”Det er meget nemmere at synke til bunds i stoffer end at se virkeligheden i øjnene.
Nemmere at stjæle noget end at tjene til det.
Nemmere at tæve et barn end at opdrage det,
fordi det kræver så meget arbejde at elske, at holde af” (s. 172 i ”Syv”).
Det er et citat fra thrilleren Seven, der er en af de store klassikere med skuespillerne Morgan Freeman og Brad Pitt i hovedrollerne og jeg tror samtidig, at det er den eneste thriller, der nogensinde er blevet anmeldt i Indre Missions Tidende – endda positivt. Midt i mellem død og lemlæstelser falder så dette sproglige guldkorn om at det er nemmere at tage stoffer, stjæle eller slå end det er at arbejde, elske og holde af. Ikke bare fordi det er ”nemmere at springe over, hvor gærdet er lavest”, men det er nemmere at blive på denne side af gærdet – hvad skal vi dog også over på den anden side?
Hvad skulle disciplene over på den anden side i dagens tekst? Det var vigtigt for Jesus, at de kom afsted, for han ”nødte” dem. Og det er ikke bare nøder på samme måde, som når vi sidder i slutningen af et sønderjysk kaffebord, og så kommer værten med småkagen ”ingenting” og nøder os til at spise. Man kan jo altid spise ingenting.
Nej, ordet, som vi oversætter med ”nøder” er mere voldsomt – det er mere i retningen af at tvinge. Jesus tvang disciplene ned i båden – I SKAL over på den anden side. Selv om Jesus sikkert vidste, at de ganske kort tid efter ville være i havsnød, kæmpe for livet… men han nødte dem til at gå om bord. Han tvang dem ned i båden.
Vi kan ikke komme igennem livet uden problemer – men hvordan håndterer vi problemerne? Hvad gør vi, når vi oplever modgang, når vi oplever fristelser, når vi oplever sygdom? Tager vi den nemme udvej – opgiver vi – springer vi ud af båden? Beder vi Gud tage de kampe fra os og kalde os væk fra anstrengelserne og besværet? Eller vender vi Gud ryggen: Hvis Gud er god, hvorfor er der så ondskab i verden? Hvorfor mistede jeg mit barn? Hvorfor er mit barn sygt? Hvorfor fristes jeg hele tiden? Ja, Gud kunne have grebet ind, lige som Jesus nemt kunne have stoppet stormen, selv om han sad oppe på bjerget og bad, men han gjorde det ikke. Han nødte disciplene i båden – han tillod stormen. Han stilnede ikke stormen, men lod dem kæmpe.
Livet er ikke designet sådan at vi ikke kommer ud i uvejr. Vi vil få lagt byrder op vore skuldre, vi kan ikke undgå byrder, men vi kan undgå det ubærlige, fordi Gud ikke sender noget i vores retning, som vi ikke kan bære. Men det fritager os ikke fra kampen med årene. Kampen, sliddet og modgangen er tilladt af Gud. Hvorfor? Hvad venter der os på den anden bred? En stærkere tro? En stærkere tillid? Skal vi selv vokse? Skal vi selv blive mindre i vore egne øjne, så Gud må blive større? Paulus siger et sted: at ”Guds kraft udfoldes i min magtesløshed”. Hvad venter der os?
Det er stort at møde et menneske på den anden bred, der efter en svær tid står frem og siger, at vedkommende stadigvæk tror. Men det er langt større at tale med et menneske, der midt i problemerne stadigvæk tror. Ja, der er ikke noget, der er større end at tale med et menneske, der er bedrøvet, slået i stykker, men som stadigvæk tror på Gud.
Jesus nødte dem ned i båden, Jesus lod dem blive i båden, Jesus lod dem kæmpe i båden. Jesus ønsker at vi skal blive i båden, tage fat på årene og ro over på den anden side. Jesus nøder også os ned i båden. Vi skal ikke ønske at være et andet sted end dér, hvor Jesus ønsker vi skal være. Også selv om det er kampens sted. Jesus ved godt, hvor let det er at bede: Tag dette bæger fra mig. Hjælp mig ud af sygdommen. Hjælp os ud af de ægteskabelige problemer.
Hvad udvej vælger jeg? Skal jeg blive og kæmpe for ægteskabet eller vælge skilsmisse? Skal jeg blive i de problemer, der er i familien og forsøge at løse dem, eller skal jeg stige ud af båden og lade de andre sejle i deres egen sø?
