter dig.
Dig, der ikke har Jesus som din personlige frelser – som ikke har sagt ja til ham – selv om han bliver ved hele tiden og altid at sige ja til dig og lede efter dig så desperat som min ven i svømmehallen.
Er det dig… så er det Gud.
Og i det øjeblik, at han finder dig – i det det øjeblik, hvor han finder os, hvor vi lader os finde og hvor vi siger: ”Ja, jeg tror på dig, Jesus”, i det øjeblik, så afløses Guds desperation af jubel. Der bliver ”glæde hos Guds engel over én synder, som omvender sig” – ”Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over 99 retfærdige, som ikke har brug for omvendelse”.
Dagens lignelser om det fortabte får og den bortkomne mønt åbner op for os, så vi kan se ind i det inderste af Gud. Lignelserne afslører Guds tanker og følelser overfor os – at Gud egentlig ikke er særlig guddommelig og almægtig, når det kommer til os – men at han først og fremmest er far. Ja, han er den store almægtige majestæt – sådan som vi læser om det i Johannesåbenbaringen på den store trone i et diamantklart lys. Men overfor os, er han først og fremmest far. Overfor os, er han først og fremmest en hyrde syg af angst ved tanken om at have mistet et får. Overfor os, er han først og fremmest som en husmor, der jublende springer op og ned over at have fundet en mistet mønt. Overfor os er han først og fremmest ham, der kommer til os – ikke ham, der venter på at vi kommer til ham. Han leder efter os desperat – for han vil ikke miste os. Han vil ikke, at der nogensinde skal siges ordet ”for sent” over os. Derfor sidder han ikke i sin ophøjede majestøt og venter på os, men han tager det første skridt.
Hvis man spørger folk, hvad man skal gøre for at komme i himmelen, så er det mest almindelige svar: ”Du skal opføre dig ordentlig”. Jesu historier modsiger det svar – vi behøver bare at råbe: ”Hjælp”.
Kristendom er historien om hvordan Gud kommer til os – opsøger os – finder os – tage os hjem, lige nøjagtig som vi er. Kristendommen er den fantastiske historie om hvordan Gud er gået den uendelige lange vej fra at være Gud til at blive menneske. Den gik han for at søge syndere. Kristendommen er for rigtige mennesker – ikke for gode mennesker
At finde den fortabte er Guds største glæde – for han har en kærlig svaghed for dem, der er fortabt. Han kan ikke klare tanken om at miste en eneste af sine. Det er hele evangeliet – det er kristendommen: Guds glæde er glæden ved tilgivelse.
”Gud frydes. Ikke fordi alverdens problemer er løst, ikke fordi al menneskelig lidelse er bragt til ophør, heller ikke fordi tusinder af mennesker er blevet omvendt og nu priser han godhed. Nej, Gud frydes, fordi en af hans børn, som før var væk, er blevet fundet” (Henri Nouwen s. 41 i ”Philip Yancey: Den nåde, jeg ikke kendte)
Når jeg læser historierne her, så kan jeg ikke lade være med at stille mig selv spørgsmålet: Er jeg fundet? Har jeg råbt hjælp – og har jeg taget imod hans hjælp? – er du fundet? Det er stadigvæk ikke for sent. Lad dig finde. I begyndelsen af teksten står der om Jesus: ”Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem” – de ord gælder også i dag. Om lidt er der altergang – gå op, Jesus tager imod os synder og spiser sammen med os. Gå op og lad dig finde!
