Lyt til prædikenen:

Læs prædikenen:
(Tager et lang reb med op på prædikestolen, den ende, jeg står med på prædikestolen har et par centimeter med rødt tape).

Prøv forestil jer det her reb – det fortsætter bare for evigt.
Og prøv forestil jer, at det er en tidslinje for din eksistens.

Den bliver bare ved for evigt…

Kan I se den farvede del af rebet her?
Det repræsenterer din tid på jorden. Vi har et par korte år her på jorden og så har du resten af evigheden et andet sted.

Dette er din eksistens – og så slår det mig, at noget af det vi mennesker tænker allermest over er dette røde stykke.
Vi er fuldt optaget af dette.
– Jeg vil arbejde og spare op, sådan at jeg kan have det godt her i denne periode.
– Vi er optaget af det: Der skal jeg nyde tilværelsen, jeg skal ud og rejse.

Der er så meget, der frister i løbet af tiden her, så vi helt glemmer at se fremad på at det her ikke er alting.

Det er fristende, for det er sådan alle lever: Lever som om den røde del er det hele – og tænker ikke på de millioner af år, der ligger efter.

Er det ikke skørt? For hvad med alt det andet her….

Selvfølgelig, der er nogen, der siger, at ens eksistens er lige med den røde del – at der ikke er andet end livet her og nu. Når døden indtræffer, så stopper vi med at eksistere, der er ikke noget liv på den anden side – i nogen form. Livet er ikke andet end en fysisk og kemisk eksistens uden nogen åndelig dimension. Det er ateisme.

Det er dog langt de færreste, der tror det – de fleste har en eller anden forestilling om, at rebet ikke bare er de få centimeter her, men at det fortsætter. At livet fortsætter – for vi kan ikke holde tanken ud, at der bare ikke er mere. Men vi kan samtidig heller ikke holde uvisheden ud – for hvad sker? Hvad er døden? Vi frygter døden, så derfor forsøger vi at glemme den – fortrænge den. Døden er på den måde i sig selv død. Vi gør den til et tabu. Men det værst med tabuer er bare, at de har det med at udvikle sig. Når vi ikke ved hvad der gemmer sig under sengen, er der ingen grænser for, hvor mange uhyrer, der er plads til. Men livet går videre – og vi fortrænger og hvem gør det smukkere end John Lennon med sin fantastiske sang, Imagine.

“Imagine there’s no heaven
It’s easy if you try
No hell below us
Above us only sky
Imagine all the people living for today”

Han synger: Prøv forestil dig, at der ikke er nogen himmerige over os, det er nemt, hvis du forsøger, intet helvede under os, over os, kun himmelen, forestil dig, alle mennesker, der lever for dagen i dag. Det stemmer meget godt overens med en gravsten, som man har fundet i nærheden af Paulus´ fødeby: ” Engang var jeg endnu ikke til, så blev jeg til, og nu er jeg ikke mere. Dette er livet”.

Da jeg begyndte at læse teologi i 1994 handlede om en person, der sidder og fortæller om at det eneste han vil er at have lidt sjovt, inden han dør. Det fængende omkvæd lyder:

”All I wanna do is have some fun,
I have the feeling, I´m not the only one”.

Alt hvad jeg vil er at have det sjovt – og jeg har fornemmelsen af at jeg ikke er den eneste”.

Der er mange måder at fornægte døden på… resultatet er det samme:

Vi går baglæns mod døden, så enten rammer den os ud i det blå af et hjertetilfælde eller et biluheld, eller også vender vi os først om, når den ånder os i nakken i form af cancer. Det kan være i dag – det kan være om 14, 30 eller 50 år.

Bibelen taler om vigtigheden om ikke at gå baglæns, ikke at fortrænge døden. ”Lær os at holde tal på vore dage, så vi får visdom i hjertet” – står der i Salmernes Bog (Sl 90,12). Den vise har tankerne rettet mod, at livet engang slutter – den vise anvender tiden på jorden viist. Paulus skriver at vi skal være som en, der løber i et væddeløb.

 

”enhver idrætsmand er afholdende i alt – de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner. Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften.” (1. Kor 9,25-26).

Paulus er fokuseret – ser fremad, ikke tilbage, ikke ud til alle sider – men fremad. Og det kan han gøre, fordi han ikke frygter døden – og det behøver vi heller ikke. Som Jesus siger: i dagens tekst: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden”.
Det er en fantastisk generøsitet, der gives til alle, der måtte holde fast ved, og holde hans ord, hans budskab, hans evangelium – han vil aldrig se døden. Det græske ord for at se, betyder at fiksere på, opleve og stirre på. Som kristne vil vi aldrig blive fanget ind af døden som vores erfaring. Vi skal dø fysisk, men døden vil ikke have magt over os. Her er der ikke kun tale om den fysiske død – men også den anden død, den evige død.

Vi vil ikke blive fanget ind af den, for det første vi vil se, når vi åbner vore øjne efter dødens blink, det er Jesus. Ham, vi troede på – og ham hvis ord vi holdt fast på og håbede på.

Tror vi ikke på Jesus, så er det det værste du ønsker at der skal ske med dig, og det er at dø uden Jesus, for så hedder resten af eksistensen ikke evigt liv, men evig død. Evig pine. Og det er så forfærdeligt at tænke på, at vi enten lukker øjnene for det, ved glemme døden begrave den i arbejde, i familien i sjov og ballade – eller vi kommer med en masse mulige ideer.

