Lyt til prædiken:
Læs prædikenen her:
Jesus har mange titler: Kristus, den gode hyrde, livets brød… vi kender dem alle, men i dag vil jeg gerne præsentere en titel for jer, som man bruger yderst sjældent om Jesus – jeg har faktisk aldrig hørt den brugt før: ”Den stærkere mand”. Jesus er nemlig den stærkere mand.
I det lille billede, der er i dagens tekst, præsenterer Jesus sig selv som en hjemmerøver, der bryder ind i en gård og stjæler en stærk mands ejendom. Den anden mand er Satan, og teksten fortæller, at vi som udgangspunkt er Satans ejendom. Og Jesus ønsker at befri os – og det gør han ved at plyndre den stærke mand. Og Jesus er den eneste, der kan gøre det, for han er ”den stærkere mand”. Og det er sådan set det den tekst til i dag handler om. At der er de her to muligheder: Enten at være Satans ejendom – eller at være befriet og være Guds ejendom. Der er de to muligheder.
Åndelig placebo
Vi lever i en verden, der ikke tager sådan tale for gode varer, for hvad så med alle de mange religioner, der findes? Hvis der kun er en Gud, hvorfor er der så så mange religioner – og der er vel også noget godt i dem… og hvis nu alle lagde alle gode kræfter i hver deres religion, så ville verden blive et meget bedre sted. Jeg har i den forgangne uge læst skuespillet Nathan den Vise, der havde det budskab. Det lyder ret moderne, noget, der lige så godt kunne være skrevet i år, men det er faktisk skrevet af en tysk filosof Lessing helt tilbage i 1779. Så tanken er ikke moderne.
Det er sådan set en åndelig placebo-effekt: At tror vi på det, så skal vi nok få den ønskede effekt. Kunne vi forestille os, at vi sidder ved lægen og han åbner sin skuffe og hiver en masse piller op. Der er piller i forskellige farver, former og størrelser. ”Du kan bare vælge hvorfor en du vil have – resultatet er det samme. Nogle kan lide den her – og nogle kan lide dem her. Og i andre lander spiser man dem her. Så bare tag for dig”.
Vi vil hurtigt se os om efter en ny læge. Vi har vores liv for kært til at lege russisk roulette med det.
Men sjovt nok… eller tragisk nok, så kan man have det på modsat måde med ens åndelige liv. Man har endda et udtryk, der hedder ”enhver er salig i sin tro”. Som en åndelig placebo – at alle pille sådan set virker – det kommer bare an på hvad du selv tror. Der er meget sjælemedicin, der virker – der er ikke bare en eneste.
Set med de briller, så er verden farvestrålende forskellig. Den er fyldt med forskelligheder og nuancer – mange forskellige livsanskuelser, mange forskellige trosretninger, der er ikke noget sort-og-hvidt – vi har alle regnbuens farver. Vi skal give hinanden albuerum i vores søgen efter sandheden. Sandheden er fantastisk at lede efter – men man skal være varsom overfor dem, der tror, at de så har fundet sandheden.
Der er noget vidunderligt i at alle har ret til at tro hvad man har lyst til – det kan vi drage fælles nytte af, det er den rigtige måde at gribe tingene an på… og vi fejrer denne mangfoldighed, som om det var en dyd.
Jeg har hørt det udtalt på denne måde:
”At fordi Gud ikke kan defineres, fordi Guds visdom er hinsides al målestok, så kan ingen religion indeholde ham fuldt ud. Derfor har Gud inspireret til fødslen af mange religioner, der hver især tilbyder sit unikke syn på den evige sandhed” (George Wolfe).
Så kort sagt: Her er en bunke piller, bare tag en… de virker alle sammen.