Skal jeg være ligesom Peter, der råber til Jesus igennem stormen: ”Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet”. Og som så springer ud over rælingen og forlader den båd, som Jesus lige har tvunget ham ned i, nødet ham ned i.
Hov… det er ikke sådan, at vi plejer at høre om den fortælling. Vi plejer at fremhæve Peters vandring på søen som noget stort, ”lad os gøre Peter kunsten efter og på Jesu ord springe ud af båden, men lad os holde fokus på Jesus”. Og det er egentlig også rigtigt, men det var jo ikke Jesu ønske at Peter skulle forlade båden. Jesu ønske var at han skulle blive i båden – han havde nødet ham til det. Nej, det var Peters ønske: ”befal mig, at komme ud til dig”.
Jeg har altid set op til Peter, fordi han gik ud af båden til Jesus, at han havde en større tro end de andre, siden han gik ud på vandet. At han havde en større tillid til Jesus end de andre. Og i virkeligheden så forlader Peter måske den plads i båden, som Jesus havde nødet ham til at indtage. ”Du lidettroende” – siger Jesus. Han har en lille tro, fordi han ikke bliver og kæmper for at komme over på den anden side. Ja, Peter forlod kampen, forlod bøvlet, forlod de øvrige disciple, der kæmpede med årene.
I det hele taget, så tegnes der et billede af Peter som en, der er hurtig til at forlade kampen. F.eks. da han irettesatte Jesus, da Jesus talte om langfredag og kors og død. ”Må det ikke ske dig,. Herre. Forlad båden”. Eller da Peter senere stak folkene omkring bålet i ypperstepræstens gård en løgn:” Jeg er ikke en discipel af Jesus. Sandelig, jeg kender ikke det menneske”. Eller da Peter senere kom til Antiokia og spiste sammen med ikke-jødiske kristne. Og da der kom jøde-kristne så holdt han sig væk fra hedningene, i stedet for at tage opgøret om at evangeliet også skulle gå til ikke-jøder (Gal 2,11). Og senere fortæller de apokryfe Petersakter, hvordan Peter stikker af fra Rom, for at undgå at dø som martyr. Og det er først, da Peter møder Jesus, der bærer korset på vej til Rom for at blive korsfæstet igen, at Peter vender rundt og går tilbage til Rom til sit martyrium.
Peter var åbenbart lige som nogle af os, typen, der hopper ud af båden for tidligt, for at undgå problemerne og det hårde slæb. Men Jesus ønsker at vi skal kæmpe og han vil lade vores kræfter vokse i kampen. Men vi skal blive siddende.
Torsdag, da jeg sad og arbejdede med teksten her, så forstod jeg, at Gud også ønskede at lære mig noget stort denne uge. Lige nu er jeg ude i noget i mit liv, hvor jeg har lyst til at kaste årene fra mig og bare opgive. Jeg har lyst til at forlade båden, forlade problemerne – men teksten til i dag siger til mig: ”Bliv og kæmp. Tag fat i årene, hiv i årene og kæmp dig over på den anden bred”. Og nej, jeg har ikke lyst – jeg har lyst til bare at lade stå til, jeg har mere lyst til at Gud på en eller anden magisk måde bare gør, at jeg mandag-morgen vågner og så er alting bare godt igen. Jeg rækker ud efter Jesus, hjælp mig, træk mig ud af båden… og det eneste, jeg får lagt i hænderne, er min åre.
Jeg vil gerne sige til dig i dag, som kæmper synligt eller skjult for andre mennesker. Dig, der har lyst til at opgive kampen ligesom jeg har: Lad os sammen sætte os ned i den båd, der er vores, i det uvejr, der er vores og tage fat på åren og med en styrke, som vi kun kan få den fra Gud, så kæmpe os over mod den anden bred. Lad os blive ved med at kæmpe – vidende at Jesus er lige ved vores side. Lige udenfor båden. Lad os kæmpe og vide at ingen orkan er så kraftig, ingen bølger er så høje, at det ikke bliver blikstille i det øjeblik, hvor Jesus træder over rælingen og sætter sin fod i vores båd.
Så lægger jeg mit liv i dine hænder,
så ved jeg, uanset hvordan det ender,
når du blir stor i mig, og jeg blir lille,
da er der ingen død
og ingen verdens nød,
der kan os skille.
