Her i sommers var jeg ved at rydde op i vores have ved sommerhuset – og der lå sådan en træplade, som jeg ikke lige havde fået smidt på genbrugspladsen. Pladen havde ligget der lidt for længe … men nu skulle den altså væk. Adr… jeg kan stadigvæk næsten mærke det i mig, det kryber i mig… for jeg løftede den op, og det vrimlede ud med bænkebidere, tusindben og en rigtig grim skrubtudse sad og kiggede mig op i hovedet, inden den stak af. Adr! De lå ellers og hyggede sig dér i det mørke og fugtige afkræftede græs…

Jeg kom til at tænke på træpladen, da jeg læste teksten til i dag. Vi kommer ind i slutningen af kapitel 8 i Johannes Evangeliet – og der er virkelig ladet op igennem hele teksten. Og så kommer det – Jesus peger på jøderne og siger: I har Djævelen som far! Her vender Jesus træpladen på græsplænen – og ud kommer alt det ulækre kryb. Eller sagt mere konkret: Jesus fjerner facaden hos de her fromme jøder – og dér er det så ikke bænkebidere og grimme skruptudser, der afsløres, nej, da er det de usynlige onde kræfter, der styrer dem som majonetdukker og manipulerer deres handlinger. Og hvem er det, der sidder og hiver i snorene:? Det er Djævelen, løgnens fader – morderen fra begyndelsen – ham, der gør de her jøder både døve og blinde, så de ikke kan eller vil se hvem, der står foran dem! Guds søn, frelseren. Og de blev rasende – og begynder at svine Jesus til og kalder ham det værste, man kunne forestille sig på det her tidspunkt: ”Du er en samaritaner – og for at det ikke engang skulle være nok, så er du også dæmonbesat”.

Midt i deres vrede, hører de slet ikke, hvad Jesus siger til dem. De hører ikke, at han er deres redning fra det mørke, der har fat i dem. Det tragiske sker – det sker, som Johannes starter sit evangelium med at fortælle: ”Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham” (Johs 1,11). En blank afvisning, der var ved at ende med at Jesus blev stenet dér på tempelpladsen.

Jesus har gang i den her diskussion i lang tid – og jeg må nok erkende, at havde det været mig, så havde jeg nok trukket mig for længst og sagt: ”Ok – hvis det er sådan noget I er ude på, så synes jeg bare, at vi skal sige tak for i dag, for det her bringer ikke noget godt med sig”. Jesus forstætter med at tale med dem – Jesus giver dem endnu en chance. Jesus er tålmodig; Jesus er barmhjertig – også selv om han bliver hånet, kaldt racistiske fornærmelser og endda dæmonbesat – Jesus giver dem endnu en chance. Ingen af jer, hører efter hvad jeg siger, men hvis nu alligevel en af jer gør: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden”.

Jesus kigger rundt i flokken omkring ham: Er der nogle af jer, der holder fast i mit ord og ikke forkaster mig. Er du her? For er du her – holder du fast i mit ord, så vil du aldrig i evighed se døden. Du skal bare holde fast i mig, du skal tro hvad jeg siger, at jeg er den, jeg er – er du her, så lyt: ”Du skal aldrig i evighed se døden – du skal aldrig smage døden”.
Prøv hør sætningen en gang til: ” Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden”.
Døden [pause].

Døden er over det hele. En af mine klassekammerater fra gymnasiet, mor til to små børn, har kæmpet med kræften de sidste 4-5 år. Der er blevet bedt for hende – hun har modtaget det mest avancerede medicin og behandling, Danmark kan tilbyde hende, og det har faktisk hjulpet, kræften blev holdt på afstand. Men pludselig i midten af februar vendte den tilbage med fornyet styrke – og lægerne kommer med lægevidenskabens største falliterklæring: ”Vi kan ikke gøre mere”. Hun skal dø.