Intet kan være længere væk fra sandheden – intet kan være mere forkert. Verden er ikke mangfoldig – det kan godt være, at det ser sådan ud, men i virkeligheden, så er der kun to holdninger, to grupper af mennesker, to trosretninger, to veje, to … Kun to – og det, der afgør hvor vi befinder os, er hvordan vi forholder os til Jesus. Som Jesus siger i teksten til i dag: ”Den, der ikke er med mig, er imod mig. Den, der ikke samler med mig, spreder”. Vi er enten med Kristus eller imod ham – vi er enten med ham og bidrager til hans rige, eller også er vi imod ham og kæmper imod hans rige. Der er dem, der er Guds og der er dem, der er Satans. Der er dem, der er i lysets rige og dem, der er i mørkets rige. Der er dem, der er retfærdige og dem, der er uretfærdige. Alle mennesker på jorden lever og dør i en af de to kategorier og din evige skæbne afgøres af hvilken af de to, du befinder dig i. Der er ikke noget neutralt område – tager du ikke stilling til Jesus, vil du ikke, kan du ikke, så er du lige så meget imod Jesus som den mest rabiate satanist, så er du ikke mere anderledes end en, der tilbeder Satan. Det er ikke nødvendigt aktivt at bekæmpe Jesus for at være imod ham, det er ikke nødvendigt at angribe hans guddommelighed, det er ikke nødvendigt at angribe hans ord, hans evangelium. Det er ikke nødvendigt at angribe hans kirke, det er ikke nødvendigt at forfølge og slå kristne ihjel – det eneste du skal gøre er ingenting i forhold til Jesus Kristus, og så er du i samme kategori som en satantilbeder. Du har truffet dit valg. Tager du ikke stilling til Jesus Kristus, så har du allerede taget stilling imod ham. Enten er du Guds barn – eller også er du Djævelens barn – enten er du på vej mod himmelen eller også er du på vej mod helvedet, der er ikke nogen undtagelse. Der er ikke noget neutralt ingenmandsland, der er ikke nogen neutral zone, der er ingen undskyldninger.
Jesus som sendt af Djævelen
Og så kan det være, at der er nogen af jer, der tænker: Så da… tak for kaffe. Det var da en ordentlig omgang fra ham præsten – det kan da ikke passe. Men kan teksten tolkes på andre måder? Er det ikke netop konsekvensen af Jesu ord: ”Den, der ikke er med mig, er imod mig”? Det er krystalklart – og har vi noget imod det, så er det fordi vi står i samme kø som forfatteren Mark Twain, der udtrykte det på den måde: ”Det er ikke de dele af Bibelen, som jeg ikke kan forstå, der generer mig, det er de dele, jeg forstår”.
For teksten er så krystalklart, at det ikke er tolkningen, den så er galt med, det er selve teksten, der er galt med; det er Jesu ord, der er galt med. At så skal man ikke skyde på mig, men på Jesus – så det er Jesus, der skal kaldes intolerant og snæversynet. Men han er sådan set vant til at blive kaldt noget, der er meget værre end at være intolerant eller snæversynet, f.eks. det jøderne kalder ham i dag: Tjener af Beelzebul, et andet navn for dæmonernes fyrste, Djævelen. Og det må også være konsekvenser hvis vi afviser hans ”enten-eller”, at enten er vi med ham eller også er vi imod ham – at afviser vi det, så stempler vi ham som løgner. Er Jesus en løgner, så kan han ikke være det, han siger han er: Nemlig sendt fra Gud. Jesus giver ikke selv noget alternativ end de to: Enten er han sendt fra Gud eller også er han sendt fra Djævelen. Vi kan ikke putte ham i nogen anden kategori som filosof, stor etiker – enten er han Guds søn eller også er han en galning eller noget, der er værre.
Enten er han vejen, sandheden og livet og så er verdens religioner og filosofi tomt bedrag, ondskab og mørke uanset hvor lyst og farvestrålende det ser ud. Enten er han vejen sandheden og livet eller også er han den største bedrager i verdenshistorien.
Og det er også hvad jøderne kommer frem til. De kan ikke benægte Jesu tegn og mirakler – men da deres udgangspunkt er et had til Jesus og en krampagtig afvisning af Jesus som Guds søn, så må den nødvendige konsekvens være: Du uddriver dæmoner ved Djævelen, ved Beelzebul.
