Jeg har hørt en historie med en beduin, der sad i sit telt om aftenen. Der var mørkt, så han tændte sit stearinlys for at han kunne se imens han spiste sin aftensmad: Figner. Han bider i en figen… adr, der er  en orm i det! Pøj.. nå væk med den. Han tager en ny og ser igen, at der også er orm i den figen. Da han havde prøvet det et par gange og smidt en masse figner væk, ærgrer han sig, for han er virkelig sulten. Hvad gør den kloge beduin?

Jo, han slukker lyset, så nu kan han ikke se ormene – og så begynder han at spise figner en efter en.

Vi kan godt smile af den historie – men er det ikke sådan vi gør over for ting, som vi ikke kan lide – vi gør os blinde og nogle gange døve, når der er et eller andet vi ikke vil konfronteres med? Nogle gange sker det automatisk og andre gange sker det for at overleve. Et barn kan sidde inde på sit værelse og lukke verden udenfor og ikke høre eller se, at mor bliver tæsket af far inde i dagligstuen. Jeg kan huske hvordan jeg først efter at have arbejdet som frivillig i Kirkens Korshær fik øjnene op for alle de alkoholikere, der egentlig var i gadebilledet…. vi var ikke interesseret i at se dem og de var ikke interesseret i at blive set. Og vupti: De var usynlige.

Eller forældre, der er de sidste til at indse, at deres børn har gjort noget forkert. I skulle prøve gå hjem og læse Selma Lagerløfs ”Kejseren af Portugalien”, som handler om en far der i kærlighed til sin datter virkelig bliver blind overfor at hun går ned i snavs inde i storbyen. Der er ikke grænser for hvor godt hun klarer sig – ja, hun er endda blevet kejserinde i Portugalien. Men i virkeligheden tjener hun til dagen og vejen ved at gå på gaden, men det kunne han ikke håndtere.

Nogle gange kan det være godt at være blind – for det skjuler en masse som vi gerne vil have været foruden og som vi ikke kan håndtere. Det kan være en måde at overleve på – men det kan også være en måde at vi går til på. ”Kan en blind lede en blind?” spørger Jesus og fortsætter ”vil de ikke begge falde i grøften?”

Sådan er mennesket uden Gud – vi er blinde. Vi er blinde overfor at vi slet ikke kan gøre noget overfor det, der er galt med verden og med os og hinanden: Synden. Alt er gennemsivet af synd. Alt!

Hvorfor mishandler en mor sit barn? Eksperterne vil sige: Der er mange grunde! Der er den og den og den.

Hvorfor sætter en politisk gruppe ild til en ministers bil? Eksperterne vil siger: Eksperterne vil sige: Der er mange grunde! Der er den og den og den.

Hvorfor har nogle en så striks udlændingepolitik, så det nærmer sig racisme, hvor vi udelukker andre fra det gode for at vi kan få mere end vi allerede har i overflod? Eksperterne vil sige: Der er mange grunde! Der er den og den og den.

Hvorfor er det så sjovt at tale om naboen… naturligvis er det ikke sladder, det er bare almindelig interesse. Eksperterne vil sige: Der er mange grunde! Der er den og den og den.

Eksperterne kan da godt have ret i, at der for os at se er mange grunde, som vi kan forsøge at bekæmpe, men dybest set, så er der en grund: Synden. Synden, som gennemvæver alt, men som vi ikke ser, for vi er blinde overfor den. Vi kan forsøge at bekæmpe frugterne af synden, men vi kan aldrig tage livtag med selve årsagen til det vi ser, for roden ligger dybest inde i os, så vi ikke ser det. Verden er holdt som gidsel af synden og af satan. Der er ikke et hjerte, der ikke er korrupt.

Ja, synden gennemstrømmer alt – Paulus skriver, at selv ”Skabningen blev underlagt tomheden… Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen”. Jeg ved ikke om det kan være med til at give en forklaring på naturkatastroferne, at synden også rusker og river i naturen, men alt er gennemvævet af synd.

 

Gør at vi kan se os som syndere

Og vi lukker øjnene for det – vi ser det ikke, fordi vi er så ivrige efter at gå efter resultatet og frugterne af synden. Men vi har brug for at få åbnet vores øjne, hvis vi ikke skal ryge i grøften – vi kalder det religion. Der er mange forskellige religioner – men de fleste har det til fælles, at det er blinde folk, der leder andre blinde og det ender i grøften.

Det er kun Jesus, der kan åbne vore øjne – det er kun Jesus, der kan gøre os seende. Der er nok af andre bud til øjen-åbnere, men det er kun Jesus, der kan åbne vores øjne og gøre os seende, så vi ser vores forfærdelige situation. Der skal guddommeligt indgriben til, som den tekst vi hørte fra alteret med David, der havde slået ihjel og troede at alt var i orden, men så stod profeten frem for ham og sagde: ”Du er manden!”.

”Du er kvinden med synd” – ”Du er manden med synd”. Sådan noget giver ikke sig selv, vi skal have øjnene åbnet.