Jeg skal dø – du skal dø. [kan udelades: Døden er den store udjævner – den udjævner alle forskelle, i det øjeblik døden rammer, så er der ikke forskel på om man er Nilson Mandela, Richard Møller Nielsen, en elsket mand og far eller den ældre dame, der lige nu vælter omkuld i sin lejlighed og hvis død først bliver opdaget om et par uger. I døden er vi alle lige.]
Jeg skal dø – og du skal dø.
[pause]
Eller skal du?
[pause]

Skal du dø? For hvad er det Jesus sagde ”Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden”

Jesus siger et andet sted: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord […] har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet” (Johs 5,24).
Det troens liv, som vi fik, da vi blev døbt, er det evige liv. Vi har allerede nu det evige liv i os – og det evige liv kan pr. definition ikke slutte. Vi skal ikke se døden. Vores kroppe skal dø – lægges i graven – men vi er gået fra døden til livet. Ja, vi skal ikke engang gå fra livet til døden– men fra livet til et større og mere vidunderligt liv. Den, der holder fast ved Jesu ord skal aldrig se døden – når vores kroppe dør, så skal vi ikke dø. Der er ikke nogen 5 minutters pause dér på hospitalet eller noget som helst andet sted. Det fællesskab, vi har med Gud, slutter aldrig og bliver aldrig afbrudt – vi skal ikke opleve et millisekund, hvor der er et brud, en slutning, et mørke borte fra ham.

Som man blinker med øjet går man fra dette dødens legeme, som Paulus kalder det, og så ind i herlighed. Da jeg var barn kom vi meget sammen med pinsefolk og andre karismatikere – og dér sagde man ikke, at ”han er død”, men der sagde de med et glimt i øjet ”han er blevet forfremmet til herlighed”.

En ung pige i Sverige fik konstateret uhelbredelig kræft – hun forberedte alt omkring sin død, begravelse, salmer alt. Og til præsten sagde hun, at hun gerne ville have en dessertske til at ligge oven på sin kiste under begravelsen. Og folk skal undre sig – og så skal du afsløre for dem, hvad denne dessertske betyder. For jeg har altid godt kunne lide en god middag, men jeg har altid glædet mig over at sætte mig til bords og så set at der ved siden af kniv og gaffel ligger en dessertske. For så ved jeg, at der er noget godt bagefter. Uanset hvor god hovedretten er, så plejer man at gøre noget ekstra ud af desserten. Så der er noget godt bagefter. Og på samme måde med døden nu – hvor slemt døden end kommer til os – hvor fantastisk vores liv ellers har været. Hvor hårdt vores liv ellers har været: Der kommer noget godt bagefter.

Det er naivt – det er ikke et tegn på særlig høj intelligens at tro på et liv efter dette, for hvis jeg bliver afkrævet et bevis, så har jeg ikke noget. Lige så lidt som jeg kan bevise min hustrus kærlighed og mine børns kærlighed, lige så lidt kan jeg bevise, at der er noget bagefter. At der er en Gud bag det hele – og i det hele. Men jeg kan bygge mit liv på min kones kærlighed og mine børns kærlighed – og jeg kan bygge mit liv på at der er en Gud bag det hele – og i det hele. Jeg kan bygge mit liv på at der er noget godt bagefter.

Ja, rigtigt: Jeg kan bygge og leve mit liv på, at det evige liv venter mig. Ja, det evige liv er ikke et eller andet sted derude – det er nu. Og det betyder også, at jeg… ja, at du skal ikke gå og frygte døden. Vi skal ikke lade dødsfrygt lamme os, og lade døden bestemme noget som helst i vores gerninger og vores holdninger. Døden skal ikke bestemme hvordan vi prioriterer. For står det til Jesus, så skal du aldrig nogensinde se døden – aldrig nogensinde smage døden: ” Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden”. Uden at vide det, så kan døden binde os med usynlige reb, forhindre os i at leve livet, binder os til et liv fokuseret på os selv. Bibelen siger, at Jesus ønsker at befri os fra dødens trældom (Hebr 2,15). Du kender sandheden om døden, at den bare er et blink med øjet – du kender sandheden, og sandheden vil sætte dig fri(Johs 8,32). Kære menighed: Du er virkelig fri. Og er du ikke bange for døden – hvad har du så at være bange for? Hvad kan begrænse dit liv og kaste skygger ind over det? Lad os leve resten af vores liv frygtesløse – om det er 15 minutter eller 15 år – for ”den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden”.