Jesus afviser dem: Det er ulogisk: Hvorfor skulle Djævelen kæmpe mod Djævelen? Og mente de at han brugte Djævelens magt til at uddrive dæmoner – hvad så med deres egne folk, hvad uddriver de så dæmoner med. Blandt jøderne var der nemlig nogle, der uddrev dæmoner, men de gjorde det faktisk ret elendigt. Det er den dæmonuddrivelse, som Jesus taler om i slutningen af teksten til i dag, hvor dæmonen vender tilbage med syv andre ånder og igen besætter det menneske.
Så siger de, at Jesus uddriver dæmoner ved hjælp af Djævelen og deres egne uddriver dæmoner ved hjælp af Gud, så siger de sådan set, at deres djævel er mere mægtig end deres Gud. Og den hænger jo slet ikke sammen i en jødes øre. Men det må være konsekvensen, at Gud er en svag Gud og Satan er den stærke. Og sådan kan det virkelig også føles: At Satan er den stærke. Det virker som om det er ham, der sætter dagsordenen igen og igen i verden, i samfundet og endda i kirken og at vi som kristne hele tiden bare indretter os efter de nye vilkår. At Djævelen er den person, Jesus taler om ”Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred”. Det er Djævelen, det er verden, det er Djævelens sjæle – en stærk mand og hans ejendele – og hvor føler vi at Djævelen får lov til at få sin ejendele i fred…
Jesus som den stærkere mand
Men – fortsætter Jesus – ”kommer der en, der er stærkere og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet”. Og hvem er det, der er stærkere end Satan og kan plyndre ham? Der er kun en, der er stærkere end ham, og det er Jesus. Han kom og plyndrede Satans ejendom, han kom og tog Satans våben og brugte det i mod ham selv: Tog døden på sig, Satans ultimative trussel og våben – selv døden er ikke længere Satans – og så befriede han de sjæle, der var hans og satte dem ind i lysets rige. Det er os – vi er revet ud af Satans ejendom og er nu borgere i Guds rige for altid. Som vi hørte fra Efeserbrevet oppe fra alteret: ”For engang var I mørke, men nu er I lys i Herre” (Ef 5,8).
Jesus plyndrer Satan hver eneste dag, når folk bliver omvendt, når folk overgiver deres liv til ham – hans rige bliver plyndret igen og igen og igen. Det her er Guds finger – der er ingen som ham, der er ingen, der skal sammenlignes med ham.
Og har du et åbent sind og ser med åbne øjne, så vil du se, at der kun er ham – og resten er mørke. Vi skal tage os i agt for åndelig relativisme. Vi skal ikke tro på dem, der siger at der er mange veje til frelsen, mange veje til livet – at sandheden findes mange steder. Der er kun Jesus – og så er der ellers mørke, desperation og død. Der er kun den Jesus, som du har beskrevet her i Bibelen, du kan ikke lave din egen udgave af kristendommen. Der er kun den Jesus vi læser om her – har du en anden, så bryder du det første bud i loven: Du må ikke have andre guder end mig. Der er kun den Jesus og han siger i dagens tekst:
”Den, der ikke er med mig, er imod mig” – det er nåde, nådens dør er endnu ikke smækket i. Han vil have os med sig på sin side. Han ønsker at rive os ud af mørkets rige og sætte os over i sit rige, han ønsker at give os forløsning, syndernes forladelse (Kol 1,13). Der er kun frelse i ham – der er kun en pille, der klarer syndens sygdom: Jesus på korset.
Vi står overfor et alternativ: Den stærke mand eller den stærkere mand. Den stærkere mand, der overvandt din synd. Den stærkere mand, der overvandt døden. Lad os bøje vore knæ for den stærkere mand, Jesus Kristus – og lad os leve i tillid til ham. ”Den, der ikke er med mig, er imod mig” – lad os være på hans side, lad os blive plyndret fra den stærke og komme over på den stærkere mands side. ”For engang var I mørke, men nu er i lys i Herren; lev som lysets børn, for lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed”.