• Den ateistiske at døden er slutningen på vores eksistens,
• den buddhistiske, at vi bliver genfødt på jorden til endnu et liv
• eller den kristne vranglære at der i virkeligheden ikke er to forskellige udgange på livet, men kun én: Gud frelser os alle til sidst alligevel, der findes ingen evig død. Gud er en nådig og kærlig Gud.

Ja, og netop derfor er der en, der er død for os, Jesus Kristus. Netop derfor rækker Jesus i dagens tekst ud efter dem, der ellers igen og igen afviser Jesus, håner ham, afviser ham, lukker ørene overfor ham. Gud er en nådig og kærlig Gud, så derfor lyder det også til dem den dag: Hvis det er en af jer i flokken, som hører mit ord, tror på mig, så skal du aldrig se døden. Døden kommer, den store udjævner, der udjævner alle forskel på os mennesker, om vi er rige eller fattige, om vi har magt eller er magtesløse eller om vi er unge eller gamle.

Uanset hvad, så er det tåbeligt ikke at forberede sig i dette liv på at vores eksistens fortsætter. Det, der sker her i dette stykke afgør hvordan jeg kommer til at tilbringe millioner og millioner af år for evigt. Lad os sige som Paulus: Jeg vil leve mit liv her – med fokus på livet her. Jeg løber som idrætsmanden løber for at vinde sejrskransen – jeg vil brug enhver muskel, enhver evne, sådan at når jeg engang står foran den store dommer, så får jeg sejrskransen. En sejrskrans, der aldrig visner. Det evige liv. Bibelen lærer os, at den, der tror på Jesus allerede her i livet er gået fra døden til livet (Johs 5,24).
Allerede nu har vi evigt liv.
Det troens liv, som vi fik, da vi blev døbt og troede, er det evige liv.
Vi har allerede nu det evige liv i os og det evige liv kan pr. definition ikke slutte. Vi skal ikke se døden, vi skal ikke smage døden.
Vores kroppe skal dø, de skal lægges i graven eller brændes – men vi er gået fra døden til livet. Ja, vi skal ikke engang gå fra livet gennem døden og så til livet, men fra livet til et større og mere vidunderligt liv.
Den store amerikanske evangelist Billy Graham, der døde for en lille uges tid siden, han sagde på et tidspunkt:

”En skønne dag vil du læse og høre at Billy Graham er død. Du skal ikke tro et ord af det. Jeg vil da være mere levende end jeg er nu. Jeg vil bare have ændret adresse. Jeg vil være gået ind foran Guds ansigt”.

Den, der holder fast ved Jesu ord skal aldrig se døden – når vores kroppe dør, så skal vi ikke dø. Der er ikke nogen 5 minutters pause dér på hospitalet eller noget som helst andet sted. Det fællesskab, vi har med Gud, slutter aldrig og bliver aldrig afbrudt – vi skal ikke opleve et millisekund, hvor der er et brud, en slutning, et mørke borte fra ham. Som man blinker med øjet går man fra dette dødens legeme, og så ind i herlighed. Der er ingen tid, hvor vi ”sover”, bliver til en stjerne eller til en engel. Der er ingen tid, hvor vi sidder og kigger ned på vore kære og kan følge med i deres liv – vi kan ikke kommunikere med dem på jorden, når vi er væk, så er vi væk. Så står vi foran vores Gud og konge. Rebet fortsætter – fortsætter det i evigt liv eller evig død. Det hele afhænger af vores forhold til Jesus. Det hele afhænger af at vi tager imod Jesus som vores frelser. At vi tror ham.

I dagens tekst taler Jesus med en flok jøder, der afviser Jesus – der vanærer ham, kalder ham det værste man kan forestille sig: En afgudsdyrker og en dæmonbesat. Hvad ser du, når du tænker på Jesus? En bedrager? Et fantasifoster? En filosof? Et klogt menneske? Et stort forbillede? Eller ser du Guds søn, der døde for dine synder for at rive dig ud med blodig hånd af alle vore fjenders bånd, som vi sang det lige før prædikenen? Uanset hvad du ser, når du tænker på Jesus, så vil rebet her fortsætte, når du går fra den lille bid her, der hedder dit liv på jorden, og så ud i evigheden. Du fortsætter, din eksistens fortsætter.

Vi har brug for at tro budskabet fra Jesus Kristus – hvis vi ikke gør det, så vil vi ende i den evighed, der hedder ”den anden død”. Hvis vi tror på budskabet fra Jesus Kristus – og hvis vi klamrer os til ham, uanset hvor ringe vi er, uanset hvor lidt vi tror, uanset hvor uværdige vi er…. det er jo derfor at vi tror på Jesus, for efter et liv med mange nederlag, så tror vi ikke længere på os selv. Men tror vi på hans ord, stoler på hans frelsesværk, så vil vi aldrig se den anden død.

Vi vil ikke engang opleve den fysiske død.

Vi vil gå igennem den fysiske død uden overhovedet at bemærke den og så som at blinke med øjnene åbne vore øjne i himmelens herlighed.

Det største og vigtigste øjeblik i vores få centimeter her på rebet var i det øjeblik, hvor vi sagde:

• Jeg vil have Jesus i mit liv.
• Jeg vil have at han tilgiver min synd.
• Jeg vil vide, at jeg skal i himmelen.
• Jeg vil have ham til at forandre mit liv.
• Jeg modtager ham som min herre og frelser.

Så skal det ske, at vi engang
blandt alle helgens frydesang
i Himlens søde Paradis
skal prise dig på englevis.