 

GØR AT VI KAN SE VORES FRELSER

Men Gud havde været en guddommelig sadist, hvis han kun åbnede vores øjne overfor vores håbløse situation. Men det gør han ikke, for sammen med den forfærdelige øjenåbner, så åbner han også så vi kan se vejen ud af det onde. Så vi kan se Jesus – så vi kan se vores frelser. Troens første forandring i os, er at vise os, at vi er på dybt vand – men troens anden forandring er at vi så samtidig kan se den redningsplanke, der rækkes ud efter os og som vi kan bruge til at komme om bord på skibet igen.

Vi finder aldrig Gud, hvis vi ikke mangler ham. Overfor Gud er vi lykkelige tiggere, som giver Gud ære gennem vores afhængighed. Vore sår og mangler er de sprækker, hvorigennem nåden kan passere. Ja, vi finder aldrig Gud, hvis vi ikke mangler ham. Hvis vi ikke ser, at vi ikke ser, at vi mangler ham – og bare fortsætter ude af livets vej som blinde.  ”Kan en blind lede en blind?” spørger Jesus og fortsætter ”vil de ikke begge falde i grøften?”. At tro er at kunne se og række ud efter redningsplanken.

 

Gør at vi kan se vejen frem

John Newton var en grov og grusom amerikansk slavehandler. Han råbte første gang på Gud under en storm, der nær havde kostet ham livet. Det var startskuddet til et nyt syn på sig selv, sine medmennesker og på sin Gud – og til sidst kunne han skrive en salme, som I sikkert godt kender:

Amazing graze, how sweet the sound                           Forunderlig nåde (arbejd på oversættelsen)

that saved a wretch like me                                           som frelste en usling som mig

I once was lost, but now am found                               før var jeg fortabt, men nu er jeg fundet

was blind but now I see                                                 jeg var blind, men nu ser jeg.

Langsomt tvang hans nye syn ham til at gå en ny vej i sit liv – følge efter sin mester og blive en discipel hos Jesus. Og det er en vanskelig skole, for målet er ikke sat så lavt, så man er sikker på, at alle kan være med. Læseplanen for Guds skole indeholder målsætninger som ”Vær barmhjertig som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer”.

Det er ikke noget, vi bare sådan uden videre kan kaste os ud i og fuldføre – det kræver hjælp. Det kræver Helligåndens indgriben i vores liv og vores hjerte. Vi har meget at se op til i vores lærer og mester ”En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester”.

Sikke dog nogle målsætninger…. og jeg tror vi hurtigt vil indse, at vi kommer til at fejle – vi kommer til at pjække fra Guds skole og gøre ting og tænke tanker, som ikke stemmer overens med det mål vi har sat os. Men mærkeligt nok er det sådan, at jo mere vi fejler desto tættere kommer vi på ham efter at vi så er vendt tilbage. Jo mere vi synder desto mere ser vi vores afhængighed af ham. Gud i himlen holder hvert eneste menneske i en snor. Hvis du synder klipper du snoren over. Gud binder derefter snoren sammen igen med en knude – derved bringes du en smule nærmere til ham. Gang på gang klipper dine synder snoren over – og med hver ny knude drager Gud dig nærmere.

GØR AT VI KAN SE VORES NÆSTE SOM GUD SER HAM

Men vi får ikke bare et nyt syn på os selv og vores eget liv, men vi ser også vores medmennesker med helt andre øjne – nemlig med Guds øjne. Og hvordan ser Gud på os mennesker? Han ser på os med barmhjertighed, kærlighed, tilgivelse.

Det er altid nemmest at se andres fejl – ”hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?” spørger Jesus – og anviser os så til først at sørge for at få bjælken ud af vores øje, for ellers kan vi slet ikke se klart nok til at tage splinten ud af den andens øje.

Den er kun den, der har set sin egen afhængighed af Gud og har modtaget hjælpen fra ham, der er i stand til at kunne hjælpe sit medmenneske, fordi nu ser ham eller hende med Guds øjne – og ikke som en måde at skjule vores egne fejl og mangler.

Lad os se på den anden med Guds øjne – også den anden, som vi ikke bryder os om, fordi vedkommende lever et moralsk og kristeligt hæsligt liv. Eller fordi vedkommende ligger så langt væk fra Jesus, som vi overhovedet kan forestille os. Hvordan ville Jesus se på vedkommende? Kunne vi ikke kopiere det en smule, så vi ser splinten i vor broders øje, men elsker vores broder så meget, at vi vil gøre hvad vi kan for at befri ham for denne splint? At vi hader splinten, men elsker broderen, der har splinten i øjet.

At vi ser vores næste som en der har brug for Gud lige så meget, som vi selv har brug for ham. At vores næste har brug for en øjenoperation ligesom vi havde det. Ikke i en hovmodighed – ”nu skal du bare se”. Man kan også kvæle andre væk fra Gud, hvis vi forveksler kærlighed og barmhjertighed med bedrevidenhed. Også der er ydmyghed på sin plads.

Vi har brug for igen og igen at rettet vores syn ind, for syndens øjensygdom kan så let bryde ud igen, så vi mister vores syn helt eller delvist. Vi har brug for igen og igen at få rettet troen ind på Gud som ham, der alene kan frelse os – og  tak og lov. Gud opgiver os ikke, men binder en knude i snoren ned til os og knytter os tættere ind til ham.